Ældste Dallin H. Oaks
De Tolv Apostles Kvorum
De, som bærer Det Aronske Præstedømme, åbner døren for alle de medlemmer af Kirken, som tager nadveren værdigt, så de kan nyde fællesskab med Herrens Ånd og blive betjent af engle.
Mine kære brødre, jeg værdsætter muligheden for at tale til jer denne aften. Jeg retter mine bemærkninger til de unge mænd, som bærer Det Aronske Præstedømme, og til de biskopper og rådgivere, som præsiderer over dem. Jeg vil tale om de hellige aktiviteter for bærerne af Det Aronske Præstedømme i forberedelsen, velsignelsen og uddelingen af Herrens nadver til Kirkens medlemmer.
I.
Den 15. maj 1829 gengav Johannes Døber Det Aronske Præstedømme til jorden. Det gjorde han ved at lægge sine hænder på Joseph Smith og Oliver Cowdery og udtale disse ord:
»I Messias's navn overdrager jeg jer, mine medtjenere, Arons præstedømme, som ejer nøglerne til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse; og dette skal aldrig mere tages fra jorden, førend Levis sønner atter frembringer et offer for Herren i retfærdighed« (L&P 13:1).
Herren åbenbarede senere disse yderligere sandheder:
»Det mindre præstedømme . . . holdt nøglerne til engles betjening og det forberedende evangelium;
hvilket evangelium er evangeliet til omvendelse og dåb og syndsforladelse« (L&P 84:26-27).
Hvad vil det sige, at Det Aronske Præstedømme holder »nøglerne til engles betjening« og til »evangeliet til omvendelse og dåb og syndsforladelse«? Betydningen findes i dåbens ordinanse og nadveren. Dåb er til syndernes forladelse, og nadveren er en fornyelse af dåbens pagter og velsignelser. Begge bør først ske efter omvendelse. Når vi holder de pagter, som vi har indgået ved disse ordinanser, er vi blevet lovet, at vi altid vil have hans Ånd hos os. Engles betjening er en af Åndens tilkendegivelser.
II.
Vi begynder med den lærdom, som Herren har lært om. Jesus lærte under sin tjenestegerning, at dåb er nødvendig for at blive frelst. »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5). Dåb er den første af de frelsende ordinanser. Når vi bliver døbt, indgår vi pagt om, at vi vil påtage os Jesu Kristi navn og tjene ham og holde hans befalinger.
Jesus indstiftede ved afslutningen af sin tjenestegerning Herrens nadver. Han brød brødet, velsignede det og gav det til sine disciple, idet han sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme« (Matt 26:26). »Gør det til ihukommelse af mig« (Luk 22:19). Han tog bægeret, takkede og gav det til dem, idet han sagde: »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse« (Matt 26:28) .
Da Frelseren indstiftede nadveren, gav han også lærdomme og løfter angående Helligånden. Ved denne hellige lejlighed, der er kendt som nadveren, forklarede Jesus den mission, som Talsmanden, der er Helligånden, har. Talsmanden skulle vidne om ham og åbenbare andre sandheder. Jesus forklarede ligeledes, at han måtte forlade sine disciple, for at Talsmanden kunne komme til dem. Han fortalte dem: »Når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer« (Joh 16:7). Han bad efter sin opstandelse sine apostle om at forblive i Jerusalem, indtil de blev »iført kraft fra det høje« (Luk 24:49). Denne kraft kom, da »Helligånden som lovet« blev »udgydt« over apostlene på pinsedagen (se ApG 2:33).
Frelseren lovede ligeledes, da han indstiftede nadveren i den nye verden: »Den, som spiser dette brød, spiser af mit legeme for sin sjæl; og den, der drikker af denne vin, drikker af mit blod for sin sjæl; og den sjæl skal aldrig hungre eller tørste, men være mættet« (3 Nephi 20:8). Betydningen af dette løfte er tydelig: »Da nu alle havde spist og drukket, se, da blev de fyldt med Ånden« (3 Nephi 20:9).
Det nære forhold mellem at nyde nadveren og Helligåndens fællesskab er forklaret i nadverbønnen. Når vi tager brødet, vidner vi om, at vi er villige til at påtage os Jesu Kristi navn og altid huske ham og holde hans bud. Når vi gør dette, har vi løfte om, at vi altid vil have hans Ånd hos os (se L&P 20:77).
Hele tiden at have Åndens fællesskab er det mest værdifulde, vi kan opnå her i livet. Helligåndens gave er blevet overdraget os gennem Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed efter vores dåb. Men for at kunne virkeliggøre denne gaves velsignelser, må vi holde os frie af synden. Når vi synder, bliver vi urene og Herrens Ånd forlader os. Herrens Ånd bor ikke i »urene templer« (se Mosiah 2:36-37; Alma 34:35-36; Helaman 4:24), og intet urent kan bo i hans nærvær (se Ef 5:5; 1 Nephi 10:21; Alma 7:21; Moses 6:57).
For nogle uger siden brugte jeg en kædesav til at save et træ ned i min have. Det var et beskidt arbejde, og da jeg var færdig, var jeg blevet oversprøjtet af en beskidt blanding af savsmuld og olie. Jeg ønskede ikke, at nogen skulle få øje på mig i denne tilstand. Jeg ønskede blot at blive vasket ren igen, så jeg ville føle mig godt tilpas sammen med andre mennesker.
Ikke en eneste af jer unge mænd eller jeres ledere har levet uden synd efter sin dåb. Hvis der ikke var tilvejebragt et eller andet middel, så vi yderligere kunne blive rene efter dåben, ville hver eneste af os være fortabt med hensyn til det åndelige. Vi kan ikke have fællesskab med Helligånden, og vi ville ved den endelige dom være dømt til at »blive forkastet for evigt« (1 Nephi 10:21). Hvor taknemlige bør vi ikke være for Herren, som har tilvejebragt en proces, så hvert eneste døbt medlem af hans kirke fra tid til anden kan blive renset fra syndens smuds. Og nadveren er en væsentlig del af denne proces.
Vi har fået befaling om at omvende os fra vore synder og komme til Herren med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd og nyde nadveren i overensstemmelse med de pagter, som er knyttet hertil. Når vi fornyr vore dåbspagter på denne måde, fornyr Herren vores dåbs rensende virkning. Vi bliver på denne måde gjort rene og vil altid kunne have hans Ånd hos os. Vigtigheden af dette ses i Herrens befaling om, at vi modtager nadveren hver uge (se L&P 59:8-9).
Vi kan ikke tilstrækkelig stærkt fremhæve Det Aronske Præstedømmes betydning i dette. Alle disse vitale skridt for at kunne få forladelse for synd sker gennem dåbens frelsende ordinanse og nadverens fornyende ordinanse. Begge disse ordinanser bliver udført af bærere af Det Aronske Præstedømme under biskoprådets ledelse, som bruger nøglerne til omvendelsens og syndsforladelsens evangelium.
III.
Disse ordinanser i Det Aronske Præstedømme er meget nært forbundet med og afgørende ved englenes betjening.
»Ordet ðengelÐ benyttes i skrifterne om en hvilken som helst himmelsk budbringer, som bringer Guds budskab« (George Q. Cannon, Gospel Truth, s. 54, udv. Jerreld L. Newquist, 1987, s. 54). Skrifterne indeholder mange tilfælde, hvor en engel har vist sig personligt. Engle viste sig for Zakarias og Maria (se Luk 1) og for kong Benjamin og Nephi, Helamans søn (se Mosiah 3:2; 3 Nephi 7:17, 18), hvilket blot er nogle få eksempler. Da jeg var ung, troede jeg, at sådanne personlige besøg af en engel, var engles eneste funktion. Jeg troede ikke, at jeg som bærer af Det Aronske Præstedømme, ville se en engel, og jeg tænkte over, hvad sådanne besøg havde at gøre med Det Aronske Præstedømme.
Men engles betjening kan også ske uset. Budskaber fra engle kan komme som en røst eller som tanker eller følelser, som kommunikeres til sindet. Præsident John Taylor beskrev det som »det, som engle eller budbringere fra Gud påvirker vores sind med, så hjertet kan modtage . . . åbenbaringer fra den evige verden« (John Taylor, Gospel Kingdom, s. 31, udv. G. Homer Durham, 1987, s. 31).
Nephi beskrev tre manifestationer, som engle betjener os med, da han mindede sine oprørske brødre om, at (1) de havde »set en engel,« (2) de havde »hørt hans røst gang på gang, og (3) at en engel ligeledes havde »talt til (dem) med en stille, sagte røst« selv om de havde »mistet evnen til at fornemme« og til at » forstå hans ord« (1 Nephi 17:45). Skrifterne indeholder mange andre udtalelser, som fortæller, at engle er blevet sendt for at undervise i evangeliet og bringe mennesker til Kristus (se Heb 1:14; Alma 39:19; Moroni 7:25, 29, 31-32; L&P 20:35). De fleste kommunikationer fra engle føles eller høres, snarere end at de ses.
Hvordan holder Det Aronske Præstedømme nøglen til engles betjening? Svaret er det samme som for Herrens Ånd.
Normalt er velsignelserne i form af åndeligt fællesskab og kommunikation kun til rådighed for dem, som er rene. Som forklaret tidligere, så bliver vi gennem Det Aronske Præstedømmes ordinanser i form af dåb og nadver renset for vores synder og lovet, at hvis vi vil holde vores pagter, vil vi altid have hans Ånd hos os. Jeg tror, at dette løfte ikke alene henviser til Helligånden, men også til engles betjening for »(e)ngle taler gennem den Helligånds kraft, og derfor taler de Kristi ord« (2 Nephi 32:3). Og således sker det, at de, som bærer Det Aronske Præstedømme, åbner døren for alle de medlemmer af Kirken, som tager nadveren værdigt, så de kan nyde fællesskab med Herrens Ånd og blive betjent af engle.
IV.
De lærdomme, som jeg netop har omtalt, findes i skrifterne. Fra skrifterne ved vi også, at de, som virker i præstedømmet, gør det på vegne af Herren (se L&P 1:38; 36:2). Jeg vil nu illustrere, hvordan lærere, præster og diakoner bør udføre deres hellige ansvar, når de handler på Herrens vegne i forberedelsen, velsignelsen og uddelingen af nadveren. Jeg vil ikke foreslå detaljerede regler, eftersom forholdene i de forskellige ward og grene i vores verdensomspændende Kirke er så forskellige, at en bestemt regel, som er nødvendig i en situation, måske ikke er passende i en anden. Jeg vil snarere foreslå et princip, som er baseret på lærdommene. Hvis vi alle forstår dette princip og handler i harmoni med det, vil der ikke være noget stort behov for regler. Hvis regler eller råd er nødvendige i de enkelte tilfælde, så kan de lokale ledere tilvejebringe dette i overensstemmelse med lærdommene og de dertil knyttede principper.
Det princip, som jeg foreslår, er at lede dem, som medvirker ved nadveren uanset om de forbereder, velsigner eller uddeler nadveren til ikke at gøre noget, som vil distrahere noget medlem i vedkommendes tilbedelse eller fornyelse af sine pagter. Dette princip om ikke at distrahere har visse principper knyttet til sig.
Diakoner, lærere og præster bør altid være rene at se på og opføre sig ærbødigt, når de udfører deres højtidelige og hellige ansvar. Lærernes særlige opgaver i forberedelsen af nadveren er de mindst synlige, men de bør alligevel udføres stille og ærbødigt og med værdighed. Lærerne bør altid huske, at disse symboler, som de forbereder, repræsenterer Herrens legeme og blod.
Præsterne bør for at undgå at distrahere medlemmerne i denne hellige stund udtale nadverbønnerne klart og tydeligt. Nadverbønnerne bør ikke hurtigt lires af eller mumles, så de ikke kan høres. Alle de tilstedeværende bør hjælpes til at forstå, at denne ordinanse og disse pagter er så vigtige, at Herren har fastsat de nøjagtige ord, som skal udtales. Alle bør hjælpes til at fokusere på disse hellige ord, når de fornyr deres pagter ved at nyde nadveren.
Jeg vil gerne fortælle jer om en smertelig oplevelse fra min ungdom. Som 16-årig præst var jeg netop begyndt på et deltidsjob som radiospeaker på en lokal radiostation. Efter at jeg havde bedt en af nadverbønnerne ved nadverbordet i vores ward, fortalte en pige, som var til stede, mig, at jeg havde lydt som en radioreklame. Kan I forestille jer den skam, som jeg følte? Det gør stadig ondt efter 50 år. Brødre, husk betydningen af disse hellige bønner. Du beder som en Herrens tjener på hele forsamlingens vegne. Tal, så du kan høres og forstås, og sig det med oprigtighed.
Diakonerne bør omdele nadveren på en ærbødig og ordentlig måde uden unødvendige bevægelser eller udtryk, som gør at de vækker opmærksomhed. De bør, i alt hvad de gør, undgå at distrahere noget medlem i forsamlingen i deres tilbedelse eller indgåelse af pagter.
Alle, som medvirker til nadveren uanset om de forbereder, velsigner eller uddeler nadveren bør være soignerede og sømmelige, uden at der findes noget i deres personlige fremtræden, som vil påkalde sig særlig opmærksomhed. De bør både i udseende og gerning undgå at distrahere noget medlem i at kunne rette sin fulde opmærksomhed mod at tilbede og indgå pagter, hvilket er formålet med denne hellige ordinanse.
Dette princip om ikke at distrahere gælder både for det sete og det usete. Hvis bærere af Det Aronske Præstedømme, som medvirker til denne hellige ordinanse, er uværdige til at deltage, og dette er kendt for nogen af de tilstedeværende, vil det, at de medvirker, være en alvorlig distraktion for denne eller disse personer. Unge mænd, hvis der er nogen af jer, som er uværdige, så tal med det samme med jeres biskop uden at opsætte det. Få hans vejledning i, hvad I skal gøre for at kvalificere jer til at kunne deltage i jeres pligter i præstedømmet med værdighed og på passende vis.
Jeg har et sidste forslag. Med eneste undtagelse i form af de præster, som bryder brødet, bør alle bærere af Det Aronske Præstedømme synge med på nadversalmen, som er en tilbedelse og en forberedelse til nadveren. Der er ingen, som har mere brug for denne åndelige forberedelse end de præstedømmebærere, som skal udføre den. Mine unge brødre, det er vigtigt, at I synger med på nadversalmen. Jeg beder jer gøre dette.
Det Aronske Præstedømme holder nøglerne til »evangeliet til omvendelse og dåb og syndsforladelse« (L&P 84:27). Den rensende magt i vor Frelsers forsoning bliver fornyet i os, når vi nyder nadveren. Løftet »så hans Ånd altid må være hos (os)« (L&P 20:77) er af afgørende betydning for vores åndelighed. Ordinanserne i Det Aronske Præstedømme er af afgørende betydning for alt dette. Jeg bærer vidnesbyrd om, at dette er sandt, og jeg beder om, at vores brødre i Det Aronske Præstedømme vil forstå betydningen af deres hellige ansvar og udføre dem værdigt. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
