Ældste David E. Sorensen
De Halvfjerds' Præsidium
Den blotte tilstedeværelse af et tempel bør tjene som en påmindelse om de pagter, som vi har indgået, om behovet for retskaffenhed og om den kendsgerning, at Gud aldrig er langt væk.
Ældste Maxwell, du er en dyrebar skat for Kirken og en velsignelse for hele verden i almindelighed. Gud velsigne dig og bevare dig.
Brødre og søstre, det er lidt skræmmende at stå foran jer. Da jeg voksede op, boede min familie på en kvægranch midt i det sydlige Utah, og jeg har tilbragt mange timer i en saddel med at drive kvæg sammen og passe på dem. Jeg må tilstå, at en del af mig ville være mere tryg ved at springe til side for en angribende tyr end ved at skulle tale her i dag, men jeg ved, at jeg er blandt venner, og jeg tror af hele mit hjerte på betydningen af det arbejde, vi udfører.
I Kirkens første tid, da der kun var nogle få medlemmer, sagde profeten Joseph Smith til en gruppe mænd: »I ved ikke mere om denne kirkes og dette riges fremtid end et spædbarn på sin mors skød. I fatter det ikke . . . Det er kun en lille håndfuld af præstedømmet, som I ser her i aften, men denne kirke vil opfylde Nord- og Sydamerika den vil opfylde verden« (som citeret af Wilford Woodruff i Conference Report, april 1898, s. 57). Vi begynder at se en delvis opfyldelse af denne profeti.
I takt med at Kirkens medlemstal er steget rundt omkring i verden, er behovet for templer også vokset. Præsident Hinckley sagde for 13 år siden: »Det hellige og vigtige arbejde, der foregår i templerne, skal ske med forøget tempo, og derfor er det nødvendigt, at templerne kommer nærmere folk, så de ikke skal rejse så langt« (Stjernen, oktoberkonferencen 1985, s. 43).
Lad mig fortælle jer nogle tal, der viser, hvor langt Kirken er kommet i sin indsats for at bringe templerne nærmere til medlemmerne:
I år 1900 var der blot fire fungerende templer de lå alle i staten Utah.
I løbet af de næste 50 år, fra 1900 til 1950, blev yderligere fire templer indviet, så nu var der i alt otte. Kirken byggede altså i de første 100 år cirka et tempel hvert årti.
I de 30 år mellem 1951 og 1980 blev yderligere 11 templer bygget, hvilket bragte det totale antal op på 19. Det var et hurtigere tempo, men der var stadig mange medlemmer, for hvem et tempelbesæg betæd mange ärs opsparing og en lang rejse.
I 1980'erne begyndte Kirken et mere intensivt tempelbyggeri. Frem til 1997 var yderligere 32 templer blevet indviet, eller omkring to om året.
Kirken er nu trådt ind i den mest engagerede æra inden for tempelbyggeri i dens historie. I 1998 er to templer blevet indviet, 15 er ved at blive bygget, og yderligere 26 tempelgrunde forberedes til det første spadestik. Disse 43 templer plus de, der fungerer bringer det samlede antal op på 94.
Det er en enestående velsignelse for os som medlemmer af Kirken. Det Gamle Testamente beskriver noget af den glæde, der kommer fra folk, der bygger disse hellige steder: »De stemte i med lovprisning og tak til Herren . . . Og hele folket brød ud i høje jubelråb og lovpriste Herren, fordi grunden var lagt til Herrens tempel« (Ezra 3:11; se også v. 10, 12, 13).
Når jeg ser disse nye templer blive bygget, så tror jeg, at vi også vil få lejlighed til at lovprise Herren og græde af glæde.
Når vi ser det stigende engagement, som præsident Hinckley og andre har vist i forbindelse med at bygge nye templer, så kan vi meget vel standse op og spørge os selv, hvorfor templer er så vigtige. Andre, der ikke er medlemmer af Kirken, forstår måske heller ikke forskellen mellem vore almindelige kirker, som der er mange tusinde af, og disse ganske særlige bygninger, som vi kalder templer.
Præsident Hinckley har forklaret forskellen således: »Disse enestående og vidunderlige bygninger og de ordinanser, der bliver udført deri, repræsenterer det højeste i vores tilbedelse. Disse ordinanser bliver de mest dybsindige udtryk for vores teologi« (Stjernen, januar 1996, s. 56). Templer er med andre ord af stor værdi for os, fordi de hjælper os med at udtrykke vores centrale lære, at komme til Kristus.
Templer gør dette på mindst to måder. For det første minder de os symbolsk og bogstaveligt om og lærer os om Kristus og hans Fader. Vi ved, at Kristus tilbragte centrale perioder af sin gerning i templet i Jerusalem (se Joh 7-8; Matt 21-23; Mark 11-12; Luk 20), og ofte benyttede tempelsymbolik i sin undervisning, hvor han ofte sammenlignede sig selv med symboler fra templet så som lys og vand (se fx Joh 7:38; 8:12). Vores tempeltilbedelse i dag omfatter mange symbolske henvisninger til Kristus fra spirerne udenfor, der leder vore tanker mod himmelen, til de hvide klæder, som vi bærer inde i templet for at symbolisere, som der står i Johannes' Åbenbaring, at vi er dem, der »kommer fra den store trængsel, og . . . har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod« (Åb 7:14).
Templerne står som en konstant fysisk påmindelse om Faderens nåde og godhed. Dette hjælper samfund af hellige til at styrke sig selv. Præsident George Q. Cannon sagde: »Enhver grundsten, der lægges til et tempel, og hvert eneste fuldførte tempel . . . mindsker Satans magt på jorden, og styrker Guds og gudfrygtighedens kraft« (hjørnestensceremonien ved templet i Logan, 19. sept. 1877; citeret i Nolan Porter Olsen, Logan Temple: The First 100 Years, 1978, s. 34).
Templer har altid været et symbol på at være i Herrens nærhed. »De skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem,« sagde Herren. »Dér vil jeg åbenbare mig for dig, og . . . tale med dig« (2 Mos 25:8, 22). Der er en følelse af at være Gud nær, der kommer gennem regelmæssig tilbedelse i Herrens hus. Vi kan lære ham at kende og føle os velkomne og »hjemme« i hans hus.
Med templer så mange steder over hele verden vil flere af os få dem i nærheden til at minde os om Kristus og hans offer for os. Den blotte tilstedeværelse af et tempel bør tjene som en påmindelse om de pagter, som vi har indgået, om behovet for retskaffenhed og om den kendsgerning, at Gud aldrig er langt væk.
Foruden deres fysiske tilstedeværelse og ydre symbolik kan templer inspirere os til at komme til Kristus på en anden måde det er ved de ordinanser, som vi udfører i dem. Alle tempelordinanser er centreret omkring Jesus Kristus og hans guddommelige mission, og de udføres med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed. Lære og Pagter 84 siger: »Og uden disse forordninger og præstedømmets myndighed bliver gudfrygtighedens kraft ikke åbenbaret for menneskene i kødet« (L&P 84:21). Hver ordinanse er beregnet på at åbenbare noget for os om Kristus og vores forhold til Gud.
Selv om nogle ordinanser i templet synes lette at forstå, som fx evigt ægteskab, kræver andre omhyggelig og langvarig åndelig forberedelse, før deres fulde betydning bliver klar for os. Paulus beskrev i det første brev til korintherne behovet for at have Guds Ånd hos os for at kunne forstå det, der hører Gud til: »Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os« (1 Kor 2:12; se også v. 11, 14). Når Guds Ånd hjælper os med at forstå og lære hans plan for os at kende, vil vi ikke blot finde større kundskab, men også et større mål af fred og barmhjertighed.
Tempelordinanser giver os også mulighed for at styrke vores familie, noget der er et stort behov for i dag. Styrke kan opnås ved at udføre ordinanser som stedfortræder for vore forfædre, hvorved der dannes et »sammenføjende led« mellem forældre og børn (L&P 128:18). I templet kan vi fx blive døbt stedfortrædende for vore forfædre, som måske ikke har haft en mulighed for at høre evangeliet i deres liv på jorden (se 1 Kor 15:29).
I Japan så jeg en 21-årig mand modtage evangeliet. Efter dåben var han det eneste medlem af Kirken i sin familie. Han fandt ved hjælp af slægtsforskning de nødvendige oplysninger om sin afdøde bedstefar, så han kunne udføre stedfortrædende ordinanser for ham og helt bogstaveligt gøre noget for sin bedstefar, som han ikke længere kunne gøre for sig selv. Da denne unge mand kom op af dåbsbassinet, havde han tårer i øjnene. Han sagde: »Nu ved jeg og føler, at jeg har et vidnesbyrd om, at jeg ikke er det eneste medlem af denne kirke i min familie.« Disse ordinanser styrkede hans forhold til sin familie og bragte en ny følelse af fællesskab i hans tilværelse.
Ved indvielsen af templet i Manti bad præsident Lorenzo Snow: »Må dette hellige tempel blive for dem som en af himlens porte, der åbner sig til den lige og snævre sti, der fører til liv uden ende og evigtvarende herredømme« (indvielsen af templet i Manti, 21. maj 1888).
Brødre og søstre, himlens porte står åbne for os, og Herren Jesus Kristus indbyder os til at komme til ham, det bærer jeg ydmygt vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
