Kom, lad os vandre i Herrens lys Søster Mary Ellen Smoot Hjælpeforeningspræsidentinde Hans arme er åbne for hver og en af os. Hans sandheder er enkle og tydelige, og hans indbydelse er ægte. Jeg har altid elsket at få indbydelser. Gør I også det? Kan I lide nogle gange at forestille jer, at I bliver indbudt til noget stort, en begivenhed der vil bekræfte jeres betydning, jeres umådelige værdi? Forventningen er mindst lige så sjov som selve begivenheden. Der kommer ny spænding og betydning selv over dagligdagens gøremål, når man forbereder sig til en begivenhed, som man er blevet indbudt til. Den dag i dag er alle kuverter, som kommer i vores post og ligner en indbydelse, de første, der bliver åbnet. Desværre har ikke alle indbydelser samme værdi. Nogle kommer som tillokkelser eller upassende opfordringer. Om de kommer med posten, over computeren eller i fjernsynet kan de lokke eller friste ­ og rent faktisk føre på vildspor. Med heldigvis er de indbydelser, som vi modtager gennem skrifterne, profeterne og Helligånden indbydelser, som vi kan regne med. De giver os vejledning, fred, trøst og glæde. En stille, sagte stemme taler til os og opmuntrer os til at leve retskaffent. Vi må lytte omhyggeligt til hans vink og ransage vores sjæl. Når vi gør det, vil mørkets skyer forsvinde, og Guds herlige lys vil fylde vores væsen. Indbydelser fra Herren er vitale. De leder os tilbage til vor himmelske Fader og fører os i retning af sandhed og retskaffenhed. De bekræfter virkelig vores uendelige værdi som Guds døtre. Det er gjort personlige på så kærlig en måde. De kommer fra vor himmelske Fader. Han taler til os som indbydelser: »Kom til mig,« »følg mig,« »kom.« Hjælpeforeningens hovedbestyrelse vil i aften gerne give hver enkelt af jer en indbydelse: »Kom, lad os vandre i Herrens lys« (Es 2:5). Vælg at afgive svar ­ S.U. (Svar udbedes). Esajas så mange mennesker gå op til Herrens hus, lære om Guds veje og leve i fred med hinanden. Han ønskede, at alle skulle tage del i det. Derfor inviterede han dem, ligesom vi nu inviterer: »Kom, lad os vandre i Herrens lys« (Es 2:5). Min tipoldefar, Israel Stoddard, tog imod en indbydelse til at tilslutte sig Kirken i 1842. Dernæst tog han imod en indbydelse om at slutte sig til de hellige, og familien flyttede fra New Jersey til Nauvoo. Da præsident Brigham Young indbød dem til at følge ham mod vest, tog de imod indbydelsen. Da familien krydsede Mississippi-floden, så de sig tilbage på deres hjem, der blev brændt. Deres mor døde på grund af det hårde vejrs indvirken og strabadser. Fem uger senere døde spædbarnet, og kort derefter døde faderen. Min bedstemor skrev: »Dette gjorde fem Stoddard-børn hjemløse og næsten uden en skilling, men ikke uden venner, for de hellige var gode ved dem.« Denne indbydelse tog forældrenes og deres lille barns liv, men det bandt dem sammen for evigt. Tænk sammen med mig et øjeblik over, hvad det vil sige at vandre i Herrens lys. For det første vil vi have lys ­ lys i vores ansigt, lys i vores livsindsigt, lys selv når mørket omringer os. Og det betyder også, at vi vil vandre med formål og et mål. Frelseren lærte os måden, da han fortalte lignelsen om de ti brudepiger, lignelsen om talenterne og lignelsen om fårene og bukkene i den sidste uge af sit liv. Ved at bruge disse lignelser i Matthæus 25 som min vejleder vil jeg gerne gennemgå tre ting, som Kristus underviste i. Når vi lytter og adlyder, bliver vi søstre, forenede i lys og sandhed. For det første lærer lignelsen om de ti brudepiger os at vandre i hans lys ved at være åndeligt forberedt. Frelseren sammenlignede himmeriget med ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af brudepigerne tog olie med til deres lamper, og da brudgommen kom, var de beredt til at modtage ham. Men de fem tåbelige for rundt for at finde mere olie, brudgommen kom, og kun »de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen« (se Matt 25:1-10). Søstre, er vi beredte? Er vi hver især og sammen ved at forberede os til de gavmilde gaver, som Herren har lovet alle, der forbliver trofaste? Er vi beredt til at modtage hans lys? Præsident Kimball har givet vejledning om, hvordan vi skal fylde vore lamper med olie: »Deltagelse i nadvermøderne føjer olie til vore lamper, dråbe efter dråbe gennem årene. Faste, familiebøn, hjemmeundervisning, kontrol af kødets lyster, forkyndelse af evangeliet, studium af skrifterne, enhver handling i hengivenhed og lydighed er en dråbe, der føjes til vores forråd. Kærlige gerninger, betaling af offerydelser og tiende, kyske tanker og handlinger. Indgåelse af den nye og evige ægteskabspagt. Disse ting føjer også til olien, ved hvilken vi kan se ved midnat og være beredt.«1 Lad mig fortælle jer om en søsters følelser om, hvordan Hjælpeforeningen har hjulpet hende med at blive åndeligt beredt. Jeg blev så inspireret af hendes tro, at jeg bad hende om at skrive sit vidnesbyrd og sende det til mig. Lad mig læse en del af det. Hun skriver: »Hvilken velsignelse Hjælpeforeningen har været i mit liv. Jeg var fraskilt og enlig mor til en lille datter. Jeg havde også mistet en søn. Jeg tilbragte timevis på mine knæ og anråbte min Frelser og himmelske Fader om hjælp. Men der var Hjælpeforeningen. Det var min organisation. Hele ugen kæmpede jeg for at kunne forsørge min lille datter og mig selv på min lave løn og minimale uddannelse. Vi gik i kirke hver søndag. Jeg syntes, at det at komme i Hjælpeforeningen hver uge hjalp mig med at blive en stærkere og bedre søster. Ikke at jeg forsømte mine andre møder; det gjorde jeg ikke. Jeg deltog, fordi jeg vidste, at det var dér, jeg skulle være. Jeg deltog og mættede mig derefter med ordet og især Hjælpeforeningens ord. Det var min ðhjælpÐ og min ðforening.Ð Jeg hørte til, jeg følte mig som en del af den. Jeg blev opslugt af lektionerne, af at tjene andre . . . og af mit lille barn. Jeg erfarede, at hvis jeg holdt mine tanker og hænder beskæftiget, var der mindre tid til at tænke på smerten over fortiden . . . Men i alle de år, er det, jeg husker tydeligst, det tilhørsforhold, som jeg følte ­ til den organisation, som min Herre og Frelser har givet alle søstre, og ikke kun mig.«2 Som søstre i Hjælpeforeningen skal vi hjælpe hinanden med at forberede os til den dag, brudgommen vender tilbage. Ved at deltage aktivt i Hjælpeforeningen vil vore lamper blive fyldt. Vores tro vil forblive stærk. En af de gaver, som Gud har lovet alle, der alvorligt søger ham, er tro. Ældste Bruce R. McConkie forklarede: »Tro er en gave fra Gud, der skænkes som belønning for personlig retskaffenhed. Den gives altid, når der er retskaffenhed til stede, og jo større lydighed mod Guds love, desto større tro vil man blive skænket.«3 Tro og alle åndelige gaver kan opnås af alle, der er villige til at leve for dem. Vi tænker ofte, at blot medlemskab af Kirken vil give os ret til alt, som Herren har lovet. Men hver velsignelse kræver lydighed. Herren sagde: »Opnår vi en velsignelse fra Gud, så er det ved lydighed mod denne lov, ifølge hvilket den er forjættet« (L&P 130:21). Vi får styrke af at efterleve befalingerne. Så hvis vi ønsker at vandre i Herrens lys, sætter vi den ene åndelige fod foran den anden. Vi følger den åndelige beredtheds sti, som den angives i skriften og af vore levende profeter. Vi involverer os helt i Hjælpeforeningen. Denne forening, der er oprettet og ledes af vore profeter gennem guddommelig inspiration, er ikke bare et søndagsmøde. Det er en organisation, der skal bringe søstre og deres familie til Kristus. For det andet: Når vi arbejder under ledelse af og i harmoni med præstelederne, ønsker Herren, at vi vandrer i hans lys ved at udvikle vore talenter. En anden lignelse, som Frelseren fortalte i den sidste uge af sit liv, var lignelsen om talenterne. I kender alle historien og dens budskab. Lad mig gennemgå den sammen med jer. Herren sammenlignede himmeriget med »en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne« (Matt 25:14-30). Da mesteren bad om et regnskab over talenterne, var han tilfreds med den, der havde fem talenter og havde tjent fem til. Han var også tilfreds med den tjener, der havde to talenter og tjent to mere. Men han var slet ikke tilfreds med den tjener, der fik én talent og gravede den ned i jorden. Han tog denne tjeners talent og gav den til en anden (se vers 16­30). Jeg tror fuldt og fast på, at vore talenter udvikles, når vi kaldes til at tjene. Hvis vi trofast tager imod kaldelsen, vil vi opdage skjulte talenter så som kærlighed, barmhjertighed, dømmekraft, lære, at være en god ven, fredsmægler, lærer, leder, husmoder, forfatter, forsker ­ alt dette er talenter. Som teenager overværede jeg en stavskonference sammen med mine forældre. Ældste Harold B. Lee var den præsiderende myndighed og taler. Min far havde været oppe hele natten og vandet sin jordbærmark på fire hektar. Han kæmpede for at holde sig vågen og tabte for det meste kampen. Men han kunne ikke drømme om at blive væk fra stavskonferencen, især da han vidste, at ældste Lee skulle tale. Vi blev allesammen lidt overraskede, da ældste Lee rejste sig og begyndte at kalde nogle unge piger blandt tilhørerne til at bære vidnesbyrd. Min far, der gerne havde ret i sådanne ting, prikkede til mig og sagde: »Du bliver den næste taler«. Jeg tænkte: »Han kalder helt sikkert ikke mig. Jeg sidder på første række i aktivitetssalen.« Da jeg så op ad gangen, indså jeg, hvor langt der ville være op til talerstolen. Jeg var den næste, der blev kaldet. Og rigtig nok var det det længste stykke, som jeg havde gået i mit liv. Jeg tog imod ældste Lees opfordring, og da jeg gik tilbage til min plads, tog flere søde mennesker blandt tilhørerne fat i min arm eller klappede mig på hånden. Jeg blev opløftet af denne oplevelse, og vi vil hver især blive opløftet, når vi samler mod til at tage imod indbydelser fra Herren og hans ledere. Indbydelsen til at gå sammen med Herren er et langt stykke vej. Når 4,2 millioner kvinder i Kirken danner en kreds af søstre og bruger vore talenter, kan vi gøre en forskel i verden. Én person kan gøre en forskel. Hver enkelt af jer har enestående gaver. Brug jeres gaver til at tjene andre med. Hvis I vil vandre i Herrens lys, så find jeres personlige stærke sider og udvikl dem. I vil opleve stor glæde, når I uselvisk deler ud af alt det, som Herren har givet jer. For det tredje: I den sidste af de tre lignelser indbyder Herren os til at vandre i Herrens lys ved at tjene den enkelte. Han fortæller lignelsen om fårene og bukkene, og til fårene på hans højre side siger han: »Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 34-36, 40). Når vi vandrer i Herrens lys, går vi ikke alene. Vi tager vore søskende ved hånden. Vi underviser vores familie og styrker dem. Vi elsker og tjener familierne i vores ward og rækker ud til de enkelte medlemmer. Profeten Joseph Smith indbød således: »Intet er i den grad i stand til at få folk til at forsage synd, som det at tage dem ved hånden og våge over dem med kærlighed og blidhed. Når folk viser mig den mindste venlighed og kærlighed, o hvilken magt har det da ikke over mit sind, medens det modsatte har tendens til at fremkalde hårde følelser og undertrykke og hæmme det menneskelige sind.«4 Vi kan alle blive opbygget af en tale, som Eliza R. Snow holdt. Hun sagde: »Gud ser ned til jer, englene skriver jeres hemmelige gerninger ned . . . Lad os bede hver dag og prøve at blive mere ædle . . . og opdrage vore børn til at blive høflige og ædle, så de kan blive nyttige . . . samfundet.« Og så fortsatte hun: »Bestræb jer på at gøre hjemmet til et lykkeligt sted, hold jeres børn væk fra dårligt selskab. Og når I søger at klæde dem pænt, så undlad ikke at smykke deres sind med de principper, der vil kunne højne og forædle dem og forberede dem til fremtidig gavn i vor Guds rige.«5 Når vi helhjertet tager imod Herrens indbydelse til at vandre i hans lys, bliver vi åndeligt beredt. Vi udvikler vore talenter, og vi rækker ud til Guds familie. Når vi vandrer i hans lys, bliver vi kvinder med mod og overbevisning. Vi bliver kvinder med visioner, kvinder med et formål og kvinder med evig værdi. Slut jer til os og opbyg åndelig styrke, udstrål sandhed til verden og pris familien. Vi er en verdensomspændende kreds af søstre ­ et sikkert og beskyttet samfund. Vi er Hjælpeforeningen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dage. Tag imod vores indbydelse til at komme hjem, hjem til Herrens tryghed og jeres søstre, som elsker jer og har brug for jer. Esajas så os i vor tid. Han så folk fra alle nationer, der kom til Herrens hus og vandrede i hans lys. Han vidste, at Herren ville få brug for jer som en enorm styrke for det gode og et stærkt redskab for Guds præstedømme. Under det kongelige præsteskabs ledelse vil Hjælpeforeningen hjælpe med at oprette Guds rige på jorden. For Guds rige vil helt sikkert blive oprettet, og Kristus vil regere personligt. Alle, der tager imod denne indbydelse, vil føle hans omfavnelse og nyde de smukke ord: »Godt, du gode og tro tjener; . . . Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer« (Matt 25:24, 34). Jeg bærer vidnesbyrd for vore søstre i hele verden om sandheden af Jesu Kristi evangelium. Hans arme er åbne for hver og en af os. Hans sandheder er enkle og tydelige, og hans indbydelse er ægte. Jeg beder til, at vi vil realisere vores Hjælpeforenings vitale rolle med at tilvejebringe kvinders ophøjelse under ledelse og i harmoni med præstedømmet. Må vi være gode eksempler som kvinder og frimodigt stå for sandheden. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Faith Precedes the Miracle, 1972, s. 256. 2. Brugt med tilladelse. 3. Mormon Doctrine, 2. udg., 1962, s. 264. 4. Profeten Joseph Smiths lærdomme, udv. Joseph Fielding Smith, 1976, s. 287. 5. Woman's Exponent, 1. maj 1891, s. 164.