Kom til Hjælpeforeningen Søster Virginia U. Jensen Førsterådgiver i Hjælpeforeningen Det betyder ingenting, hvor I kommer fra, hvad jeres svagheder er, hvordan I ser ud ­ I hører til her! Herren elsker jer ­ hver enkelt af jer, allesammen og enkeltvis. Ved sidste generalkonference i april glædede vi os i Hjælpeforeningens hovedbestyrelse, da præsident Boyd K. Packer stod på denne talerstol og sagde: »Det er min hensigt at udtrykke min uforbeholdne støtte til Hjælpeforeningen ­ at opfordre alle kvinder til at komme og tage del i den, samt opfordre præstedømmeledere på alle niveauer til at sørge for, at Hjælpeforeningen kan vokse.«1 Søstre, dette er også mit formål i aften. Præsidentinde Mary Ellen Smoot har talt til jer om indbydelser. Jeg har også en indbydelse til jer: Kom til Hjælpeforeningen! Hjælpeforeningen blev organiseret gennem præstedømmets myndighed og ledes i dag af den samme myndighed. Profeten Joseph Smith sagde om præstedømmet: »Det er Guds evige myndighed, hvorved universet blev skabt og styret, og hvorved stjernerne på himlen opstod.«2 Da præsident George Albert Smith talte specielt til Kirkens kvinder, sagde han om Hjælpeforeningen: »Det var Gud, som gav jer den, og den kom som resultat af åbenbaring til Herrens profet.«3 Hvordan bør vores syn være på en organisation, der er skabt gennem denne guddommelige præstedømmemyndighed? Som ledere i Hjælpeforeningen tjener vi som hjælpeorganisation til præstedømmet for at hjælpe med at bringe kvinder og deres familie til Kristus. Hvad er det ved Hjælpeforeningen, som bør tilskynde os til at »komme og tage del i den,« som præsident Packer sagde? I Hjælpeforeningen er der programmer, som er udformet til at hjælpe os kvinder med at finde mening og formål med livet for vores eget og for vores families vedkommende. Ifølge præsident Spencer W. Kimball »har kvinder ikke fået nogen større eller mere herlige løfter end dem, der kommer gennem evangeliet og Jesu Kristi Kirke.«4 Dette er en tid, hvor, ligegyldigt hvor vi ser os omkring i samfundet, kvinder og deres familie er i krise. Ægteskaber går itu i alarmerende tal. Alt for mange børn mishandles og forsømmes. Kvinder kæmper for at høre retfærdighedens og sandhedens stemme midt i en skurren af stemmer, der overbevisende opfordrer dem til at gøre det, der er let og socialt korrekt. Der er mange blandt vore egne 4,2 millioner medlemmer af Hjælpeforeningen, som lider og er forvirrede. Er vi klar over, hvad vi har, søstre? Forstår vi, hvem vi er? Værdsætter vi fuldt ud, at vi inden for Hjælpeforeningens organisation har alle de redskaber og midler, som vi skal bruge til at lindre en enkelt sjæl eller helbrede en oprørt verden? Hjælpeforeningens første mål er at opbygge tro på Jesus Kristus og at undervise hinanden i Guds riges lære. Gennem Hjælpeforeningens lektioner, aktiviteter og fælles oplevelser kan man få et vidnesbyrd, eller man kan styrke det vidnesbyrd, som man allerede har. Når alt kommer til alt, er det måske det allervigtigste, som vi gør i Hjælpeforeningen, for Kirkens kvinders åndelige styrke og faste vidnesbyrd er absolut afgørende ­ for dem selv, for deres familie, for deres grene og ward og for selve verden. Hjælpeforeningens andet mål er at hjælpe hver enkelt søster med at forstå, at hun er en elsket datter af vor himmelske Fader, og som sådan har hun en guddommelig natur og skæbne samt den mest vidunderlige af alle muligheder: Evigt liv i Guds nærhed som hans arving. Jeg citerer atter præsident Kimball: »Hvor kan I ellers lære, hvem I virkelig er? Hvor kan I ellers få de nødvendige forklaringer og forsikring om livets formål? Fra hvilken anden kilde kan I høre om jeres egen unikke værdi og identitet?«5 Når vi fuldt ud forstår, at vi er Guds døtre med rettigheder og privilegier, som strækker sig ind i evigheden ­ at vi har ret til hans velsignelser, afhængigt af vores trofasthed ­ så vil vi se på verden, og vores plads i den og vores ansvar over for den på en anden måde. Lyt til, hvad præsident Gordon B. Hinckley fortæller os: »Vid, at I er Guds døtre, børn med en guddommelig førstefødselsret. Gå i solen med jeres pande højt løftet, og vid, at I er elsket og æret, at I er en del af hans rige, og at der er et stort værk for jer at udføre, som ikke kan overlades til andre.«6 Hvad er det for et arbejde, som præsident Hinckley omtaler ­ et værk, »som ikke kan overlades til andre«? Svaret findes, som man nok kunne forvente, i Hjælpeforeningen. Som Hjælpeforeningens tredje mål siger, opfordres alle søstre til at række en hånd ud og tjene sin familie, sit ward og sit samfund. Vi har som søstre evnen og ansvaret for at hjælpe andre med at vandre i Herrens lys. Ligegyldigt hvor vi bor og uanset vores alder, nationalitet, civilstand eller kaldelse i Kirken, er der nogle iblandt os, der har behov for vores kærlighed og tjeneste. Vi kender allesammen til Moder Teresas liv og virke. Hun tilbragte det meste af sit liv med at arbejde blandt verdens fattige og forarmede og gjorde meget for at lindre sorg og smerte. Da hun engang var i Australien, tilbød hun at gøre rent i en ensom indfødts hytte. I hans hytte var der en smuk lampe, der var slukket. Da han blev spurgt, hvorfor han ikke tændte lampen, svarede han: »Der kommer ingen her.«7 Hun fik ham til at love, at han ville tænde lampen, og hun lovede at få nonnerne til at besøge ham. Senere sendte manden besked til Moder Teresa: »Fortæl min ven, at det lys, som hun tændte i mit liv, stadig brænder.«7 Som søstre i Hjælpeforeningen kan vi bringe lys ind i tilværelsen hos dem, som vi tjener, sammen med de brød, vi bager og de gryderetter, vi deler. Vi kan give håb, vi kan opløfte, og vi kan inspirere. Vi kan undervise om Kristus og hjælpe andre med at finde fred og trøst i hans lys. Som kvinder har vi et naturligt anlæg for at elske og nære. Kvinder underviser børn, støtter venner, opmuntrer ægtefællen og opmuntrer de modløse. Kvinder giver liv og nærer de levende. Vi har hver især noget at give, noget at dele og nogen at tjene. Som Hjælpeforeningens anden præsidentinde, Eliza R. Snow, sagde: »Ingen søster er så isoleret . . . og har så snæver en sfære, at hun ikke kan gøre en hel del for at oprette Guds rige på jorden.«8 Hjælpeforeningens fjerde mål er at styrke og beskytte familierne. Har der nogensinde været noget tidspunkt i hele historien, hvor der var mere desperat behov for denne styrke og beskyttelse? Jeg tror virkelig, at den stærkeste beskyttelse mod svækkelsen af familiens tilstand er en trofast, retskaffen mor. I 1993 sagde præsident Hinckley: »Jeg minder mødre overalt om helligheden i jeres kaldelse. Ingen anden kan udfylde jeres plads på rette måde. Intet ansvar er større, ingen forpligtelse mere bindende, end at I med kærlighed og fred og retskaffenhed opdrager dem, som I har bragt ind i verden.«9 Vi bekræfter som Hjælpeforeningens hovedbestyrelse, at moderskabet er det mest ædle værk, som en kvinde kan beskæftige sig med. Men når vi gør dette, bør vi huske, at der er mange blandt de mest hengivne af Kirkens kvinder, som endnu ikke har fået mulighed for selv at opleve at være mor. Til dem gav ældste Dallin H. Oaks' ord indsigt: »Vi ved, at mange værdige og gode sidste dages hellige for tiden mangler de ideelle muligheder og grundlæggende betingelser for deres udvikling. At være enlig eller udsat for barnløshed, dødsfald og skilsmisse kuldkaster idealer og udsætter opfyldelsen af lovede velsignelser. Desuden er nogle kvinder, som ønsker at være fuldtidsmødre og hjemmegående, bogstaveligt talt blevet tvunget ud blandt de fuldtidsbeskæftigede. Men disse frustrationer er kun midlertidige. Herren har lovet, at i evighederne vil ingen velsignelser blive nægtet hans sønner og døtre, som holder befalingerne, lever op til deres pagter og ønsker at gøre det rette.«10 Vores femte mål er at hjælpe hver enkelt søster med at føle sig ønsket, føle sig som en del af de andre, skattet og elsket. I Hjælpeforeningen har vi kærlighed til hinanden og til vor himmelske Fader. En søster fortalte for nylig om sine følelser om at være i Hjælpeforeningen, da hun sagde til os: »Jeg har mærket den vidunderlige følelse blandt os som søstre og kvinder, men der har også været en helende kraft [i Hjælpeforeningen], som jeg ikke har fundet noget andet sted.« Alle er velkomne i Hjælpeforeningen. Der er ingen bestemt slags acceptabel sidste dages hellig kvinde. Det betyder ingenting, hvor I kommer fra, hvad jeres svagheder er, hvordan I ser ud ­ I hører til her! Herren elsker jer ­ hver enkelt af jer, allesammen og enkeltvis. Vi er ikke almindelige kvinder. Vi er pagtens kvinder, kvinder, som har godtaget sandheden, modtaget Jesu Kristi evangelium og indgået pagter med Herren om at følge ham og gøre hans vilje. Og han har brug for os ­ hver enkelt af os ­ til at gøre vores til at tilvejebringe værket i de sidste dage blandt menneskenes børn. Vi har brug for Hjælpeforeningen, og Hjælpeforeningen har brug for os. Vores sjette mål er at hjælpe hver enkelt søster med at forstå betydningen af at støtte præstedømmet såvel som de velsignelser, der kommer af at indgå og holde hellige tempelpagter. I templet indgår vi evige pagter med vor Fader i Himlen. Vi aflægger løfter til ham, og han giver os til gengæld overordentlig store løfter. Vær yderst opmærksom på de løfter, som Gud giver dig, hans datter, næste gang du tager i templet, hvad enten det er for dig selv eller for en afdød slægtning. Alle steder i templet er de hellige sale i Guds hus fyldt med trøstende pagter ­ personlige, inderlige forsikringer om hans evige kærlighed. I Lære og Pagter, afsnit 115, formanes vi: »Stå op og lad jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkene og indsamlingen til Zion og dens stave må være til forsvar og som en flugt fra stormen.«11 Søstre, må vi lade Hjælpeforeningens programmer være en beskyttelse, når vi tænker over dem, et tilflugtssted fra stormen for os og for andre. Præsident Packer sagde: »Stærke hjælpeforeninger kan beskytte og hjælpe mødre og døtre, enlige forældre, enlige søstre, samt de ældre og syge.«12 Jeg bærer vidnesbyrd for jer om, at Hjælpeforeningen er en organisation af guddommelig herkomst. Vi inviterer alle til at komme til Hjælpeforeningen. Lad den velsigne jeres liv, hvilket er vor himmelske Faders hensigt. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. »Hjælpeforeningen,« Stjernen, juli 1998, s. 76. 2. Citeret af James E. Faust: »At holde pagter og ære præstedømmet,« Stjernen, jan. 1994, s. 35. 3. »Address to Members of the Relief Society,« The Relief Society Magazine, dec. 1945, s. 717. 4. My Beloved Sisters, 1979, s. 43. 5. My Beloved Sisters, s. 43. 6. »Live Up to Your Inheritance,« Ensign, nov. 1983, s. 84. 7. Se My Life for the Poor: Mother Teresa of Calcutta, red. José Luis González-Balado og Janet S. Playfoot, 1985, s. 76. 8. Women's Exponent, 15. sep. 1873, s. 62. 9. »Tilskynd barnet til at følge den vej, det skal gå,« Stjernen, jan. 1994, s. 57. 10. »Saliggørelsens store plan,« Stjernen, jan. 1994, s. 72. 11. L&P 115:5-6 12. Stjernen, juli 1998, s. 78.