»Vi lytter til profetens røst« Søster Virginia U. Jensen Førsterådgiver i Hjælpeforeningen Hvis vi lytter til Herrens stemme gennem hans levende profet og følger hans råd, vil vi aldrig fare vild. En aften, da jeg var elleve år gammel, hørte jeg tumult uden for mit vindue. Jeg så ud af vinduet, og ude på gaden var der avisdrenge med armene fulde af stakkevis af aviser, som meddelte, at præsident George Albert Smith, Kirkens ottende præsident, var død. Præsident Smith var den eneste profet, som jeg havde kendt i min korte tid på jorden. Det var på hans tid som profet, at jeg for første gang mærkede et vidnesbyrd røre på sig, og selv dengang vidste jeg, hvor nødvendige Guds profeter er. Jeg havde lært i Primary og i mit hjem af kærlige forældre, at præsident Smith var vores forbindelsesled på jorden til vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, og at de kunne tale til mig gennem ham. Hvilken storslået tanke for en ung pige! Ånden havde i mit 11-årige sind bekræftet, at dette var sandt. Da jeg hørte, at han var død, følte jeg et enormt tab. Men kun fem dage efter præsident Smiths død stod præsident David O. McKay i dette tabernakel og talte til dem, der var forsamlet. Han var lige blevet enstemmigt opretholdt af de hellige. Da han tørrede tårerne bort, sagde han: »Ingen kan præsidere over denne Kirke uden først at være i harmoni med Kirkens overhoved, vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Han er vores overhoved. Dette er hans Kirke . . . Med hans guddommelige vejledning kan vi ikke gå fejl.«1 Jeg kom hurtigt til at elske og ære præsident McKay på samme måde, som jeg havde elsket og æret præsident Smith. Jeg husker faktisk, at jeg så ham stå på denne talerstol. Hans hvide hår skinnede, og jeg syntes, at han lignede en engel. Profeterne fordums og i vor tid var og er Herrens kæmper, udvalgt og ordineret inden de kom til denne jord. Vore profeter er mænd, som Herren har oprejst specielt til at præsidere over Kirken netop i den tid, hvor de har tjent. I dag arbejder Herren gennem sin Kirkes ledere, ligesom han altid har gjort før i tiden. Præsident Wilford Woodruff sagde: »Om så vi havde hver en åbenbaring, som Gud nogensinde har givet mennesket, foran os . . . og de blev stablet op her i 30 meters højde, så kunne Kirken og Guds rige ikke vokse, hverken på dette eller noget andet tidspunkt i verden, uden Guds levende orakel.«2 »Derfor skal du, min kirke, give agt på alle de ord og befalinger, han giver dig, eftersom han modtager dem, så længe han vandrer i hellighed for mig. Thi I skal tage imod hans ord i al tålmodighed og med tro, som om det var fra min egen mund« (L&P 21:4-5). Herrens åbenbaringer til Abraham var ikke nok på Moses' folks tid. Herrens åbenbaringer til Moses var ikke nok for folket på Esajas' tid. Forskellige uddelinger har krævet forskellige belæringer. Det gælder også i dag. Den uddeling, som vi lever i, er en uddeling, hvori alle andre uddelingers viden om evangeliet er blevet forenet. Hvor er det en stor velsignelse for os at leve i denne tid, hvor vi har evangeliets fylde til at velsigne vores liv. Jeg vil gerne give alle, som i dag hører min stemme, en invitation, som er blevet skrevet i en salme: »Vi lytter til profetens røst og ordet sendt fra Gud« (Salmer og sange, nr. 10). Alle Kirkens medlemmer uanset alder og vilkår vil blive rørt og velsignet af Herrens profeters inspirerede råd! Der er blevet fortalt en historie om en begivenhed, som fandt sted i New York, da præsident David O. McKay kom hjem fra en rejse til Europa. »Det var blevet arrangeret, at der skulle tages billeder, men den sædvanlige fotograf kunne ikke komme, så i desperation valgte United Press deres fotograf, der tog billeder af kriminalsager ­ en mand, der var vant til den strengeste slags arbejde i New York. Han tog ud til lufthavnen, blev der i to timer og tog senere fra mørkekammeret med et enormt bundt billeder. Han skulle kun have taget to. Hans chef skældte ham straks ud: ðHvad i alverden spilder du tid og alle de film for?Ð Fotografen svarede kort og kontant og sagde, at han med glæde ville betale for de ekstra ting, og at de endda ikke behøvede at betale ham for den ekstra tid, som han havde brugt. Flere timer senere kaldte underdirektøren ham ind på sit kontor og ville have at vide, hvad der var sket. Fotografen sagde: ðDa jeg var en lille dreng, læste min mor for mig i Det Gamle Testamente, og hele mit liv har jeg tænkt på, hvordan en Guds profet ser ud. Og i dag fandt jeg så en.Ы3 Værdsætter vi fuldt ud, hvilken vidunderlig velsignelse det er for hver enkelt af os, at vi har fundet vores profet? De måder, hvorpå vores liv er blevet beriget ved at lytte til vores profets stemme, er mangfoldige. Vi har et mere klart billede af, hvem vi er, og hvad vi betyder for vor Fader i Himmelen. Vi har modtaget befalinger og råd til at vejlede os, påmindelser om at holde os på den lige og snævre sti og opmuntrende ord til at anspore os, når vi bliver modløse eller nedslået. Hvis vi lytter til verdens stemmer, vil vi blive ført på afveje. Men hvis vi lytter til Herrens stemme gennem hans levende profet og følger hans råd, vil vi aldrig fare vild. Præsident Hinckley blev for nylig i en avisartikel lovprist som »helt tydeligt en mand til vor tid . . . Han giver folk hånden, roser folk og han ved, hvad han skal sige, og hvordan han skal sige det ­ ofte med humoristisk sans.«4 Brødre og søstre, det er kun de ting, som den almindelige offentlighed ser. Vi ser som Kirkens medlemmer så meget mere. Gennem Helligåndens hvisken ved vi, at Kirkens virkelige leder, Herren Jesus Kristus, kommunikerer med os gennem præsident Hinckley. Det var mit privilegium og min velsignelse at kunne mærke den ånd, da jeg blev kaldt ind på præsident Hinckleys kontor for at modtage min kaldelse til Hjælpeforeningens hovedbestyrelse for halvandet år siden. Før jeg kendte årsagen til, at jeg var der, gav vi hinanden hånden, og jeg fik et stærkt personligt vidnesbyrd om, at jeg var sammen med Guds profet. Det vidnesbyrd fik mig til at føle en stor ydmyghed og ærbødighed. Hvis jeg var noget stille den dag, præsident Hinckley, så er det derfor. Vi er så velsignede ved at have en levende profet, som skaber kontakter, der aldrig før har eksisteret. Joseph Smith udtalte denne profeti under indvielsen af templet i Kirtland: »At din kirke må komme ud af mørkets ørken og stråle så skøn som månen og klar som solen og frygtelig som hære under banner« (L&P 109:73). Præsident Hinckley er blevet forberedt til vores tid, til en verden der hovedsageligt er informeret gennem medierne. Uden for vores livs vinduer er der mange stemmer, der taler om ærlighedens død, hæderlighedens død samt godhedens og retfærdighedens død, og endda taler om den traditionelle families død. Hvor er vi velsignede som sidste dages hellige, at vi ved, at Gud kan tale til os gennem vores levende profet i dag og give os vejledning og belæringer og opmuntring, så vi kan fortsætte, ligesom Herrens sande Kirke fortsætter, urokkelig og sikker, på den sti, der fører os tilbage til ham. Der er ikke meget, som er sikkert i dette liv. Der er ikke lavet én bil med en garanti, som dækker alt. Ingen bank i hele verden kan fuldt ud garantere, at jeres penge er helt sikre. Endda på selve den amerikanske levnedsmiddelkontrols stempel er der et forbehold! Intet menneskeskabt eller noget under menneskelig kontrol kan nogensinde garanteres fuldt ud! Men her er miraklet. Herren har givet os nogle vidunderlige garantier uden nogen forbehold. Og her er en af dem: Han vil vælge profeten, og han vil aldrig lade den mand føre os på afveje. Forestil jer et øjeblik dette løftes betydning. Der er mindst ét sted, hvor vi kan henvende os for at få ren og ufordærvet vejledning. Som søstre i Hjælpeforeningen er det vores arbejde under præstedømmets ledelse at hjælpe med at bringe kvinder og deres familie tilbage til vor himmelske Fader, for at leve hos ham igen, som vi alle gjorde, før vi kom til denne jord. En levende profets stemme, som viderebringer Guds ord, er klar, sikker og vis og direkte. Guds budskab har aldrig været mere klart, sikkert og vist og direkte, end da præsident Gordon B. Hinckley som en del af sit budskab til Hjælpeforeningens hovedbestyrelsemøde den 23. september 1995 læste »Familieproklamationen.«5 Se på de ting, som Gud lærte en fortumlet verden gennem denne proklamation: Ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud. Vi er skabt i Guds billede. Vores køn blev bestemt, før vi kom til jorden og er en del af vores evige skæbne. Vi har levet hos ham, inden vi kom til jorden. Gud har befalet os at mangfoldiggøre os, men advaret os om at formeringens kraft kun må anvendes inden for ægteskabets hellige rammer. Gud fortæller os gennem sine profeter, at vi har et højtideligt ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden som mand og hustru og for at opdrage vore børn i kærlighed og retfærdighed ­ at sørge for deres fysiske og åndelige behov. Familien er indstiftet af Gud. Forældre har særlige pligter og ansvar ­ fædre præsiderer, forsørger og beskytter, og mødre opdrager. Derudover indeholder proklamationen denne yderst vigtige advarsel ­ at de, der mishandler deres ægtefælle eller deres børn, som ikke opfylder deres ansvar over for familien, vil blive holdt til ansvar over for Gud. Desuden advares der om, at familiens opløsning vil påføre personer, lokalsamfund og nationer de ulykker, som er forudsagt af fordums og nutidige profeter. Brødre og søstre, vi befinder os netop nu midt i denne virkelighed. Det er alles pligt at beskytte og styrke familien. Jeg inviterer jer atter til at lytte til profetens røst. Profeten Joseph Smith oprettede Hjælpeforeningen som følge af en åbenbaring fra Gud, så at »viden og intelligens skal flyde ned fra nu af og herefter.« Joseph Smith lovede: »I vil modtage belæring gennem præstedømmets orden, som Gud har oprettet, gennem de dertil udvalgte, til at lede, føre og vise vej i Kirkens anliggender i denne sidste uddeling.«6 Søstre, i Hjælpeforeningen lærer vi, hvordan vi kan beskytte og styrke familien. Præsident Hinckley har sagt: »Det bedste ligger forude . . . Hvis I vil blive på den lige og snævre sti, så ligger det bedste forude. Det er en vidunderlig tid at leve i. Det er en fantastisk tid at være medlem af denne Kirke, hvor I kan gå med løftet pande uden at være flove, og med en vis stolthed over dette storslåede sidste dages værk.«7 »Vi lytter til profetens røst.« Da kan I kende Guds vilje, så I kan have hans lys til at lede jer på jeres vej. Det er min bøn, at I også som jeg må have et personligt vidnesbyrd om, at vores levende profet i dag, præsident Gordon B. Hinckley, har frelsende belæringer til jer og jeres kære ­ belæringer, som, hvis vi følger dem, vil føre os alle tilbage til vores hjem i Himmelen, uskadte og uplettede af verden. Jeg siger disse ting i Jesu Kristi hellige navn. Amen. NOTER: 1. I Leon R. Hartshorn, saml. Classic Stories From the Lives of Our Prophets, 1971, s. 263. 2. »The Keys of the Kingdom,« Millennial Star, 51:548. 3. »Memories of a Prophet,« Improvement Era, feb. 1970, s. 72. 4. »President Hinckley, 87, Charms World As He Leads Church,« Deseret News, 23. maj 1998, s. A1. 5. Se Stjernen, juni 1996, s. 10. 6. History of the Church, 4:607. 7. West High School seminaratslutning, 14. maj 1995; citeret i Church News, 2. sep. 1995, s. 2.