Husk at takke Præsident Thomas S. Monson Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab Mine brødre og søstre, takker vi Gud for »hans uudsigelige gave« (2 Kor 9:15) og de rige velsignelser, som han udgyder over os i overflod? Engang for længe siden i et land langt herfra var Jesus på vej til Jerusalem. »Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: ðJesus, Mester, forbarm dig over os!Ы Da han så dem, sagde han: ðGå hen og bliv undersøgt af præsterne!Ð Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: ðVar der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?Ð Og han sagde til ham: ðStå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.Ð1 I Salme 30 lover David: »Herre, min Gud, for evigt vil jeg takke dig.«2 I sit brev til korintherne erklærer Paulus: »Gud ske tak for hans uudsigelige gave.«3 Og til thessalonikerne: »Sig tak under alle forhold, for dette er Guds vilje med jer.«4 Mine brødre og søstre, takker vi Gud for »hans uudsigelige gave« og de rige velsignelser, som han udgyder over os i overflod? Giver vi os tid til at fundere over Ammons ord: »Mine brødre, vi ser nu, at Gud ihukommer alle folk, i hvilket land de end befinder sig; ja, han tæller sine folk . . . (over) hele jorden. Og det er min glæde og min store taksigelse; ja, jeg vil takke min Gud til evig tid«?5 Robert W. Woodruff, en fremtrædende forretningsmand i en forgangen tid, rejste rundt i USA og holdt forelæsning over en tekst, som han kaldte »Et kort kursus i menneskelige relationer«. I sit budskab sagde han, at det vigtigste ord i sproget var »tak«. Gracias, Danke, Merci ­ uanset hvilket sprog man taler, glæder en hyppig brug af ordet »tak« ånden, styrker venskaber og hæver os op på et højere plan på vores vej mod fuldkommenhed. Et tak udtrykker en enkelthed og oprigtighed. En gammel avisartikel viser skønheden i taknemlighed: Politiet i Washington holdt auktion over 100 uafhentede cykler i fredags. »En dollar,« sagde en 11-årig dreng, da man begyndte at byde på den første cykel. Men budene gik meget højere. »En dollar,« gentog drengen håbefuldt, hver gang en ny cykel blev udbudt. Auktionarius, som havde holdt auktion over stjålne cykler i 43 år, lagde mærke til, at drengens forhåbninger syntes at øges, hver gang en racercykel kom under hammeren. Til sidst var der kun én racercykel tilbage. Budene var nået op på otte dollars. »Solgt til drengen der for ni dollars,« sagde auktionarius. Han tog otte dollars op af sin egen lomme og bad drengen om hans dollar. Knægten rakte ham en dynge mønter, tog sin cykel og begyndte at gå hjemad. Men efter få skridt stoppede han op. Han parkerede omhyggeligt sin nye ejendel, gik tilbage, slog armene om auktionarius' hals og græd. Hvornår følte vi os sidst lige så taknemlige som denne dreng? Det, som andre gør for os, er måske ikke lige så gribende, men der er bestemt gerninger, som fordrer vores tak. Den sang, som vi så ofte sang i søndagsskolen, da vi var unge, indprentede taknemlighedens ånd dybt i vores sjæl: Kastes du på bølgen om i livets nat, føler du, at alle har dig helt forladt, tæl da Herrens gaver, nævn dem hver især, og det vil forundre dig, hvor rig du er.6 Mens astronauten Gordon Cooper var i kredsløb omkring jorden for 30 år siden, opsendte han denne søde og enkle takkebøn: »Tak, Fader, især fordi du har ladet mig komme ud på denne flyvning. Tak for det privilegium at kunne sidde herude, at være i dette forunderlige sted og se alle de mange forbløffende og vidunderlige ting, som du har skabt.«7 Vi er taknemlige »for velsignelser, vi ikke kan måle, for gaver, vi ikke kan sætte en pris på . . . ðfor bøger, musik og for de store opfindelser, som gør disse velsignelser mulige . . . for små børns latter . . . for de midler, vi har til at lindre menneskers lidelser . . . og øge livsglæden . . . for alt, hvad der er godt og opløftende.Ы8 Profeten Alma opfordrede: »Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger, og han vil vejlede dig til det gode; ja, når du lægger dig om aftenen, da læg dig for Herren, så han kan våge over dig, medens du sover; og når du står op om morgenen, da lad dit hjerte være fuldt af taksigelse til Gud; og dersom du gør det, skal du blive ophøjet på den yderste dag.«9 Jeg vil gerne nævne tre tilfælde, hvor jeg tror, at et oprigtigt »tak« kunne opmuntre et bedrøvet hjerte, inspirere til gode gerninger og bringe himlens velsignelser ind i vores problemfyldte hverdag. For det første vil jeg opfordre til, at vi takker vores forældre for livet, for deres omsorg, deres ofre og deres arbejde for at skænke os kundskab om vor himmelske Faders plan for vores lykke. Fra Sinaj lyder en tordenrøst til vores samvittighed: »Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.«10 Jeg kender ingen større omsorg for forældre, end den vor Frelser udviste fra korset: »Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: ðKvinde, dér er din søn.Ð Derpå sagde han til disciplen: ðDér er din mor.Ð Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.«11 For det andet, har vi ikke af og til tænkt på en lærer i skolen eller i kirken, som vækkede vores trang til at lære, og som gav os et ønske om at leve et ærefuldt liv? Der fortælles en historie om en gruppe mænd, der talte om mennesker, som havde påvirket deres liv, og som de var taknemlige for. En mand kom i tanker om en skolelærer, som havde præsenteret ham for Tennysons værker. Han besluttede at skrive og takke hende. Med tiden modtog han lærerens svar, der var skrevet med rystende håndskrift: »Min kære Willie. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor meget dit brev betød for mig. Jeg er nu i firserne, bor alene i en lille lejlighed, laver min egen mad og føler mig som det sidste visne blad på træet. Det vil måske interessere dig at høre, at jeg har været lærer i 50 år, og dit brev er det første takkebrev, jeg nogensinde har modtaget. Det kom på en trist, kold morgen, og det opmuntrede mig mere end noget andet har gjort i mange år.« Vi står i evig taknemlighedsgæld til alle dem, både før og nu, der har givet så meget af sig selv, for at vi kunne få så meget. For det tredje vil jeg nævne tak til vores omgangskreds. Teenagetiden kan være vanskelig såvel for de unge selv som for deres forældre. Det er en svær tid i enhver drengs eller piges liv. Alle drenge vil gerne på fodboldholdet, og alle piger vil gerne være skønhedsdronninger. »Mange er kaldet, men få er udvalgt«12 kunne passende gælde her. Lad mig fortælle jer om et moderne mirakel, som fandt sted for et års tid siden på Murray High School nær Salt Lake City, hvor alle var vindere, og ingen tabere var at se nogen steder. En avis skrev om begivenheden. Artiklen hed: »Elever viser sand storhed: To handicappede piger nomineret til ballets dronning på skole i Murray.« Artiklen begyndte: »Ted og Ruth Eyre gjorde, hvad alle forældre ville have gjort. Da deres datter Shellie blev finalist til titlen som skoleballets dronning på Murray High School, rådede de hende til at være en god taber, hvis hun ikke blev valgt. De forklarede, at kun én ud af de ti ville blive valgt . . . Men da skolens elevråd kronede ballets dronning i skolens gymnastiksal torsdag aften, oplevede Shellie Eyre i stedet succes. Den 17-årige pige, der er født med Downs syndrom, blev af sine skolekammerater valgt som ballets dronning . . . Da Ted Eyre førte sin datter ud på gymnastiksalens gulv, mens kandidaterne blev præsenteret, brød alle ud i øredøvene jubel og klapsalver. De fik et stående bifald.« Shellies medkandidater fik også et stående bifald. En af dem, April Perschon, lider af fysiske og mentale handicap som følge af en hjerneblødning, da hun kun var ti år. Da bifaldet havde lagt sig, sagde skolens viceinspektør, Glo Merrill: ðI aften . . . valgte eleverne den indre skønhedÐ . . . Forældre, skoleadministratorer og elever var tydelig rørte og græd åbenlyst. En elev sagde: ðJeg var så lykkelig, at jeg græd, da de blev valgt. Jeg synes, at Murray er alle tiders skole, at de gør sådan noget.Ы13 Jeg vil gerne takke alle dem, der gjorde den aften så mindeværdig. Den skotske digter James Barries ord synes passende her: »Gud gav os minder, så vi kan nyde junis roser i vort livs december.« I august i år indtraf der en tragedie i Salt Lake County. Det kom i både de lokale og landsdækkede aviser. Fem smukke, små piger ­ så små, så levende, så kærlige ­ ville gemme sig, som børn jo ofte gør, når de leger skjul. De kravlede ned i bagagerummet i forældrenes bil. Klappen smækkede i, de kunne ikke slippe ud og omkom alle af hedeslag. Hele lokalsamfundet var så venlige, så betænksomme og så omsorgsfulde, da Alisha, Ashley, McKell, Audrey og Jaesha gik bort. Det strømmede ind med blomster, mad, opringninger, besøg og bønner. Søndagen efter den tragiske hændelse, kørte lange rækker af biler fyldt med sørgende passagerer langsomt forbi familiens Smiths hjem, hvor ulykken var sket. Søster Monson og jeg udtrykte også vores medfølelse på denne måde. Da vi kørte forbi, følte vi, at vi befandt os på hellig jord. Vi sneg os bogstaveligt af sted i sneglefart ned ad gaden. Det var, som om vi kunne se et trafikskilt med påskriften: »Langsom kørsel. Legende børn.« Tårerne fyldte vore øjne, og medfølelsen strømmede fra vore hjerter. Ved begravelsen, såvel som aftenen før, passerede tusinder fordi kisterne og gav udtryk for deres støtte til de sørgende forældre og bedsteforældre. I to af de tre familier var de afdøde børn, de eneste børn de havde. Ofte kommer døden som en ubuden gæst. Det er en fjende, der pludselig viser sig midt i livets fest for at slukke for lysene og morskaben. Den kommer til de aldrende, mens de stavrer af sted på vaklende ben. Den kalder på dem, der knap er nået til livets midte, og ofte stilner den de små børns latter. Ved begravelseshøjtideligheden for disse fem små engle sagde jeg: »Der er en sætning, som I må slette fra jeres tanker og fra alt, hvad I siger. Det er sætningen ðHvis bare . . . Ð Den gavner ikke noget, og den fremmer ikke helingens og fredens ånd. Husk i stedet på Ordsprogenes Bog: ðStol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.Ы14 Inden kisterne blev lukket, lagde jeg mærke til, at hvert af børnene havde et yndlingslegetøj med, som det kunne kramme. Jeg tænkte på digteren Eugene Fields digt: Den lille tøjhund er støvet og grå, men den venter så trofast og kæk. Og tinsoldaten er rusten og blå, hans gevær er snart smuldret væk. Engang var den lille hund ny og soldaten var modig og flot. Det var da Lille Gut stod i sin py og kyssede dem varmt og godt. »Vent på mig her,« sagde han. »Vær stille, nu ingen støj.« Så gik han i seng, den lille mand, og drømte om sit dejlige legetøj. Men mens han sov, lød englens sang, og Lille Gut nu i himlen skal bo. Årene går, og tiden føles lang, men legetøjsvenner er tro. Trofast på Lille Gut de venter, blandt klodser og legetøjsbiler. De venter på, at han dem henter og glad til dem atter smiler. En tanke melder sig uafbrudt, mens årene bliver fler' og fler': Hvad er der blevet af Lille Gut, siden han kærligt stillede os her?15 Måske plager tankerne tøjhunden og tinsoldaten, men Gud har i sin uendelige barmhjertighed ikke ladet de sørgende stå hen i det uvisse. Han har skænket os sandheden. Han inspirerer os til at søge ham, og hans udbredte arme vil omfavne os. Jesus har lovet enhver, der sørger: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.«16 Der findes kun én kilde til sand fred. Jeg er sikker på, at Herren, som bemærker spurven, der falder til jorden, ser med medfølelse på dem, der ­ for en tid ­ må skilles fra deres dyrebare børn. Lindringens og fredens gaver er bydende nødvendige, og gennem sin forsoning har Jesus gjort dem tilgængelige for alle. Profeten Joseph Smith udtalte disse inspirerede og trøstende åbenbaringsord: »Alle børn, der dør, før de når ansvarlighedens alder, frelses i Himmelens celestiale rige.«17 »Den moder (og fader), som lægger sit lille barn i graven og berøves privilegiet, glæden og tilfredsstillelsen ved at opdrage [dem] til en voksen mand eller kvinde i denne verden, vil efter opstandelsen få al den glæde, tilfredsstillelse og fryd, og endnu mere end det vil være muligt at få i dødeligheden, ved at se sit barn vokse op til hans eller hendes fulde åndelige vækst.«18 Det er en balsam fra Gilead for dem, der sørger, til dem, der har mistet deres elskede, dyrebare børn. Salmisten forvissede os om: »Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel.«19 Herren har sagt: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst . . . I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? . . . for at også I skal være, hvor jeg er.«20 Jeg udtrykker min dybeste taknemlighed til en kærlig himmelsk Fader, som giver jer, og mig, og alle, som oprigtigt søger, kundskaben om, at døden ikke er afslutningen; at hans Søn, vor Frelser, Jesus Kristus, døde for at vi kan leve. Herrens templer findes i mange lande. Der indgås hellige pagter. Celestial herlighed venter de lydige. Familier kan være sammen for evigt. Mesteren indbød os alle: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.«21 At alle må gøre dette, er min ydmyge og taknemmelige bøn i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Luk 17:11-19. 2. Sl 30:13. 3. 2 Kor 9:15. 4. 1 Thess 5:18. 5. Alma 26:37. 6. Johnson Oatman jun. (1856-1922); Salmer og sange, nr. 161. 7. Congressional Record, 88th Cong., 1st sess., 1963, s. 109, pt. 7:9156. 8. »Three Centuries of Thanksgiving«, Etude Music Magazine, november 1945, s. 614. 9. Alma 37:37. 10. 2 Mos 20:12. 11. Joh 19:26, 27. 12. Matt 22:14. 13. Marjorie Cortex, Deseret News, fredag den 26. september 1997. 14. Ordsp 3:5, 6. 15. »Little Boy Blue,« i Best-Loved Poems of the LDS People, red. Jack Lyon og andre (1996), s. 50. 16. Joh 14:18. 17. L&P 137:10. 18. Citeret i Joseph F. Smith: Evangeliske lærdomme, s. 381. 19. Sl 30:6. 20. Joh 14:27, 2-3. 21. Matt 11:28, 29.