Ældste Neal A. Maxwell
De Tolv Apostles Kvorum
Arbejde er altid en åndelig nødvendighed, selv om det for nogle ikke er en økonomisk nødvendighed.
Brødre, da jeg var i Det Aronske Præstedømme, var jeg svinehyrde! Dengang for længe siden lærte jeg at arbejde ved at deltage i et landbrugsprojekt, hvor vi avlede svin af racen Duroc. Som bevis på, at det, jeg nu vil fortælle, ikke bare er glorificerede minder, vil jeg lige med hjælp fra ældste Nelson vise dette klæde med over 100 præmier, som mine præmiesvin vandt ved forskellige dyrskuer gennem årene.
I nærheden af ældste Nelsons hånd er der en lyserød præmie, som jeg fik for næsten 60 år siden. Det var den første, jeg nogensinde fik. Dommeren var meget overbærende, og grisen var ikke særlig fremragende, men han vidste, at jeg havde brug for opmuntring, og derfor fik jeg en fjerdepræmie. De lilla præmier var for præmiesvin, der blev udstillet senere!
Tak, ældste Nelson.
Brødre, jeg lærte af bitter erfaring at holde øje med de svingende flæskepriser hos det lokale slagteri. Omhyggelige optegnelser over fortjeneste og tab blev ført med hjælp fra min regnskabsfører min far. Som med så meget andet, endte mine forældre, der altid støttede mig, med selv at måtte tage en del af slæbet, og også en vidunderlig mor, som blev født for 95 år siden i dag. Hun lærte mig at arbejde, og hun elskede mig så meget, så hun også rettede mig.
For at skaffe billig svinefoder købte jeg ofte daggammelt brød i snesevis hos et lokalt bageri for blot et par øre pr. brød. Og hvis jeg mødte op på det lokale mejeri på det rigtige tidspunkt, kunne jeg få 250 liter skummetmælk gratis! I dag må jeg betale 2,50 $ for fire liter det er skæbnens ironi. Ved på den måde at spare kunne jeg købe det nødvendige svinefoder for de få kontanter, jeg havde.
Ofte farede en drægtig so langt over midnat. Man blev meget træt af at skulle tage sig af alt dette og meget mere. Men jeg følte alligevel, at jeg udrettede noget, herunder at bidrage til familiens måltider. De fleste unge mænd på min egen alder havde lignende arbejde. Dengang, brødre, var vi alle fattige sammen, og vi var ikke klar over det. Arbejde var en selvfølge. I dag er det for nogle en selvfølge at modtage.
Men der var visse sociale ulemper ved at opdrætte svin. Jeg var meget genert, og jeg husker tydeligt, at min skoleinspektør en gang kom ind i klassen og, mens alle hørte på det, sagde: »Neal, din mor har ringet. Dine svin er sluppet ud.« Jeg havde lyst til at kravle ned under bordet og gemme mig, men i stedet løb jeg hjem og hjalp til med at indfange svinene.
Min far var kærlig, men krævende. Han bemærkede, at skønt jeg arbejdede hårdt, blev mit arbejde ofte udført sjusket. Omhyggelighed var ikke min stærke side. En sommerdag besluttede jeg at glæde far ved at grave nye hegnspæle ned. De skulle graves solidt ned og stå snorlige. Jeg knoklede hele dagen, og derefter stod jeg og kiggede forventningsfuldt ned ad den vej, som far ville komme hjem ad. Da han kom, så jeg nervøst til, mens han inspicerede hegnspælene og endda tjekkede dem efter med et vaterpas, inden han sagde, at de var gode nok. Derefter fulgte hans ros. Mit ansigts sved havde vundet fars ros, og den havde blødgjort mit hjerte.
Jeg håber, at I kan tilgive denne korte biografiske indledning, som jeg har brugt til at udtrykke min dybe taknemmelighed over, at jeg lærte at arbejde i en ung alder. Alligevel lagde jeg bestemt ikke altid ryggen til »med frejdigt mod«, men jeg lærte dog at lægge ryggen til, og det kom mig til gavn senere i livet, da opgaverne blev større. Nogle af vor tids ellers gode unge mænd tror fejlagtigt, at det at lægge ryggen til er det samme som at ligge på ryggen!
Vor himmelske Fader har beskrevet sin storslåede plan for sine børn med disse ord: »Thi se, dette er min gerning og herlighed at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39; fremhævelse tilføjet). Overvej betydningen af, at Herren bruger ordet »gerning«. Det, han så kærligt udvirker til vores frelse, er ikke desto mindre arbejde selv for ham! Vi taler også om, at »arbejde med frygt og bæven på jeres frelse«, om »høstens lov« og om »vort ansigts sved« (se Moses 5:1; også JSO 1 Mos 4:1). Det er ikke bare tomme floskler. De understreger derimod betydningen af at arbejde. Faktisk, brødre, er arbejde altid en åndelig nødvendighed, selv om det for nogle ikke er en økonomisk nødvendighed.
Jeg taler derfor til jer unge mænd, herunder syv børnebørn, der lytter i aften, bl.a. to missionærer og tre nyligt ordinerede diakoner. Jeg minder jer om, at arbejdets evangelium er en del af »evangeliets fylde«. Missionering er sjovt, men det er stadig arbejde. Tempeltjeneste er rig på glæder, men det er stadig arbejde. Ak, nogle af vores underanstrengte unge arbejder ganske vist, men for det meste for at glæde sig selv.
Desværre er nogle få af vores ellers gode unge underanstrengte og kører næsten helt friløb. De får alle goder, som bl.a. biler med fri benzin og forsikring det hele betalt af forældre, som sommetider venter forgæves på et høfligt eller taknemligt ord.
Unge mænd, jeres personlig sammensætning af arbejdstimer varierer selvfølgelig, efter årstiden og jeres omstændigheder som timerne brugt på lektier, familiepligter, kaldelser i Kirken, deltidsarbejde og arbejde på tjenesteprojekter. Enhver af disse former for arbejde kan udvikle jeres talenter. Hold alligevel øje med advarselssignalerne. Hvis I for eksempel har deltidsarbejde, bruger I så hele jeres løn på jer selv? Betaler I tiende? Lægger I lidt til side til mission? Præsident Spencer W. Kimball gav os dette gode råd: Hvis den unge mand »får lov til at bruge alle sine penge på sig selv, kan den egoistiske ånd følge ham hele livet« (Teachings of Spencer W. Kimball, 1982, s. 560).
Lektier er bestemt nødvendige, men presser det mentale virke fuldstændig det åndelige virke ud? Selvfølgelig er gode karakterer vigtige, men hvad er jeres karakterer i kristen tjenestegerning?
Kaldelser i Kirken kan udvikle livsvigtige evner, og behovet for den form for virke ophører aldrig. Men udfører I bare jeres opgaver mekanisk?
Pligter i familien er også vigtige, men går det længere end til blot at rydde op på jeres værelser og samle jeres eget tøj op?
Uanset hvordan arbejdet er sammensat, er det hårdeste arbejde, som I og jeg nogensinde må udføre, at aflægge vores selviskhed. Det kræver, at man virkelig giver sig fuldt ud.
Man er nødt til at skabe en balance i det, for nogle former for arbejde har en tendens til at dominere andre, som fx fædre, der for ofte bliver på kontoret for sent. Vores yndlingsopgaver behøver ingen opmuntring det er lidt ligesom ældste Spencer Condies gengivelse af Strauss' instruks til dirigenter: »Giv aldrig messingblæserne et anerkendende nik, for så hører du aldrig strygerne igen!«
Men, fædre, vær varsomme, når I i for høj grad ønsker at gøre livet bedre for jeres børn, end det var for jer. Lad være med ubevidst at gøre det hele værre ved at fjerne kravet om at yde et rimeligt stykke arbejde som en del af deres opvækst, for derved fratager I jeres børn det, der gjorde jer til det, I er!
Selvfølgelig har visse forhold ændret sig. De færreste unge mænd har køer, de skal malke, eller svin, de skal fodre osv. Ja, nogle af vor tids arbejdsopgaver virker lidt kunstige og konstruerede. Men, unge mænd, vær tålmodige over for jeres forældre, når de forsøger at finde meningsfyldt arbejde til jer. Vi ville i den forbindelse være velsignede, hvis flere sønner kunne arbejde sammen med deres fædre, selv om det blot er nu og da. Fædre og sønner, hvis I aldrig gør det, hvad så om I i løbet af de næste tre måneder finder en eller anden krævende opgave, som I kan udføre sammen?
Unge mænd, jeg ved ikke, hvad jeres individuelle gaver er, men I har dem! Gør brug af de gaver og udnyt jeres talenter samtidig med at I går ud med skraldespanden, slår græs, river visne blade sammen eller skovler sne for enker, enkemænd eller en syg nabo.
Det giver jer en fordel i livet, hvis I lærer at arbejde, og hvis I lærer at udføre et godt stykke arbejde, giver det jer en ekstra fordel!
Lad os være hurtige og gavmilde med at rose vore unge for det arbejde, de udfører, især når de gør det godt!
Den opvoksende generation kommer til at afgøre, om sidste dages hellige stadig vil være kendt for deres arbejdsomhed. For mange år siden gav præsident Brigham Young dette råd: »Jeg ønsker at se vores ældster så fulde af retskaffenhed, at de vil blive foretrukket . . . Hvis vi efterlever vores religion og er værdige til at bære navnet sidste dages hellige, er vi netop de mænd, som alle sådanne virksomheder kan blive betroet med fuld sikkerhed; hvis ikke, vil det bevise, at vi ikke efterlever vores religion« (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, s. 24).
Når tiden kommer, unge mænd, skal I træffe jeres valg af karriere. I skal vide, at hvorvidt man skal være neurokirurg, skovrider, mekaniker, landmand eller lærer, er det blot et spørgsmål om præferencer, ikke principper. Selv om disse karrierevalg er meget vigtige, så markerer de ikke jeres virkelige karriere. Brødre, I er i stedet sønner af Gud på rejse, som er blevet opfordret til at følge den sti, der fører hjem. Der vil bedemænd erfare, at deres erhverv er ikke det eneste, der er blevet overflødigt. Men evnen til at arbejde og til at arbejde klogt vil aldrig blive overflødig. Og det bliver evnen til at lære heller ikke. I mellemtiden, mine unge brødre, har jeg ikke fundet nogen arbejdsfri genvej til det celestiale rige. Der findes ikke nogen let elevator derop.
Uanset om I bærer Det Aronske Præstedømme eller Det Melkisedekske Præstedømme, har det på intet tidspunkt været vigtigere for jer at vide, hvem I er, end i den verden, vi lever i i dag. I lang, lang tid har hver enkelt af jer taget del i et stort og vedvarende drama. I var faktisk sammen med Gud i begyndelsen (L&P 93:29). I var til stede i det store, førjordiske råd, hvor I som hans åndelige sønner råbte af glæde over udsigten til denne jordiske tilværelse, der var en del af vor himmelske Faders frelsesplan.
Der venter mere dramatik forude for de trofaste, som blandt andet den dag, hvor hvert knæ skal bøje sig, og hver tunge skal bekende, at Jesus er Kristus, og hvor alle skal erkende, at Gud er Gud, og at han er fuldkommen i sin retfærdighed og nåde (se Mosiah 27:31; 16:1; Alma 12:15). De, der elsker Herren, skal arve hans celestiale rige, hvor intet øje har set og intet øre hørt det, som Gud har beredt for dem (se 1 Kor 2:9). Jesus har allerede arbejdet for at forberede et sådant storslået sted til os.
Mine brødre, unge og gamle, overvældende er nok det eneste ord, der beskriver jeres åndelige historie og jeres fremtidsmuligheder! Der vil altid være meget arbejde at gøre, især for dem, der ved, hvordan man udfører Herrens værk! Jeg kan fuldt ud tilslutte mig præsident Hinckleys vurdering, at »vi har den bedste generation af unge mennesker nogensinde i denne Kirkes historie« (Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 714; se også Stjernen, juli 1992, s. 65).
Jeg tror på jeres fremtidsmuligheder. I er særlige ånder, der er sendt ned for at udføre særlige opgaver. Det er dem, jeg her i aften har forsøgt at give jer et venligt puf henimod i aften!
Jeg elsker jer! Må Gud velsigne jer og bevare jer på den vej, der vil føre jer hjem. Det er min bøn i Jesu Kristi hellige navn. Amen.
Previous
