Hold budene Ældste David B. Haight De Tolv Apostles Kvorum Benyt denne storslåede mulighed i jeres liv til at leve rigtigt, til at være god, til at gøre gode gerninger og til at påvirke andre til at gøre godt. Mine kære brødre og søstre, sikken vidunderlig anledning, sikken en vidunderlig dag, sikken herlig tid, og især for mig at jeg har mulighed for at stå her efter denne gribende erklæring og et sådant vidnesbyrd fra Guds profet her på jorden. Da han viste det eksemplar af førsteudgaven af Mormons Bog frem, tænkte jeg på en oplevelse, vi havde for nogle år siden, da vi overværede et seminar for missionspræ-sidenter. Ved slutningen af dette to-dages seminar i området omkring Palmyra og Fayette fik vi middag i Peter Whitmers genopbyggede gård, den smukke lille bygning, hvor Kirken blev organiseret for 168 år siden i denne weekend. Det var en rørende begivenhed. Den eneste mulighed for at lave mad, som de havde i denne lille bjælkehytte, var ved ildstedet. Vi så på ildstedet, hvor en gryde hængte, og dér lavede de mad. De havde selvfølgelig ingen af vor tids bekvemmeligheder. Udenfor var der en brønd, hvorfra de fik vand. Hen mod slutningen af dette meget åndelige møde med disse missionspræsidenter gik jeg op ad trapperne og så på de to små værelser. Peter Whitmer og familie boede her, men de overlod et af disse værelser til profeten Joseph Smith, og en del af oversættelsen af Mormons Bog udførte han der. Oliver Cowdery arbejdede sammen med ham under disse beskedne forhold. Mit hjerte brændte med denne vidunderlige følelse, som jeg havde ved blot at være i denne lille bygning og forestille mig, hvad der skete og himlens velsignelser, som blev udøst over dem. Da vi gik fra vores møde den aften og forlod den lille gård, skinnede fuldmånen gennem træerne. Jeg sagde til Ruby: »Jeg kan forestille mig aftenen den 6. april 1830. Den lille flok var samlet, Kirken var blevet organiseret, og de seks mænd, der var indforstået med den organisation, var til stede for at opfylde staten New Yorks love; jeg kan forestille mig, hvad der blev sagt, hvad der blev profeteret om Kirkens fremtid, og de vidnesbyrd, der måtte være blevet båret.« Så sagde jeg: »Jeg vil tro, at der skinnede en fuldmåne om aftenen den 6. april 1830, som viste, at vor Frelser smilede velvilligt ved denne anledning og på disse omgivelser.« Senere gav jeg udtryk for denne idé over for en gruppe, hvor bror Chamberlain, der på det tidspunkt var direktør for Hansen Planetariet i Salt Lake City, hørte mig sige det. Han var så betænksom at kontakte flådens observatorium for at finde ud af, hvad der kunne være sket den 6. april 1830. De havde ikke optegnelser, der gik så langt tilbage, så han var derpå så betænksom at kontakte det kongelige observatorium i Greenwich i England for at høre, hvad de havde af optegnelser derovre. Han sendte mig senere nogle papirer, som viste, hvad der sket i horisonten i den uge omkring den 6. april 1830. De viste, at der var fuldmåne eller strålende måneskin i dagene før og efter den 6. april. Herrens herlighed var udøst over denne begivenhed. Denne formiddag, hvor vi har lyttet til præsident Hinckley, der mindes disse epokegørende begivenheder, er jeg beæret over, at jeg i mit liv har haft mulighed for at blive belært om, at have oplevet begivenheder over hele verden og i templet samt at have overværet møder i Kirken, hvor jeg har mærket Herrens Ånd lede dette værk, hvilket jeg over for jer bærer vidnesbyrd om er sandt. Og som årene går, er jeg beæret over at have lejlighed til blot at føje mit vidnesbyrd til det, som vores storslåede profet bar. For nogle få dage siden fik jeg et brev fra en ung mand på 19 år ved navn Kevin Campbell fra Juniper i Idaho, og jeg vil ikke prøve på at fortælle jer, hvor det ligger, men I kan nok regne det ud. Og bror Kevin skrev til mig og sagde: »Jeg har erfaret, at du er ved at blive ret gammel, og jeg ønsker at skrive til dig, før du går på den anden side. Hvordan er livet i din høje alder? Jeg har ofte undret mig, så jeg stiller dig spørgsmålet: ðHvordan er livet?Ð så jeg kan vide, hvad jeg skal forvente, når jeg bliver gammel lige som du.« Til Kevin Campbell, må Gud velsigne ham, vil jeg sige: Livet er vidunderligt. Og den eneste måde, jeg kan beskrive det på, er, at jeg er blevet velsignet hele mit liv, og jeg er blevet velsignet med udfordringer og muligheder og spørgsmål og problemer, som er en del af livet. Men livet er vidunderligt, hvis vi efterlever de enkle principper, som vi bliver undervist i, og hvis vi lever på den måde, som vi ved, vi bør leve. En af disse vidunderlige velsignelser, som vi har i vores høje alder, er velsignelsen ved at have mere tid sammen med vore børn og deres børn og deres børn, at have mulighed for at være sammen med dem. For et par aftener siden havde vi mulighed for at overvære et dåbsmøde i wardets bygning, hvor Rachel, vores oldebarn, blev døbt. Nogle dage før var det Richard, også et oldebarn, der blev døbt. Jeg fik lov til at se på dem og tale med dem, give dem et knus og se gløden i deres øjne og evangeliets lys, der syntes at fylde deres hjerte og sjæl. De var så begejstrede ved tanken om at blive døbt og blive officielle medlemmer af Kirken. Deres familier havde undervist dem i sande evangeliske principper. Jeg husker, da jeg sagde: »Richard,« da vi gav hinanden hånden, »giv mig et rigtigt missionær-håndtryk.« Og med sin lille otte-årige hånd klemte han næsten mine fingre af. Da han gjorde det, sagde jeg: »Richard, du bliver en rigtig god missionær, ligesom lille Rachel på sin måde vil blive et godt medlem af Kirken.« Vi havde samtidig anledning til at stå i en kreds og overdrage Peter jun. Det Aronske Præstedømme og høre hans far give ham præstedømmets velsignelser. Og de af os, som var ældre, havde mulighed for at stå i kredsen og fornemme begivenhedens betydning og føle det og vide, at alle tilstedeværende tilhørte vores familie. Jeg ønsker, at vores familie, når den nu fortsat vokser og bliver større, får kendskab til deres fædre. Jeg bruger ordet i flertal, ligesom Helaman brugte det ­ Helaman, den store profet fra Mormons Bog ­ da han underviste sine sønner om deres fædre, bl.a. Nephi og Lehi, om hvordan de adlød Guds ord og holdt befalingerne, og om hvordan de forlod Jerusalem og drog ud i ødemarken, som det er åbenbaret i Mormons Bog. Helaman lærte sine børn, at deres fædre havde udført mange gerninger, og at disse gerninger var gode. På samme måde håber jeg, at vore egne børn, som generationerne fortsætter, vil kende deres arv, vide, hvem de er, og vide, at de havde fædre, som troede, at de havde fædre, som havde udfordringer, at de havde fædre, som undersøgte, og som havde været ude i verden og forkynde sandheden ­ ikke kun citeret skriftsteder ­ men i deres hjerte og sjæl havde følt, at det vi gør, er rigtigt. Vi har haft lejlighed til at generhverve vores gamle hus oppe i Oakley i Idaho og at sætte det i stand, så vore børn kan lære deres forfædre at kende og vide, at deres fædre og deres gerninger også var gode. Jeg har her et guldur, som min far fik af Oakleys 1. Ward, da han var biskop. Han fik det i 1905, året før jeg blev født. Vi har en andel, en smule af den arv, en påmindelse om, at vore forældres gerninger var gode, og at de var med til at frembringe dette vidunderlige værk. I det første afsnit af Lære og Pagter erklærede Herren, at dette er »mit forord til mine befalingers bog« (v. 6). Brødrene, som var samlet dér i Hyrum i Ohio, 18 måneder efter at Kirken var organiseret, skulle samle disse åbenbaringer og udgive dem, så de befalinger, som profeten Joseph havde modtaget, var tilgængelige for medlemmerne. Som en del af dette første afsnit forklarede Herren, hvordan han havde givet Joseph Smith magt, inspiration og vejledning fra Himlen til at oversætte Mormons Bog og til at bringe Kirken »ud af dunkelhed og mørke« (se v. 29-30). Prøv så blot i tankerne i dag at overveje, hvad der sker med præsident Hinckley, når han rejser ud i verden, og når han drager ud for at møde mennesker. Når vi taler om at bringe Kirken ud af dunkelhed og mørke, så tænk over, hvad han gør ude i verden med pressen, medierne og alle slags mennesker. Tænk på, hvordan de får mulighed for at se Guds profet og høre ham bære vidnesbyrd og forklare, hvad der er sket. Mange indflydelsesrige aviser og blade og andre udgivelser har skrevet mange positive historier om Kirken. Ville det ikke være vidunderligt, hvis verden i dag havde en virkelig forståelse af blot de ti enkle bud, som Herren skrev med sin finger på tavlerne? Moses kom ned fra Sinajs bjerg for at vise dem til Israels børn, som var oprørske, så de ikke kunne sige, at de ikke forstod, hvad der blev sagt. Da Moses bragte tavlerne ned, kunne folket læse Herrens egne udsagn: »Du må ikke lave dig noget gudebillede« (2 Mos 20:4) ­ noget at tilbede ­ men de skulle elske Herren, elske Gud. Herren sagde, at vi ikke skulle misbruge Guds navn (se v. 7), at vi skulle ære sabbatsdagen og holde den hellig (se v. 8), at vi ikke må »begå drab« (v. 13), og at vi ikke må »bryde et ægteskab« (v. 14). Forestil jer, hvad det vil betyde i verden i dag og i USA og for politikere, der manipulerer med ordene. Og »du må ikke stjæle« (v. 15) eller »vidne falsk« (v. 16) eller begære din næstes okse og ejendom, hans hustru eller noget som helst af hans (se v. 17). Vor Herre og Frelsers evangelium er blevet gengivet til jorden. Gud lever. Han er vor Fader. Jeg ved det. Jesus er Kristus. Jeg har hørt hans røst, for jeg har mærket den Ånd, ligesom han forklarer os: »Min røst er Ånd. Min Ånd er sandhed« (L&P 88:66). Jeg ved, det er sandt. Joseph Smith var genopretteren og den, som blev fundet og trænet, og som var lydig og tapper til på enhver måde at være redskabet ved genoprettelsen. Og i dag har vi en levende profet på jorden, som repræsenterer os på så storslået vis over hele jorden. Brødre og søstre, hold budene. Gør det rette. Benyt denne storslåede mulighed i jeres liv til at leve rigtigt, til at være god, til at gøre gode gerninger og til at påvirke andre til at gøre godt. Evangeliet er sandt. Jeg håber, at jeg hver eneste dag i mit liv må kunne gøre noget godt og opmuntre nogen til at leve bedre og til at forstå det, der er blevet gengivet til jorden. I Jesu Kristi navn. Amen.