Søster Margaret D. Nadauld
Unge Pigers præsidentinde
Vi ønsker at komme til Kristus, fordi det kun er i ham og gennem ham, at vi kan vende tilbage til Faderen.
Nu, hvor påsken nærmer sig, og altid, frydes vi over den mest betydningsfulde invitation, som menneskeheden nogensinde har fået. Det er invitationen til at komme til Kristus. Og vi er alle inviteret. Skrifterne er fyldt med denne herlige invitation, som smukt gengives i salmen:
Kom da til Herren, hvor du end færdes,
lyt til hans røst, som indbyder dig.
Han højt deroppe blandt himlens flokke
kalder: »O, kom kun til mig«
(»Kom kun til Herren,« Salmer og sange, nr. 60).
Han fremsætter ganske enkelt denne invitation, fordi han elsker os, og han ved, at vi har brug for ham. Han kan hjælpe os og hele os. Han forstår os på grund af sine egne erfaringer: »Og han skal gå frem og lide sorg og smerte og alle slags fristelser . . . så han . . . kan vide, hvorledes han kan hjælpe sit folk i forhold til deres skrøbeligheder« (Alma 7:11-12). Vi ønsker at komme til Kristus, fordi det kun er i ham og gennem ham, at vi kan vende tilbage til Faderen.
For mange år siden skete der en lille hændelse, som jeg altid har husket, fordi den fik mig til at tænke på Frelserens mission. Selv om det kun var barnlig hændelse, har den en vis betydning. Det skete, da vores tvillinger kun var omkring fem år gamle. De var ved at lære at cykle. Da jeg så ud af vinduet, så jeg dem ræse meget hurtigt ned ad vejen på deres cykler! De kørte måske lidt hurtigere, end de magtede, for pludselig kom Adam ud for et forfærdeligt styrt! Han var filtret ind i cykelvraget, og det eneste, jeg kunne se, var et sammensurium af styr og dæk og arme og ben. Hans lille tvillingebror Aaron så det hele ske, og han bremsede straks op og sprang af cyklen. Han smed den fra sig og løb hen for at hjælpe sin bror, som han elskede så højt. Disse små tvillinger var virkelig af ét hjerte. Hvis en havde ondt, havde den anden det også. Hvis en blev kildet, grinede de begge. Hvis en begyndte på en sætning, kunne den anden gøre den færdig. Det, som den ene følte, følte den anden også. Derfor gjorde det Aaron ondt at se Adam styrte! Adam var slemt tilredt. Han havde skrabet knæene, det blødte fra et hul i hovedet, hans stolthed havde lidt skade, og han græd. På en ret forsigtig måde for en femårig hjalp Aaron sin bror med at blive viklet ud af cyklen, han så på hans sår, og så gjorde han det allerkæreste. Han tog sin bror op og bar ham hjem. Eller prøvede. Det var ikke særlig let, for de var lige store, men han prøvede. Og mens han kæmpede og løftede og halvt slæbte, halvt bar sin bror afsted, nåede de endelig til verandaen foran huset. Nu græd den sårede Adam ikke længere, men det gjorde redningsmanden, Aaron. Da han blev spurgt: »Hvorfor græder du, Aaron?« sagde han ganske enkelt: »Fordi Adam har ondt.« Derfor havde han bragt ham hjem for at få hjælp, hjem til nogen, der vidste, hvad der skulle gøres, til nogen, som kunne rense sårene, forbinde dem og gøre det bedre hjem for at få kærlighed.
Ligesom den ene tvilling hjalp sin bror i nød, kan vi alle blive opløftet, hjulpet og endda til tider båret af vor elskede Frelser, Herren Jesus Kristus. Han føler det, som vi føler. Han kender vores hjerte. Det var hans mission at tørre vore tårer, rense vore sår og velsigne os med sin helende kraft. Han kan bære os hjem til vor himmelske Fader med sin uforlignelige kærlighed.
Det glæder bestemt Herren, når vi, hans børn, rækker ud til hinanden, yder hjælp på vores vej og bringer en anden nærmere Kristus. Han lærte os: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40). Han ønsker, at vi skal »sørge med dem, som sørger, og trøste dem, der har trøst behov« (Mosiah 18:9), og »tjen[e] hinanden i kærlighed« (Gal 5:13).
Susan Evan McClouds ord siger det godt:
Frelser, jeg vil følge dig og
altid handle i dit navn,
give af mig selv og altid
lindre andres sorg og savn.
Kald mig som min broders vogter,
lær mig din barmhjertighed,
så bekymringer og uro
vige må for Herrens fred.
Frelser, lær mig nu at elske
sådan som du elsker mig.
Kun hos dig jeg finder styrke,
lad mig altid tjene dig.
(»Frelser, jeg vil følge dig,« Salmer og sange, nr. 152).
Kære brødre og søstre, disse linier udtrykker mit hjertes ydmyge ønsker, idet jeg med glæde begynder på en opgave fra vor himmelske Fader om at følges med de unge piger i hans Kirke. Jeg beder konstant til, at der i Herren vil findes styrke, et banner, til hans villige tjener.
Det er Unge Pigers mission, og det er vores største ønske at hjælpe unge piger med at vokse åndeligt og hjælpe deres familier med at forberede sig til at komme til Kristus. Mange, mange af dem er godt på vej. Da vi for eksempel spurgte de unge piger om, hvad de kunne lide ved nadvermødet, sagde en: »Nadveren, fordi den minder mig om Jesus og det, som han har gjort for mig.« En anden sagde: »Jeg går aldrig hjem med et tomt hjerte, og jeg elsker at tage nadveren.« Da de blev spurgt om, hvor ofte de bad, sagde mange: »Morgen og aften.« De beder før en eksamen. De beder, når de møder fristelser. De læser i skrifterne. Samtidig med deres egen personlige forberedelse ser vi disse vidunderlige unge piger velsigne andres tilværelse.
Må jeg have lov til at læse et brev op fra en taknemmelig modtager af deres kærlige tjeneste. Han skriver:
»De unge piger [i mit ward] reddede helt bogstaveligt mit liv. Jeg var en ung biskop, kun 29 år, og far til fire kønne små piger, hvoraf en var spæd, da vor himmelske Fader kaldte min hustru hjem til sig. Da jeg talte med hver af vore små piger og spurgte dem om, hvad denne forandring ville betyde for dem, havde seks-årige Emily, som var den ældste af de fire, mange bekymringer, deriblandt: ðHvem skal rede og krølle mit hår, når vi skal i Kirke, og sætte sløjfer og spænder i?Ð Det var også et godt spørgsmål for mig. Hvem? Jeg var opslugt af ideen om, at livet skulle være så ðnormaltÐ som muligt for os alle hvilket betød, at jeg ville blive nødt til at lære en helt ny levevis. Jeg var deres far, og jeg skulle være deres eneste forælder. Jeg indså, at jeg ikke var i besiddelse af deres mors færdigheder, som jeg havde brug for. Jeg bad de unge piger i wardet om at oplære mig til i det mindste at kunne ordne mine døtres hår. De kom hjem til mig, adskillige gange, for at påbegynde min oplæring. De viste mig endda, hvordan jeg skulle tage mig af pigen på et halvt år med hensyn til at vaske hendes hår uden så meget besvær. Da jeg var ðfærdiguddannetÐ, kunne jeg fremtrylle en sej (men enkel) frisure. Og langt mere end færdigheder, så gav disse unge piger mig selvtillid som far til døtre, så jeg kunne elske dem, tage mig af dem og være der for dem, ligegyldigt hvordan resten af mit liv kom til at se ud.« Tak, bror Michael Marston, for dit meget personlige brev.
Jeg beder til, at disse dyrebare pigers forældre vil være evigt taknemmelige for den forvaltning, som de har med at vejlede deres døtre i kærlighed. Må lederne af disse unge piger forstå deres opgaves evige betydning. Og må hver enkelt af de unge piger forstå, hvor velsignede de er, at være vor himmelske Faders døtre, som elsker dem højt og ønsker, at de skal få succes!
Til sidst i dag vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed. Først og fremmest taknemmelighed for mit hjem, da jeg var ung. Det var fyldt med den kærlighed, som Kristus belærte om; taknemmelighed for privilegiet at kunne stå ved min kære mand Stephens side, hvor jeg altid er blevet velsignet og forberedt og støttet; samt taknemmelighed for vore dyrebare børn, hvis liv med konstant, omsorgsfuld støtte inspirerer os, giver os stor glæde og ofte viser os vejen.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at når vi tager imod invitationen til at komme til Kristus, vil vi indse, at Herren kan hele alle sår. Han kan løfte vores byrder og bære dem for os, og vi kan føle os »indesluttet i hans kærligheds arme« (2 Nephi 1:15). I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
