Vidnesbyrd Præsident Gordon B. Hinckley Det, som vi kalder vidnesbyrd, er Kirkens store styrke. Det er kildevældet til tro og aktivitet. Det er svært at forklare. Det er svært at måle . . . og dog er det lige så virkeligt som enhver anden kraft på jorden. Mine kære venner, jeg beder om Helligåndens vejledning. Det er nu tre år siden, at I opretholdt mig som Kirkens præsident. Tillad mig at sige nogle få personlige ord. Jeg takker jer af mit inderste hjerte for jeres kærlighed og støtte og for jeres tro og bønner. Jeg er ikke længere en ung mand fuld af energi og vitalitet. Jeg er en gammel mand, der forsøger at indhente ældste Haight! Jeg holder af at meditere og bede. Jeg ville gerne sidde i en gyngestol, nedsvælge ordineret medicin, lytte til blid musik og meditere over universets hemmeligheder. Men en sådan aktivitet giver ingen udfordring og bidrager ikke med noget. Jeg ønsker at være i sving og gøre noget. Jeg ønsker at gå hver dag i møde med beslutsomhed og et mål. Jeg ønsker at udnytte hver time, jeg er vågen, til at opmuntre, til at velsigne dem, hvis byrder er tunge, at opbygge tro og styrke vidnesbyrd. På grund af en gavmild vens store godhed har jeg fået lov til at rejse i hele verden i disse tre år og besøge vore medlemmer i en masse lande. De er mødt frem i tusindvis og titusindvis. Et sted var der mere end 200 busser, som havde bragt dem til stadionet. Jeg har været blandt de velstillede, men i højere grad blandt de fattige ­ jordens fattige og de fattige i Kirken. Nogen af dem har øjne i en lidt anden facon end mine og en anderledes hudfarve, men alt dette falder bort og bliver uden betydning, når jeg er blandt dem. De bliver alle vor Faders sønner og døtre, børn med en guddommelig førstefødselsret. Vi taler mange forskellige sprog, men vi forstår alle broderskabets kærlighed. Det er trættende at rejse så langt for at komme frem til dem. Men det er svært at forlade dem efter at have været sammen med dem. Hvert sted, vi besøger, aflægger vi kun et kort besøg og har et kort møde planlagt til at passe sammen med andre møder. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive længere. Ved slutningen af mødet synger vi »Gud vær med dig, til vi ses igen« (Salmer og sange, nr. 92). Lommetørklæderne kommer frem for at tørre tårerne bort, og så vinker de varmt farvel til os. For nylig afholdt vi elleve store møder i forskellige byer i Mexico på kun syv dage. Det er tilstedeværelsen af vidunderlige mennesker, der holder adrenalinet igang. Det er kærligheden i deres øjne, der giver mig energi. Jeg kunne tilbringe hele dagen på mit kontor og gøre det år efter år og tage mig af bunkevis af problemer, hvoraf mange ikke er af stor betydning. Jeg tilbringer ganske vist en hel del tid der. Men jeg føler en større mission, et større ansvar for at være ude blandt mennesker. Disse tusinde, hundredtusinder, ja, nu endda millioner, har alle én ting tilfælles. De har et individuelt og personligt vidnesbyrd om, at dette er den Almægtiges, vor himmelske Faders værk; om at Herren Jesus, som døde på korset på Golgata og opstod, lever som en særskilt og selvstændig person; om at dette er deres værk, genoprettet i denne vidunderlige sidste uddeling; om at det oprindelige præstedømme er blevet gengivet med alle dets nøgler og magter, og om at Mormons Bog har talt fra støvet som et vidnesbyrd om verdens Forløser. Det, som vi kalder vidnesbyrd, er Kirkens store styrke. Det er kildevældet til tro og aktivitet. Det er svært at forklare. Det er svært at måle. Det er noget, der er vanskeligt at definere og gådefuldt, og dog er det lige så virkeligt som enhver anden kraft på jorden. Herren beskrev det, da han talte til Nikodemus og sagde: »Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden« (Joh 3:8). Dette, som vi kalder vidnesbyrd, er svært at definere, men dets frugter er helt tydelige. Det er Helligånden, der vidner gennem os. Personligt vidnesbyrd er den faktor, der ændrer folks levevis, når de kommer ind i Kirken. Det er det element, der motiverer medlemmer til at opgive alt for at tjene Herren. Dette er den sagte, opmuntrende stemme, der uden ophold oppebærer dem, der lever i tro til deres livs sidste dag. Det er en gådefuld og vidunderlig ting, en gave fra Gud til mennesket. Det sætter sig ud over rigdom og fattigdom, når man kaldes til at tjene. Dette vidnesbyrd, som bæres til folks hjerte, driver dem til et stærkt ønske om at gøre deres pligt. Det findes i ung såvel som i gammel. Det findes i seminareleven, i missionæren, i biskoppen og stavspræsidenten, i missionspræsidenten, søsteren i hjælpeforeningen og i enhver generalautoritet. Det høres fra dem, der ikke har nogen stilling bortset fra medlemskab. Det er selve kernen i dette værk. Det er det, der bevæger Herrens værk fremad i hele verden. Det tilskynder til handling. Det kræver, at vi gør det, som vi bliver bedt om. Det fører visheden med sig om, at der er et formål med livet, at nogle ting betyder langt mere end andre, at vi befinder os på en evig rejse, og at vi skal stå til regnskab over for Gud. Emily Dickinson indfangede et element af dette, da hun skrev: Jeg har aldrig set en hede, aldrig et hav jeg så; Dog kender jeg en lyng, Og hvordan en bølge være må. Jeg aldrig med Gud har talt, ej heller himlen set; Dog den findes, har noget mig fortalt, Som var en kurs beredt. (»Chartless,« i A Treasury of the Familiar, red. Ralph L. Woods, 1942, s. 179). Det er dette element, svagt og noget mat til at begynde med, der bevæger enhver undersøger i retning af omvendelse. Det driver enhver nyomvendt mod sikkerhed i troen. Det er dette, der fik vores forfædre til at forlade England og landene i Europa for at krydse havene med rystende oplevelser og at gå for evigt, må det have virket som om, ved siden af sendrægtige okser eller spinkle håndkærrer mod disse bjerge i vest. De kæmpede, de arbejdede, og de døde i tusindvis på denne skæbnesvangre rejse. Denne vidnesbyrdets ånd er kommet til os, som er arvinger til deres dyrebare tro. Hvor end Kirken findes, føles denne kraft. Vi rejser os og siger, at vi ved. Vi siger det, til det næsten synes at være monotont. Vi siger det, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal sige. Den enkle kendsgerning er, at vi virkelig ved, at Gud lever, at Jesus er Kristus, og at dette er deres værk og deres rige. Ordene er enkle, udtalelsen kommer fra hjertet. Det virker alle vegne, hvor Kirken findes, alle vegne, hvor der er missionærer, der underviser i evangeliet, og alle vegne, hvor der er medlemmer, der fortæller om deres tro. Det er noget, der ikke kan modbevises. Modstandere kan citere skriftsteder og diskutere lærdomme i det uendelige. De kan være kløgtige og overbevisende. Men når der er en, der siger, »jeg ved«, er der ikke noget at diskutere. Det accepteres måske ikke, men hvem kan modbevise eller fornægte den indre sjæls sagte stemme, der taler med personlig overbevisning? Lad mig fortælle jer en historie, som jeg hørte for nylig i Mexico. I Torreón blev jeg kørt rundt i den fine bil, der tilhørte den mand, som jeg taler om. Han hedder David Castañeda. For tredive år siden boede han, hans hustru Tomasa og deres børn på en ufrugtbar, lille, forfalden gård i nærheden af Torreón. De ejede 30 høns, to grise og en mager hest. Hønsene forsynede familien selv med nogle få æg og skaffede nu og da en lille ekstraskilling. De levede i fattigdom. Så kom missionærerne til dem. Søster Castañeda sagde: »Ældsterne fjernede skyklapperne fra mine øjne og bragte lys i vores liv. Vi vidste intet om Jesus Kristus. Vi vidste intet om Gud, før de kom.« Hun har fået to års skolegang og hendes mand slet ingen. Ældsterne underviste dem, og med tiden blev de døbt. De flyttede ind til den lille by Bermejillo. De kom tilfældigt ind i skrotbranchen og opkøbte forulykkede biler. Dette førte til forbindelser med forsikringsselskaber og andre. De opbyggede gradvis en succesrig forretning, hvor faderen og hans fem sønner arbejdede. Med uforbeholden tro betalte de deres tiende. De satte deres lid til Herren. De efterlevede evangeliet. De tjente, hvor end de kaldtes til det. Fire af deres sønner og tre af deres døtre har været på mission. Den yngste søn tjener i øjeblikket i Oaxaca. De har nu opbygget en stor forretning, og de har haft fremgang. De er blevet hånet af deres kritikere. Deres svar er et vidnesbyrd om Herrens kraft i deres liv. Omkring 200 af deres familiemedlemmer har tilsluttet sig Kirken på grund af deres påvirkning. Over 30 sønner og døtre blandt familie og venner har været på mission. De har skænket den grund, hvorpå kirkebygningen nu er bygget. Børnene, der nu er voksne, og forældrene skiftes til at tage til Mexico City hver måned for at tjene i templet. De er et levende vidnesbyrd om Herrens værks store kraft til at opløfte og ændre mennesker. De er et typisk eksempel på tusinder og atter tusinder i hele verden, der oplever mormonismens mirakel, når et vidnesbyrd om værkets guddommelighed kommer ind i deres liv. Dette vidne, dette vidnesbyrd kan være den allermest dyrebare af alle Guds gaver. Det er en himmelsk gave, når der gøres den rette indsats. Det er enhver mands og kvindes mulighed og ansvar i denne Kirke selv at opnå en overbevisning om sandheden af dette store sidste dages værk og om dem, der leder det, nemlig den levende Gud og Herren Jesus Kristus. Jesus viste vejen til at opnå et sådant vidnesbyrd, da han sagde: »Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:16-17). Vi vokser i tro og viden, når vi tjener, når vi studerer, og når vi beder. Da Jesus bespiste de 5.000, så de, og undrede de sig over det mirakel, som han havde udført. Nogle kom tilbage igen. Disse belærte han om sin guddommelighed og om sig selv som Livets Brød. Han anklagede dem for ikke at være interesseret i læren, men blot i at stille deres legemes sult. Nogle af dem, der hørte ham og hans lære, sagde: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?« (Joh 6:60). Hvem kan tro på det, som denne mand underviser i? »Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham. Jesus spurgte da de tolv [og jeg tror lidt mismodig]: ðVil I også gå jeres vej?Ð Simon Peter svarede ham: ðHerre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds helligeЫ (Joh 6:66-69). Dette er det store spørgsmål, og dets svar, som vi alle må tage stilling til. »Hvis ikke til dig, hvem, Herre, skal vi da gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror og ved, at du er Kristus, den levende Guds Søn.« Det er denne overbevisning, denne stille, indre sikkerhed om den levende Guds realitet, hans elskede Søns guddommelighed, om genoprettelsen af deres værk i denne tid og om de herlige tilkendegivelser, som er kommet heraf, som for hver enkelt af os bliver vores tros grundvold. Dette bliver vores vidnesbyrd. Som jeg nævnte tidligere ved denne konference, har jeg for nylig været i Palmyra i New York. Om de begivenheder, der fandt sted i dette område, må man sige: »Enten skete det, eller også gjorde det ikke. Der kan ikke være noget gråt område, ingen mellemvej.« Og da hvisker troens stemme: »Det skete. Det skete, lige som han sagde, at det skete.« I nærheden ligger Cumorah-højen. Derfra kom den gamle optegnelse, som Mormons Bog blev oversat fra. Man må enten acceptere eller afvise dens guddommelige oprindelse. At overveje beviserne må føre til, at enhver mand og kvinde, der har læst den i tro, siger: »Den er sand.« På samme måde er det med andre elementer i denne mirakuløse begivenhed, som vi kalder genoprettelsen af det oprindelige evangelium, det oprindelige præstedømme og den oprindelige Kirke. Dette vidnesbyrd er nu, som det altid har været, en erklæring, en ligefrem påstand om sandheden, som vi kender den. Joseph Smiths og Sidney Rigdons udtalelse om Herren, der står i spidsen for dette værk, er enkel og stærk: »Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever! Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at han er Faderens Enbårne, at ved ham, gennem ham og af ham, eksisterer og skabtes verdenerne, og at deres indbyggere er sønner og døtre, født af Gud« (L&P 76:22-24). Det er i denne ånd, at jeg tilføjer mit vidnesbyrd. Vor evige Fader lever. Han er universets store Gud og regerer i storhed og magt. Og dog er han min Fader, til hvem jeg kan gå i bøn med forvisning om, at han vil høre, lytte og svare. Jesus er Kristus, Faderens udødelige Søn, som under dennes ledelse var jordens Skaber. Han var den store Jehova i Det Gamle Testamente, som steg ned for at komme til verden som Messias, som gav sit liv på korset på Golgata i sin forunderlige forsoning, fordi han elskede os. Det værk, som vi er engageret i, er deres værk, og vi er deres tjenere, som skal stå til regnskab over for dem. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.