En discipel, en ven Biskop Richard C. Edgley Førsterådgiver i Det Præsiderende Biskopråd Det virkelige spørgsmål er ikke, hvordan andre karakteriserer os, men hvordan Frelseren karakteriserer os. For nogle år siden, da jeg arbejdede i forretningsverdenen, kom vores personalechef, der var en hengiven katolik, ind på mit kontor sammen med sin sekretær, Darlene. Jeg kunne straks se, at Darlene ikke var der af egen fri vilje og hellere ville være et andet sted. Personalechefens første ord til mig var: »Vil du være så venlig at forklare Darlene, at mormoner er kristne. Jeg har skændtes med hende i over en halv time, og jeg kan ikke overbevise hende. Hun er nødt til at høre det fra dig.« Min første bekymring var: Har jeg gjort noget i mit liv, der kunne få Darlene til at tvivle på min tro på og trofasthed over for Frelseren? Men jeg fandt hurtigt ud af, at hendes tvivl ikke var henledt på mig personligt. Jeg bad dem sætte sig ned og spurgte så Darlene, hvorfor hun mente, at vi ikke var kristne. Hendes svar var, at det havde hendes præst fortalt hende. Jeg spurgte hende, om hun kendte Kirkens officielle navn. Det gjorde hun ikke. Hun kendte kun Kirken som Mormonkirken. Jeg forklarede, at navnet var Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og spurgte, om det ikke syntes at være et besynderligt navn på en kirke, der antagelig ikke var kristen. Dernæst bad jeg min katolske ven om ud fra vore mange timer med samtaler om bord på flyvemaskiner, på hoteller, ved middage og under andre private lejligheder at forklare om noget, han havde lært om os, der havde forbindelse med Kristus, hans lærdomme og vores tro. Han forklarede det med måske endnu større troværdighed, end jeg kunne have gjort. Darlenes svar var, at hendes præst havde fortalt hende, at vi ikke troede på Bibelen, som vi havde erstattet med Mormons Bog. Jeg svarede ved at fortælle hende om den ottende trosartikel: »Vi tror, at Bibelen er Guds ord, for så vidt, som den er rigtigt oversat; vi tror også, at Mormons Bog er Guds ord.« Så forklarede jeg, at Mormons Bog også er hellig skrift, der supplerer Bibelen og er endnu et vidne om Kristus. Den udlægger og tydeliggør mange af Kristi mest hellige og vigtige lærdomme. Hendes svar var: »Min præst siger, at Mormons Bog ikke kan indeholde Kristi lærdomme, fordi der ikke kunne have været flere åbenbaringer efter apostlenes død, og således ikke mere hellig skrift efter Bibelen.« Mit spørgsmål til hende var: »I en tid med så store forandringer, i en urolig og plaget verden med så mange indviklede problemer, undrer man sig da ikke over, hvorfor en kærlig Fader skulle holde op med at kommunikere med sine børn, som han elsker nok til, at han ofrede sin Enbårne Søn for dem?« Samtalen fortsatte i de næste 15 til 20 minutter med at jeg forsøgte at forklare vores bogstavelige fortolkning af forsoningen og opstandelsen og andre af Frelserens vigtige lærdomme. Jeg sluttede af med det stærkeste vidnesbyrd, jeg kunne bære, om en kærlig Fader og en villig Søn. Ved slutningen af samtalen var hendes svar det samme: »Min præst har talt, og sådan er det.« Og sådan sluttede sagen, og jeg sad tilbage, skuffet og i nogen grad bekymret over misforståelsen. Det er interessant, hvordan nogle få, der mangler forståelse, uskyldigt eller forsætligt kan vildlede mange. Vi gør nok bedst i at lade alles retfærdige Dommer bedømme en andens hjerte og samvittighed. Den endelige bedømmelse af, hvem der er en sand Kristi discipel, vil uden tvivl blive overladt til Frelseren, som sagde: »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får« (Joh 10:14). Efter at have præsenteret pastor Charles Taylor, en præst og ven af mig, for nogle få af Kirkens grundlæggende lærdomme, ringede han for at fortælle mig om sin nye forståelse af evangeliet. Med en vis begejstring sagde han: »Når man giver sig tid til at studere Mormonkirkens lærdomme, bliver det mere tydeligt, at mormoner er sande kristne. Faktisk har jeg aldrig mødt mere kristuslignende mennesker end de mormoner, jeg for nylig har stiftet bekendtskab med.« Jeg svarede, at jeg var interesseret i at høre mere om hans følelser og forståelse, når han havde haft mulighed for at læse Mormons Bog og kunne vidne om Frelserens vidnesbyrd og lærdomme. Hans svar: »Jeg er allerede ved at læse Mormons Bog, og den er vidunderlig at læse i. Den har givet mig større forståelse af Kristus og hans mission. Jeg føler en vidunderlig ånd, når jeg læser i den.« Min ven tog sig tid til selv at lære, før han kunne dømme. Han forsøgte ikke at påvirke andre med sin mangel på forståelse eller misforståelse. Dette syntes mig at være ansvarsbevidst ­ at søge forståelse før man dømmer, og i hvert fald før man prøver at overtale andre til at tro på ens egne misforståelser. Må jeg igen påpege over for min ven, Darlene, at Jesus Kristus er central for hver lærdom, hver ordinanse og hvert af Kirkens principper ­ som selve dens navn antyder. Mormons Bog vidner om Jesus Kristus og understreger og tydeliggør hans lærdomme. Profeten Nephi fra Mormons Bog erklærede for verden: »Og vi taler om Kristus, vi glæder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Nephi 25:26). Nephi udtalte endvidere: »Der [er] intet andet navn givet under himlen, hvorved mennesket kan blive frelst, uden navnet Jesus Kristus, om hvem jeg har talt« (2 Nephi 25:20). Gennem årene har jeg tænkt over denne oplevelse med min ven Darlene og været bekymret over den måde, den sluttede på. Men siden har jeg konkluderet, at synspunkter, der er baserede på misforståelser og fejlagtige lærdomme, ikke burde bekymre mig, men at jeg har en forpligtelse til at forsøge at afklare sådanne misforståelser. Det virkelige spørgsmål er ikke, hvordan andre karakteriserer os, men hvordan Frelseren karakteriserer os. Spørgsmålet er altså: Hvordan ser han personligt på hver enkelt af os? Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige må vi derfor koncentrere os om vores eget forhold til vor himmelske Fader og Frelseren Jesus Kristus. I de sidste øjeblikke af min fars retfærdige og eksemplariske liv, hviskede han med al den styrke, han kunne samle, og med en stemme, der knap kunne høres: »Jeg håber bare, at Frelseren vil finde mig værdig til at kalde mig sin ven.« Ja, tænk at kunne kalde sig Frelserens ven. På samme måde, som min far inderligt længtes efter dette, således tænker jeg også, om Kristus vil regne mig for et af sine får. Ser han mig som én, der stræber efter at være et eksempel på hans lærdomme og efterleve hans guddommelige principper? Vil kan kalde mig sin discipel? Vil han kalde mig sin ven? Det er dette, der virkelig betyder noget. Frelseren gav sit kriterium for sit venskab i Johannesevangeliets femtende kapitel, hvori han siger: »I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer« (Joh 15:14). Han gav endvidere lakmusprøven, da han sagde: »På deres frugter kan I kende dem« (Matt 7:16; se også vers 17-18, 20). Sådan vil vi blive bedømt ­ på vore frugter, gode eller dårlige. Ved den endelige dom, vil vi, hvis vore frugter berettiger det, blive indbudt til at sidde ved Guds højre hånd. Der vil hans venner være, vil jeg tro. Så hvis vi, selv på vores svage og ufuldkomne måde, ihærdigt stræber at leve et kristuslignende liv, bør den måde, hvorpå andre vælger at karakterisere os, være uden betydning. Ansvaret for vores kristendom er vores. Andre kan karakterisere os, som de vil, men den sande og retfærdige Dommer vil bedømme os, som vi er. Vores liv som disciple kan kun vi afgøre, ikke nogen anden. Da vi blev døbt, påtog vi hver især frivilligt Kristi navn. Når vi påtager os hans navn, følger der en pagt med om at følge hans lærdomme. Vi har mulighed for at forny vore pagter og revidere vores daglige tilværelse, hver gang vi tager nadveren. Vi kan alle stille os selv standardspørgsmålene: Beder vi dagligt, personligt og som familie? Læser vi i skrifterne? Holder vi familieaften og betaler vores tiende? Listen kan fortsætte. Men det store spørgsmål er: Er vi på vej til at blive en discipel? Er vi på vej til at blive en ven? Alma spurgte: »Er I blevet født åndeligt af Gud? Er hans billede prentet i jeres bevidsthed? Har I oplevet denne store forandring i hjertet?« (Alma 5:14). Det vigtigste er forandringen i hjertet ­ en forandring, der medfører en forandring i vores levevis. Almas efterfølgende spørgsmål blev mere specifikke. Han spurgte: Har I vandret og holdt jer ulastelige for Gud? Dersom I i denne stund blev kaldt på til at gå på den anden side . . . har [I] været tilstrækkeligt ydmyge? Har I aflagt stolthed? (Alma 5:27-28). I dag kan vi måske føje disse spørgsmål til: Elsker vi vore medmennesker som os selv? Er vi fuldstændigt ærlige i vore forretningsforhold og andre forhold? Sætter vi vores familie først ­ før vore egne interesser? Har vi gjort noget godt i verden i dag? Følger vi profetens formaning og lærdomme? Ja, spørgsmålet er: Giver vores synlige hengivenhed sig udslag i et kristuslignende liv? Det er ikke nok bare at tale om Kristus, prædike om Kristus eller endog profetere om Kristus (se 2 Nephi 25:26). Vi må leve som Kristi disciple, for det er ud fra vores personlige, daglige tilværelse at Frelseren vil afgøre, om vi er en af hans sande disciple, en ven. Til denne verdens Darlener: Jeg håber, at vore frugter fortjener begrebet kristen. Og for os, der er medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, håber jeg, at vore gerninger, vore handlinger, vores hjerte og vores opførsel er eksempler på Frelserens lærdomme og viser vores taknemmelighed for hans store offer for os alle. Til dem, der undrer sig over, hvordan Kristus passer ind i vores teologi og vores personlige tilværelse, vidner vi, at Kristus er verdens Forløser. Han er vores Herre, vores Lys og vores Frelser. Han blev ordineret fra det høje til at stige ned under alle ting, til at lide mere end nogen! Han er midtpunktet for alt det, vi belærer om, og alt det, vi gør. Som kirke er vi individuelle kristne, der forsøger at vise Frelseren, at vi er hans disciple. Det er ikke noget vi kan gøre som institution. Vi må gøre det hver især. Det er mit vidnesbyrd, at han levede, han døde og han lever. Han sonede for vore synder. Det er min bøn, at vi hver især må leve vores liv og være hengivne på en sådan måde, at vi klart genkendes, såvel af medlem som af ikke-medlem, som sande disciple af den levende Kristus. Men hvad der er endnu vigtigere, så beder jeg om, at vi må blive anerkendt af alles sande og retfærdige Dommer, ja, Herren Jesus Kristus. Hvilken større belønning kan nogen af os modtage end at blive anerkendt af ham som en sand og trofast tjener ­ en discipel, en ven. I Jesu Kristi navn. Amen.