Ældste L. Tom Perry
De Tolv Apostles Kvorum
Teknologiens fortsatte udvikling vil kun bringe budskaberne til os . . . det er den enkeltes og familiens udfordring . . . at fordøje budskabet i vor Herres og Frelsers evangelium.
Og til broder Ted E. Davis, Donald D. Salmon, Frank M. McCord vil jeg sige: Som medlem af Kirken vil jeg personligt takke jer for de talløse timer, dage og år, som I har brugt for at forsikre mig om, at alt regnskabsmæssigt i Kirken er i orden. Det værdsættes, tror jeg, også af næsten 11 millioner andre medlemmer af Kirken. Tak til jer.
De sidste par år har vi med stor forventning set frem til, at dette smukke Konferencecenter skulle blive opført. Nu nyder vi denne historiske generalkonference med mange tusinde flere mennesker til stede, der kan høre profeternes ord. Dette er virkelig begyndelsen på en ny æra i Kirkens historie en æra med større, mere vidtrækkende evne til at nå ud og påvirke mennesker, en æra med større vækst og gennemslagskraft.
Inden Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostle holdt deres sidste møde sidste år, foreslog præsident Hinckley, der fornemmede de forestående forandringer, der skulle til at ske, at vi kom fastende til templet og afsluttede året, århundredet og årtusindet med et faste- og vidnesbyrdmøde. Så for ikke at hindre vidnesbyrdets ånd bad han os om, at vi tilsidesatte alle administrative anliggender ved dette særlige møde og gemte dem til det nye år.
Mødet var et åndeligt festmåltid med vidnesbyrd om vor Herre og Frelser. Efter at have nydt nadveren rejste hvert enkelt medlem af De Tolv sig og bar sit vidnesbyrd om Jesu Kristi mission, verdens Frelser. De afsluttende tre vidnesbyrd blev båret af medlemmerne af Det Første Præsidentskab, det sidste vidnesbyrd blev båret af præsident Hinckley. Det var en alvorlig og dog glædelig oplevelse, hvor vi hver især blev styrket ved vore brødres stærke vidnesbyrd.
Præsident Hinckley føjede en række bekymringer for fremtiden til sit stærke, følelsesladede vidnesbyrd. Der var især én af hans bekymringer, som jeg bed mærke i. Hans bekymring var, at med Kirkens store vækst over hele verden ville det blive stadig vanskeligere for apostlene at nå ud til alle Kirkens medlemmer og personligt formane dem til at efterleve evangeliet. Således ville vi i fremtiden i større grad fæste lid til, at teknologien bringer evangeliets budskab ud til den verdensomspændende Kirke.
Når vi gennemgår de hellige beretninger, der findes i de hellige skrifter, finder vi lignende begivenheder, hvor en Guds profet ser betydningsfulde forandringer forude i horisonten. Det er interessant, at når sådanne afgørende begivenheder finder sted, får både det profetiske budskab og den måde, hvorpå det bringes ud, stor og inspireret opmærksomhed og præcision nemlig den teknologi, der bruges til at bringe evangeliets budskab ud.
Jeg kommer til at tænke på den store prædiken, som kong Benjamin holdt for sit folk, og som findes i de første kapitler i Mosiahs Bog. Denne retskafne konge havde tjent sit folk længe og trofast. Det var tid til at overdrage ledelsen til hans søn. Men før han gjorde dette, ønskede han at efterlade sit folk sit vidnesbyrd om Herren og Frelseren. Han ønskede først at belære sine sønner, »for at de . . . kunne blive til forstandige mænd, og for at de kunne få kundskab om de profetier, der var blevet talt ved deres fædres mund, og som blev overleveret dem af Herren« (Mosiah 1:2).
Han belærte dem også om de optegnelser, som var indgraveret på messingpladerne og sagde:
»Mine sønner, jeg vil, at I skal huske, at havde det ikke været for disse plader, som indeholder disse optegnelser og disse bud og befalinger, ville vi nu have levet i uvidenhed, da vi ikke ville have kendt Guds hemmeligheder« (Mosiah 1:3).
Det vigtigste for kong Benjamin var at holde lærdomme rene, så han ville gerne have, at hele hans folk modtog hans vidnesbyrd og hans ord. Han lod Mosiah, sin søn og efterfølger, hente og gav ham særlige instruktioner vedrørende sammenkaldelsen af sit folk til denne hans sidste konference. Han sagde:
»Min søn, jeg ønsker, at du skal lade et opråb gå ud over alt i dette land, til hele folket, til Zarahemlas folk eller Mosiahs folk, som bor i landet, så at de derved kan samles sammen; thi i morgen vil jeg med min egen mund kundgøre, at du er konge og regent over dette folk, som Herren, vor Gud, har givet os.
Endvidere vil jeg give dette folk et navn, hvorved de kan skelnes fra alle de folk, som Gud Herren har bragt ud af Jerusalems land; og dette gør jeg, fordi de har været et ivrigt folk til at holde Herrens befalinger« (Mosiah 1:10-11).
Så drog Mosiah ud og kundgjorde for folket, at de skulle samle sig og drage op til templet, hvor de kunne høre hans fars ord. Folket samledes og rejste »deres telte rundt omkring, hver mand med sin familie, bestående af hustru, sønner og døtre, og deres sønner og deres døtre, fra den ældste til den yngste, hver familie for sig« (Mosiah 2:5). De slog deres telte op med teltdøren vendt mod templet, så de kunne høre kong Benjamins ord, mens han belærte dem om det evige livs lærdomme. På grund af det store antal mennesker, der var forsamlet inden for og uden for templets mure, lod kongen et tårn opføre, så de kunne høre hans ord. Men han indså, at selv ved hjælp af tårnet ville ikke alle være i stand til at høre, så han lod sine ord blive skrevet ned og sendt ud blandt de familier, som ikke var inden for hørevidde, så alle kunne modtage hans ord (Mosiah 2:6-8).
Fra dette tårn bad han sit folk åbne deres ører og lytte til hans vidnesbyrd om Frelseren. Efter at have profeteret og båret vidnesbyrd rådgav han dem om, hvordan de kunne vende tilbage til deres himmelske Fader.
»Endvidere ønsker jeg, at I vil tænke på deres velsignede og lykkelige tilstand, der holder Guds bud. Thi se, de blev velsignet i alle ting, både timelige og åndelige, og dersom de holder trofast ud til enden, bliver de modtaget i himlen for at bo hos Gud i evigtvarende salighed. O, husk på, husk på, at disse ting er sande, thi Gud Herren har talt dem« (Mosiah 2:41).
Og endelig, for at sikre sig at folket forstod hans ord og holdt deres pagter med Gud om at holde hans befalinger, beskikkede kong Benjamin »præster til at lære folket, så de derved kunne høre om og lære at kende Guds bud og mindes om den ed, de havde gjort . . .« (Mosiah 6:3). På mange måder anvendte kong Benjamin al den teknologi, der var til rådighed for ham på hans tid til at samle sit folk, udbrede Guds gode ord og til at befæste ordet.
I en anden æra finder vi en anden profet, der anvender et nyt medie, for at hans budskab skal nå folkets hjerte. Der blev afholdt en særlig konference, dengang Kirken fyldte 100 år. Vi finder denne optegnelse fra aprilkonferencen 1930, der blev holdt i Tabernaklet søndag den 6. april 1930:
»I henhold til de instruktioner, der tidligere var blevet udsendt af Kirkens Første Præsidentskab, blev følgende program afviklet i alle Kirkens ward og grene fra kl. 10.00 søndag den 6. april . . . hvor der var blevet truffet forberedelse til, at folk kunne samles i deres lokale kirke og ved hjælp af radioudstyr lytte til møderne, efterhånden som de blev sendt fra Tabernaklet i Salt Lake City«.
Bygningen var fyldt til bristepunktet, hver eneste siddeplads var optaget og gangene, og indgangene og enhver smule plads, der var til rådighed, var optaget. (Conference Report, apr. 1930, s.2)
Præsident Heber J. Grant, der præsiderede ved en generalkonferences første radiotransmitterede møde, begyndte:
»Mit hjerte er fyldt med mere taknemmelighed, end jeg evner at udtrykke, mens jeg ser ud over denne vidunderlige forsamling af den levende Guds præstedømme, sammen med ledere for vore organisationer, der er forsamlet her til konference til minde om hundredeårsdagen for organiseringen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Jeg vil nu læse en tale af Kirkens Første Præsidentskab for jer, af hvilken der er blevet sendt kopier ud til alle ward, stave og missioner i alle lande, hvor vi har organiseret Kirken. I denne time vil dette budskab blive læst op over hele verden for vore medlemmer« (Conference Report, april 1930, s. 3).
Ligesom kong Benjamin begyndte præsident Grant med at bære vidnesbyrd om Gud Faderen og vor Herre Jesus Kristus. Dernæst gik han videre til at fremhæve noget af den storslåede videnskabelige kundskab og nogle af de storslåede opfindelser og industrielle fremskridt, som har gjort brug af universets kræfter, og som er blevet tilpasset menneskets komfort og bekvemmelighed. Han udtalte:
»Århundredets største mirakel er uden tvivl den bedrift, hvorved menneskets stemme med talerens personlighed kan foreviges og gengives med hver eneste original detalje.
Idet vi grunder over det forgange århundredes bedrifter, hvilke der kun i korte træk er blevet henvist til, bevæges vi til at udbryde:
Store og forunderlige er dine gerninger, o Herre!
Fra evighed er du den samme!
Dine planer skal ikke fejle, ej heller skal nogen holde din hånd tilbage!« (Conference Report, april 1930, s. 4, 5).
Og nu, på denne dag, den 1. april i året 2000 er vi forsamlet i dette smukke nye Konferencecenter, som er blevet bygget, for at så mange tusinde flere kan se profeten og høre hans stemme. Men selv med denne bygning og den større mulighed for at rejse ud blandt de hellige for at møde dem i så mange andre lande vil relativt færre medlemmer være i stand til at nyde den personlige kontakt med profeterne og apostlene på grund af Kirkens vækst. Teknologien har velsignet os med mange nye opfindelser, der kan udbrede evangeliets budskab gennem satellitsystemer, vores egen hjemmeside, fjernsyn, radio, såvel som på tryk i vore tidsskrifter og aviser. Disse føjer alle et bidrag til vore informationssystemer, som i høj grad forøger vores evne til at modtage de budskaber, der gives.
Men sten og mørtel samt teknologiens fortsatte udvikling vil kun bringe budskaberne til os. En udfordring er stadig den samme fra kong Benjamins tid til præsident Grants tid og til i dag og det er den enkeltes og familiens udfordring til ved personlig og samlet studium af evangeliet at fordøje budskabet i vor Herres og Frelsers evangelium. Frelsen findes ikke i bygninger eller i teknologien, men i ordet. Kun ordets kraft vil have indvirkning på vores liv og hjælpe os til at leve nærmere vor Fader i Himlen. Husk de ord, som Herren talte, da han første gang belærte de hellige i sin nyligt genoprettede Kirke den 6. april 1830. Han erklærede:
»Se, der skal føres en optegnelse af jer, hvori du skal kaldes seer, oversætter, profet, en Jesu Kristi apostel, ældste i Kirken gennem Gud Faderens vilje og vor Herres, Jesu Kristi nåde.
Derfor skal du, min kirke, give agt på alle de ord og befalinger, han giver dig, eftersom han modtager dem, så længe han vandrer i hellighed for mig.
Thi I skal tage imod hans ord i al tålmodighed og med tro, som om det var fra min egen mund« (L&P 21:1, 4-5).
Det er vidunderligt at være i denne smukke nye bygning og at have den nye teknologi, som transmitterer konferencens møder over hele verden. Men det er det budskab, som vi modtager, der, hvis vi studerer det og anvender det, vil bringe os evangeliets lys som yderligere forberedelse i vores store stræben efter evigt liv.
Det er mit ydmyge vidnesbyrd til jer. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
