»Hvordan er det med os?« Ældste M. Russell Ballard De Tolv Apostles Kvorum Det vigtigste, som enhver af os kan gøre, er at sætte vores egen forpligtelse og hengivenhed over for Herren Jesus Kristus under lup. Det er vidunderligt, mine brødre og søstre, at mødes i Herren Jesu Kristi navn i dette enestående nye Konferencecenter ved begyndelsen af et nyt årtusinde. For ét hundrede år siden stod præsident Lorenzo Snow i Tabernaklet for at indlede Kirkens 70. årlige konference. Det var den første konference i det 20. århundrede, og den blev holdt ved afslutningen af en periode med store trængsler og genvordigheder for Kirken. Kirkens samlede medlemstal nærmede sig dengang 300.000, og størstedelen af disse medlemmer boede i Utah. Fredag den 6. april 1900 sagde præsident Snow: »Herren har givet os en forunderlig fremgang, og vi gør store ting i øjeblikket . . . Nu da vi nærmer os vores 71. år, forventer Herren, at vi gør noget ­ noget, der vil få nationerne til at forundres, ligesom det, vi har gjort allerede, har fået dem til at forundres.« Og så stillede præsident Snow dette direkte spørgsmål: »Og nu, sidste dages hellige,« sagde han, »hvordan er det med os? Vi har modtaget evangeliet. Vi har modtaget Guds rige, der er oprettet på jorden. Vi har haft vanskeligheder, vi er blevet forfulgt. Vi blev drevet bort fra Ohio, vi blev drevet bort fra Missouri, vi blev drevet bort fra Nauvoo, og en gang blev vi for en stund drevet bort fra denne smukke by. Mange har mistet tusindvis af dollars, mistet deres hjem og alt, hvad de havde, og nogle af brødrene har set deres hustru og børn miste livet på grund af de strabadser, de måtte igennem . . . Mange mennesker har set med forbløffelse på de sidste dages helliges villighed til at lide dette. Hvorfor gør vi det? . . . Hvad er det, der sætter os i stand til at udholde disse forfølgelser og stadig glæde os?« Præsident Snow gav dette svar: »Det er fordi, vi har fået åbenbaringer fra den Almægtige, fordi han har talt til os i vores sjæl og har givet os Helligånden . . . Denne Kirke vil bestå, fordi den står på en sikker grundvold. Den er ikke skabt af noget menneske, den er ikke skabt på baggrund af et studium af Det Nye Testamente eller Det Gamle Testamente, den er ikke resultatet af den lærdom, vi får på en højere læreanstalt eller på et teologisk fakultet, men den er givet direkte fra Herren. Herren har vist os den ved åbenbaringens princip om Helligåndens lys, og ethvert menneske kan modtage den selvsamme ånd« (Conference Report, apr. 1900, s. 2­3). Det ville være godt for os, mine brødre og søstre, at tænke omhyggeligt over det samme spørgsmål i dag: »Hvordan er det med os?« Der er gået et århundrede. Som Kirke er vi nu i det 171. år. Kirkens medlemstal nærmer sig 11 millioner på verdensplan. Vore medlemmer er ansete ledere på næsten ethvert fagområde i næsten ethvert land. Kirken vokser, der bygges templer i et hidtil uset tempo. Missioneringen skrider fortsat frem. Der afholdes regelmæssigt kirkemøder i næsten enhver nation. Men som vores profeter har givet udtryk for, så »forventer Herren, at vi gør noget.« Men hvad? Hvad er det, der kræver vores personlige opmærksomhed? Når jeg læser og grunder over skrifterne og nøje tænker over Herrens råd til sine tilhængere i enhver af tidernes uddeling, forekommer det mig, at det vigtigste, som enhver af os kan gøre, er at sætte vores egen forpligtelse og hengivenhed over for Herren Jesus Kristus under lup. Vi må omhyggeligt være på vagt over for åndelig sløvhed og arbejde på at bibeholde det fulde mål af vores kærlige loyalitet over for Herren. Skønt det er sandt, at der sker usædvanlige fremskridt overalt i Kirken, så er den opgave, vi står over for, så enorm, at det er overvældende. Sagt på en enkel måde, så har vi en tjenestegerning at udføre for alle vor Himmelske Faders børn på begge sider af sløret. Set i det lys er vi kun lige begyndt at opfylde vores kaldelse. Hvis vi er sande disciple, kan vi derfor ikke være selvtilfredse. Herren forventer af os, at vi fortsætter med at få Kirken til at gå fremad og endog øger vores tempo hen imod den bogstavelige opfyldelse af Daniels profetiske syn om »en sten revet løs, men ikke ved menneskehånd . . . der . . . blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden« (Dan 2:34­35). For at kunne gøre dette mere effektivt må hver af os følge Nephis råd om at »stræbe fremad med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og kærlighed til Gud og alle mennesker . . . [for] om I således stræber fremad og mætter jer med Kristi ord samt holder ud indtil enden, se, så siger Faderen, skal I få det evige liv« (2 Nephi 31:20). Helligåndens kraft vil fylde vores hjerte og sind, når vi ser hen til Frelseren for at få svar på livets mange udfordringer. Derfor, mine brødre og søstre, er det vigtigt, at vi hver især selv ved, at Jesus er Kristus, og at han gennem profeten Joseph Smith har gengivet sit evige evangeliums fylde til jorden. Når vi stræber fremad i hans tjeneste, vil åndelige oplevelser forøge vores tro, og vi vil finde stor glæde. Vores forståelse af de afgørende lærdomme og evige sandheder, der er blevet gengivet, vil blive en sikker grundvold for vores tro. Og når vi selv lærer disse sande lærdomme at kende og forstår dem, vil vi opdage, at der også er et stort behov for, at vi deler vores kundskab og tro med andre, mens vi altid bevarer venskabet med dem og deres velvilje. Selv om vi bør glæde os over at kunne bære vidnesbyrd om sandheden af Jesu Kristi gengivne evangelium for alle, som vil høre vores budskab, er der tidspunkter, hvor det eneste vi kan håbe på at udrette, er at hjælpe dem, der ikke er medlem af Kirken, til bedre at forstå vore grundlæggende trossætninger. Der er mange mennesker, som ved lidt om os, som er nysgerrige, og som funderer over os, men som ikke er rede til at ændre deres livsstil eller indgå evige forpligtelser. Vi må være parate til at undervise dem på måder, de kan forstå og påskønne, selv om de endnu ikke er parate til at reagere på åndelige tilkendegivelser og til at antage evangeliet i deres liv. For eksempel er det min erfaring, at medlemmernes og missionærernes samtaler med venner og bekendte uden for Kirken, når vi ledes af Ånden, udvikler sig let og naturligt frem mod Guds faderrolle og broderskabet blandt mennesker. Vi hører alle uanset race, farve eller trosbekendelse til vor himmelske Faders slægt. De fleste mennesker tror på dette. Vores forståelse af og kundskab om denne grundlæggende sandhed bør drive os alle til at elske alle Guds børn som vore brødre og søstre og forklare dem, at vi alle, før dette jordiske liv begyndte, levede som åndelige børn af vor himmelske Fader. Der lærte vi om og accepterede hans plan for os om at komme til jorden for at få et jordisk legeme og blive prøvet. Vores dybt rodfæstede respekt for hele menneskeslægten forøges af vores forståelse af vores forhold til hinanden i vores førjordiske liv. Denne forståelse gør det dernæst muligt på en imødekommende måde at forklare vores tro på vores evige forhold til Jesus Kristus og vores dybtfølte forpligtelse over for ham. Vores håb og tro er rodfæstet i den dybe forståelse af, at han lever i dag, og at han fortsætter med at lede og vejlede sin Kirke og sit folk. Vi fryder os i kundskaben om den levende Kristus og anerkender ærbødigt de mirakler, som han fortsætter med at udføre i dag for dem, der har tro på ham. Han er overhoved for vores Kirke, som bærer hans navn. Han er vor Frelser og vor Forløser. Gennem ham tilbeder og beder vi til vor himmelske Fader. Vi er umådeligt taknemmelige for den afgørende og ærefrygtindgydende kraft, som hans forsoning har i vores liv hver især. Fordi vi elsker Herren, bør vi være åndeligt påvirkelige over for de øjeblikke, hvor evangeliets vældige og vigtige sandheder kan deles med andre. Men hvad der måske er endnu vigtigere, så bør vi altid stræbe efter at lutre os selv og leve livet så værdigt, at Kristi lys stråler ud fra os i alt, hvad vi siger og gør. Vores daglige liv bør stå som et uforanderligt vidnesbyrd om vores tro på Kristus. Med apostlen Paulus' ord: »Vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed« (1 Tim 4:12). Først når vi har forstået disse vigtige principper, kan vi forklare og øge vor Faders børns forståelse ved at fortælle dem, hvordan Jesus selv oprettede og organiserede sin Kirke i tidernes midte ved at give »os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op« (Ef 4:11-12). Derfra kan vi hjælpe vore venner og naboer til at forstå frafaldet fra den oprindelige Kirke, der blev organiseret af Kristus, hvilket der blev profeteret om af dem, der i begyndelsen var med til at oprette Kirken. Paulus skrev til de thessalonikiske kristne, der ivrigt så frem til Frelserens andet komme, at »først skal nemlig frafaldet komme« (2 Thess 2:3). Han advarede også Timotheus om, at »der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men . . . vende det døve øre til sandheden« (2 Tim 4:3­4). Og Peter forudsatte, at der ville ske et frafald, da han talte om, at »de tider . . . da vi kan ånde frit,« ville komme, før Gud igen ville sende Jesus Kristus, »som forud var bestemt for jer . . . han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund« (ApG 3:19­21). Ser I, hvor naturligt og let det ene princip om genoprettelsen leder til det næste? Peters profeti kræver næsten en drøftelse af evangeliets genoprettelse i disse sidste dage gennem profeten Joseph Smith. Dette kræver så til gengæld en samtale om fremkomsten af Mormons Bog og gengivelsen af det hellige præstedømme ved Guds gave og kraft. Derfra er det så naturligt at tale om princippet om fortsat åbenbaring og Kirkens organisation og dens lærdomme og programmer. Brødre og søstre, Herren forventer, at vi gør noget. Jeg tror, at det forventes af os, at vi øger vores egen tro, ryster enhver mulig følelse af sløvhed af os og ved Helligåndens kraft bekræfter vores forpligtelse og forstærker vores tjeneste for Herren. Og så, når vi forsøger at afklare en eller andens forståelse af Kirken, kan vores liv ­ hvis vi lever det godt og trofast ­ tjene som et forstørrelsesglas, hvorigennem andre kan beskue den indvirkning, som evangelisk levevis har. I lyset af vores gode eksempel kan Ånden forøge forståelsen af Kirken og dens mission for alle, som vi har kontakt med. Vi har ikke nødig at undskylde vores tro eller trække i land med hensyn til det, som vi ved er sandt. Men vi kan fortælle om det i en ånd af kærlig forståelse ­ frimodigt og med selvtillid og med øjet alene henvendt på Guds ære ­ uden at presse vore lyttere eller føle, at vi har fejlet i vores pligt, hvis de ikke straks godtager, hvad vi tror på. Når vi har Helligåndens følgeskab, kan vi dernæst gøre enkle ting, der kan være med til at bibringe mindre aktive medlemmer af Kirken såvel som dem, der ikke er af vores tro, en bedre forståelse af evangeliet. Der er ikke behov for noget nyt program for at kunne gøre dette. Vi har ikke behov for en håndbog eller en kaldelse eller et oplæringsmøde. Det eneste behov, som Kirkens gode medlemmer har, er at lære at stole på Helligåndens kraft og med denne kraft nå ud og påvirke tilværelsen for vor Faders børn. Vi kan ikke yde nogen større tjeneste end at dele vores personlige vidnesbyrd med dem, der mangler en forståelse af Jesu Kristi genoprettede evangelium. Derfor, brødre og søstre. »Hvordan er det med os?« Er vi parate til at gøre noget? Kan hver enkelt af os i dag beslutte os for at forøge vores personlige åndelige forberedelse ved at søge Helligåndens vejledning og dernæst med hans kraft som vores følgesvend at velsigne flere af vor Faders børn med en forståelse og kundskab om, at Kirken er sand? Jeg bærer vidnesbyrd om, at Frelseren lever, og at han vil velsigne hver enkelt af os, hvis vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få denne hans Kirkes store værk til at gå fremad. Må hver enkelt af os beslutte at gøre mere, når vi nu indleder dette nye årtusinde. Dette er min bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.