Dit eget personlig vidnesbyrd Ældste Angel Abrea De Halvfjerds Helligånden har kraften til at bringe lys og forståelse ind i vores liv, men vi må betale prisen for at søge og opnå hans følgeskab. Jeg kunne godt tænke mig, at vi forestillede os, at jeg og præstedømmebærerne havde en samtale om personligt vidnesbyrd. Jeg tror, at denne uformelle indfaldsvinkel vil hjælpe mig til at kunne formidle mit budskab. I vores samtale vil jeg bruge navnene på mine børnebørn. Forestil jer, at det er jeres navne, og at jeg taler direkte til hver enkelt af jer unge mænd. Min kære James, da du var dreng, bar du dit vidnesbyrd og sagde: »Jeg ved, at evangeliet er sandt. Jeg ved, at Jesus Kristus er Guds Søn. Jeg ved, at Joseph Smith var en sand profet.« Du vidste dette, fordi andre havde fortalt dig det. Takket være din tillid til dine forældre, din biskop og andre tvivlede du aldrig på den viden. Men nu, efterhånden som du bliver mere selvstændig i din forståelse, fatteevne og erkendelse af alle de forskellige forandringer, som dette intense og vidunderlige liv giver dig, indser du, at ikke alle mennesker har det samme vidnesbyrd eller »Guds fred, som overgår al forstand« (Fil 4:7). Jonathan, måske har du allerede oplevet, at nogle voksne er kyniske og ikke vil tale med dig om de smukke begreber som forsoningen, opstandelsen og evigt liv. De vil i stedet fortælle dig, at du skal æde, drikke og være lystig, for i morgen skal vi dø (se 2 Nephi 28:7). Du vil se andre, der famler og rækker ud, idet de søger efter svar, som de ikke finder. Og alligevel vil de forsøge at vise over for dig, at de har en viden om noget, som de ikke har. Andre igen vil sige: »Jo, måske er dette sandt, men måske er det ikke. Det bedste, vi kan gøre, er at leve vores eget liv, sådan som vi mener, det er bedst, og hvis der så er et liv efter dette, må vi se, hvad der sker.« Jo, Andrew, jeg forstår de tanker og følelser, du måtte have i dit sind og i dit hjerte. Jeg forstår, at når du lytter til disse forskellige budskaber, spørger du måske dig selv, hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er det. Jeg er sikker på, at der er opstået mange spørgsmål i dit sind. Sandheden er, at du ikke vil blive fordømt for at fundere eller stille spørgsmål, hvis du gør en oprigtig indsats for at finde svaret. Vi har fået vore mentale evner, for at de skal bruges. Tro, der bygger på personlig bøn, studium og lydighed, er mere varig end blind tro. Den er mere tilfredsstillende og i alle tilfælde bedre rodfæstet. Og du, Paul, husker du, da Frelseren sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget« (Matt 18:3­4). Det gavner os at bibeholde den ydmyghed og lærevillighed, som et barn har, men vi må sørge for, at vi fortsætter med at udvikle os og ikke er tilfredse med den begrænsede kundskab eller forståelse af evangeliet, som et barn har. Husk, Paul, hvad den apostel, som du er opkaldt efter, sagde til korinterne: »Brødre, vær ikke børn i klogskab! I ondskab skal I være små, men voksne i klogskab« (1 Kor 14:20). Og nu, min kære Russell, spørger du måske dig selv: »Hvis det er sådan, skal jeg så prøve at finde svaret selv? Er der nogen, der kan få et sådant vidnesbyrd? Er det en gave, som kun nogle få kan have? Og de, der siger, at de ved, tror de i virkeligheden ikke kun, at de ved, eller har de overbevist sig selv ved hjælp af et psykologisk kneb?« Som svar på dit spørgsmål og for at kaste mere lys på dette lad mig da fortælle dig, at ældste John A. Widtsoe sagde, at de, der virkelig har et vidnesbyrd om evangeliet, har »den højeste form for kundskab. Den gives dem som en åbenbaring, når de kender sandheden og adlyder den . . . Den er i virkeligheden menneskets vigtigste besiddelse« (John A. Widtsoe, »What Does it Mean to Have a Testimony«, Improvement Era, maj 1945, s. 273, fremhævelse tilføjet). Forstår du, at et vidnesbyrd er defineret som den højeste form for kundskab og menneskets vigtigste besiddelse, og at Frelseren i Lære og Pagter nævner dette som en kundskab, »som skal bo i dit hjerte« (L&P 8:2)? Måske vil det være vanskeligt at forstå dette i din alder, men vores vidnesbyrd er noget, som vi vil tage med os til det næste liv. Vi vil efterlade alle vore jordiske ejendele, men den kundskab, den indre overbevisning, vil forblive hos os. Tænk på Joseph Smith; de, der tog hans liv, kunne ikke tage hans »vigtigste besiddelse« ­ hans vidnesbyrd. Profeten Joseph tog denne uvurderlige besiddelse med sig gennem dødens slør ind i evigheden, hvor Herren havde lovet ham »en trone i min Faders rige« (L&P 132:49). Men samtidig forbliver dette vidnesbyrd, sammen med »en berømmelse og et navn, som ikke kan udslettes« (L&P 135:3), her hos os. Vi hører det gentagne vidnesbyrd fra Guds profet, der vidner om, »at han lever! Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at han er Faderens Enbårne« (L&P 76:22­23). Min kære Matthew, nu da du har været i stand til at se den evige dimension i et vidnesbyrd, kan vi fortsætte vores samtale og vise, at du kan få dit eget vidnesbyrd, hvis du gør det, der er nødvendigt for at kunne opnå et. På et af de svære tidspunkter, som den trofaste og hengivne unge Nephi havde sammen med sine oprørske brødre, mindede han dem om følgende vejledning i, hvordan man opnår et vidnesbyrd: Herren sagde: »Hvis I ikke forhærder jeres hjerte, men beder til mig i tro med forvisning om, at I vil få og med flid holder mine bud, skal disse ting visselig tilkendegives for jer« (1 Nephi 15:11). Nu kan vi gennemgå de trin, som Nephi beskrev. For det første, forhærd ikke dit hjerte. Søg efter at komme til at vide. Med andre ord, hav et inderligt, altopslugende ønske om at vide. Gør plads til, at et frø kan blive sået i dit hjerte, og hvis du gør dette, ved du så, hvad løftet er? Alma fortæller os det: »Den, der ikke forhærder hjertet, til ham gives . . . at forstå Guds hemmeligheder« (Alma 12:10). For det andet, bed i tro. Har I bemærket i jeres studium af skrifterne, hvor mange gange vendingen »med forvisning om, at I vil få« følger befalingen om at bede og spørge? Når vi beder om kundskab, må vi udøve tro ­ vi må tro, før vi får. For at illustrere denne del af vores samtale gav Alma os et godt eksempel, da han forklarede, hvordan han fik sit vidnesbyrd. »Jeg har fastet og bedt i mange dage, så jeg selv kunne vide disse ting. Og nu ved jeg for mig selv, at de er sandfærdige, thi Gud Herren har åbenbaret dem til mig ved sin Helligånd; og det er åbenbaringens ånd, som er i mig« (Alma 5:46). For det tredje, hold befalingerne. Jeg mener, at ordene i Mormons Bog peger på de velsignelser, som vi kan opnå, hvis vi gør mange gode gerninger. Kong Benjamin erklærede til sit folk: »Dersom I nu tror alle disse ting, se til, at I gør dem« (Mosiah 4:10). Og den store missionær Ammon sagde: »Ja, den, som omvender sig og øver sig i tro og gør gode gerninger og beder uden ophør, ham bliver det forundt at kende Guds hemmeligheder« (Alma 26:22). Se nu, Cole, vi har analyseret de forskellige trin, vi bør følge i vores søgen efter et vidnesbyrd. Men endnu mangler vi den vigtigste hjælp, der er til rådighed, og som kan give os en bekræftelse og en fuldstændig vished, og det er din ret til, når du lever værdigt, at modtage Helligåndens følgeskab. Husk løftet i Moroni: »Og gennem den Helligånds kraft kan I kende sandheden i alle ting« (Moroni 10:5). Læg mærke til, at jeg sagde at modtage Helligåndens følgeskab. Helligånden har kraften til at bringe lys og forståelse ind i vores liv, men vi må betale prisen for at søge og opnå hans følgeskab. Ældste Marion G. Romney skrev engang: »Det er Helligåndens mission at åbenbare himlens sandhed for dem, der gør sig værdige til at modtage den. Enhver af os kan, hvis vi vil, blive værdige. Vi må dog altid huske på, at han ikke vil bo i uhellige omgivelser. Han er vant til at have fællesskab med Gud, for han arbejder sammen med Faderen og Sønnen. Når vi modtager Helligåndens gave, bliver vi befalet at modtage ham, han bliver ikke befalet at komme til os. Men hvis vi af hele vores hjerte virkelig søger ham, vil han komme til os og vejlede os i at træffe vore beslutninger i enhver krise i vores liv« (»Revelation in Our Personal Affairs«, Relief Society Magazine, okt. 1955, s. 647). Helligånden gives os, så den kan vidne om Faderen og Sønnen, at Jesus Kristus er vor Forløser, at der på jorden er en profet, som præsiderer over den sande Kirke, der har Frelserens navn, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og at alle Guds gerninger og løfter vil blive opfyldt til hans egen tid og på hans egen måde. Og nu, mit yngste barnebarn, Tate, kan vi afslutte denne samtale med at nævne, hvad et vidnesbyrd er. Måske ville den bedste måde at definere det på være ved at se på, hvad et vidnesbyrd repræsenterer i vores liv. Det er at sige: »Jeg vil gå og gøre det, som Herren har befalet, thi jeg ved« (1 Nephi 3:7), og dernæst at handle derefter. Det er at føle den fred, man får ved at vide, at alt, hvad der er muligt, er blevet gjort, at alle talenter er blevet anvendt til fulde. Det er at følge Herrens befaling til Josva: »Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går« (Josva 1:9). Og det er at »vær[e] tålmodig i trængsler« (L&P 31:9). Det er aldrig at give op, men at stå frem som et eksempel for andre. Det er altid at »være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt« (1 Pet 3:15­16). Det er at forkynde hans skabelse: »Jesus Kristus [er] Guds Søn, himlens og jordens Fader, som har skabt alle ting fra begyndelsen« (Mosiah 3:8). Ja, disse og mange andre egenskaber og gerninger lærer os, hvad et vidnesbyrd er. Og dette er mit vidnesbyrd til jer i Jesu Kristi navn. Amen.