Jeres evige rejse Præsident Thomas S. Monson Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab Lad os tænke over vore kaldelser, lad os grunde over vore ansvar, lad os finde frem til vores pligt, og lad os følge vor Herre Jesus Kristus. Et af mine mest levende minder er fra dengang, jeg som nyordineret diakon kom til præstedømmemøde og sang indledningssangen: »Kom alle I Guds mænd, som har antaget magten.«1 I aften vil jeg lade ånden i denne særlige sang genlyde for den enorme skare, der er samlet i dette pragtfulde Konferencecenter og i kirkesale verden over og sige til jer: Kom alle I Guds mænd, som har antaget præstedømmet, lad os tænke over vore kaldelser, lad os grunde over vore ansvar, lad os finde frem til vores pligt, og lad os følge vor Herre Jesus Kristus. Selv om vi er forskellige med hensyn til alder, skikke eller nationalitet, er vi forenede i ét i vore præstedømmekaldelser. Som bærere af præstedømmet er vi blevet sat på jorden i urolige tider. Vi lever i en indviklet verden med strømme af modsætninger overalt. Politiske rænkespil ødelægger nationers stabilitet, despoter rager ud efter magt, og grupper i samfundet synes for altid at være trådt under fode, berøvet muligheder og ladt tilbage med en følelse af fiasko. Vi, der er blevet ordineret til Guds præstedømme, kan gøre en væsentlig indsats. Når vi gør os værdige til Herrens hjælp, kan vi opbygge drenge. Vi kan gøre mænd bedre. Vi kan udføre mirakler i hans hellige tjeneste. Vore muligheder er ubegrænsede. Skønt opgaven virker overvældende, får vi styrke ved denne sandhed: »Den største styrke i verden i vore dage er Guds kraft, sådan som den virker gennem mennesket.« Hvis vi går Herrens ærinde, har vi ret til Herrens hjælp. Men denne guddommelige hjælp bygger på vores værdighed. For sikkert at kunne krydse jordelivets hav for at kunne gennemføre en menneskelig redningsaktion har vi brug for vejledning fra den evige søfarer ­ selve den store Jahve. Vi rækker hænderne ud, vi løfter dem op for at få himmelsk hjælp. Er vore udstrakte hænder rene? Er vores længselsfulde hjerte rent. Hvis vi ser tilbage i tiden gennem historiens sider, kan vi lære en lektie om værdighed fra den døende kong Darius' ord. »Darius var . . . ved de rette ritualer blevet anerkendt som Egyptens retmæssige konge. Hans rival, Alexander den Store, var blevet erklæret for Ammons . . . retmæssige søn. Han var også Farao . . . Alexander, der fandt den besejrede Darius på dødslejet . . . lagde hænderne på hovedet af ham for at helbrede ham og befalede ham at rejse sig og genvinde sin kongelige magt, og sagde: ›Jeg sværger for dig, Darius, ved alle guderne, at jeg gør dette i sandhed og uden falskhed.‹ . . . Darius svarede med en blid irettesættelse: ›Alexander, min dreng . . . tror du, at du kan nå himlen med de hænder?‹«2 Vi kan lære en inspirerende lektion fra artiklen »Viewpoint«, som for nogen tid siden blev trykt i Church News. Må jeg citere: »For nogle kan det måske synes mærkeligt at se skibe fra mange nationer blive lastet og losset langs Portlands kajer i Oregon. Byen ligger 160 km fra havet. For at nå dertil må man tilbagelægge en vanskelig, ofte turbulent rejse over det skær, der vogter Columbiafloden og en lang tur op ad Columbiafloden og Willamettefloden. Men skibenes kaptajner holder af at lægge til i Portland. De ved, at mens deres skib sejler rundt på havene, sætter et pudsigt saltvandsskaldyr, en slags musling, sig fast på skroget og bliver der resten af livet og barrikaderer sig bag en stenhård skal. Efterhånden som flere og flere af disse muslinger sætter sig fast, øger de vandmodstanden, sinker skibet i dets fremdrift og forringer dets effektivitet. Periodisk må skibet i tørdok, hvor muslingerne under store anstrengelser bliver mejslet eller skrabet af. Det er en vanskelig og dyr proces, der beslaglægger skibet i dagevis. Men ikke hvis kaptajnen kan få sit skib til Portland. Denne slags musling kan ikke leve i ferskvand. I Willametteflodens eller Columbiaflodens ferske, friske vande dør muslingerne og nogle falder af, mens andre let kan fjernes. På den måde vender skibet tilbage til sin opgave lettere og fornyet. Synd er ligesom disse muslinger. Der er næppe nogen, der går gennem livet uden at få nogen på sig. De øger modstanden, sinker vores fremgang og forringer vores effektivitet. Hvis vi ikke omvender os, hober de sig op oven på hinanden og kan til sidst sænke os. Vor Herre har i sin uendelige kærlighed og barmhjertighed sørget for en havn til os, hvor vore muslinger ved omvendelse falder af og bliver glemt. Med vores sjæl lettet og fornyet kan vi effektivt gøre vores arbejde og hans.«3 Præstedømmet repræsenterer en mægtig hær af retskaffenhed ­ ja, en kongelig hær. Vi bliver ledet af en Guds profet, præsident Gordon B. Hinckley. Som øverstbefalende er vor Herre og Frelser Jesus Kristus. Vore marchordrer er klare. De er præcise. Matthæus beskriver vores udfordring med disse ord fra Mesteren: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«4 »Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med.«5 Kaldet til at tjene har altid været kendetegnende for Herrens værk. Det kommer sjældent på et belejligt tidspunkt. Det fordrer ydmyghed, det tilskynder til bøn, det inspirerer til forpligtelse. Kaldet kom ­ til Kirtland. Åbenbaringer fulgte. Kaldet kom ­ til Missouri. Forfølgelser tog overhånd. Kaldet kom ­ til Nauvoo. Nogle profeter døde. Kaldet kom ­ til dalen ved Great Salt Lake. Strabadserne dragede. Den lange rejse, der blev gennemført under så vanskelige forhold, var en prøve på tro. Men tro smedes i prøvelsernes ovn, og tårer er kendetegnet ved tillid og vidnesbyrd. Kun Gud kan opregne ofret; kun han kan måle sorgen; kun han kan kende hjertet i dem, der tjener ham ­ dengang og nu. Disse erfaringer fra fortiden kan levendegøre vores hukommelse, påvirke vores liv og lede vore handlinger. Vi tilskyndes til at standse op og erindre den guddommelige forjættelse: »Da I nu . . . går Herrens ærinde, så er alt, hvad I gør efter Herrens vilje, Herrens gerning.«6 Mange i denne enorme forsamling af præstedømmebærere bærer Det Aronske Præstedømme ­ ja, de er diakoner, lærere og præster. Unge mænd, nogle erfaringer i livet får I gennem jeres forældre, andre får I i skolen eller i Kirken. Men der er dog visse øjeblikke, hvor I ved, at vor himmelske Fader underviser, og I er hans elever. De tanker, vi tænker, de følelser, vi føler ­ selv de gerninger, vi gør som drenge ­ kan påvirke vores liv for evigt. Da jeg var diakon, elskede jeg baseball. Det gør jeg faktisk stadig. Jeg havde en markspillerhandske med navnet Mel Ott præget i. Han var den bedste spiller på min tid. Mine venner og jeg spillede bold i en lille smøge bag husene, hvor vi boede. Vores bane var lidt trang, men kunne bruges, hvis man altså slog bolden direkte ud på midtbanen. Men hvis man slog bolden ud til højre for midten, stod katastrofen for døren. Her boede nemlig fru Shinas, som fra sit køkkenvindue så os spille, og så snart bolden rullede hen mod hendes veranda, hentede hendes store hund bolden og gav hende den, når hun åbnede døren. Fru Shinas gik så indenfor igen og føjede bolden til de mange, som hun tidligere havde konfiskeret. Hun var vores nemesis ­ vores lyseslukker ­ ja, vores livs forbandelse. Ingen af os havde et godt ord tilovers for fru Shinas, men vi havde masser af dårlige ord tilovers for hende. Ingen af os talte til hende, og hun talte aldrig til os. Hun var hæmmet af et stift ben, som gjorde det vanskeligt for hende at gå, og som måtte have givet hende store smerter. Hun og hendes mand havde ingen børn, levede et tilbagetrukket liv og kom sjældent ud af deres hus. Denne private krig fortsatte i nogen tid ­ måske i to år ­ og så smeltede et inspireret tøvejr vinterens is og førte et forår af gode følelser med sig til denne hårdknude. En aften, mens jeg udførte min daglige pligt med at vande græsplænen i forhaven og holdt dysen på haveslangen i hånden, som det var skik og brug dengang, lagde jeg mærke til, at fru Shinas' plæne var tør og begyndte at blive brun. Jeg ved ærlig talt ikke, brødre, hvad der kom over mig, men jeg brugte et par minutter ekstra og vandede hendes plæne med vores slange. Jeg fortsatte med at gøre dette hele sommeren igennem, og da efteråret kom, sprøjtede jeg hendes plæne fri for blade, ligesom jeg gjorde på vores egen, og samlede bladene sammen i bunker for enden af gaden, så de kunne blive brændt eller samlet sammen. Jeg havde ikke set fru Shinas hele sommeren. Vi drenge var for lang tid siden holdt op spille bold i smøgen. Vi var løbet tør for bolde og havde ingen penge at købe flere for. Tidligt en aften gik fru Shinas' dør op, og hun bad mig springe over det lille stakit og komme hen til hendes veranda. Det gjorde jeg så. Da jeg kom hen til hende, inviterede hun mig indenfor i hendes dagligstue, hvor jeg blev bedt om at sætte mig i en lænestol. Hun bød mig småkager og mælk. Så gik hun ud i køkkenet og kom tilbage med en stor kasse fuld af bolde, der repræsenterede adskillige sæsoners konfiskationstogter. Hun gav mig den fyldte kasse. Men skatten fandtes ikke i gaven, men i stedet i hendes ord. Jeg så for første gang et smil komme over fru Shinas' ansigt, og hun sagde: »Tommy, jeg synes, at du skal have disse bolde, og jeg vil gerne takke dig for, at du har været venlig mod mig.« Jeg gav udtryk for min egen taknemmelighed over for hende og forlod hendes hjem som en bedre dreng, end da jeg gik derind. Vi var ikke længere fjender. Nu var vi venner. Den gyldne regel havde igen virket. Fædre, biskopper, kvorumsvejledere ­ det er jeres ansvar at forberede denne generation af missionærer, at levendegøre hjertet hos disse diakoner, lærere og præster ikke kun give dem en bevidsthed om deres forpligtelse til at tjene, men også en vision om de muligheder og velsignelser, der venter dem gennem en missionskaldelse. Arbejdet er krævende, indvirkningen er evig. Dette er ikke tidspunktet at have »sommersoldater« i Herrens hær. Hver eneste missionær, som drager ud som følge af et helligt kald, bliver en tjener for Herren, hvis værk dette i sandhed er. Frygt ikke, unge mænd, for han vil være med jer. Han lader jeg aldrig i stikken. Han har lovet os: »Jeg vil gå foran jer. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«7 Brødre, vi kan på ingen måde vide, hvornår vi vil få åbenbaret en mulighed for at række nogen en hjælpende hånd. Den vej til Jeriko, som hver enkelt af os rejser ad, har intet navn, og den trætte vejfarende, som har behov for vores hjælp, kan være en ukendt. Alt for ofte undlader den, der modtager venlighed, at give udtryk for sine følelser, og vi berøves et glimt af storhed og et strejf af kærlighed, som motiverer os til at gå og gøre ligeledes. For to tusinde år siden sad Jesus af Nazaret ved en brønd i Samaria og talte dér med en kvinde: »Jesus svarede hende: ›Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.‹«8 Hvis nogen skulle føle sig for svag til at ændre sit livs opture eller nedture, eller hvis nogen skulle undlade at beslutte sig for at gøre det bedre på grund af den største frygt, frygten for fiasko, så findes der ingen mere betryggende vished, end Herrens ord: »Min nåde« sagde han, »er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; thi dersom de ydmyger sig for mig og har tro på mig, vil jeg gøre det svage stærkt for dem.«9 Ved ydmyg bøn, flittig forberedelse og trofast tjeneste kan vi få succes i vore hellige kaldelser. Husk, hvordan kaptajnerne på de oceangående fartøjer, der er bebyrdede af muslingernes vægt, sætter kursen mod Columbiaflodens og Willamettesflodens ferske vande for at befri sig for disse hindringer for fremgang? Lad os i vores eget liv og i Herrens værks tjeneste skille os af med tvivlens, dovenskabens, frygtens og syndens muslinger ved at krydse Jesu Kristi evangeliums levende vande. Vi kender deres navne: tro, bøn, barmhjertighed, lydighed og kærlighed ­ blot for at nævne nogle få. Herren Jesu Kristi fyrtårn viser vejen. Lyset fra hans fyrtårn vil vise os kursen til celestial herlighed. Måtte vi være vise søfarende, når vi nu drager ud på en sådan rejse. Lad os være rene fartøjer for Herren. Lad os erkende og reagere på enkens behov, barnets gråd, den arbejdsløses tilstand, den syges, den sengeliggendes, den gamles, den fattiges, den sultnes, den lammes og den glemtes byrde. De bliver husket af vor himmelske Fader og hans elskede Søn Jesus Kristus. Måtte I og jeg følge deres guddommelige eksempel. Himmelsk fred vil da blive vores velsignelse. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. »Kom, alle I Guds mænd«, Salmer og Sange, nr. 202, tekst af Thomas Davenport. 2. Citeret i Hugh Nibley, Abraham in Egypt, 1981, s. 192. 3. »Harbor of Forgiveness«, Church News, 30. jan. 1988, s.16. 4. Matt 28:19­20. 5. Mark 16:20. 6. L&P 64:29. 7. L&P 84:88. 8. Joh 4:13­14. 9. Ether 12:27.