Stavspræsidenten Præsident Gordon B. Hinckley Stavspræsidenter er blevet kaldet med den samme inspiration, som generalautoriterne er blevet kaldet under. Jeg beder for disse, mine elskede brødre, at Herrens Ånd vil hvile over dem. Det er nu blevet min fornøjelse at dele nogle få bemærkninger med jer. For det første. Tak fordi I er her. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg skulle have taget min kikkert med, så jeg kunne have set, hvordan I, der sidder på balkonen, ser ud. Jeg har talt fem tomme sæder i hele konferencecentret. Hvor er det vidunderligt at være her. Mine brødre, hvor vidunderligt er ikke Guds præstedømme. Der er intet, som kan sammenlignes med det. Det modtages kun gennem håndspålæggelse af dem, som bærer myndigheden til at overdrage det. I denne uddeling går denne overdragelse tilbage til Johannes Døber og til Herrens apostle, Peter, Jakob og Johannes. De kom til jorden og lagde fysisk deres hænder på hovedet af Joseph Smith og Oliver Cowdery og udtalte med høj røst de ord, som overdrog denne vidunderlige magt. Siden da har hver eneste mand, som har modtaget det, modtaget det gennem håndspålæggelse af en, som havde modtaget det på samme måde i direkte linie tilbage til den oprindelige overdragelse. Præstedømmet afhænger ikke af en persons sociale klasse. Enhver værdig mand, uanset nationalitet, etnisk baggrund eller enhver anden faktor kan modtage præstedømmet. Det er lydighed mod Guds befalinger, der bliver den afgørende faktor. Overdragelsen af det baserer sig kun på værdighed for Herren. Med præstedømmet følger retten og magten til at lede i Jesu Kristi Kirke. Jeg mindes oplevelser, jeg havde for længe siden, da jeg var medlem af De Tolvs Råd. Jeg overværede en stavskonference, hvor præsidenten var en rig mand med stor indflydelse. Han havde stor succes set med verdens standard. Han boede i et enestående hjem. Han hentede mig i lufthavnen i en smuk bil. Vi spiste frokost på en førsteklasses restaurant. Og alligevel var han meget ydmyg i sit embede, ivrig efter at lære og hele tiden villig til at gøre det rigtige i varetagelsen af sin stavs anliggender. Jeg besøgte efterfølgende en anden stavskonference. Præsidenten hentede mig i en bil, som var ret gammel. Vi spiste på en fastfood restaurant. Hans hjem var yderst beskedent, pænt, rent og stille, men ikke rigt møbleret. Han var tømrer af profession. Han havde ikke nogen af verdens luksusting, men han var også en vidunderlig stavspræsident, som udførte sin pligt på en bemærkelsesværdig måde. Han var enestående på alle måder. Så vidunderligt er dette præstedømme. Rigdom er ikke en faktor. Uddannelse er ikke en faktor. Mænds ære er ikke en faktor. Den afgørende faktor er at være accepteret af Herren. Alle generalautoriterne, som er til stede her i aften, kan bevidne, at de ved reorganiseringen af stave har haft bemærkelsesværdige og inspirerende oplevelser. Jeg mindes, at jeg fik til opgave at reorganisere en stav for omkring 40 år siden. Præsidenten var pludselig død. Brødrene bad mig om at tage derned og tale ved begravelsen og reorganisere staven. Det havde jeg aldrig gjort før. Jeg var ny som generalautoritet. Jeg skulle være helt alene om det. Da jeg ankom, blev jeg kørt til en anden by, hvor jeg deltog i begravelsen. Jeg bad alle stavsfunktionærerne og biskopperne om at blive tilbage efter begravelsen og bekendtgjorde, at reorganiseringen af staven ville finde sted næste aften. Jeg bad missionspræsidenten sidde ved siden af mig, mens jeg interviewede brødrene, hvoraf jeg ikke kendte en eneste. Vi havde interview til sent ud på aftenen. Jeg opdagede hurtigt, at der var problemer i staven. Der var forskellige opfattelser. Da vi var færdige, sagde jeg til missionspræsidenten: »Jeg er ikke tilfreds. Er der ikke andre?« Han sagde: »Jeg kender kun en mand, som vi ikke har interviewet. Han er netop flyttet hertil på grund af sit job. Han er andenrådgiver i et biskopråd. Jeg kender ham ikke særlig godt. Han bor i en anden by.« Jeg sagde: »Lad os besøge ham.« Vi kørte hen til det hotel, hvor jeg skulle overnatte. Her var jeg. Jeg havde interviewet alle disse brødre, jeg havde ikke fundet en eneste, som jeg anså for værdig til at præsidere, og jeg havde fastlagt reorganiseringen af staven til den næste aften. Vi ankom sent til hotellet. Jeg ringede til denne mand, og en søvnig stemme svarede i telefonen. Jeg sagde, at jeg ønskede at tale med ham denne aften. Jeg undskyldte for at ringe til ham så sent. Han sagde: »Jeg er netop gået i seng, men jeg tager mit tøj på igen og kommer.« Han kom til hotellet. Samtalen, som fulgte, var meget interessant. Han var uddannet fra BYU i brændselsgeologi. Han arbejdede for et stort oliefirma. Han havde tjent i ansvarsfulde stillinger andre steder i Kirken. Han kendte Kirkens program. Han havde udført en mission. Han kendte evangeliet. Han var moden i Kirken. Og det område, som han havde ansvar for som ansat i oliefirmaet, var præcis det samme som stavens område. Jeg fortalte ham, at vi ville ringe til ham næste morgen, og lod ham tage hjem. Missionspræsidenten tog hjem, og jeg gik i seng. Jeg vågnede ved tretiden om morgenen. Tvivlen begyndte at fylde mit sind. Denne mand var en næsten fuldkommen fremmed for stavens medlemmer. Jeg stod op og knælede ned og bønfaldt Herren om vejledning. Jeg hørte ikke en stemme, men jeg modtog en meget tydelig påvirkning, som sagde: »Jeg fortalte dig, hvem der skal være stavspræsident. Hvorfor bliver du ved med at spørge?« Skamfuld over at besvære Herren igen gik jeg i seng og faldt i søvn. Jeg ringede til manden tidligt næste morgen og kaldte ham til at tjene som præsident for staven. Jeg bad ham vælge rådgivere. Den aften var der, mens medlemmerne samledes til mødet, stor spekulation over, hvem der skulle være stavspræsident, men der var slet ingen, der overhovedet tænkte på denne mand. Da jeg bekendtgjorde hans navn, kiggede medlemmerne på hinanden for at finde ud af, hvem han var. Jeg bad ham komme op og sætte sig på forhøjningen. Jeg bekendtgjorde hans rådgivere og bad også dem om at sætte sig på forhøjningen. Selv om medlemmerne ikke kendte ham, så opretholdt de ham. Der begyndte at ske noget i denne stav. Medlemmerne havde længe vidst, at de havde behov for et stavscenter, men de havde i årevis ikke været sikre på, og havde diskuteret, hvor det skulle ligge. Han gik i gang, og i løbet af 18 måneder havde han et smukt, nyt stavscenter klar til indvielse. Han forenede staven. Han rejste hele staven tynd, og mødtes med medlemmerne og viste dem kærlighed. Denne stav, som var kørt træt, kom til live og boblede bogstaveligt talt med ny entusiasme. Den står som en skinnende stjerne i den store konstellation af stave i denne Kirke. Brødre, jeg kan vidne for jer, at Herrens åbenbaring bliver manifesteret ved udpegelsen af en stavspræsident. Jeg har engang ved dette møde talt om biskopper, og i aften ønsker jeg at sige nogle få ord om stavspræsidenter. Dette embede blev indført i Kirken i 1832. Joseph Smith, som var præsident for Kirken, var også stavspræsident. Da en ny stav blev organiseret i Missouri i 1834, blev dette mønster ændret, og embedsmænd blev valgt fra præstedømmets rækker. Dette er et embede, som blev indført ved åbenbaring. Organiseringen af en stav er et udtryk for dannelsen af en familie bestående af ward og grene. Kirkens program er blevet mere og mere kompliceret, og kravene til stavspræsidentskaberne er øget. Der er blevet dannet mindre stave. Vi har nu 2550 stave i Kirken, og flere er godkendt. Præsidenten for staven er en embedsmænd, som er blevet kaldet gennem åbenbaring til at stå mellem biskoppen i wardet og Kirkens generalautoriteter. Han besidder et meget vigtigt ansvar. Han bliver undervist af generalautoriteterne, hvorefter han underviser biskopperne. Jeg synes, at det er interessant, at vi har 17.789 ward i Kirken med hver sin biskop. De er spredt over hele verden. Deres medlemmer taler forskellige sprog. Og alligevel ligner de hinanden. Man kan deltage i søndagens møder i Singapore eller Stockholm, og møderne vil alle være ens. Tænk på den forvirring, vi ville opleve, hvis hver enkelt biskop fulgte sine egne tilbøjeligheder. Kirken ville bogstavelig taget falde fra hinanden i løbet af meget kort tid. Stavspræsidenten tjener som en rådgiver for biskopperne. Hver eneste biskop ved, at når han har et alvorligt problem at klare, så er der med det samme nogen til rådighed, som han kan dele sin byrde med og modtage vejledning fra. Han udgør endnu et sikkerhedsnet i fastlæggelsen af værdighed hos dem, der besøger Herrens hus. Biskopperne er meget nær knyttet til deres medlemmer. De lever sammen med dem som naboer. De kan fra tid til anden ikke bringe sig selv til at nægte en anbefaling, selv om der kan herske en vis tvivl om medlemmets værdighed. Men stavspræsidenten udfører også interview. Indtil Wilford Woodruffs tid underskrev Kirkens præsident alle tempelanbefalinger. Men denne byrde blev for stor, og stavspræsidenterne fik overdraget ansvaret. De har udført et enestående arbejde i denne forbindelse. Stavspræsidenten bliver ligeledes den anden dommer i afgørelsen af værdighed hos dem, som drager ud for at repræsentere Kirken i missionsmarken. Han interviewer også missionærkandidaten, og kun når han er sikker på vedkommendes værdighed, godkender han anbefalingen. Han er også blevet givet myndighed til at indsætte dem, som er blevet kaldet på mission og afløse dem, når de har fuldført deres tjeneste. Og hvad vigtigst er, så er han den øverste, ansvarlige disciplinærrådsembedmand i staven. De pligter, som påhviler en lærer i Det Aronske Præstedømme, kan sammenlignes med de ansvar, som påhviler stavspræsidenten i staven. Han skal våge over hele staven, være hos medlemmerne og styrke dem, »og påse, at der ikke findes nogen uretfærdighed i menigheden eller noget udestående medlemmerne imellem, eller løgn, bagvaskelse og ond tale. Og påse, at menigheden ofte kommer sammen, og at alle medlemmer gør deres pligt« (L&P 20:53­55). Han bærer det meget tunge ansvar at påse, at den lærdom, som der undervises i i staven, forbliver ren og uplettet. Det er hans pligt at sørge for, at der ikke undervises i falske lærdomme eller udøves falske skikke. Hvis en bærer af Det Melkisedekske Præstedømme er på afveje eller for den sags skyld et andet medlem, i visse situationer, skal han vejlede dem, og hvis vedkommende fastholder sin praksis, så kræves det, at stavspræsidenten griber ind. Han indkalder overtræderen til et disciplinærråd, hvor man kan fastsætte en prøvetid eller udelukke vedkommende af fællesskabet eller af Kirken. Det er en meget byrdefuld og uvelkommen opgave, men stavspræsidenten må udføre den uden frygt eller partiskhed. Alt dette sker i harmoni med Åndens vejledning og er fremsat i afsnit 102 i Lære og Pagter. Han må derefter gøre alt, hvad han kan for at arbejde sammen med og, når tiden er inde, at bringe den, som er blevet disciplineret, tilbage. Alt dette og meget mere udgør hans ansvar. Det følger heraf, at han selv må være et eksempel for sine medlemmer. Hvor er stavspræsidenterne i denne Kirke dog en vidunderlig gruppe mænd. De er udvalgt gennem åbenbaring og er meget omhyggelige i at udføre deres pligter. De er mænd med evner. De er mænd, som er skolet i Kirkens lærdomme og skikke. De er mænd med stor tro. De er mænd, som er kaldet af Herren til at præsidere over det område, hvor de udøver myndighed. Jeg mener, at jeg kender noget til stavspræsidentens embede. Min bedstefar var det, da der kun var 25 stave i Kirken. Min far præsiderede i mange år over den største stav i Kirken. Jeg tjente som stavspræsident, før jeg blev kaldet som generalautoritet. Og en af mine sønner er netop blevet afløst efter 9 års tjeneste som stavspræsident. Det repræsenterer fire slægtled, der har tjent i denne kapacitet. Jeg nærer fuldkommen tillid til de mænd, som besidder dette embede. Deres pligter er talrige, og deres ansvar er store. De erkender deres egen utilstrækkelighed, og jeg ved, at de beder om vejledning og hjælp. Jeg ved, at de studerer skrifterne for at finde svarene. Jeg ved, at de prioriterer dette arbejde først i deres liv. Og fordi vi nærer så stor tillid til dem, opfordrer vi de lokale medlemmer til ikke at opsøge generalautoriteterne for at rådføre sig med dem og for at få velsignelser. Medlemmernes stavspræsidenter er blevet kaldet med den samme inspiration, som generalautoriterne er blevet kaldet under. Jeg beder for disse, mine elskede brødre, at Herrens Ånd vil hvile over dem. Jeg beder om, at de må blive inspireret i deres ord, i deres tanker og i deres handlinger. Jeg håber, at deres hjem vil være et sted, hvor der er fred, kærlighed og harmoni, og hvor de kan blive inspireret i deres arbejde. Jeg beder om, at de vil opbygge deres hustruer og børn og være den slags ægtemænd og fædre, som vil stå som et eksempel for medlemmerne i deres stave. Jeg håber, uanset hvilken profession de har, at de da forfølger den med ære og ufordærvethed, så de må være deres løn værd. Jeg håber, at de vil leve, så de gør sig fortjent til respekt, ikke alene fra dem, som tilhører vores tro, men også fra dem, som de omgås. Og når de har tjent godt i en årrække og ledt deres medlemmer med ære og kærlighed, vil tiden komme, hvor de skal afløses. Deres eneste belønning er den kærlighed, som deres medlemmer nærer til dem, og den tillid, som Brødrene nærer til dem. Der findes ikke noget andet embede i Kirken, som ligner dette embede. Stavspræsidenten er nær nok til medlemmerne til, at han kender dem og elsker dem. Og alligevel er han sammen med sine rådgivere tilstrækkelig langt fra dem til at handle objektivt i henhold til Herrens vilje og mønster. Jeg beder om, at Herrens rige og vidunderlige velsignelser må blive udgydt over disse hengivne brødre, at de må være troens mænd, mænd med inspireret dømmekraft, mænd med tålmodighed, mænd, som elsker Herren, og som elsker hans folk. Må de være lykkelige, og må de finde deres belønning i den tilfredsstillelse at have tjent godt. Dette er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.