Mit vidnesbyrd Præsident Gordon B. Hinckley Af alt det, som jeg er taknemlig for . . . er der én ting, som skiller sig markant ud. Det er et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus. Mine elskede brødre og søstre, jeg har nu mulighed for at sige nogle få ord. Jeg er overvældet af taknemlighed her til morgen. Jeg føler mig så rigt velsignet af Herren. Når jeg ser ud over ansigterne på de tusinder og atter tusinder, som er samlet i denne nye og smukke bygning, og så tænker på de hundredtusinder, som er forsamlet over hele verden for at lytte til denne konference, så overvældes jeg af taknemlighed over den enighed, som findes iblandt os. Hvis jeg må tale på egne vegne et øjeblik, vil jeg mene, at ingen har været så velsignet, som jeg har været. Jeg fatter det ikke. Jeg er dybt taknemlig for de mange tilkendegivelser af jeres venlighed og kærlighed. Takket være andres godhed har jeg kunne rejse kloden rundt i denne Kirkes tjeneste. Mediernes velvillighed har givet mig fantastiske muligheder for at tale til verden. Jeg har ladet mit vidnesbyrd lyde i dette lands store bygninger, fra Madison Square Garden i New York til Astrodome i Houston. Mænd og kvinder af høj status har taget imod mig og talt med stor respekt om vores virke. På den anden side har jeg også gennem årene erfaret, hvor ondt og foragteligt vores kritikere opfører sig. Jeg tror, at Herren havde dem i tankerne, da han sagde: »Forbandede er alle de, der opløfter deres hæl mod mine salvede, siger Herren, og som skriger, at de har syndet, når de ikke har syndet for mit åsyn . . . men har gjort det, som jeg har befalet dem . . . . . . de, som råber på overtrædelse, gør dette, fordi de selv er syndens tjenere og ulydighedens børn. Ve dem . . . Deres kurv skal ikke fyldes, deres huse og lader skal ødelægges, og selv skal de foragtes af dem, som smigrede dem« (L&P 121:17, 19). Vi vil overlade det til ham, hvis ret det er at dømme dem, som modarbejder hans værk. Jeg vil igen udtrykke min taknemlighed. Tak, brødre og søstre, for jeres bønner. Tak for jeres støtte i dette storslåede værk, som vi alle stræber efter at fremme. Tak for jeres lydighed mod Guds bud. Det behager ham, og han elsker jer. Tak fordi I trofast udfører de hverv, som I har. Tak for jeres villighed til at tage imod de kaldelser, som udstedes til jer. Tak fordi I opdrager jeres børn i lys og sandheden. Tak for de urokkelige vidnesbyrd, som I bærer i hjertet, om Gud vor evige Fader og hans elskede Søn, Herren Jesus Kristus. Jeg er meget taknemlig for Kirkens ungdom. Der findes så megen ugudelighed overalt. Fristelsen, med alle dens pirrende påvirkninger, er overalt omkring os. Vi mister nogle til disse nedbrydende kræfter. Vi sørger over enhver, som går tabt. Vi rækker hånden ud for at hjælpe dem, men i alt for mange tilfælde afvises vore forsøg. Det er en tragisk kurs, de følger. Det er den vej, som fører til udryddelse. Men der er så mange, mange hundredtusinder af vore unge, som er trofaste og oprigtige, som er retlinede og så stærke som havets store bølger, når de følger den kurs, som de har lagt for sig selv. Det er retfærdighedens og godhedens kurs, en kurs med store præstationer og resultater. De bruger deres liv på noget fornuftigt, og verden bliver bedre på grund af dem. Jeg er inderligt taknemlig for den tidsalder, som vi lever i. Man har aldrig set magen. Vi er, af alle de mennesker som har vandret på denne klode, velsignet så rigt og overvældende. Men af alt det, som jeg er taknemlig for her til morgen, er der én ting, som skiller sig markant ud. Det er et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus, den Almægtige Guds Søn, Freds Fyrsten, Den Hellige. Engang ved et missionærmøde i Europa var der en ældste, som rakte hånden op og sagde: »Bær dit vidnesbyrd for os og fortæl os, hvordan du fik det.« Jeg tror, at jeg her til morgen vil sige et par ord om mit vidnesbyrds udvikling. Det er selvfølgeligt noget personligt. Det håber jer, at I vil forstå. Den tidligste erindring jeg har om at have følt noget åndeligt, var da jeg var fem år gammel, en meget lille dreng. Jeg græd af smerte på grund af ørepine. Den gang havde man ikke nogen vidundermedicin. Det er 85 år siden. Min mor hældte bordsalt i en pose og varmede den på komfuret. Min far lagde blidt hænderne på mit hoved og gav mig en velsignelse, hvori han revsede smerten og sygdommen med det hellige præstedømmes myndighed og i Jesu Kristi navn. Derefter tog han mig ømt i sine arme og lagde den varme pose med salt på mit øre. Smerten dulmedes og forsvandt. Jeg faldt i søvn i min fars trygge favn. Mens jeg gled over i søvnen, genlød ordene fra hans velsignelse i mit sind. Det er den tidligste erindring, jeg har om udøvelsen af præstedømmets myndighed i Herrens navn. Senere i min barndom sov min bror og jeg i et soveværelse, som ikke blev varmet op om vinteren. Man mente, at det var sundt. Inden vi kravlede op i den varme seng, knælede vi og bad vore bønner. De var enkle udtryk for taknemlighed. De blev afsluttet i Jesu navn. Den særlige titel Kristus blev ikke anvendt ret meget, når vi bad dengang. Jeg kan huske, at jeg hoppede op i sengen, når jeg havde sagt amen, trak sengetæppet op om halsen og tænkte på det, jeg netop havde gjort, nemlig at tale med min himmelske Fader i hans Søns navn. Jeg havde ikke den store kundskab om evangeliet. Men jeg følte en vedvarende fred og tryghed ved at kommunikere med himlen i og gennem Herren Jesus. Da jeg kom på mission i Storbritannien, styrkedes det vidnesbyrd. Hver morgen læste min første missionærkammerat og jeg i Johannes-evangeliet sammen og kommenterede hvert vers. Det var en vidunderlig, oplysende oplevelse. Det pragtfulde evangelium indleder med at erklære Guds Søns guddommelighed. Der står: »I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. . . . Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har fra Faderen, fuld af nåde og sandhed« (Joh 1:1­3, 14). Jeg tænkte meget over den udtalelse dengang, og jeg har tænkt meget over den siden. Den efterlader ingen tvivl om, at Faderen og Sønnen er særskilte personer. Faderen overdrog Sønnen ansvaret for at skabe jorden »uden ham blev intet til af det, som er«. Jeg har set megen hæslighed i denne verden. Det meste af det er menneskers værk. Men jeg tror, jeg har set langt mere, der var smukt. Jeg har været forbløffet over Skaberens majestætiske skaberværker. Hvor er de dog storslåede. Og de er alle Guds Søns værk. »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os«. Han, Faderens Søn, kom til jorden. Indvilgede i at forlade sin kongelige bolig i det høje, hvor han var prins, Faderens Førstefødte, for at påtage sig dødelighed og blive født i en krybbe, det mest ydmyge af alle steder, i en vasalstat, som blev styret af Roms embedsmænd. Kunne han have bøjet sig dybere? Han blev døbt af Johannes i Jordanfloden for at »opfylde al retfærdighed« (se Matt 3:15). Inden han begyndte sit jordiske virke, blev han udsat for djævelens snu fristelser. Han modstod dem og sagde: »Vig bag mig, Satan!« (se Luk 4:8). Han drog omkring i Galilæa, Samaria og Judæa, forkyndte frelsens evangelium og gjorde blinde seende, fik lamme til at gå og vækkede døde til live igen. Og for at opfylde sin Faders plan for sine børns lykke gav han sit liv for at betale for vores synder. Det vidnesbyrd voksede i mit hjerte, mens jeg som missionær læste Det Nye Testamente og Mormons Bog, som bar yderligere vidnesbyrd om ham. Den kundskab blev mit livsgrundlag, underbygget af min barndoms besvarede bønner. Siden da er min tro vokset meget mere. Jeg er blevet hans apostel, udpeget til at gøre hans vilje og forkynde hans ord. Jeg er blevet hans vidne for verden. Jeg gentager det vidnesbyrd om tro til jer og alle, der hører min stemme denne sabbatsmorgen. Jesus er min ven. Ingen anden har givet mig så meget. »Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner« (Joh 15:13). Han gav sit liv for mig. Han åbnede vejen til evigt liv. Kun en Gud kunne gøre det. Jeg håber, at jeg er regnet som værdig til at være hans ven. Han er mit forbillede. Hans levevis, hans fuldstændig uselviske opførsel, hans hjælpsomhed mod de nødlidende og hans store offer står alt sammen som et forbillede for mig. Jeg kan ikke helt leve op til det, men jeg kan bestræbe mig på det. Han viste vej og gik den selv, forklared´ hvert et skridt mod lys og liv og himmelhvælv, hvor Gud personlig bor. (»Den store visdom, kærlighed«, Salmer og sange, nr. 116). Han er min lærer. Ingen anden røst har nogensinde udtalt så smukke ord, som dem, der findes i Saligprisningerne: »Da Jesus så skarerne . . . tog [han] til orde og lærte dem: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres« (Matt 5:1­10). Ingen anden lærer har givet så enestående vejledning, som den, der blev givet til skaren på bjerget. Han er min helbreder. Jeg ser med ærefrygt på hans underfulde mirakler. Og dog ved jeg, at de har fundet sted. Jeg anerkender sandheden af dette, fordi jeg ved, at han er Herre over liv og død. Hans tjenestegernings mirakler vidner om en vidunderlig form for omsorg, kærlighed og medmenneskelighed. Han er min leder. Jeg er beæret over at være en af den lange række af dem, som elsker ham og har fulgt ham gennem de to årtusinder, som er gået siden hans fødsel. Fremad, Herrens stridsmænd; ud til kamp og sejr, Jesu kors og fane er i jeres lejr. Kristus selv, vor Herre, først mod fjenden går, Israels kæmper trofast om hans banner står. (»Fremad, Herrens stridsmænd«, Salmer og sange, nr. 163). Han er min Frelser og Forløser. Ved at give sit eget liv, i smerte og ufattelig lidelse, har han rakt ud for at løfte mig, og enhver af os, og alle Guds sønner og døtre, fra det evige mørkes dyb, som fulgte efter døden. Han har tilbudt noget bedre, en sfære af lys og indsigt, vækst og skønhed, hvor vi kan gå fremad på den vej, der fører til evigt liv. Min taknemlighed kender ingen grænser. Min tak til Herren har ingen ende. Han er min Gud og min Konge. Fra evighed til evighed hersker og regerer han som Kongernes Konge og Herrernes Herre. Der er ingen ende på hans herredømme. Natten sænker sig ikke over hans herlighed. Ingen anden kan træde i hans sted. Ingen vil nogensinde gøre det. Uden plet og lyde af nogen art er han det Guds Lam, som jeg bøjer mig for, og gennem hvem jeg henvender mig til min evige Fader i Himlen. Esajas forudsagde hans komme: »For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste« (Es 9:5). De, der vandrede med ham i Palæstina, bar vidnesbyrd om hans guddommelighed. Den romerske officer, der så ham dø, erklærede højtideligt: »Sandelig, han var Guds søn« (Matt 27:54). Da Thomas så hans opstandne legeme, udbrød han: »Min Herre og min Gud!« (se Joh 20:28). De, som han viste sig for på denne halvkugle, hørte Faderens røst præsentere ham: »Se, min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit navn, hør ham« (3 Nephi 11:7). Og profeten Joseph har i denne uddeling sagt: »Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever! Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at han er Faderens Enbårne« (L&P 76:22­23). Til dette føjer jeg mit eget vidnesbyrd, at han er »vejen og sandheden og livet« og at »ingen kommer til Faderen« uden ved ham (se Joh 14:6). Taknemlig og med uformindsket kærlighed bærer jeg vidnesbyrd om alt dette i hans hellige navn, ja, Jesu Kristi navn. Amen.