Tilfreds med det, Herren har tildelt mig Ældste Neal A. Maxwell De Tolv Apostles Kvorum Livets afgørende øjeblikke falder inden for vore tildelte lodder . . . Det er det, vi gør, der tæller. Ethvert menneskeliv rummer sine rigelige prøvelser! Brødre og søstre, sammen med alle jer udtrykker jeg påskønnelse for præsident Hinckley og hans utrættelige påvirkning af Kirkens fremtid, som dette Konferencecenter er et synligt udtryk for. Alma siger med nogle få ord noget meget klogt til den omvendte sjæl, så som: ». . . thi jeg burde være tilfreds med det, Herren har tildelt mig« (se Alma 29:3). Men kort forinden ønskede Alma inderligt at være »Guds basun«, så han kunne »få jorden til at skælve« (Alma 29:1). Men det var ikke af egoistiske årsager, for faktisk ønskede Alma at forkynde omvendelse og forløsningsplanen for alle mennesker, så der ikke mere skulle være sorg på jorden (se Alma 29:2). Og dog hvilede Almas tilfredshed på den sandhed, at Gud til sidst virkelig tildeler os, hvad vi selv ønsker (se Alma 29:4). Hvad kunne være mere rimeligt? Da Alma havde stillet sig tilfreds med sin kaldelse, håbede han ydmygt at kunne være et redskab til at bringe »nogle sjæle til omvendelse« (se Alma 29:9). En betydningsfuld, åndelig vandring findes således skildret i ni korte vers, der minder om en monolog. Vi kan opnå samme tilfredshed, hvis vi formår at bearbejde og tilpasse vore ønsker. Det, som nogle dødelige er tildelt, kan for eksempel være minimale muligheder på grund af fattigdom: »Og man begyndte at inddele folket i klasser efter deres rigdomme og mulighed for at tilegne sig kundskab og lærdom; ja, nogle var uvidende på grund af deres fattigdom, og andre tilegnede sig stor lærdom på grund af deres rigdom« (3 Nephi 6:12). Desuden har ondsindede samfund, især førhen, anvendt forfærdelige tvangsmidler såsom slaveri og koncentrationslejre. Men vi må få det bedste ud af vores tildelte lod, samtidig med at vi strækker os alt det, som det nu engang er muligt i vores situation. Vi kan opnå åndelig tilfredshed inden for de rammer, som vi nu engang er blevet tildelt. Paulus beskrev det som »gudsfrygt sammen med nøjsomhed«, hvilket betyder, at de nødvendige egenskaber såsom kærlighed, håb, sagtmodighed, tålmodighed og underdanighed er til stede i tilpas mængde (1 Tim 6:6). Men livet rummer også andre begrænsninger. For eksempel er nogle blevet tildelt fysiske, mentale eller geografiske begrænsninger. Nogle er uden egen skyld forblevet ugifte, og der er forældre, der inderligt ønsker sig børn, men er barnløse. Atter andre døjer med anstrengte forhold til deres kære, deriblandt børn, der er blevet »selvrådige« og nægter at lytte til deres forældres råd (3 Nephi 1:29). I disse og andre situationer er der dagligt beske påmindelser. At være tilfreds vil sige, at man accepterer uden selvmedlidenhed. Men afsavn som disse, der bæres med sagtmodighed, kan ende med at blive som udgravninger, der giver plads til større åndelig udvikling. Nogle gennemgår en barsk udvikling, der skærer dybt i livets status quo. Nogle har trængsler, de skal »igennem«, mens andre er tildelt lodder, som de må »leve med«. Paulus »levede med« sin »torn i kødet« (2 Kor 12:7). Lad det være nok at sige, at sådanne jordiske lodder vil blive ændret i den kommende verden. Undtagelsen er dog synder, som vi ikke omvender os fra, og som afgør vores status i den kommende verden. En af vore udfordringer i dette liv er altså at udvikle større tilfredshed med vore nuværende begrænsninger og muligheder. Ellers kan vi føle os uudnyttede, at vi ikke er bemærkelsesværdige og ikke er værdsatte, mens vi lidt ironisk overser de uudnyttede muligheder for tjeneste overalt omkring os. Vi bør derfor heller ikke hentæres af længsel efter det, som ligger uden for det, som Gud har tildelt os, såsom en engels kraftfulde røst, for der er så meget, vi kan udrette med det, som vi har fået tildelt (se Alma 29:3­4). Og uanset hvor forskellige vores tildelte omstændigheder er, kan vi altid holde Guds bud! Vi fungerer imidlertid som hinandens kliniske materiale i den vævsprøve af den menneskelige tilværelse, som udgør det, »der er tildelt os«. Vævsprøven kan vokse eller skrumpe ind, men det vigtigste er, hvad vi er og gør inden for disse tildelte lodder og i særdeleshed i »det værk, som [vi] er blevet kaldet til« (Alma 29:6). Det »hellige nu« rummer således de tildelte »lodder« for vores discipelskab. Vi behøver ikke at stå i de bedst tænkelige forhold for at kunne udarbejde vores egen frelse! Når det derimod gælder en udvikling af vores adfærd, er der ingen grænser, som vi ikke kan overskride, og der er ingen mangel på visa for dem, der er villige til at vise vovemod! Gradvis forbedring er derfor tidens løsen, og det kræver, at Herren er tålmodig med os, mens vi kæmper for at drage de nødvendige erfaringer. Maria, der havde fået vidunderlige ting at vide om sig selv og det, der ventede, »gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem« (Luk 2:19). At grunde over tingene er ofte en forløber for tilfredshed. Det er vores optræden, der tæller, ikke scenens størrelse. Genezaret sø, der kun måler 21 gange 11 kilometer, var ikke desto mindre stor nok til, at disciplene kunne lære en afgørende lektie om tro og om at gå på vandet (se Matt 14:22­23). Vinden var stærk og skræmmende! Men sammenlign Genezarets bølger og varigheden af stormen med det, som Nephi og hans familie måtte udholde ude på det enorme ocean! (Se 1 Nephi 18:13­21). Og dog bød begge hændelser på de nødvendige lektier. Jeg bør selvfølgelig være varsom med at sammenligne oplevelser med større vandmængder, da det nok ikke vil imponere en som Noa! Vi ser således, at mindre dramatiske begivenheder, ligesom gode mennesker med en lavere profil, ikke står »mindre til tjeneste«, når det gælder om at få udrettet noget (Alma 48:19). I større målestok troede profeten Mormon for eksempel, at hans folk nærede sorg, der førte til omvendelse (se Mormon 2:12­13). Men han blev snart klar over, at de faktisk ikke sørgede og omvendte sig, men det var »de fordømtes sorg«, som blot efterlod folket i et »ingenmandsland«. Sammenlign den hændelse med den fortabte søn, der kæmpede alene med sin egen omvendelse; og eftersom hans sorg var ægte, »gik han i sig selv« (Luk 15:17). Til tider lærer vi ved sørgelig erfaring, og til andre tider ikke! (L&P 121:39). Livets afgørende øjeblikke falder inden for vore tildelte lodder, og vi træffer evigtvarende beslutninger inden for disse lodder. Det er det, vi gør, der tæller. Ethvert menneskeliv rummer sine rigelige prøvelser! (Se Matt 6:34). Folk sælger imidlertid ofte deres sjæl for mindre end hele verden. I Robert Bolts roman A Man for All Seasons afventer sir Thomas More martyrdøden, til dels fordi hans ven, Rich, der er blevet bestukket med et offentligt embede, har forrådt ham. More »så Rich i øjnene og sagde med en blanding af sorg og munterhed: ›For Wales? Richard, det gavner ikke et menneske at sælge sin sjæl for hele verden . . . Men for Wales?‹ « (A Man for All Seasons, New York: Vintage Books, 1960, s. 92). Lad den samme revselse gælde for alt andet, der distraherer os fra åndelige anliggender! Tænk over, at Jesus var og er Universets Herre (se L&P 45:1; L&P 76:24, Moses 1:33; 2:1). Og dog udførtes hans gerning, som vi alle ved, inden for et meget lille geografisk område. De rejser, han foretog i forbindelse med sin tjenestegerning, var korte. Og dog udrettede Frelseren gennem sit virke forsoningen for hele menneskeheden! Der findes bestemt mere imponerende højder end Golgata, og mere pragtfulde haver end Getsemane. Ikke desto mindre var de tilstrækkelige til at være centrum for den vigtigste begivenhed i menneskehedens historie! Vi kan trække på den herlige forsoning ved at omvende os. Vi kan lære at tjene og tilgive inden for vores sfære, om den så ikke er større end en familie- eller vennekreds. Guds retfærdighed og barmhjertighed vil have været så tydeligt udvist, at der ved den endelige dom ikke vil lyde nogen protester, selv ikke fra dem, som engang tvivlede på det, som Gud tildelte dem i den jordiske tilværelse (se 2 Nephi 9:14­15; Alma 5:15­19; 12:3­14; 42:23­26, 30). Så vi kan og »burde være tilfredse med det, der er blevet os tildelt«, idet vi er tilfredse med vores omstændigheder uden at være selvtilfredse eller fastgroede i vores adfærd (se 3 Nephi 12:48; 27:27; Matt 5:48). Men denne tilfredshed er mere end passiv trækken på skuldrene. Den er udtryk for vores aktive deltagelse snarere end ligegyldig resignation. Herren kender vore omstændigheder og vores hjertes ønsker og bestemt også de talenter og gaver, som han har givet os. Han er i stand til nøjagtigt at måle, hvor godt vi har klaret os inden for det lod, som vi har fået tildelt, og om vi har opløftet nogle af de mange synkende hænder omkring os. At længes efter flere muligheder, mens man undlader at udnytte dem, man har lige for hånden, er dårlig åndelig opførsel. Det, vi kunne og har gjort inden for vores tildelte lod, er derfor nøjagtig kendt af vingårdens Herre. De svages sagtmodighed og større evne til åndelig tilfredshed kan være en af grundene til, at Gud bruger dem til at udføre sit værk (se L&P 1:19, 23; 35:13; 133:58­59;1 Kor 1:27). De verdslige er alligevel sjældent særlig interesserede i at udføre det, som de betragter som Herrens ydmyge værk. Det er også værd at bemærke, at Herren nægter at true os ved at sende legioner af engle, der skal sikre, at den enkelte gør Herrens vilje (se Matt 26:47­53). Hans vilje sker »ved ordet«, ikke ved tvang (Alma 36:26). Reglen har altid været, er og vil vedblive med at lyde: »Ikke desto mindre kan du selv vælge« (Moses 3:17). Herren ønsker omvendelse uden tvang. I denne tidsalder med utallige fordrejninger bør vi huske på, at den eneste drejning, som Gud ønsker er, at vi drejer bort fra synd og vender os til ham. Herren er derfor ikke ude på at overvælde os, han vil derimod hjælpe os med at overvinde verden! (se L&P 64:2; Åb 3:21). Inden for disse tildelte lodder ser vi da, hvordan de hellige udviser venlighed selv bag pigtråd, mens andre har pigtrådsholdninger selv i deres overflod. Og de utilfredse bliver ved med at skabe deres egne reservoirer af selvynk, hvoraf nogle er af næsten olympiske dimensioner. Vi lærer mere af Almas inspirerede og lærerige oplevelse. Alma anerkender, at Gud har anbragt mænd og kvinder i enhver nation, som kan prædike og forkynde hans ord (se Alma 29:8). Hvis vi derfor presser for hårdt på, for ofte og for meget for at få øget vores personlige rolle, så mindsker vi i virkeligheden måske andres muligheder. Desuden giver vores tillidsfulde tilfredshed Helligånden dyrebar tid til at udføre sit særlige virke. Når vi har tilpasset os åndeligt, kan vi opnå en åndelig balance, selv om vi ikke »fatter . . . alle tings betydning« (1 Nephi 11:17). En sådan tilfreds vished fører ikke til arrogance, men til stille accept, som er en form for »virken med iver« ­ men uden de store falbelader (se L&P 58:27; se også v. 28). Men denne åndelige tilfredshed afhænger af, at vi tager imod Jesu forsoning, fordi vi ». . . er kommet til kundskab om Guds godhed og hans uforlignelige magt, hans visdom, hans tålmodighed og langmodighed med menneskenes børn og ligeså om forsoningen, som har været beredt, fra verdens grundvold blev lagt« (se Mosiah 4:6). Søskende, at følge Alma gå fra sit ønske om at være en »basun« til at blive et ydmygt »redskab« og fra et ønske om at »få jorden til at skælve« til »måske . . . at bringe nogle sjæle til omvendelse« er en forbløffende forvandling! Er det ikke vidunderligt, at vi får lov til at udvikle os, hvad enten den udvikling sker over ni vers eller et helt liv? Colleen og jeg har et dejligt lille barnebarn, Anna Josephine, som er født uden venstre hånd. Forleden hørte vi en samtale mellem Anna Jo, der er næsten fem, og hendes fætter Talmage, der er tre. Mens de legede, sagde Talmage trøstende: »Når du bliver stor, får du også fem fingre, Anna Jo.« Anna Jo svarede: »Nej, Talmage, jeg får ikke fem fingre, når jeg bliver stor, men når jeg kommer i himlen, får jeg en hånd.« Hvis Anna Jo, der har vanskelige tider foran sig, forbliver tilfreds med det, hun har fået tildelt, vil hun fortsat være til stor velsignelse for mange andre mennesker! Hvor er det en stor velsignelse, at Almas ord er blevet bevaret til os. Må vi »anvende« Almas ord på os selv (1 Nephi 19:23). Det beder jeg om i hans navn, som tager vare på alle fugle og alle fingre og alligevel er universets Herre, ja, Jesus Kristus. Amen!