»Som duer til vores vindue« Ældste Jeffrey R. Holland De Tolv Apostles Kvorum Må vi gøre lige så meget med de velsignelser, som vi har modtaget, som [vore forfædre] gjorde ud fra de afsavn, som de led. Lad os aldrig i denne overflod »glemme Herren«. Ældste Maxwell, vi takker vor himmelske Fader for den mirakuløse forlængelse af din apostolske tjenestegerning. Vi er taknemlig for, at dit vidnesbyrd kan lyde her i dette nye konferencecenter. Vi elsker dig, og vi beder for dig. Og præsident Hinckley, må vi på vegne af næsten 11 millioner medlemmer af denne Kirke takke Herren for din fortsatte tjenestegerning. Jeg husker meget nøje det første spadestik i forbindelse med denne bygning, hvor præsident Boyd K. Packer bad om sikkerhed ved byggeriet, at resultatet måtte blive smukt, og at han derefter bad himlen om endnu en gunst. Han bad om, præsident, at du ville få lov til at se det, vi nu ser, præsidere ved denne talerstol og forkynde dit vidnesbyrd her. Vi takker alle himlen for dig og for dette svar på bøn. Dette er bestemt nogle af de dage ­ som vore trofaste fremsynede forfædre forudså i genoprettelsens første år. Ved en generalkonference i april 1844 mindedes brødrene de første møder i 1830. En af dem sagde: »Vi [talte] om Guds rige, som om vi kunne befale over hele verden. Vi talte med stor tillid og talte om store ting, selv om vi ikke var mange [i antal] . . . Vi så, [og] hvis vi ikke så denne [forsamling], så så vi i et syn Guds Kirke et tusinde gange større [end den var på den tid], selv om vi [på den tid] ikke var nok til at drive en stor farm eller nok malkepiger . . . Alle [Kirkens] medlemmer mødtes til konference i et værelse, som var mindre end 40 kvadratmeter . . . Vi talte [da] om . . . mennesker, der ville komme som duer til vinduerne . . . om at [alle] nationer ville flokkes om [Kirken]; . . . Hvis vi havde fortalt medlemmerne om det, som vores øjne så denne dag, så ville de ikke havde troet på os!«1 Hvis dette var deres følelser i det skæbnesvangre år 1844 umiddelbart forud for Joseph Smiths martyrium, hvad må disse samme brødre og søstre så ikke nu se fra deres evige hjem på en dag som denne! Der er sket så meget siden da, som de og vi bør være taknemmelige for. Og det er selvfølgelig ikke enden. Vi har endnu så meget arbejde, der skal gøres både med hensyn til kvalitet og kvantitet af vores trofasthed og tjeneste. George A. Smith, der var rådgiver i Det Første Præsidentskab til præsident Brigham Young, advarede en gang: »Vi må bygge templer, opføre imponerende kupler, strålende spir [og] store tårne til ære for vores religion, men hvis vi ikke efterlever denne religions principper . . . og anerkender Gud i alle vore tanker, så vil vi ikke modtage de velsignelser, som den praktiske udøvelse ville sikre.« 2 Vi må være ydmyge og samvittighedsfulde. Æren og herligheden i alt, hvad der er godt, tilkommer Gud, og der er fremover meget, som vil være lutrende, endda vanskeligt, mens han leder os fra styrke til styrke. Og i alt dette har jeg i mit sind vendt mig til de første hellige, som ofte er gået tabt i historien, de mennesker, som stille og trofast bar riget fremad i de langt mere vanskelige dage. Mange af disse mennesker synes os næsten ukendte nu. De fleste er gået i graven uden at blive anerkendt eller æret ­ og det ofte i en ung alder. Nogle af dem er omtalt med en enkelt eller to linier i Kirkens historie, men de fleste af dem er kommet og gået uden at have haft store stillinger eller være omtalt i historien. Disse mennesker, vores samlede forfædre, er gået videre til evigheden lige så stille og anonymt som de efterlevede deres religion. Dette er de stille hellige, som præsident J. Reuben Clark en gang omtalte, da han takkede dem alle, »især« sagde han, »de mest ydmyge og beskedne [af dem], de [i det store og hele] ukendte [og] dem, som ikke huskes [undtagen] af børn og børnebørn, som har videregivet beretningen om deres tro fra slægt til slægt.«3 Uanset om vi har været medlemmer i lang tid eller lige er blevet omvendt, så nyder vi alle gavn af sådanne trofaste forfædre. I denne smukke nye bygning og ved denne historiske konference, som er forsamlet her, har jeg fornemmet, hvor meget jeg skylder dem, som havde så meget mindre end jeg har, men som i virkeligheden i alle tilfælde har gjort mere for at opbygge riget, end jeg har. Måske har det altid været sådan gennem alle uddelinger. Jesus mindede en gang sine disciple om, at de høstede det, som de ikke havde slidt for.4 Moses sagde tidligere til sit folk: »Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som han lovede dine fædre . . . at give dig, et land med store og smukke byer, du ikke selv har bygget, med huse, der er fulde af alt godt, du ikke selv har samlet, med udhuggede cisterner, du ikke selv har hugget ud, med vingårde og olivenlunde, du ikke selv har plantet.«5 Mine tanker går 167 år tilbage, hvor en lille håndfuld kvinder, ældre mænd og børn, som kunne arbejde, og som blev efterladt for at føre byggeriet på templet i Kirtland videre, samtidig med at næsten hver eneste duelig mand måtte ud på en nødhjælpsmarch på 1.600 kilometer for at hjælpe de hellige i Missouri. Optegnelserne viser, at faktisk hver eneste kvinde i Kirtland var beskæftiget med at strikke og spinde for at kunne klæde de mænd og drenge, som arbejdede på templet. Ældste Heber C. Kimball skrev: »Kun Herren kender den fattigdom, de prøvelser og den sorg, som vi måtte gå gennem for at opnå [dette].« Det blev nedskrevet, at en leder på den tid, som så lidelsen og fattigdommen hos Kirkens medlemmer, ofte gik op på bygningen både dag og nat, og græd og råbte til den Almægtige om at sende midler, så de kunne færdigbygge denne bygning.6 Det blev ikke lettere, da de hellige flyttede mod vest og begyndte at slå sig ned i disse dale. Som dreng i Primary og i Det Aronske Præstedømme gik jeg i kirke i det store, gamle tabernakel i St. George, som var blevet påbegyndt i 1863. Under meget lange prædikener morede jeg med at kigge mig rundt om i bygningen og beundre det smukke kunsthåndværk, som lå til grund for denne bemærkelsesværdige bygning. Vidste I for resten, at der er 184 drueklaser indgraveret på gesimserne i denne bygning? (Nogle af disse prædikener var virkelig lange!) Mest af alt holdt jeg af at tælle vinduesruderne ­ der var i alt 2244 ­ fordi jeg voksede op med historien om Peter Nielsen, som var en af de ukendte og nu glemte hellige, som vi har talt om. Under opførelsen af dette tabernakel havde de lokale brødre bestilt glasset til vinduerne fra New York, og fik det sejlet rundt om Cape Horn til Californien. Men en regning på 800 dollars skulle betales, før ruderne kunne hentes til St. George. Broder David H. Cannon, der senere blev præsident for templet i St. George, som blev bygget samtidigt, fik ansvaret for rejse de nødvendige midler. Det lokale samfund, der allerede havde givet næsten alt, hvad de havde til disse to store byggeprojekter, havde kun kunnet indsamle 200 dollars. Bror Cannon handlede alene ud fra sin tro og lod kuskene gøre sig klar til at spænde for vognene for at rejse til Californien for at hente ruderne. Han fortsatte med at bede om, at den enorme sum af 600 dollars på en eller anden måde måtte komme, før de tog af sted. I den nærliggende lille by, Washington i Utah, boede Peter Nielsen, en dansk immigrant, som havde sparet sammen i årevis for at bygge til på sit beskedne toværelses hus af ubrændte, soltørrede mursten. Aftenen før vognene skulle køre til Californien, tilbragte Peter en søvnløs nat i det lille, bitte hus. Han tænkte på sin omvendelse i det fjerntliggende Danmark og hans efterfølgende indsamling med de hellige i Amerika. Da han var kommet vestpå, havde han slået sig ned i Sanpete, hvor han kæmpede for dagen og vejen. Og netop som der synes at komme lidt fremgang der, sagde han ja til kaldet om at rykke rødderne op og rejse til Bomulds-missionen for at støtte den gribende indsats hos nybyggerne i Dixie, der var plaget af alkalisk jord, malaria og oversvømmelser. Mens han lå i sin seng den nat og tænkte over sine år i Kirken, vejede han de ofre, som han var blevet bedt om at yde, mod de vidunderlige velsignelser, som han havde modtaget. Og på et eller andet tidspunkt i denne stund alene traf han sin beslutning. Nogle siger, at det var en drøm, andre siger, at det var et indtryk og andre igen, at det ganske enkelt var pligten, der kaldte. Uanset hvordan denne vejledning kom, så rejste Peter Nielsen sig før daggry den morgen, hvor hestevognene skulle tage af sted til Californien. Med et enkelt stearinlys og evangeliets lys til hjælp tog Peter 600 dollars i guldmønter ud fra et skjulested ­ 5, 10 og 20 dollarmønter. Hans hustru, Karen, blev vækket af den travle støj før morgengry og spurgte, hvorfor han var oppe så tidligt. Han sagde blot, at han hurtigt måtte gå de 11 kilometer til St. George. Da det første morgenlys faldt på de smukke røde klinter i det sydlige Utah, blev der banket på David H. Cannons dør. Der stod Peter Nielsen og holdt en tung bylt frem i et rødt tørklæde. »God morgen, David,« sagde Peter. »Jeg håber ikke, at jeg kommer for sent. Du ved, hvad du skal gøre med disse penge.« Og med disse ord vendte han om på hælen og gik tilbage til Washington, tilbage sin trofaste hustru, som ikke tvivlede på ham og tilbage til et lille toværelses hus af ubrændte soltørrede mursten, som i resten af hans liv stadig kun havde to værelser.7 En anden beretning fra disse første, trofaste bygmestre af det moderne Zion. John R. Moyle boede i Alpine i Utah ca. 35 kilometer i luftlinie fra templet i Salt Lake City, hvor han havde ansvaret for stenhuggeriet under byggeriet. For at være sikker på at være på arbejde mandag morgen kl. 8 gik bror Moyle hjemmefra kl. 2 om morgenen mandag morgen. Han afsluttede sin arbejdsuge kl. 17 fredag, hvorpå han begyndte at gå hjem og var først hjemme kort før midnat. Han gentog denne arbejdsplan uge efter uge hele den tid, hvor han tjente i byggeriet af templet. Da han i en af disse weekender var hjemme, sparkede en af hans køer, mens den blev malket, og ramte broder Moyles ben og knuste knoglen lige under den ene knæ. Da der ikke fandtes nogen lægehjælp i disse landlige omgivelser, tog familien og venner en dør af hængslerne og bandt ham fast til den som et midlertidigt operationsbord. De tog derpå den sav, som de havde brugt til at save grene af et nærliggende træ med og amputerede hans ben nogle få tommer under knæet. Da benet endelig begyndte at hele, hvilket lægeligt set ikke var noget mindre end et lille mirakel, tog bror Moyle et stykke træ og snittede et kunstigt ben. Først gik han rundt i huset. Derpå gik han rundt på gårdspladsen. Endelig gik han rundt omkring på sin ejendom. Da han følte, at han kunne klare smerten, spændte han benet på og gik de 35 kilometer til templet i Salt Lake City, kravlede op på stilladset og mejslede med sin hammer i hånden denne erklæring: »Hellighed til Herren«.8 Lad mig udfra fra vores fædres og mødres tro, som er så tydelig overalt omkring os i dag, slutte med resten af det citat, som jeg citerede ved begyndelsen af min tale. Det synes særdeles relevant i vores vidunderlige omgivelser i dag. Efter Moses havde fortalt en tidligere generation om de velsignelser, som de nød på grund af trofasthed hos dem, som var gået forud for dem, sagde han: »[Du] skal . . . tage dig i agt, at du ikke glemmer Herren, som førte dig ud . . . I må ikke følge andre guder, af den slags folkene rundt om jer dyrker . . . For du er et helligt folk for Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt af alle folk på jorden som sit ejendomsfolk . . . Det er ikke, fordi I er større end alle andre folk, at Herren fattede kærlighed til jer og udvalgte jer; for I er det mindste af alle folk. Men fordi Herren elskede jer og ville opfylde den ed, han tilsvor jeres fædre . . . Derfor skal du vide, at Herren din Gud er . . . den trofaste Gud, som i tusind slægtled bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker ham og holder hans befalinger.«9 Vi bliver stadig velsignet af den kærlighed, der kommer fra Gud og gennem trofastheden hos vores åndelige og bogstavelige forfædre i tusind slægtled. Må vi gøre lige så meget med de velsignelser, som vi har modtaget, som de gjorde ud fra de afsavn, som så mange af dem led. Lad os aldrig i denne overflod »glemme Herren« eller »følge andre guder«, men altid være »et helligt folk for Herren«. Hvis vi er det, så vil de, der sulter og tørster efter Herrens ord, fortsætte med at komme »som duer til vores vinduer«. De vil komme i deres søgen efter fred, vækst og frelse. Hvis vi efterlever vores religion, vil de finde alt dette og langt mere. Vi er et velsignet folk. I denne vidunderlige tid fyldes jeg med en overvældende taknemlighed. Jeg takker min Fader i himlen for talløse og uvurderlige velsignelser og først og fremmest for hans gave i form af hans Enbårne Søn, Jesus af Nazaret, vores Frelser og Konge. Jeg vidner om, at Kristi fuldkomne liv og kærlige offer bogstavelig taget udgør en Konges løsesum, en forsoning, som villigt er blevet betalt, ikke blot for at lede os ud fra dødens fængsel, men også fra sorgens, syndens og luksuslivets fængsel. Jeg ved, at Joseph Smith så Faderen og Sønnen, og at denne dag er en direkte forlængelse af den dag. Jeg skylder meget for denne vidunderlige viden, som jeg bærer vidnesbyrd om her, og jeg skylder meget for den vidunderlige arv, som det har givet til mig. Ja, jeg skylder alt, og jeg lover at bruge resten af mit liv til at afdrage derpå. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Times and Seasons, 1. maj 1844, s. 522­523. Se også History of the Church, 6:288-289. 2. Deseret News Weekly, 17. juli 1872, s. 348. 3. Conference Report, okt. 1947, s. 155, »To Them of the Last Wagon,« Ensign, juli 1997, s. 35­36. 4. Se Joh 4:38. 5. 5 Mos 6:10­11. 6. »Extracts from H. C. Kimball's Journal,« Times and Seasons, 15. april 1845, s. 867; se også Orson F. Whitney, Life of Heber C. Kimball, 1945, s. 67­68. 7. Se Andrew Karl Larson, Red Hills of November, 1957, s. 311­313. 8. Se Biographies and Reminiscences, fra James Henry Moyle Collection, The Archives of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, udg. Gene A. Sessions, 1974 s. 202­203. Se også Vaughn J. Featherstone, Man of Holiness, 1998, s. 140­141. 9. 5 Mos 6:12­14, 17­18; 7:6­9.