»Fordi min Fader sendte mig« Ældste Loren C. Dunn De Halvfjerds En far er god, når han træder frem og accepterer sin forpligtelse som far. Altid kærlig, mens han beder for og gør det, han kan for sin familie, og aldrig giver op. I sidste uge befandt jeg mig i en travl lufthavn, og der, midt imellem en stor mængde folk, der skulle skynde sig for at nå deres fly, sad en far på knæ ved siden af sin søn og madede ham tålmodigt med en isvaffel, som sønnen var for lille til selv at holde. Den lille dreng havde brug for hjælp, for hans flyverdragt gjorde det umuligt for ham at bøje sine arme, selv om den holdt ham varm. Jeg tænkte ved mig selv: Hvilken dejlig far! Der bør ikke være noget andet ord, der er mere betydningsfuldt for os, end far eller mor, og det er ordet far, jeg gerne vil tale om. Det er ikke blot et spørgsmål om, hvordan man er en god far. Der er skrevet meget om det, og der er givet mange gode råd, endog ved denne konference. Det er forpligtelsen til at være en god far, jeg også ønsker at tale om. Historien om Jesu Kristi evangelium fra Adam og Eva ned til vor tid er tæt forbundet med far og mor og familie. De indledende skriftsteder i Mormons Bog er om en storslået profet, Nephi, der, mens han fortæller om sin tids prøvelser og velsignelser, først giver hyldest til sin far: »Jeg, Nephi, er født af retskafne forældre og blev derfor undervist i al min faders lærdom; og jeg har set megen kummer i min tid, men alligevel har Herren velsignet mig meget alle mine dage; ja, jeg har fået stor kundskab om Guds godhed og hemmeligheder, hvorfor jeg skriver en beretning om, hvad jeg har udført i mine dage.«1 Enos anerkendte på samme måde først sin far for den forberedelse, han havde modtaget: »Se, jeg, Enos, ved, at min fader var en retfærdig mand, thi han underviste mig i sit sprog og i Herrens tugt og formaning; og velsignet være min Guds navn derfor.«2 Da profeten Joseph Smith modtog åbenbaring fra engelen Moroni, blev han befalet at fortælle om det til sin far, som derefter bekræftede, at det var sandt, og at Joseph skulle følge Moronis anvisninger. Selv i forbindelse med evangeliets genoprettelse adskilte Herren ikke en søn fra sin retskafne far. Verdens Frelser sagde ganske enkelt, da han gav os en definition af betydningen af evangeliet i 3 Nephi, kapitel 27, at han kom for at arbejde på frelsesplanen og give sit liv for hele menneskehedens skyld, fordi hans Fader sendte ham. Kærligheden mellem Faderen og Sønnen var så fuldkommen, at Frelseren angav det som sin vigtigste grund til at komme til jorden og for den lidelse, han gennemgik for os i Getsemane have og på korset. Evangeliet er beregnet til at lære os, hvad vi skal gøre som fædre og mødre, og det virker som om, at når familierne fungerer rigtigt, kan vi meget vel gøre det gode og som vores vigtigste årsag angive: »Fordi min Fader sendte mig«3, eller fordi en Fader viste vejen. Jeg har haft den ære at arbejde sammen med Kirkens missionærer i mere end 30 år, og jeg ved, at en stor del af dem var i stand til at klare de første vanskelige minutter og timer og dage i deres mission på grund af deres far og mor. Jeg husker en oplevelse med en god ung mand, som havde tilbragt sit liv på en stor gård, ligesom sin far. Da drengen kom ud i missionsmarken, var alt mærkeligt. For mange mennesker og ikke nok åbne vidder. Han ønskede meget at kunne rejse hjem. Til sidst fik missionspræsidenten den unge missionær til at ringe til sin far. Hans far lyttede tålmodigt, mens sønnen fortalte, hvor meget hjemve, han havde, og så talte hans far med ord, som sønnen kunne forstå, og da jeg hørte, hvad det var, som han sagde, så kaldte det smilet frem. Han sagde med fasthed, men med kærlighed: »Søn, du bliver nødt til at være en rigtig cowboy.« Drengen vidste præcis, hvad det betød, og han holdt ud, indtil gode følelser for hans mission begyndte at komme. Han ved, at hans far ikke vil opgive ham. Der er utallige unge mennesker, som ikke gav op og tog hjem i løbet af de første dage, hvor de var væk på skole eller væk fra hjemmet for første gang på grund af deres fars eller mors gode påvirkning. Da jeg sad over for præsident David O. McKay og blev kaldet til denne kaldelse for omkring 32 år siden, husker jeg, at efter at han havde talt med mig om det, der blev forventet, udfordrede han mig til at tjene ved at bede mig om at opfylde denne kaldelse på en måde, som ville være velbehagelig for min egen far. Det var tilstrækkelig udfordring til hele livet. Præsident McKay kendte min far, som havde været stavspræsident i 20 år, og jeg så op til min far som en af de mest storslåede mænd, jeg kendte. Min første forståelse for, hvor betydningsfuld jeg var for min far, og hvor virkelig Frelseren var, kom, når jeg hørte ham bede for os i familiebøn. Der er dog nogle undtagelser, som f.eks. døden og andre alvorlige omstændigheder, men det, der i dag er behov for, er fædre, som forpligter sig til at være fædre. Uanset hvad det kræver. At påtage sig ansvaret og efterleve det, så I kan være et anker for alle, som efterfølger jer. Hvis I ikke selv har haft et eksempel, så ræk ud og forsøg at være med til at skabe det, og beslut, at eksemplet begynder med jer, hvis der ikke er andre. Hvis alt ikke er fuldkomment i jeres hjem, så lad det begynde med jer. Det var præsident Harold B. Lee, som sagde, at det at vende børnenes hjerte til deres fædre og fædrenes til børnene ikke kun var en opgave i forbindelse med at udføre arbejde for de døde, men den gjaldt også de levende og betydningen af at bevare disse familieforhold intakte i dette liv.4 Jeg slutter med ordene fra digteren Edgar A. Guest, som skrev om en gennemsnitlig, hverdagsagtig mand ­ en far ­ og hans familie. De sidste ord i hans digt lyder: ». . . Dette er hans ros, hvis ros er nødvendig, som far var han god.«5 En far er god, når han træder frem og accepterer sin forpligtelse som far. Altid kærlig, mens han beder for og gør det, han kan for sin familie, og aldrig giver op. Må vor himmelske Faders hellige navn blive omtalt med ærbødighed i vore hjem. Må navnet far indeholde den slags kærlighed og tillid, som vil medføre fred og håb og retskaffen beslutsomhed. Må jeg her tilføje mit eget vidnesbyrd om sandheden af dette værk, idet jeg bidrager til det, der er sagt fra denne talerstol ved denne storslåede konference. Jeg har det, som havde jeg stået hos profeten Joseph i den hellige lund, da Faderen og Sønnen viste sig; jeg har siddet med de hellige i Kirtland, da Herrens tempel blev antaget og indviet; jeg modtog mine pagter i Nauvoo; jeg knælede på kirkegården i Winter Quarters, da en af mine kære blev begravet; jeg løftede også min arm for at opretholde Brigham Young som præsident for Kirken; jeg stod på Ensign Peak sammen med bror Brigham, dagen efter han ankom til dalen, da han så ud over vidderne, som han allerede havde set i en åbenbaring og derfra vidste, hvor templet skulle bygges. Jeg ved, at dette værk er sandt. Jeg ved, at Gud lever. Jeg ved, han lever. Jeg ved, at Gud lever. Jeg ved, at Jesus Kristus er vor Forløser og vor Frelser, at profeten Joseph så det, som han sagde, at han så, at Gordon B. Hinckley bærer nøglerne til dette store værk i dag, og at dette er Jesu Kristi evangelium. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. 1 Nephi 1:1. 2. Enos 1:1. 3. 3 Nephi 27:13. 4. »Preparing to Meet the Lord«, Improvement Era, feb. 1965, s. 123-124. 5. »Old Man Green«, i Collected Verse of Edgar A. Guest, 1934, s. 560.