Tid til at begynde noget nyt Præsident Gordon B. Hinckley Lad os afse lidt tid til at meditere, til at tænke på, hvad vi kan gøre for at forbedre vores egen tilværelse og for at blive bedre eksempler på, hvordan en sidste dages hellig bør være. Jeg er sikker på, at I er trætte af at lytte til mig. Jeg skal gøre mit bedste. Det har været en vidunderlig konference, mine brødre og søstre. Vi har nydt alt det, der er sket. Talerne har været inspirerede, hver eneste af dem. Musikken har været fremragende. Bønnerne har været smukke og bevægende. Vi er blevet opløftet på enhver måde, mens vi har været sammen. Der var en populær sang, da jeg var ung, som lød: »Sangen er forbi, men melodien lyder stadig.«1 Jeg beder til, at det må være tilfældet med denne konference. Når vi går hver til sit, håber jeg, at vi vil have gode minder om denne storslåede konference. Når vi går hjem, lad os da gå med en tak i vores hjerte. Vi har været til stede og deltaget i Kirkens aprilkonference i år 2000. Vi har for første gang brugt denne flotte, nye bygning. Vi har været her den 1. og 2. april i år 2000, i begyndelsen af et nyt århundrede og et storslået nyt årtusind. Der er noget vidunderligt og betydningsfuldt ved alt dette. Det er tid til at begynde noget nyt. Jeg håber, at vi hver især længe vil huske det, vi har hørt, men endnu vigtigere, hvad vi har følt. Må det blive et anker i vores tilværelse, en vejledning, som vi kan leve efter, en undervisning, hvor vi har lært at tilpasse vore handlinger over for andre og vore holdninger til os selv. Jeg beder til, at virkningerne af denne konference kan mærkes i vore hjem. Jeg håber, at enhver af os vil være en bedre mand eller hustru, venligere over for hinanden, mere betænksomme, mere tilbageholdende med kritik og mere gavmilde med komplimenter. Jeg håber, at vi som fædre og mødre vil stræbe mere fuldt ud på at opdrage vore børn »i Herrens tugt og formaning« (Ef 6:4), behandle dem med respekt og kærlighed, opmuntre dem ved enhver lejlighed og dæmpe vore kritiske bemærkninger. Jeg håber, at vi som sønner og døtre vil være mere respektfulde, end vi har været, at vi vil betragte vore forældre i lyset af, at de elsker os, og at vi vil forsøge at være mere lydige til at følge deres råd. Lad os som sidste dages hellige række ud til dem, der ikke tilhører vores tro. Lad os aldrig handle med arrogance eller med en frelst indstilling. I stedet bør vi hellere vise kærlighed og respekt og hjælpsomhed over for dem. Vi misforstås meget, og jeg er bange for, at det for en stor del er vores egen skyld. Vi kan være mere tolerante, bedre naboer, venligere, et bedre eksempel end i fortiden. Lad os lære vore børn at behandle andre med venskab, respekt, kærlighed og beundring. Det vil give langt bedre resultater end en egoistisk og arrogant indstilling. Lad os studere Herrens veje, læse om hans liv og lærdomme i den hellige skrift, som han har givet os. Lad os afse lidt tid til at meditere, til at tænke på, hvad vi kan gøre for at forbedre vores egen tilværelse og for at blive bedre eksempler på, hvordan en sidste dages hellig bør være. Lad os række ud til verden i vores missionærindsats, undervise alle, som vil lytte til budskabet om evangeliets gengivelse, tale uden frygt, men også uden selvretfærdighed om den første åbenbaring, vidne om Mormons Bog og om gengivelsen af præstedømmet. Lad os, mine brødre og søstre, gå på vore knæ og bede om muligheder for at bringe andre til evangeliets glæde. Lad mig nu afsluttende komme med en kort rapport om templer. Vi har i dag 76, der er åbne. Det er langt flere, end vi havde for nogle få år siden. Vi skal indvie templet i Palmyra på torsdag. Det bliver vidunderligt. Fra templet kan man se den hellige lund. Derpå på søndag ­ det er næste søndag ­ skal vi indvie templet i Fresno i Californien. Vi har planlagt at indvie 36 nye templer i år 2000. Jeg tror, at vi vil nå alt det, vi har sat os for. En hel del flere er under opførelse eller bekendtgjort, men vil ikke være færdige før 2001 eller 2002. Vi bekendtgør endvidere ved denne konference, at vi håber at opføre et Herrens hus i Aba i Nigeria. Bror Pace, vi er måske blevet forsinket i Ghana, men vi håber at undgå forsinkelser i Nigeria. Desuden i Asunción i Paraguay, Helsingfors i Finland; Lubbock i Texas, Snowflake i Arizona og et sted i Tri-Cities området i staten Washington. Vi fortsætter altså med at bringe templer til folket. Nuvel, vi har faktisk deltaget i en enorm prøvesejlads. Denne bygning har været fyldt til randen. Jeg kan ikke se et tomt sæde noget sted. Det er et mirakel! Det er storslået og vidunderligt, som vi takker Herren for af hele vores hjerte. Jeg efterlader jer med min kærlighed og velsignelse og mit vidnesbyrd om dette guddommelige værk. Gud, vor evige Fader lever. I ved det. Jeg ved det. Hans elskede Søn, verdens opstandne Forløser, står ved hans side. I ved også det, ligesom jeg gør. De viste sig for profeten Joseph og indledte dette storslåede værk. Hvor er vi velsignede ved at være en del af det. Lad os ranke ryggen lidt mere og lad den ædle, gode karakter afspejles i vores måde at leve på. Jeg beder ydmygt derom i hans navn, som er vor store Forløser, ja, Herren Jesus Kristus. Amen. Må Gud velsigne jer, mine kære venner, mine brødre og søstre, mine kollegaer i dette store og hellige værk. Tak. NOTER: 1. Irving Berlin, »The Song Is Ended (but the Melody Lingers On)«, 1927.