Opstandelsen Ældste Dallin H. Oaks De Tolv Apostles Kvorum Opstandelsen er meget mere end blot det at en ånd genforenes med et legeme, der holdes fanget af graven. Vi ved fra Mormons Bog, at opstandelsen er en genoprettelse, der genbringer »kødeligt for kødeligt« og »godt for det, der er godt« (Alma 41:13). Jobs Bog stiller dette generelle spørgsmål: »Kan en, der er død, få liv« (Job 14:14). Spørgsmålet om opstandelsen fra de døde er et centralt emne i skrifterne, fordums såvel som nutidige. Opstandelsen er en af søjlerne i vores tro. Den føjer mening til vores lære, motivation til vores adfærd og håb til vores fremtid. I. JESU OPSTANDELSE Den altomfattende opstandelse blev en realitet, i og med at Jesus Kristus opstod (se Matt 27:52­53). På den tredje dag efter sin død og begravelse kom Jesus ud af graven. Han viste sig for adskillige mænd og kvinder og derefter for de forsamlede apostle. Tre af evangelierne beskriver denne begivenhed. Lukas er det mest udførlige: »[Jesus] siger til dem: ›Fred være med jer!‹ De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: ›Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder ­ det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har‹ . . . Da åbnede han deres sind . . . og han sagde til dem: ›Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag . . .‹« (Luk 24:36­39, 45­46). Frelseren gav apostlene endnu et vidnesbyrd. Thomas, en af De Tolv, havde ikke været blandt dem, da Jesus kom. Han fastholdt, at han ikke ville tro, medmindre han selv kunne se og føle. Johannes skriver: »Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: ›Fred være med jer!‹ Derpå sagde han til Thomas: ›Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.‹ Thomas svarede: ›Min Herre og min Gud!‹ Jesus sagde til ham: ›Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror‹« (Joh 20:26­29). På trods af disse bibelske vidnesbyrd er der mange af dem, der kalder sig selv for kristne, der forkaster eller indrømmer at være alvorligt i tvivl om realiteten af opstandelsen. Som var det ventet eller for at komme en sådan tvivl i forkøbet beretter Bibelen om mange tilfælde, hvor den opstandne Kristus viser sig. I nogle af disse viste han sig for en enkelt person ad gangen, som f.eks. for Maria Magdalene ved graven. I andre viste han sig for større eller mindre grupper, som f.eks. da han blev »set af over fem hundrede brødre på én gang« (1 Kor 15:6). Mormons Bog, Endnu et vidne om Jesus Kristus, beretter om den oplevelse, da hundredvis personligt så den opstandne Herre og rørte ved ham, følte mærkerne efter naglerne i hans hænder og fødder og stak hænderne i hans side. Frelseren lod skaren opleve dette »den ene efter den anden« (3 Nephi 11:15), så de kunne vide, at han var »Israels Gud og hele jordens Gud, som har lidt døden for verdens synder« (3 Nephi 11:14). I løbet af sin personlige tjenestegerning blandt disse trofaste mennesker helbredte den opstandne Kristus de syge og tog også »deres små børn, det ene efter det andet, og velsignede dem« (3 Nephi 17:21). Denne rørende hændelse blev set af omkring 2.500 mænd, kvinder og børn (se 3 Nephi 17:25). II. DØDELIGES OPSTANDELSE Muligheden for at et menneske, som er død, vil blive ført frem og leve igen i et opstandent legeme, har vakt håb og skabt strid gennem megen af den nedskrevne historie. De sidste dages hellige sætter deres lid til skrifternes klare lærdomme og står sammen om at erklære, at Kristus har »sønderrevet dødens bånd« (Mosiah 16:7) og at »døden er opslugt og besejret« (1 Kor 15:54; se også Mormon 7:5; Mosiah 15:8; 16:7­8; Alma 22:14). Fordi vi tror på Bibelens og Mormons Bogs beskrivelser af Jesu Kristi bogstavelige opstandelse, antager vi også gerne de talrige lærdomme fra skrifterne om, at alle dødelige, som nogensinde har levet på denne jord, vil få en lignende opstandelse (se 1 Kor 15:22; 2 Nephi 9:22; Helaman 14:17; Mormon 9:13; L&P 29:26; 76:39, 42­44). Som Jesus sagde: ». . . for jeg lever, og I skal leve« (Joh 14:19). Opstandelsens bogstavelige og altomfattende beskaffenhed er på levende vis beskrevet i Mormons Bog. Profeten Amulek belærte således: »Kristi død skal løse den timelige døds bånd, for at alle kan blive oprejst fra denne timelige død. Ånden og legemet skal atter forenes i deres fuldkomne skikkelse; både lem og led skal komme på rette plads igen, ja, som vi er nu . . . Og denne genoprettelse skal blive alle tildelt, både gamle og unge, både trælle og frie, både mænd og kvinder, både ugudelige og retfærdige; og der skal end ikke gå så meget som et hår tabt af deres hoved; men alt skal bringes tilbage til dets fuldkomne skikkelse . . .« (Alma 11:42­44). Alma belærte også om, at i opstandelsen skal »alle ting . . . atter komme til deres rette og fuldstændige sammensætning« (Alma 40:23). Mange levende vidner kan bekræfte den bogstavelige opfyldelse af disse af skifternes forvisninger om opstandelsen. Mange, heriblandt nogle af mine egne slægtninge, har set en kær afdød vise sig i et syn eller personligt og har været vidne til deres gengivelse til den »rette og fuldstændige sammensætning« i deres bedste alder. Hvad enten disse var åbenbaringer af personer, der allerede var opstandne, eller det var af retskafne ånder, der afventede en sikker opstandelse, er virkeligheden og beskaffenheden af de dødes opstandelse helt klar. Hvilken trøst er det ikke at vide, at alle, som har været ugunstigt stillet i livet på grund af medfødte skavanker, på grund af kvæstelser, de har pådraget sig i jordelivet, på grund af sygdom eller på grund af nedslidning og ælde vil opstå i den »rette og fuldstændige sammensætning«. III. BETYDNINGEN AF OPSTANDELSEN Jeg spekulerer på, om vi virkelig påskønner den enorme betydning af vores tro på en bogstavelig, altomfattende opstandelse. Visheden om udødelighed er grundlæggende for vores tro. Profeten Joseph Smith har sagt: »De fundamentale principper og grundsætninger i vor religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vor religion, er kun tillæg dertil« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 143). Af alt i den herlige tjenestegerning, hvorfor brugte Joseph Smith så vidnesbyrdet om Frelserens død, begravelse og opstandelse som det grundlæggende princip i vores religion og sagde, at »alt andet . . . kun [er] tillæg dertil«? Svaret findes i den kendsgerning, at Frelserens opstandelse er central for det, profeter har kaldet »den store og evige plan til befrielse fra døden« (2 Nephi 11:5). På vores evige rejse er opstandelsen den store milepæl, der angiver afslutningen på livet i dødeligheden og begyndelsen på udødeligheden. Herren beskrev vigtigheden af denne afgørende overgang, da han sagde: »Og således beskikkede jeg, Gud Herren, mennesket dets prøvetid, for at det gennem den naturlige død skulle oprejses til udødelighed og evigt liv, ja, så mange som ville tro« (L&P 29:43). På samme måde belærer Mormons Bog: »For ligesom døden rammer alle mennesker, må der nødvendigvis også være en kraft til opstandelse for at opfylde den store Skabers nåderige plan« (2 Nephi 9:6). Vi ved også fra nutidig åbenbaring, at vi ikke uden genforeningen af vores ånd og legeme i opstandelsen kan modtage en »fylde af glæde« (L&P 93:33, 34). Når vi forstår den afgørende plads, som opstandelsen har i »forløsningsplanen«, som styrer vores evige rejse (Alma 12:25), indser vi, hvorfor apostlen Paulus belærte således: »Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde . . . er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom« (1 Kor 15:13­14). Vi indser også, hvorfor apostlen Peter henviste til den kendsgerning, at Gud Faderen i sin endeløse barmhjertighed »har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde« (1 Pet 1:3; se også 1 Thess 4:13­18). IV. OPSTANDELSEN ÆNDRER VORES SYN PÅ DET JORDISKE LIV Det »levende håb«, som vi får takket være opstandelsen, er vores overbevisning om, at døden ikke er afslutningen på vores eksistens, men blot et nødvendigt skridt i den fastlagte overgang fra livet i dødeligheden til udødelighed. Dette håb ændrer hele perspektivet for livet på jorden. Visheden om opstandelsen og udødeligheden påvirker, hvordan vi ser på jordelivets fysiske udfordringer, hvordan vi lever vores jordiske liv, og hvordan vi omgås andre omkring os. Visheden om opstandelsen giver os hver især og dem, som vi elsker, styrke og perspektiv til at udholde de udfordringer, som dette jordiske liv giver, som f.eks. de fysiske, mentale eller følelsesmæssige skavanker, som vi har med os fra fødslen eller pådrager os i løbet af livet på jorden. Takket være opstandelsen ved vi, at disse jordiske skavanker kun er midlertidige! Visheden om opstandelsen giver os et stærkt incitament til at holde Guds befalinger gennem hele vores jordiske liv. Opstandelsen er meget mere end blot det, at en ånd genforenes med et legeme, der holdes fanget af graven. Vi ved fra Mormons Bog, at opstandelsen er en genoprettelse, der genbringer »kødeligt for kødeligt« og »godt for det, der er godt« (Alma 41:13; se også vers 2­4 og Helaman 14:31). Profeten Amulek belærte: »Den samme ånd, som er i besiddelse af jeres legeme, når I går ud af dette liv, den samme ånd vil have magt til at tage jeres legeme i besiddelse i den evige verden« (Alma 34:34). Som følge heraf »skal de, der er retfærdige, fremdeles forblive retfærdige,« når sådanne personer forlader dette liv og går til det næste (2 Nephi 9:16), og »alt, hvad vi i dette liv opnår på intelligensens område, skal følge med os i opstandelsen« (L&P 130:18). Princippet om genoprettelse betyder også, at de, der ikke er retfærdige i jordelivet, ikke vil opstå som retfærdige i opstandelsen (se 2 Nephi 9:16; 1 Kor 15:35­44; L&P 88:27­32). Desuden vil vi, medmindre vore jordiske synder er blevet vasket bort og slettet ved omvendelse og tilgivelse (se Alma 5:21; 2 Nephi 9:45­46; L&P 58:42), opstå med en »klar erindring« (Alma 11:43) og en »fuldkommen kundskab om al vor skyld [og] vor urenhed« (2 Nephi 9:14; se også Alma 5:18). Alvoren i denne kendsgerning bestyrkes af de mange skriftsteder, der tyder på, at opstandelsen straks efterfølges af den endelige dom (se 2 Nephi 9:15, 22; Mosiah 26:25; Alma 11:43­44, 42:23; Mormon 7:6, 9:13­14). Ja, »dette liv er tiden, da menneskene skulle berede sig til at møde Gud« (Alma 34:32). Visheden om, at opstandelsen giver os mulighed for at være sammen med vore familiemedlemmer ­ ægtemand, hustru, forældre, brødre og søstre, børn og børnebørn ­ er en vidunderlig opmuntring til os om at leve op til vore familieansvar i jordelivet. Det hjælper os til at leve sammen i kærlighed i dette liv i forventning om en glædelig genforening og samvær i det næste. Vores sikre kundskab om, at vi vil opstå i udødelighed, giver os også mod til at se vores egen død i øjnene ­ selv en død, som vi måske vil kalde tidlig. Således så Ammons folk fra Mormons Bog »aldrig på døden med nogen som helst rædsel på grund af deres håb og anskuelser om Kristus og opstandelsen. Altså var døden opslugt for dem ved Kristi sejr over [den]« (Alma 27:28). Visheden om udødeligheden hjælper os også til at udholde jordelivets adskillelser, når vore kære dør. Vi har alle grædt ved et dødsfald, sørget ved en begravelse eller stået med smerte ved gravens side. Jeg har i hvert fald. Vi bør alle prise Gud for den vished om opstandelsen, der gør vores adskillelse i jordelivet midlertidig og giver os håb og styrke til at kunne fortsætte. V. OPSTANDELSEN OG TEMPLET Vi lever i en herlig tid, hvor der bygges templer. Dette er også en følge af vores tro på opstandelsen. For nogle få uger siden havde jeg den glæde at ledsage præsident Hinckley ved indvielsen af et nyt tempel. Ved denne hellige lejlighed hørte jeg ham sige: »Templerne står som et vidnesbyrd om vores overbevisning om udødeligheden. I templet beskæftiger vi os med livet hinsides graven. For eksempel ville der ikke være behov for at foretage vielser i templet, hvis vi alene tænkte på at være gift i den tid, vi lever i jordelivet.« Denne profetiske undervisning gav mig større forståelse. Vore templer er levende, aktive vidnesbyrd om vores tro på virkeligheden af opstandelsen. De er hellige bygninger, hvor levende stedfortrædere kan udføre alle det jordiske livs nødvendige ordinancer for dem, der lever i åndernes verden. Intet af dette ville have nogen mening, hvis vi ikke havde visheden om den altomfattende udødelighed og muligheden for evigt liv takket være vor Herre og Frelser Jesu Kristi opstandelse. Vi tror på menneskehedens bogstavelige, altomfattende opstandelse takket være »Israels Helliges opstandelses kraft« (2 Nephi 9:12). Vi bærer også vidnesbyrd om »den levende Kristus«. Det samme er blevet sagt i den nyligt udsendte apostolske erklæring af samme navn: »Vi bærer højtideligt vidnesbyrd om, at hans liv, der spiller en central rolle i menneskets historie, hverken begyndte i Betlehem eller endte på Golgata . . . Vi bærer, som hans behørigt indsatte apostle, vidnesbyrd om, at Jesus er den levende Kristus, Guds udødelige Søn. Han er den store kong Immanuel, som i dag står ved sin Faders højre hånd. Han er verdens lys og liv og håb. Hans vej er den sti, der fører til glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden« (»Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, 1. jan. 2000). Jeg bærer vidnesbyrd om, at dette er virkeligt, og at hans og vores opstandelse er virkelig, i Jesu Kristi navn. Amen.