Troens skjold Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab Aldrig før i denne verdens historie har behovet for tro på Gud været større. Mine kære brødre og søstre. I dag er en historisk dag. Det er den første generalkonference i dette århundrede og årtusind, og den første, der afholdes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges nye Konferencecenter. Sammen med alle jer ønsker jeg at udtrykke beundring, respekt og påskønnelse for vores store profets, præsident Gordon B. Hinckleys, fremsynethed. Det var hans tro og mod, der satte dette store projekt i gang. Med en vemodig tåre i øjenkrogen forlader vi vores elskede Tabernakel, som traditionelt har huset vore generalkonferencer. Som præsident Hinckley har sagt: »Vi er vokset fra bygningen.« Vi hylder den tro, fremsynethed og inspiration, som Brigham Young og hans fæller udviste, da de i tro byggede Tabernaklet, hvis konstruktion virkelig er enestående. Jeg har været oppe på loftet i Tabernaklet, hvor de oprindelige sammenbindinger af ugarvet skind stadig er viklet omkring tømmeret i tagkonstruktionen. Selv om tømmeret siden er blevet forstærket med stål, så står de trofaste pionerers kreative håndværk stadig som et symbol på deres store tro. Jeg tror, at fremtiden på mange måder vil være storslået og vidunderlig. Muligheder for uddannelse og viden er vokset og vil fortsat vokse dramatisk. En person har defineret det således: »Uddannelse er, når du læser det med småt. Erfaring er det, du får, hvis du lader være.«1 Nu og i fremtiden bliver enorme mængder af information lettere tilgængelig verden over via elektronisk udstyr i hjemmet, på arbejdspladsen eller det lokale bibliotek. Men udfordringerne bliver store og problemerne endeløse, for med denne stormflod af viden bliver livet faktisk mere kompliceret. Brigham Young har sagt: »Det blev åbenbaret for mig i denne Kirkes første tid, at Kirken ville udbredes, gå fremad, vokse og brede sig, og proportionalt med evangeliets udbredelse blandt jordens nationer vil Satans magt tage til.«2 Nu, hvor vi kommer ind i en ny æra, har vi kun en sikker kurs ­ at gå fremad i tro. Tro vil være vores stærke skjold, der beskytter os mod Satans gloende pile. Værdierne bør ikke ændre sig med tiden, for tro på Jesus Kristus er uundværligt for lykke og evig frelse. Det største århundrede med fremskridt inden for videnskab og teknologi er netop forbi. Alligevel hviler der en ånd af mørke over vor tid, som der gjorde for mange århundreder siden, da Jesus Kristus blev korsfæstet. Alligevel gælder det, som profeten Joseph Smith sagde: ». . . store velsignelser venter os nu og vil snart blive udøst over os, dersom vi blot er trofaste i alt, thi vi er endog berettiget til større åndelige velsignelser, end de var, fordi de havde Kristus i egen person hos sig til at belære dem om den store frelsesplan. Vi har ham ikke personligt hos os, hvorfor vi behøver større tro.«3 Tro er det første princip i Jesu Kristi evangelium, som profeten Joseph erklærede det: »Vi tror på Gud, den evige Fader, på hans Søn Jesus Kristus og på Helligånden.«4 Denne tro vil være vores sjæls tilflugtssted. Aldrig før i denne verdens historie har behovet for tro på Gud været større. Selv om videnskab og teknologi åbner for uendelige muligheder, så repræsenterer de også stor fare, for Satan anvender disse mageløse opdagelser til sin store fordel. Kommunikationsmotorvejen, der går verden rundt, er overfyldt med information, hvor ingen har ansvaret for, om det er sandt, eller hvor det kommer fra. Kriminalitet er blevet mere avanceret, og livet farligere. I krig er man blevet langt mere effektiv til at slå ihjel. Forude ligger store udfordringer, medmindre tro, dømmekraft, ærlighed, hæderlighed, selvkontrol og karakter vokser proportionalt som modvægt til denne vækst i verdslig viden. Uden moralsk fremgang, stimuleret af tro på Gud, vil umoralitet i alle dens afskygninger hastigt tage til og kvæle det gode og den menneskelige anstændighed. Menneskeheden vil ikke være i stand til fuldt ud at udtrykke den menneskelige sjæls ædle muligheder, medmindre tro på Gud styrkes. I vor tid er troen på, at videnskab og teknologi kan løse alle menneskehedens problemer, blevet et teokrati. Jeg ville fortvivle, hvis jeg troede, at vores evige frelse afhang af videnskabelig, teknisk eller verdslig viden helt uden hensyn til retskaffenhed og Guds ord. Guds ord, som det er talt af hans profeter gennem århundreder, berettiger ingen anden konklusion. Mange tror, at de altomfattende svar på livets spørgsmål ligger i reagensglasset, i laboratorierne, i ligningerne og i teleskoperne. Videnskabens teokrati udelader det endelige svar på det altoverskyggende spørgsmål: »Hvorfor?« Kendskab til årsag og virkning er fascinerende, men det forklarer ikke, hvorfor vi er her, hvor vi kom fra, og hvor vi går hen. Som Albert Einstein sagde: »Jeg vil aldrig tro, at Gud spiller terninger med verden.«5 Præsident Harold B. Lee sagde engang: »Uanset hvilke fremskridt mennesket gør inden for videnskab, er vi altid underkastet det guddommelige forsyns vilje og ledelse. Mennesket har aldrig opdaget noget, som Gud ikke allerede vidste.«6 Jeg tror ikke, at denne store eksplosion i viden er sket tilfældigt. Al denne verdslige viden kom ikke alene fra mænds og kvinders kreative forstand. Menneskeheden har været længe på jorden. Gennem århundrederne kom ny viden i sneglefart. Jeg tror, at himlene blev åbnet, da Gud Faderen og hans Søn, Herren Jesus Kristus, i 1820 viste sig for Joseph Smith, ikke kun for den store åndelige kundskab, som er åbenbaret i denne uddeling, men også for verdslig viden. »Antropologer fortæller os, at i tusinder af år kunne et menneske i gennemsnit forvente at leve i 25-30 år.«7 Men siden slutningen af det 19. århundrede er den forventede levetid på verdensplan steget til 64 år.8 Af nye ideer, herunder videnskabelige opfindelser og opdagelser af bedre måder at gøre noget på, var der 39 af om året af fra 4.000 f.Kr. til 1 e.Kr., i sammenligning med 3.840 nye ideer om året i det 19. århundrede, mens de i dag kommer med en hast af 110.000 om året.9 Nu kommer udfordringen med at hindre den videnskabelige, tekniske og intellektuelle udvikling i at kvæle den åndelige oplysning af vores tilværelse. Som det er sagt: »Den største ikke udviklede ressource i vores land er tro; den største ubrugte kraft er bøn.«10 Teknologi kan hjælpe os med at kommunikere med hinanden og verden, men ikke med Gud. Jeg ønsker at opsende en advarende røst til dette folk. Jeg erklærer højtideligt, at dette åndelige rige, der er bygget på tro, vil gå fremad med eller uden den enkelte af os. Ingen uhellig hånd kan hindre Kirkens vækst eller forhindre opfyldelsen af dens mission. Enhver af os kan blive ladt tilbage, trukket bort af verdslighedens og materialismens forførende stemmer. For at fastholde troen må vi hver især være ydmyge og barmhjertige, venlige og gavmilde over for de fattige og trængende. Tro styrkes endvidere af daglige doser af åndelighed, som vi får ved at knæle i bøn. Det begynder enkeltvis hos os og udbredes til vores familie, som har brug for at blive konsolideret i retskaffenhed. Ærlighed, hæderlighed, retskaffenhed og moral er alle nødvendige ingredienser i vores tro og vil yde ly for vores sjæl. Den enkle tro på Gud Faderen, hans Søn, Jesus Kristus, og Helligånden er som et indre kraftværk i vores tilværelse. Ældste Charles W. Penrose har sagt: »Nogle mennesker vil ikke tro noget, som de ikke kan fatte med deres menneskelige logik eller se med deres naturlige øjne. Men velsignet er manden, der har tro, velsignet er kvinden, der har tro! For ved tro kan de se noget, der ikke kan skelnes med de naturlige øjne. De kan nå ud til udødelighedens egne, fatte evige kendsgerninger og tilegne sig det, der hører Gud til!«11 Sådan er det, fordi vores naturlige evner og kraft til at udføre noget ved tro styrkes tilsvarende. Troen intensiverer og udvikler vore gaver og evner. Der findes ingen større kilde til viden end den inspiration, der kommer fra Guddommen, som har al forståelse og viden om det, der har været, er nu og vil være i fremtiden. Ved Haun's Mill lærte en heroisk pionerkvinde, Amanda Smith, ved tro, hvordan hun skulle gøre noget, der overgik hendes evner og den videnskabelige viden på hendes tid. På den forfærdelige dag i 1838, da skyderiet ophørte, og pøbelen drog bort, vendte hun tilbage til møllen og fandt sin ældste søn Willard, som bar sin syv-årige bror Alma. Hun råbte: »Åh, min Alma er død.« »Nej, mor,« sagde han, »jeg tror ikke, at Alma er død, men far og bror Sardius er døde.« Men der var ingen tid til tårer nu. Hele Almas hofteben var skudt bort. Amanda mindedes senere: »Kød, hofteben, led og alt var blevet skudt væk . . . Vi lagde lille Alma på en seng i vores telt, og jeg undersøgte såret. Det var et forfærdeligt syn. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre . . . Alligevel var jeg der, hele denne lange, forfærdelige nat, sammen med mine døde og min sårede og ingen undtagen Gud som vores læge og hjælp. ›O, min himmelske Fader,‹ bad jeg, ›hvad skal jeg gøre? Du ser min stakkels sårede dreng og ved, hvor uerfaren jeg er. O, himmelske Fader, fortæl mig, hvad jeg skal gøre!‹ Så blev jeg vejledt, som om en røst talte til mig. . . . Vores ild ulmede stadig . . . Jeg blev vejledt til at tage . . . aske og lave lud og lægge en klud, gennemblødt af dette ind i såret . . . Igen og igen gennemblødte jeg kluden og lagde den ind i hullet . . . og hver gang kom der kødstumper og bensplinter ud med kluden, og såret blev så hvidt som kyllingekød. Da jeg havde gjort, som jeg blev tilskyndet til, bad jeg igen til Herren, og blev igen tilskyndet lige så tydeligt, som hvis en læge havde stået ved min side og talt til mig. I nærheden stod der et elmetræ. Jeg fik at vide, at jeg af det skulle lave et grødomslag og fylde såret med. Jeg lavede grødomslaget, og såret, som måtte dækkes med en kvart meter lagenstof . . . blev godt dækket til. Jeg flyttede min sårede dreng ind i et hus . . . og forbandt hans hofte, med Herrens tilskyndelser ligesom før. Jeg blev mindet om, at min mand havde en flaske balsam i sin kuffert. Det hældte jeg i såret, hvilket dulmede Almas smerte betydeligt. ›Alma, mit barn‹, sagde jeg, ›tror du, at Herren har skabt din hofte?‹ ›Ja, mor.‹ ›Herren kan skabe noget i stedet for det, der mangler i din hofte, tror du ikke, Alma?‹ ›Tror du, at Herren kan, mor?‹ spurgte barnet i sin uskyldighed. ›Ja, min søn‹, svarede jeg, ›det har han vist mig i et syn.‹ Så lagde jeg ham, så han lå behageligt på maven, og sagde: ›Nu skal du blive liggende der uden at røre dig, så vil Herren lave en ny hofte til dig.‹ Så lå Alma på maven i fem uger, indtil han var helt rask ­ der var vokset en fleksibel knogle ud som erstatning for det manglende led og ledskål, hvilket den dag i dag stadig er et under for lægerne. Det er nu næsten 40 år siden, men Alma har aldrig været det mindste handicappet i sit liv, og han har rejst temmelig langt som missionær for evangeliet og er et levende mirakel for Guds magt.«12 Den behandling var usædvanlig for den tid, og uhørt i dag, men hvis vi når ud til vores yderste grænse ligesom søster Smith, må vi udøve vores enkle tro og lytte til Ånden, som hun gjorde. Udøvelse af vores tro vil styrke den. Som Alma sagde: ». . . hvis I vil . . . udøve blot den mindste smule tro, ja . . . til I tror så meget, at I kan modtage en del af mine ord. . . . sandelig . . . ordet er godt, thi det begynder at fylde min sjæl, ja, det begynder at oplyse min forstand . . . Ville det ikke gøre jeres tro større?«13 Retskaffenhed er troens ledsager. Stor tro opnås ved at holde befalingerne. Dette hjælper os, når vi gør, som Paulus befalede: »Ifør jer Guds fulde rustning.«14 For dette folk er der noget urokkeligt, hvorpå vores tro skal hvile. Det er grundlæggende, evige sandheder. Det er, at ­ 1. Jesus, Faderens Søn, er Kristus, og verdens Frelser og Forløser; 2. Joseph Smith var det redskab, hvorigennem evangeliet blev gengivet i sin fylde og fuldkommenhed i vor tid; 3. Mormons Bog er Guds ord og, som profeten Joseph Smith sagde, vores religions slutsten og endnu et vidnesbyrd om Jesus som Kristus og hele menneskehedens Forløser. 4. Gordon B. Hinckley har, som alle tidligere præsidenter for Kirken, alle de nøgler og den myndighed, som blev gengivet ved profeten Joseph Smith. Dette er Guds værk. Jeg tror og vidner om, som Paulus sagde, at hvis vi kan nå »frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn«15, kan vi gå fremad med et stort håb og tillid til fremtiden. Vi vil få styrke til at overvinde al modgang. Vi vil fryde os i vore velsignelser og finde fred i vores sjæl. At vi må gøre dette, beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Pete Seeger. 2. Discources of Brigham Young, red. John A. Widtsoe, 1954, s. 72. 3. Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 104. 4. Første trosartikel. 5. I John Bartlett, red., Familiar Quotations, 14. udgave, 1968, s. 950. 6. Be Ye Not Deceived, Brigham Young University Speeches of the Year, 4. maj 1965, s. 6. 7. Stephen Moore, »Great American Century is Just Beginning«, Arizona Republic, Phoenix, 9. jan. 2000. 8. New York Times 2000 Almanac, 1999, s. 484. 9. Se Charles I. Jones, professor ved Stanford University, artikel, »Was an Industrial Revolution Inevitable? Economic Growth Over a Very Long Run«, arbejdspapir 7375, National Bureau of Economic Research, Cambridge, Mass., 1999, s. 32. 10. Roger W. Babson Religion and Business, 1921, s. 80. 11. Deseret News Semi-Weekly, 14. sep. 1880, s. 1. 12. »Amanda Smith«, i Andrew Jenson, red., Historical Record, 9 bind, 1882­1890, 5:84-86; afsnitsinddeling og tegnsætning ændret. 13. Alma 32:27­29. 14. Ef 6:11. 15. Ef 4:13.