En udfordring til at blive Ældste Dallin H. Oaks De Tolv Apostles Kvorum »I modsætning til verdens institutioner, som lærer os at vide noget, så udfordrer Jesu Kristi evangelium os til at blive noget.« Apostlen Paulus underviste i, at Herrens belæringer og lærere er blevet givet, for at vi alle kan opnå »en vækst, som kan rumme Kristi fylde« (Ef 4:13). Denne proces kræver meget mere end at opnå kundskab. Det er ikke engang nok for os at blive overbevist om evangeliet ­ vi skal handle og tænke, så vi bliver omvendt af det. I modsætning til verdens institutioner, som lærer os at vide noget, så udfordrer Jesu Kristi evangelium os til at blive noget. Mange skriftsteder i Bibelen og i vore dages skrifter taler om en endelig dom, hvor alle mennesker bliver belønnet efter deres gerninger eller handlinger eller deres hjertes ønsker. Men andre skriftsteder uddyber dette ved at sigte til, at vi bliver dømt efter den tilstand, vi har opnået. Profeten Nephi beskriver den endelige dom med hensyn til det, vi er blevet: »Dersom deres gerninger har været urene, må de jo også være urene, og hvis de er urene, kan de ikke være i Guds rige« (1 Nephi 15:33; fremhævelse tilføjet). Moroni kundgør følgende: »Den, som er uren, skal forblive uren, og den, der er retfærdig, skal fortsat være retfærdig« (Mormon 9:14; fremhævelse tilføjet; se også Åb 22:11­12; 2 Nephi 9:16; L&P 88:35). Det samme gælder for »selvisk« eller »ulydig« eller en hvilken som helst anden personlig egenskab, der er uforenelig med Guds krav. Alma henviser til de ugudeliges »tilstand« ved den endelige dom og forklarer, at hvis vi bliver fordømt af vore ord, vore gerninger og vore tanker, bliver vi ikke »fundet uplettede . . . og i denne forfærdelige tilstand vil vi ikke vove at se op til vor Gud« (Alma 12:14). Ud fra sådanne lærdomme kan vi konkludere, at den endelige dom ikke blot er en evaluering af alle gode og onde gerninger ­ altså hvad vi har gjort. Det er en erkendelse af det endelige produkt af vore gerninger og tanker ­ altså hvad vi er blevet. Det er ikke nok for nogen blot at gøre noget uden at gøre det rigtigt. Evangeliets befalinger, ordinancer og pagter er ikke en liste over indskud, som det forlanges at vi foretager på en himmelsk konto. Jesu Kristi evangelium er en plan, der viser os, hvordan vi bliver det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal blive. En lignelse illustrerer denne forståelse. En velhavende far vidste, at hvis han overlod sin rigdom til et barn, der endnu ikke havde udviklet den fornødne visdom og statur, ville arven sandsynligvis gå tabt. Faderen sagde til sit barn: »Alt, hvad jeg har, ønsker jeg at give dig ­ ikke kun min rigdom, men også min stilling og status blandt mennesker. Det, som jeg har, kan jeg let give dig, men det, som jeg er, må du selv opnå. Du skal gøre dig fortjent til din arv ved at lære, hvad jeg har lært, og ved at leve, sådan som jeg har levet. Jeg giver dig de love og principper, som har givet mig min visdom og status. Følg mit eksempel, tilegn dig det, som jeg har tilegnet mig, så bliver du som jeg er, og alt det, som jeg har, bliver dit.« Denne lignelse svarer til himlens fremgangsmåde. Jesu Kristi evangelium lover os det evige livs uforlignelige arv, Faderens fylde, og åbenbarer de love og principper, hvorved vi kan opnå det. Vi gør os fortjente til evigt liv ved en omvendelsesproces. Sådan som dette ord, der har mange betydninger, anvendes her, betegner det ikke blot en overbevisning, men en gennemgribende ændring af vores natur. Jesus benyttede denne betydning, da han underviste sin øverste apostel i forskellen mellem et vidnesbyrd og en omvendelse. Jesus spurgte sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« (Matt 16:13). Dernæst spurgte han: »Men I, hvem siger I, at jeg er? Simon Peter svarede: ðDu er Kristus, den levende Guds søn.Ð Og Jesus sagde til ham: ðSalig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himleneЫ (Matt 16:15­17). Peter havde et vidnesbyrd. Han vidste, at Jesus var Kristus, den lovede Messias, og det kundgjorde han. At vidne er at vide og at kundgøre. Senere underviste Jesus de selvsamme mænd om omvendelse, hvilket er langt mere end et vidnesbyrd. Da disciplene spurgte, hvem der var den største i Himmeriget, kaldte Jesus »et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: ðSandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i HimmerigetЫ (Matt 18:2­4; fremhævelse tilføjet). Senere bekræftede Frelseren, hvor vigtigt det er at blive omvendt, selv for dem, der har et vidnesbyrd om sandheden. Under de ypperlige belæringer, der blev givet ved den sidste nadver, sagde han til Simon Peter: »Men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« (Luk 22:32). For at kunne styrke sine brødre ­ for at kunne nære og lede Guds flok ­ måtte denne mand, som havde fulgt Jesus i tre år, og som havde fået myndigheden i det hellige embede som apostel, og som tappert havde undervist og vidnet om det kristne evangelium, og hvis vidnesbyrd havde fået Mesteren til at erklære ham for salig, stadig blive »omvendt«. Jesu udfordring viser, at den omvendelse, han krævede af dem, der ville komme i Himmeriget (se Matt 18:3), var langt mere end blot at blive omvendt til at bære vidnesbyrd om, at evangeliet er sandt. At vidne er at vide og at kundgøre. Evangeliet udfordrer os til at blive »omvendt«, hvilket kræver, at vi gør, og at vi bliver. Hvis nogen af os udelukkende sætter vores lid til vores kundskab og vidnesbyrd om evangeliet, er vi i samme situation som de velsignede, men stadig ufuldendte apostle, som Jesus udfordrede til at blive »omvendt«. Vi kender alle nogen, som har et stærkt vidnesbyrd, men som ikke handler derefter og bliver omvendt. I hjemvendte missionærer, for eksempel, bestræber I jer stadig på at blive omvendt, eller er I optaget af verdens skikke? Den nødvendige omvendelse, som evangeliet foranlediger, begynder med den indledende oplevelse, som skrifterne betegner som det at blive »født på ny« (se f.eks. Mosiah 27:25; Alma 5:49; Joh 3:7; 1 Pet 1:23). I dåbens vande og ved at modtage Helligåndens gave bliver vi Jesu Kristi åndelige »sønner og døtre,« »nye mennesker,« som kan »arve Guds rige« (Mosiah 27:25­26). Da Frelseren underviste nephiterne, talte han om, hvad de skulle blive. Han udfordrede dem til at omvende sig og blive døbt og blive helliggjort ved at modtage Helligånden, »så at I må stå uplettede for mig på den yderste dag« (3 Nephi 27:20). Han konkluderede: »Hvad slags mænd burde I da ikke være? Sandelig siger jeg jer: Som jeg er« (3 Nephi 27:27). Jesu Kristi evangelium er en plan, efter hvilken vi kan blive de Guds børn, det er meningen vi skal blive. Denne uplettede og fuldkomne tilstand bliver følgen, når vi konsekvent indgår og holder pagter, ordinancer og handlinger, samler en skat af rette valg og fortsætter med at omvende os. »Dette liv er tiden, da menneskene skulle berede sig til at møde Gud« (Alma 34:32). Nu er det tid for hver enkelt af os til at arbejde sig frem mod vores personlige omvendelse, frem mod at blive det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal blive. Når vi gør dette, bør vi huske på, at vores familieforhold ­ i højere grad end vore kirkekaldelser ­ udgør de omgivelser, hvori den vigtigste del af denne udvikling kan finde sted. Den omvendelse, vi skal opnå, kræver af os, at vi er en god ægtemand og far eller en god hustru og mor. Det er ikke tilstrækkeligt at være en vellykket kirkeleder. Ophøjelse er noget, som kun en evig familie oplever, og det er de oplevelser, vi har i vores jordiske familie, der er bedst egnet til at forberede os til den. Apostlen Johannes talte om det, vi er blevet udfordret til at blive, da han sagde: »Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er« (1 Joh 3:2; se også Moroni 7:48). Jeg håber, at betydningen af omvendelse og af at blive vil få vore lokale ledere til at begrænse deres fokus på statistiske resultater og at fokusere mere på det, som vore brødre og søstre er, og hvad de stræber efter at blive. Vores nødvendige omvendelse kan ofte lettere opnås ved lidelse og modgang end ved bekvemmelighed og ro, som ældste Hales lærte os så smukt her til morgen. Fader Lehi lovede sin søn Jakob, at Gud ville »hellige [hans] lidelser og lade dem blive [ham] til velsignelse« (2 Nephi 2:2). Profeten Joseph fik løfte om, at »din modgang og dine lidelser skal blot vare et øjeblik, og om du er standhaftig, skal Gud ophøje dig i det høje« (L&P 121:7­8). De fleste af os oplever i en eller anden grad det, skrifterne kalder »lidelsens ovn« (Es 48:10; 1 Nephi 20:10). Nogle bliver opslugt i tjenesten af et handikappet familiemedlem. Andre lider under, at en kær ven eller slægtning dør, eller at de mister eller får udskudt et retfærdigt mål såsom ægteskab eller at få børn. Endnu andre kæmper med personlige svagheder eller med følelser af afvisning, utilstrækkelighed eller nedtrykthed. Ved hjælp af en kærlig himmelsk Faders retfærdighed og barmhjertighed kan den forfining og helliggørelse, der er mulig gennem sådanne oplevelser, hjælpe os til at opnå det, som Gud ønsker, vi skal blive. Vi bliver udfordret til at gå gennem en omvendelsesproces frem mod det stade og den tilstand, der kaldes evigt liv. Dette opnås ikke kun ved at gøre, hvad der er rigtigt, men ved at gøre det af den rigtige årsag ­ nemlig Kristi rene kærlighed. Apostlen Paulus illustrerede dette i sin kendte belæring om vigtigheden af kærlighed (se 1 Kor 13). Årsagen til at kærligheden aldrig hører op, og årsagen til at kærligheden er større end selv de mest betydningsfulde gode gerninger, han nævnte, er, at kærlighed, »Kristi rene kærlighed« (Moroni 7:47), ikke er en handling, men en tilstand. Man tilegner sig kærlighed gennem en række handlinger, der fører til en omvendelse. Kærlighed er noget, man bliver. »Derfor,« som Moroni kundgjorde, »må menneskene have kærlighed, ellers kan de ikke arve« det sted, som er beredt for dem i Faderens boliger (Ether 12:34; fremhævelse tilføjet). Alt dette er med til at give os en væsentlig forståelse af meningen med lignelsen om arbejderne i vingården, som Frelseren fortalte for at forklare, hvad Himmeriget er. Som I husker, så ansatte vingårdsejeren arbejdere på forskellige tidspunkter på dagen. Nogle sende han hen i vingården tidligt om morgenen, andre ved den tredje time og andre ved den sjette og niende time. Til sidst sendte han ved den ellevte time andre hen i vingården og lovede, at han ville betale dem, hvad de havde ret til (se Matt 20:4). Da det blev aften, gav vingårdsejeren den samme løn til hver enkelt arbejder, selv til dem, der først var kommet til ved den ellevte time. Da de, som havde arbejdet hele dagen, så dette, »gav de ondt af sig over for vingårdsejeren« (Matt 20:11). Ejeren gav ikke efter, men påpegede blot, at han ikke havde gjort nogen uret, eftersom han havde betalt hver mand det beløb, de havde aftalt. Denne lignelse kan ligesom andre lignelser lære os forskellige og værdifulde principper. Med det nærværende formål for øje kan vi lære af den, at Mesterens belønning ved den sidste dom ikke bygger på, hvor længe vi har arbejdet i vingården. Vi opnår ikke vores himmelske løn ved at stemple ind og ud. Det, der er afgørende, er, at vores arbejde på Herrens arbejdsplads har fået os til at blive noget. For nogle af os tager det længere tid end for andre. Det, der i den sidste ende er vigtigt, er, hvad vi er blevet takket være vores arbejdsindsats. Mange, der kommer ved den ellevte time, er blevet lutret og forberedt af Herren på andre måder end ved formel ansættelse i vingården. Disse arbejdere er ligesom den færdigblanding, man kun skal tilsætte vand ­ den fuldkommengørende ordinance dåb og Helligåndens gave. Med denne tilsætning ­ selv i den ellevte time ­ er disse arbejdere på samme udviklingsstade og kvalificerede til at få den samme løn som dem, der har arbejdet længe i vingården. Denne lignelse lærer os, at vi aldrig skal opgive håbet og kærlige forbindelser til familiemedlemmer og venner, hvis fine egenskaber (se Moroni 7:5­14) beviser deres udvikling frem mod det, som en kærlig Fader ønsker, at de skal blive. På samme måde viser forsoningens kraft og omvendelsens princip, at vi aldrig skal give op over for vore kære, som lige nu synes at træffe mange forkerte valg. I stedet for at dømme andre, bør vi bekymre os om os selv. Vi må ikke opgive håbet. Vi må ikke holde op med at stræbe. Vi er Guds børn, og det er muligt for os at blive det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal blive. Hvordan kan vi måle vores fremgang? I skrifterne foreslås der forskellige måder. Jeg vil blot nævne to. Efter kong Benjamins store prædiken råbte mange af hans tilhørere, at Herrens Ånd »har bevirket stor forandring hos os eller i vore hjerter, så at vi ikke mere er tilbøjelige til at gøre ondt, men bestandig gøre godt« (Mosiah 5:2). Hvis vi mister vores ønske om at gøre ondt, er vi på vej mod vores himmelske mål. Apostlen Paulus sagde, at de, der har modtaget Guds Ånd, »har Kristi tanker« (1 Kor 2:16). Sådan som jeg forstår dette, betyder det, at de, der fortsætter frem mod den nødvendige omvendelse, begynder at se tingene, som vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, ser dem. De hører hans røst frem for verdens røst, og de gør tingene på hans måde frem for på verdens måde. Jeg vidner om Jesus Kristus, vores Frelser og vores Forløser, hvis kirke dette er. Jeg vidner med taknemmelighed om Faderens plan, efter hvilken vi gennem Frelserens opstandelse og forsoning har vished om udødelighed og muligheden for at blive det, der er nødvendigt for evigt liv. I Jesu Kristi navn. Amen.