»I skal hellige jer« Ældste Jeffrey R. Holland De Tolv Apostles Kvorum »Kaldet i enhver tidsalder ­ og især vores tidsalder ­ er Josvas kald: ðI skal hellige jer, for i morgen vil Herren gøre undere blandt jer.Ы Brødre, jeg elsker og ærer Guds præstedømme, og jeg er beæret over at stå sammen med dem, som har det. Mit budskab i aften er beregnet til os alle, uanset alder eller antal år i tjenesten, men jeg ønsker at tale særligt til diakonerne, lærerne og præsterne i Det Aronske Præstedømme, og de unge, nyordinerede ældster i Det Melkisedekske Præstedømme ­ I i den opvoksende generation, I som skal være parate til at bruge jeres præstedømme, ofte på tidspunkter og måder, I ikke forventede. I denne ånd er mit kald til jer i aften noget i retning af det kald, Josva gav til en tidligere generation af præstedømmebærere, unge mænd og dem, som ikke var så unge, og som havde brug for at udføre et mirakel på deres tid. Til dem, som skulle færdiggøre det gamle Israels mest frygtindgydende opgave ­ at generobre og atter tage deres fordums forjættede land i besiddelse ­ sagde Josva: »I skal hellige jer, for i morgen vil Herren gøre undere blandt jer.«1 Lad mig fortælle jer en beretning, der handler om, hvor hurtigt og hvor uventet »i morgen« kan komme og i nogle tilfælde, hvor lidt tid man kan have til at foretage forhastet og forsinket forberedelse. En eftermiddag onsdag den 30. september 1998, i sidste uge var det kun to år siden, befandt et lilleputfodboldhold sig på banen til den ugentlige træning i Inkom i Idaho. De var færdige med at varme op og var begyndt at spille lidt. Mørke skyer samledes, som de af og til gør om efteråret, og det begyndte at regne lidt, men det bekymrede ikke gruppen af drenge, som elskede at spille amerikansk fodbold. Pludselig, tilsyneladende ud af ingenting, flængede et øredøvende tordenskrald luften og kunne ikke adskilles fra det lyn, som oplyste og bogstaveligt talt elektrificerede alting. I dette øjeblik var en af mine unge venner, A. J. Edwards, som dengang var diakon i Portneuf Ward i McCammon Stav i Idaho, klar til at tage en bold, der var et sikkert mål i denne kamp, hvor holdet spillede mod hinanden. Men det lyn, der havde oplyst jorden og himlen, ramte A. J. Edwards fra toppen af hans foldboldhjelm til hans skosåler. Trykket fra lynnedslaget overvældede alle spillerne, slog nogle få til jorden, efterlod en af spillerne midlertidig blind og resten af spillerne bogstavelig talt fortumlede og rystede. Instinktivt begyndte de at løbe hen mod en betonbygning, der stødte op til parken. Nogle af drengene begyndte at græde. Mange af dem faldt ned på deres knæ og begyndte at bede. Under alt dette lå A. J. Edwards livløs på banen. Bror David Johnson fra Rapid Creek Ward i McCammon stav i Idaho, skyndte sig hen til spillerens side. Han råbte til træneren, der også var medlem af wardet, Rex Shaffer: »Jeg kan ikke føle nogen puls. Han har hjertestop.« Disse to mænd, som mirakuløst nok begge var uddannede i førstehjælp, begyndte hjertemassage i en kamp mellem liv og død. Mens mændene arbejdede, sad holdets unge forsvarstræner, den 18-årige Bryce Reynolds, som er medlem af Mountain View Ward i McCammon stav i Idaho med A. J.'s hoved i sine hænder. Mens han iagttog bror Johnson og bror Shaffer koncentreret give hjertemassage, fik han en tilskyndelse. Jeg er sikker på, at det var en åbenbaring fra himlen i ordets egentligste forstand. Han huskede levende en præstedømmevelsignelse, som biskoppen engang havde givet hans bedstefar ved en ligeså tragisk og ligeså livstruende ulykke for nogle år siden. Mens han nu holdt denne unge diakon i sine arme, erkendte han, at for første gang i sit liv skulle han bruge sit nyligt overdragne Melkisedekske Præstedømme på en lignende måde. I forventning om sin 19 års fødselsdag og kommende kald til at tjene på mission, var den unge Bryce Reynolds blevet ordineret til ældste blot 39 dage tidligere. Uanset om han hørligt sagde ordene eller blot ytrede dem halvhøjt, sagde ældste Reynolds: »A. J. Edwards, i Herren Jesu Kristi navn og ved magten og myndigheden i Det Melkisedekske Præstedømme, som jeg bærer, velsigner jeg dig, at du vil blive OK. I Jesu Kristi navn. Amen.« Da Bryce Reynolds afsluttede denne korte, men inderlige velsignelse på en 18-årigs sprog, trak A. J. Edwards sit første åndedrag igen. De fortsatte bønner, mirakler og yderligere præstedømmevelsignelser i hele denne oplevelse ­ deriblandt ambulancekørslen i høj hastighed til Pocatello og en næsten håbløs redningsflyvning til brandsårscentret ved University of Utah ­ kan hele familien Edwards fortælle os på et senere tidspunkt. Det er tilstrækkeligt at sige, at en meget rask og stærk A. J. Edwards sidder i forsamlingen i aften sammen med sin far som mine særlige gæster. Jeg talte for nyligt også i telefonen med ældste Bryce Reynolds, som har tjent trofast i Dallas-missionen i Texas i de sidste 17 måneder. Jeg elsker disse to vidunderlige unge mænd. Unge venner i både Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme, ikke alle bønner besvares så hurtigt, og ikke enhver præstedømmeudtalelse kan befale fornyelse eller opretholdelsen af livet. Af og til er Guds vilje anderledes. Men, unge mænd, I vil, hvis det ikke allerede er tilfældet, lære, at i utrygge, selv i farlige stunder vil jeres tro og jeres præstedømme kræve det allerbedste af jer og det bedste, I kan kalde ned fra himlen. I drenge i Det Aronske Præstedømme bruger ikke præstedømmet på nøjagtig samme måde som en ordineret ældste bruger Det Melkisedekske, men alle præstedømmebærere skal være redskaber i Guds hænder og for at være det, skal I ­ som Josva sagde ­ »hellige jer«. I skal være rede og værdige til at handle. Det er derfor, Herren gentagne gange siger i skrifterne: »Rens jer, I, som bærer Herrens kar!«2 Lad mig fortælle jer, hvad denne vending, »bærer Herrens kar« betyder. I gamle dage havde det mindst to betydninger, begge i henhold til præstedømmets arbejde. Den første henviser til generhvervelsen og tilbageleveringen til Jerusalem af forskellige tempelredskaber, som af kong Nebukadnezar var blevet bragt til Babylon. Med hensyn til fysisk at klare tilbageleveringen af disse ting mindede Herren disse fordums brødre om helligheden af det, der havde med templet at gøre. Derfor skulle de, når disse forskellige skåle, kummer, bægre og andre kar skulle bæres tilbage til deres hjemland, selv være så rene som de ceremonielle redskaber, de bar.3 Den anden betydning har noget med den første at gøre. Lignende kar og redskaber blev brugt til rituelt at rense i hjemmet. Apostlen Paulus sagde, da han skrev til sin unge ven, Timotheus, om dem: »I et stort hus er der . . . redskaber af guld og sølv, men også af træ og ler« ­ hvilket var til vask og rensning, som det foregik på Frelserens tid. Men Paulus fortsætter med at sige: »Den, der holder sig fri af [uværdighed] . . . bliver et redskab til fint brug, helliget, nyttigt for husets herre, anvendeligt til alt godt arbejde.« Derfor sagde Paulus: »Sky de ungdommelige tilbøjeligheder . . . stræb efter retfærdighed . . . påkald Herren af et rent hjerte.«4 I begge disse bibelske beretninger er budskabet, at som præstedømmebærer skal vi ikke alene håndtere hellige kar og symboler på Guds magt ­ tænk f.eks. på at forberede, velsigne og omdele nadveren ­ men vi skal også være et helligt redskab. I øvrigt fortæller profeterne og apostlene os, at på grund af det, vi skal gøre, og endnu vigtigere på grund af det, vi skal være, skal vi »sky de ungdommelige tilbøjeligheder« og »påkald Herren af et rent hjerte.« De beder os om at være rene. Vi lever i en tidsalder, hvor denne renhed bliver sværere og sværere at bevare. Med moderne teknologi kan selv jeres yngste brødre og søstre bogstavelig talt blive båret rundt i verden, før de er gamle nok til at sidde på en trehjulet cykel og køre sikkert tværs over vejen. Det, der i min generation var sorgløse øjeblikke med at gå i biografen, se TV eller læse blade, er nu med den yderligere tilgang til video, Internettet og personlige computere, blevet fornøjelser, belastet med virkelig moralsk fare. Jeg fremhæver dette ord fornøjelser. Ved I, at den oprindelige latinske betydning af ordet »fornøjelser« var »en afledning af sindet, beregnet på at bedrage«? Uheldigvis er det stort set, hvad fornøjelser i vore dage igen er blevet i hænderne på ærkebedrageren. For nylig læste jeg en forfatter, som sagde: »Vores fritid, selv vores leg, er en alvorlig sag. [Det er fordi], der ikke er noget neutralt sted i universet: Enhver kvadratcentimeter, hvert sekund gør Gud krav på og Satan gør modkrav.«5 Jeg tror, at det er fuldstændig sandt, og intet krav eller modkrav noget sted er mere afgørende og iøjnefaldende end det, der bliver krævet af sindet og moralen, de unges personlige renhed. Brødre, en del af min advarselsrøst i aften er, at dette kun bliver værre. Døren til eftergivenhed, døren til uanstændighed og tarvelighed og utugtighed åbnes tilsyneladende kun den ene vej. Den åbner sig kun mere og mere, den går tilsyneladende aldrig i. Den enkelte kan vælge at lukke den, men det er sikkert, at historisk set vil flertallets lyster og flertallets regler ikke lukke den. Nej, inden for de moralske grænser er den virkelig kontrol, man har, selvkontrol. Brødre, hvis I kæmper med selvkontrol med hensyn til det, I ser på eller lytter til, med det I siger, eller hvad I gør, så beder jeg jer om at bede til vor himmelske Fader for at få hjælp. Bed til ham som Enos gjorde, han som kæmpede med Gud og kæmpede i ånden.6 Kæmp som Jakob gjorde med englen, og nægt at lade ham gå, før en velsignelse er kommet.7 Tal med jeres mor og far. Tal med jeres biskop. Få den bedste hjælp, I kan, fra alle de gode mennesker, som er omkring jer. Undgå for enhver pris andre, som vil friste jer, svække jeres vilje eller forlænge jeres problemer i det uendelige. Hvis nogle ikke føler sig helt værdige i aften, så kan han blive værdig ved omvendelse og Herren Jesu Kristi forsoning. Frelseren græd og blødte og døde for jer. Han har givet alt for jeres lykke og frelse. Han vil sandelig ikke tilbageholde hjælp fra jer nu! Så kan I hjælpe andre, som I bliver sendt til, nu og i fremtiden som en, der har Guds præstedømme. Så kan I, som missionærer, være det, som Herren beskrev som »læge for Kirken«.8 Unge mænd, vi elsker jer. Vi bekymrer os for jer og ønsker at hjælpe jer på alle de måder, vi kan. For næsten to hundrede år siden skrev William Wordsworth, at »verden er for meget i os.« Hvad i alverden ville han mon sige om de indgreb, der sker på vore sjæle og følsomheden i dag? Når vi taler om nogle af disse problemer, som I står overfor, ved vi, at et absolut flertal af unge mænd trofast efterlever evangeliet og står principfast for Herren. Jeg er sikker på, at denne gruppe omfatter det overvældende flertal af alle, som lytter her i aften. Men de advarsler, vi giver til de få, er vigtige påmindelser selv til de trofaste. I anden verdenskrigs vanskeligste og mest nedslående dage, sagde Winston Churchill til folket i England: »For hvert eneste menneske kommer . . . dette særlige øjeblik, hvor han i overført betydning bliver prikket på skulderen og tilbudt en mulighed for at gøre noget særligt, som han alene kan med hans talenter. Hvor er det en tragedie, hvis han i dette øjeblik er uforberedt eller ukvalificeret til arbejdet, som ville blive hans største time.« Brødre, i forbindelse med en endnu mere alvorlig form for åndelig krigsførelse, kommer dagen måske ­ ja, jeg er sikker på, at den vil komme ­ hvor lynet så at sige slår ned i en uventet situation eller på et tidspunkt med stort behov, og fremtiden vil være i jeres hænder. Vær rede, når den dag kommer. Vær stærke. Vær altid rene. Respektér og ær præstedømmet, som I har, i aften og for evigt. Jeg vidner om dette værk, om den magt, vi har fået til at lede det, og om behovet for at være værdig i denne administration. Brødre, jeg vidner om dette kald i alle tidsaldre ­ og især i jeres alder ­ er Josvas kald: »I skal hellige jer, for i morgen vil Herren gøre undere blandt jer.« I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. Jos 3:5. 2. Es 52:11; se også 3 Nephi 20:41; L&P 38:42; 133:5. 3. Se 2 Kong 25:14­15; Ezra 1:5­11. 4. 2 Tim 2:20­22; fremhævelse tilføjet. 5. C. S. Lewis, Christian Reflections, s. 33. 6. Se Enos 1:2­10. 7. 1 Mos 32:24­26. 8. L&P 31:10.