Præsident James E. Faust
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
»Når jeg ser tilbage på mit liv, erkender jeg, at der er én enestående kilde til styrke og velsignelser. Det er mit vidnesbyrd og viden om, at Jesus er Kristus.«
Mine elskede brødre og søstre og venner, jeg har levet længe. Når jeg ser tilbage på mit liv, erkender jeg, at der er én enestående kilde til styrke og velsignelser. Det er mit vidnesbyrd og viden om, at Jesus er Kristus, menneskehedens Frelser og Forløser. Jeg er inderligt taknemlig for, at jeg hele mit liv har haft en enkel tro på, at Jesus er Kristus. Det vidnesbyrd er blevet bekræftet for mig hundredvis af gange. Det er min sjæls ypperligste kundskab. Det er mit væsens åndelige lys. Det er mit livs hjørnesten.
Som en af de mindste blandt jer, når man ser bort fra min kaldelse som en af Herrens apostle, bærer jeg vidnesbyrd om, at Kristus er vor Frelser og verdens Forløser. Eftersom dette vidnesbyrd er dannet af et helt livs erfaringer, kræver det nødvendigvis, at jeg beretter om oplevelser, der er meget personlige. Men det er mit vidnesbyrd, og jeg føler, at Frelseren ved, at jeg ved, at han lever.
Mit vidnesbyrds første hjørnesten blev lagt for længe siden. En af mine tidligste erindringer er om et uhyggeligt mareridt, jeg havde som lille. Jeg husker det stadig helt levende. Jeg må have skreget af angst i løbet af natten. Min bedstemor vækkede mig. Jeg græd, og hun tog mig i sine arme, krammede mig og trøstede mig. Hun hentede en skål af min yndlingsgrød, som var blevet til overs fra middagen. Og jeg sad på hendes skød, mens hun madede mig. Hun fortalte mig, at vi var i sikkerhed i vores hjem, fordi Jesus vågede over os. Dengang følte jeg, at det var sandt, og jeg tror stadig på det. Jeg følte mig trøstet på både sjæl og legeme og gik roligt i seng med visheden om den guddommelige realitet, at Jesus virkelig våger over os.
Den første mindeværdige oplevelse førte til andre stærke bekræftelser på, at Gud lever, og at Jesus er vor Herre og Frelser. Mange af disse kom som svar på oprigtig bøn. Når jeg som barn mistede noget, som for eksempel min dyrebare lommekniv, erfarede jeg, at hvis jeg bad inderligt nok, så kunne jeg sædvanligvis finde det. Jeg fandt altid de vildfarne køer, som jeg havde ansvaret for. Det skete, at jeg måtte bede flere gange, men mine bønner syntes altid at blive besvaret. Sommetider var svaret nej, men som regel var det positivt og bekræftende. Selv når svaret var nej, fandt jeg ud af, at Herren i sin store visdom gav mig det svar, der var bedst for mig. Min tro blev ved med at vokse, efterhånden som mursten føjedes oven på hjørnestenen, linje på linje, bud på bud. Der har været alt for mange af dem, til at de kan skildres enkeltvis.
Og nogle er for hellige til at omtales. Disse tidlige frø af tro spirede endnu mere, da jeg som ung bærer af Det Aronske Præstedømme på første hånd modtog en bekræftelse af de tre vidners forbløffende vidnesbyrd om, at Mormons Bog er sand. Min stavspræsident var Henry D. Moyle, og hans far var James H. Moyle. Om sommeren besøgte bror James H. Moyle sin familie, og han overværede møderne sammen med os i vores lille ward i den sydøstlige del af Saltsødalen.
En søndag fortalte bror James H. Moyle os om en enestående oplevelse. Som ung mand drog han til University of Michigan for at studere jura. Da han var færdig med sine studier, fortalte hans far ham, at David Whitmer, et af de tre vidner til Mormons Bog, stadig levede. Faderen foreslog, at han på sin vej hjem til Salt Lake City besøgte David Whitmer. Bror Moyles formål var at spørge ham om hans vidnesbyrd om guldpladerne og Mormons Bog.
Under besøget sagde bror Moyle til David Whitmer: »De er en gammel mand, og jeg er ung. Jeg har studeret en del om vidner og vidnesbyrd. Vil De fortælle mig sandheden om deres vidnesbyrd som et af de tre vidner til Mormons Bog.« David Whitmer fortalte så denne unge mand: »Ja, jeg holdt guldpladerne i mine hænder, og de blev vist os af en engel. Mit vidnesbyrd om Mormons Bog er sandt.« David Whitmer var ikke længere medlem af Kirken, men han fornægtede aldrig sit vidnesbyrd om englens besøg, om at have rørt ved guldpladerne, eller om at Mormons Bog er sand. At høre denne fantastiske beretning fra bror Moyles læber med mine egne ører havde en bekræftende virkning på mit spirende vidnesbyrd. Da jeg havde hørt det, følte jeg, at jeg måtte leve op til det.
En af de grundlæggende sten i mit vidnesbyrd blev lagt, da jeg tjente i Brasilien på min første mission som ung mand. Dengang var arbejdet frugtesløst og vanskeligt. Vi kunne ikke forestille os den udgydelse af Ånden, som Herren har ladet komme over det land og dets nabolande i Syd- og Mellemamerika og Mexico i de år, der er gået siden. For 60 år siden var der kun én stav i alle disse lande. Nu er der 643 stave i Latinamerika. Jeg tror, at det blot er begyndelsen. Det, der er sket, overgår mine vildeste håb og drømme. Det er et af de mange mirakler, som vi har set. Det er mit vidnesbyrd, at alt dette ikke kunne være sket uden Herrens guddommelige indgriben, han, som våger over dette hellige værk, ikke blot i Latinamerika, men i alle lande i verden.
I mit lange liv har jeg oplevet fred, glæde og lykke, som overgår mine håb og drømme. En af mit livs største velsignelser har været at blive gift med en udvalgt Guds datter. Jeg elsker hende af hele mit hjerte og hele min sjæl. Det er hendes ånd, der har båret mig oppe.1 Vi blev gift i templet i Salt Lake City for 57 år siden, da jeg var soldat under anden verdenskrig og ikke vidste, om jeg vendte levende tilbage. Hendes stærke, urokkelige tro og støtte har styrket mit eget vidnesbyrd i udfordrende og vanskelige tider. Min evige rejse, hvis jeg er så velsignet at opnå den, vil blive vidunderlig med hende ved min side.
En anden stor velsignelse har været, at vi fik børn, selv om vi ikke troede, at vi kunne få nogle. Vores glæde er blevet større med ankomsten af børnebørn og oldebørn. Det skyldtes ene og alene en præstedømmevelsignelse, at dette har ladet sig gøre.
Sammen med velsignelserne har jeg dog også kendt til vanskeligheder og sorger. Jeg er taknemlig for det, jeg har lært af modgangen. Som ung levede jeg under den store depression, hvor banker krakkede, og mange mistede deres arbejde og hjem og sultede. Jeg var så heldig at have et job på en konservesfabrik, som betalte 25 cent i timen. Jeg var måske ikke mere værd! Men det hjalp mig til at få min uddannelse. Jeg gjorde tjeneste i militæret i tre år under den anden verdenskrig. Engang, hvor vores skib var ved at kæntre under et frygteligt uvejr i Stillehavet, overgav jeg mig i Herrens hænder og lovede ham inderligt, at hvis jeg overlevede, så ville jeg tjene ham hele mit liv.
Til tider er jeg snublet og har klaret mig ringere, end jeg burde. Vi oplever alle de pinefulde, karakterskabende, vanskelige beslutninger, som hæver os til et højere åndeligt niveau. Det er vores livs Getsemane-oplevelser, som medfører store smerter og sjælekval. De er til tider for hellige til at fortælle om. Det er de afgørende oplevelser, der er med til at rense os for uretfærdige ønsker om verdslige ting. Når verdslighedens skæl fjernes fra vore øjne, ser vi meget tydeligere, hvem vi er, og hvad vores ansvar er med hensyn til vores guddommelige mål.
Jeg erkender ydmygt, at disse mange erfaringer har næret min sikre kundskab om, at Jesus er vor Frelser og Forløser. Jeg har hørt hans røst og mærket hans påvirkning og nærhed. Det har været som en varm, åndelig kappe. Det vidunderlige ved det er, at alle, som samvittighedsfuldt stræber efter at holde budene og opretholde deres ledere, i større eller mindre grad kan modtage samme vished. Det privilegium at tjene Herrens sag kan give stor tilfredshed og indre fred.
De tidlige kirkemedlemmers forenede vidnesbyrd og tro bragte dem fra Palmyra til Kirtland, og fra Nauvoo til Saltsødalen. Med tiden vil den tro grundfæste dette værk over hele verden. Det stærke vidnesbyrd og den stærke tro fører Guds værk frem på en forbløffende måde. Herrens kraft er i dette værk, som det ses af vor tids vidunderlige begivenheder.
Præsident Gordon B. Hinckley præsiderer over det, der sikkert er den største samling af trofaste mennesker, som nogensinde har levet på denne jord. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han sandelig er en stor profet. Han har brug for trofaste følgesvende. Denne kirkes styrke udspringer af vores fælles og individuelle vidnesbyrd, som er skabt af vore egne trængsler og trofasthed. De helliges trofasthed har gjort det muligt, at få dette storslåede Konferencecenter opført og indviet i Herrens navn på denne historiske dag. Det er enestående i hele verden. Så forunderlige og storslåede er Herrens gerninger i vor tid. Som et folk er vi endnu ikke, som vi burde være langt fra. Men jeg håber, at vi vil stræbe mere inderligt efter at blive et mere retskaffent folk, der fortsat er værdigt til at modtage himlens velsignelser.
Tempelbyggeriernes hastige fremgang i vor tid har været fantastisk. På grund af præsident Hinckleys profetiske syn, ligger der nu mange templer i mange af jordens lande. Denne forbløffende præstation er mulig takket være trofaste tiendeydere. Det har så til gengæld fået Herren til at indfri det løfte, som omtales af Malakias: »Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer.«2 Alle disse udsøgte, hellige bygninger er et vidnesbyrd om vores tro på, at Frelseren brød dødens bånd og gjorde det muligt for os at indgå pagter, som er bindende i den tilkommende verden.
Ligesom Alma kan jeg bære vidnesbyrd: »Alt viser, at der er en Gud, ja, selve jorden og alle ting, som er på den, dens bevægelse og ligeledes alle planeterne, som bevæger sig i deres sædvanlige gang, vidner om, at der er en allerhøjeste Skaber.«3
I en åbenbaring til profeten Joseph Smith, som jeg ved er sand, vidnede Frelseren om sig selv med disse ord:
»Jeg er det sande lys, som oplyser hvert menneske, der kommer til verden,
. . . at jeg er i Faderen og Faderen i mig, og at Faderen og jeg er eet.«4
Herren har lovet, »at hver sjæl, der aflægger sine synder, kommer til mig, påkalder mit navn og adlyder min røst samt holder mine befalinger, skal se mit ansigt og vide, at jeg er.«5
Da jeg blev kaldet til det hellige apostelembede for mange år siden, tilskyndede mit sikre vidnesbyrd mig til ved den lejlighed at sige disse ord: »Jeg forstår, at et hovedkrav for det hellige apostelembede er at være et personligt vidne om, at Jesus er Kristus og den guddommelige Forløser. Måske kan jeg alene på det område kvalificere mig. Denne sandhed er jeg blevet gjort bekendt med gennem Guds Ånds ubeskrivelige fred og kraft.«6
Siden jeg tog imod dette kald for mange år siden, er mit sikre vidnesbyrd blevet meget stærkere. Det skyldes mit ubestridelige vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, Guds Søn.
Det er mit største ønske at være trofast til mit jordiske livs ende. At vi alle må være det, beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER
1. Se 2 Nephi 4:25.
2. Mal 3:10.
3. Alma 30:44.
4. L&P 93:23
5. L&P 93:1.
6. Den danske Stjerne, apr. 1979, s. 36.
Previous
