The Christus statueThe Church of Jesus Christ of Latter-day Saints Search | Feedback | Site Map | Help | Country Sites |
Home Sprog Hovedmenu
Generalkonference
oktober 2000
Indvielsesdag

Indvielsesdag

Præsident Thomas S. Monson
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

»Som et udtryk for vores kærlighed til Herren, kan vi så ikke genindvi vores liv og vore hjem på samme måde?«

Præsident Thomas S. Monson

En elsket salme beskriver de varme følelser, som fylder mit hjerte og min sjæl denne smukke indvielsesdag. Jeg tror også at ordene beskriver jeres følelser:

Denne dag fuld af glæde
Herre, priser vi dit hellige navn.
På dette hellige tilbedelsens sted
forkynder vi højt din herlighed!
 
. . . Lyse og klare lyder vores røster
jubelsange lyder
til vor Skaber, Herre og konge!1
 
Charles C. Rich talte den 7. april 1863 om behovet for et tabernakel, som man kunne mødes i. Han erklærede: »Hvad skal jeg sige med hensyn til Tabernaklet? Vi kan straks se, at vi kan nyde . . . velsignelserne ved et sådant hus med det samme. Hvis vi udsætter det, hvornår vil det så blive bygget? Når dette hus er blevet bygget, kan vi nyde de fordele og velsignelser, som det vil give. Det samme princip kan anvendes på alt, hvad vi giver os i kast med, og på alt, som vi skal gøre, uanset om det er at bygge et tempel . . . et tabernakel eller sende hestevogne til civilisationens grænser for at indsamle de fattige eller gøre noget andet, som kræves af os. Der er intet, som er krævet, som vil blive udført, før vi går i gang og selv gør noget. Vi har ikke noget andet folk at støtte os til; og derfor er det op til os at gå i gang og udføre vores del godt.«2

De gik i gang!

Tak til Gud for vores ædle profet, præsident Gordon B. Hinckley, som med den indsigt, som en seer besidder, forstod behovet for denne storslåede bygning og »gik i gang« med mange andres hjælp. Resultatet ser vi her i dag, og denne bygning vil blive indviet her til morgen.

Som symbol på vores taknemlighed og som et udtryk for vores kærlighed til Herren, kan vi så ikke genindvi vores liv og vore hjem på samme måde?

Apostlen Paulus tilføjede i sin epistel til korinterne en apostolisk dimension til at bygge videre på denne forpligtelse, da han sagde: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer?«3

Behovet for personlig indvielse og fornyet forpligtelse er af afgørende betydning i dagens samfund. Et hurtigt blik på adskillige avisartikler beskriver vores vanskelige situation.

Fra Associated Press kom følgende: »I pressefrihedens navn har Højesteret tilsidesat en føderal lov, som beskyttede børn mod sexkanaler på kabel-tv.«4

Fra The San Jose Mercury News kom denne historie: »Tyskland kan blive Europas økonomiske kraftcenter, men søndag standser det op . . . Men de globale markedskræfter begynder at forstyrre Tysklands traditionelle hviledag. Med . . . den amerikanske indkøbsstil [syv dage om ugen] og Internettet, som alle døgnets 24 timer tilvejebringer adgang til verdens goder, så er sådanne stramme forretningstider ðsom et slot fra det forrige århundrede.Ð Berlin må for at kappes med andre internationale byer være mere aggressiv . . . ðVi ønsker at tjene flere penge.Ы5

Mens vi ser den skuffelse, som omslutter utallige mennesker i dag, lærer vi på den hårde måde det, som en fordums profet beskrev for os for 3000 år siden: »Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den.«6

Abraham Lincoln, som vi ærer, har nøje beskrevet vores svære situation: »Vi har modtaget Himlens rigeste velsignelser. Vi er blevet bevaret disse mange år i fred og med fremgang. Vi er vokset i antal, rigdom og styrke . . . men vi har glemt Gud. Vi har glemt den nåderige hånd, som bevarede os i fred og mangfoldiggjorde og berigede og styrkede os, og i vores hjertes bedrageriske og tomme forestillinger har vi opfattet det som om, alle disse velsignelser er fremkommet gennem vores egen visdom og dyd. På grund af for stor succes er vi blevet alt for selvtilstrækkelige til at kunne fornemme nødvendigheden af denne frelsende og bevarende nåde, vi er blevet for stolte til at bede til Gud, som har skabt os.«7

Når det stormer på livets hav, søger den kloge sømand fred i havnen. Familien, som vi traditionelt har kendt den, er et sådant tilflugtssted. »Hjemmet er grundvolden for et retfærdigt liv, og intet andet sted kan indtage dets plads eller opfylde dets væsentligste funktioner.«8 Et hjem er i virkeligheden mere end blot et hus. Et hus er bygget af tømmer, mursten og sten. Et hjem er skabt af kærlighed, offer og respekt. Et hus kan være et hjem, og et hjem kan være en himmel, som skærmer en familie. Når de sande værdier og grundlæggende dyder lægger til grund for samfundets familier, vil håb overvinde fortvivlelse og tro sejre over tvivl.

Sådanne værdier vil, når de læres og efterleves i vore familier, blive som den velkomne regn på den tørre jord. Kærligheden vil øges, loyalitet over for ens eget bedste selv vil blive styrket, og disse dyder i form af karakterstyrke, ufordærvethed og godhed vil blive næret. Familien må bevare sin fremtrædende plads i vores liv, for den er det eneste mulige sted, hvorfra et samfund af ansvarlige mennesker nogen sinde har kunnet bygge for fremtiden og bevare de værdier, som de sætter højt lige nu.

Lykkelige hjem findes på mange måder. Nogle karakteristiske familier med far, mor, brødre og søstre lever sammen i en kærlig atmosfære. Andre familier består af en enlig forældre med et eller to børn, mens andre hjem kun består af en enkelt person. Der er imidlertid visse kendetegn, som findes i et lykkeligt hjem, uanset antal eller beskrivelsen af familiens medlemmer. Disse kendetegn er:

Et mønster på bøn.

Et bibliotek fuld af lærdom.

En arv af kærlighed.

På det amerikanske kontinent erklærede Jakob, Nephis bror: »Se hen til Gud med fasthed i sindet og bed til ham med stærk tro.«9

En fremtrædende dommer blev spurgt, hvad vi som borgere i verdens lande kan gøre for at reducere forbrydelserne og ulydigheden mod lovene og for at bringe fred og tilfredshed i vores liv og i vore nationer. Han svarede tankefuldt: »Jeg foreslår, at vi vender tilbage til den gamle skik med familiebøn.«

Herren har rådet os til at gøre vores personlige liv og vores hjem til et lærdommens sted: ». . . søg visdom i de allerbedste bøger, søg efter kundskab ved læsning og ved tro.«10

Standardværkerne udgør det lærdommens bibliotek, som jeg taler om. Vi må være meget opmærksomme på ikke at undervurdere børns evner til at læse og forstå Guds ord.

Som forældre bør vi huske, at vores liv måske er den bog i familiens bibliotek, som børnene holder mest af. Er vores eksempel værd at efterleve? Lever vi på en sådan måde, at en søn eller datter kan sige: »Jeg vil gerne følge min far«, eller »jeg vil gerne være som min moder«? I modsætning til bøgerne på hylden, hvor omslaget beskytter bogens indhold, så kan vores liv ikke lukkes. Forældre, vi er i sandhed en åben bog i lærdommens bibliotek i vores hjem.

Er vi et eksempel på en arv af kærlighed? Er vores hjem? Bernadine Healy, gav dette råd i en tale ved en dimissionsfest: »Som læge har jeg været dybt privilegeret ved at være til stede i nogle af de stærkeste øjeblikke i menneskers liv, herunder deres sidste tid, og lad mig fortælle jer en hemmelighed. Mennesker, som står overfor døden, tænker ikke på, hvilke akademiske grader de har opnået, eller hvilke stillinger de har haft, eller hvor meget rigdom de har samlet sammen. Det, som virkelig betyder noget ved afslutningen af livet, er, hvem du har elsket, og hvem der har elsket dig. Denne kærlighedscirkel er det hele og er et storslået mål på et afsluttet liv. Det er den gave, som har størst værdi.«11

Vor Herres og Frelsers budskab er kærlighedens budskab. Den kan være et lys på vores personlige sti til ophøjelse.

Ved afslutningen af en fars liv, så han tilbage på, hvordan han havde brugt sin tid på jorden. Som en berømt og respekteret forfatter til adskillige akademiske værker sagde han: »Jeg ville have ønsket, at jeg havde skrevet en bog mindre og taget mine børn med ud at fiske lidt oftere.«

Tiden går hurtigt. Mange forældre siger, at det syntes, som om det var i går, at deres børn blev født. Nu er disse børn voksne, og har måske deres egne børn. »Hvor forsvandt årene hen?« spørger de. Vi kan ikke skrue den tid tilbage, som er gået, og vi kan ikke standse tiden nu eller opleve fremtiden i vores nuværende tilstand. Tiden er en gave, en skat, som ikke skal sættes hen til fremtidig brug, men som skal bruges klogt lige nu.

Har vi skabt en kærlig ånd i vore hjem? Præsident David O. McKay har sagt: »Et sandt mormonhjem er et hjem, hvor Kristus, hvis kan kom forbi, ville være glad for at opholde sig og for at hvile sig.«12

Hvad gør vi for at sikre, at vores hjem kan leve op til denne beskrivelse? Lever vi selv op til den?

Der sker ulykker på livets landevej. Nogle går bort fra de vejskilte, som fører til evigt liv, for blot at opdage, at denne omvej, som man har valgt til sidst vil føre til en blindgyde. Ligegyldighed, manglende omsorg, selviskhed og synd kræver alt sammen sin dyrebare pris i menneskers liv. Der findes mennesker, som af uforklarlige årsager, marcherer til en anden melodi, for senere at finde ud af, at de har fulgt sorgens og lidelsens melodi.

Der er i dag fra denne talerstol givet en opfordring til mennesker over hele verden: Kom tilbage fra din vildfarne vej, du trætte rejsende. Kom til Jesu Kristi evangelium. Kom til den himmelske havn, som kaldes hjemmet. Her vil du opdage sandheden. Her vil du lære Guddommens virkelighed, frelsesplanens trøst, ægteskabspagtens hellighed og styrken i personlig bøn. Kom hjem.

Mange af os husker måske fra vores ungdom beretningen om en lille ung dreng, som blev bortført fra sine forældre og sit hjem og ført bort til en landsby langt borte. Under disse forhold voksede denne lille dreng op og blev en ung mand uden en viden om sine virkelige forældre eller sit hjem på jorden.

Men hvor var hans hjem? Hvor kunne han finde sin mor og sin far? Oh, hvis han blot kunne huske deres navne, så ville hans opgave ikke virke så håbløs. Han søgte desperat at huske blot et glimt af sin barndom.

I et glimt af inspiration huskede han lyden af en klokke fra landsbyens kirketårn, som bød velkommen hver sabbatmorgen. Den unge mand gik fra landsby til landsby for at høre denne bekendte klokke ringe. Nogle klokker lød næsten som den lyd, han huskede, andre gjorde ikke.

Til sidst stod den trætte unge mand en søndag morgen foran en kirke i en typisk landsby. Han lyttede omhyggeligt, da kirkeklokken begyndte at ringe. Lyden lød bekendt. Den var ikke som nogen af de andre, han havde hørt, men lød som den klokke, der ringede i hans minde om sin barndom. Ja, det var den samme kirkeklokke. Dens klang var den rigtige. Hans øjne fyldtes med tårer. Hans hjerte frydede sig. Hans sjæl fyldtes med taknemlighed. Den unge mand faldt på knæ og kiggede op over kirketårnet ­ ja mod himlen ­ og hviskede en bøn i taknemlighed: »Tak Gud. Jeg er kommet hjem.«

Ligesom lyden fra en kirkeklokke, som er husket, vil Jesu Kristi evangeliums sandhed være for den sjæl, som oprigtigt søger. Mange af jer har rejst langt i jeres personlige søgen efter det, som lyder sandt. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige sender en oprigtig appel til dig. Åbn din dør for missionærerne. Åbn dit sind for Guds ord. Åbn dit hjerte ­ ja hele din sjæl ­ for den lyd, som kommer fra den stille sagte stemme, som vidner om sandheden. Som profeten Esajas lovede: »Med egne ører skal du høre et ord, der lyder bag dig: ðHer er vejen, den skal I følge!Ы13 Så vil I ligesom den dreng, jeg talte om, også på jeres bøjede knæ sige til jeres og min Gud: »Jeg er kommet hjem.«

Må denne velsignelse blive alle til del, det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.

NOTER

1. Leroy J. Robertson (1896­1971), »On This Day of Joy and Gladness«, Hymns, nr. 64.
2. Deseret News Weekly, 20. apr. 1863, s. 369.
3. 1 Kor 3:16.
4. Richard Carelli, »High Court Kills Limits on TV Sex«, Salt Lake Tribune, 23. maj 2000, A1.
5. Daniel Rubin, »Global Economy Erodes Ban on Sunday Shopping«, Salt Lake Tribune, 23. maj 2000, A1.
6. Klages 5:10.
7. I James D. Richardson, A Compilation of the Messages and Papers of the Presidents, 10 bind, 5:3366.
8. Citeret i Conference Report, okt. 1962, s. 72.
9. Jakobs Bog 3:1.
10. L&P 88:118.
11. »On Light and Worth: Lessons from Medicine«, Tale ved dimissionsfest, Vassar College, 29. maj 1994, s. 10, Særsamling.
12. I Conference Report, okt. 1947, s. 120.
13. Es 30:21.

 
© 2008 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved.   Rights and use information.  Privacy policy