Nu er det tid Ældste M. Russell Ballard De Tolv Apostles Kvorum »Hvis vi ikke forstår og villigt fortæller andre om Jesu Kristi evangeliums gengivelse gennem profeten Joseph Smith, hvem skal så gøre det?« Fra det triste fangehul i Libertyfængslet gav profeten Joseph Smith i marts 1839 følgende vejledning til Kirken: ». . . der findes endnu mange på jorden blandt alle sekter, partier og religionssamfund, som er forblindet ved menneskenes listige anslag . . . og som holdes borte fra sandheden blot derved, at de ikke ved, hvor de kan finde den« (L&P 123:12). Mange år senere blev profetens nevø Joseph F. Smith i en alder af 15 år kaldet til at være missionær på Hawaii. Som I husker, var han kun fem år, da hans far, Hyrum, led martyrdøden. Hans mor, Mary Fielding, døde, da han var blot 13 år. Da den unge Joseph ankom til øen Maui, blev han alvorligt syg. Men trods dette og andre genvordigheder skrev han til ældste George A. Smith: »Jeg er rede til at bære mit vidnesbyrd . . . når som helst og hvor som helst og i hvilke omstændigheder jeg end måtte befinde mig i . . . Jeg er rede til at gå gennem tykt og tyndt for den sag, jeg er engageret i« (citeret i Life of Joseph F. Smith, s. 176). I dag må vi spørge os selv: Er vi parate og villige til at gå gennem tykt og tyndt for denne sag, som vi er engageret i? Afspejler vi i vores ansigt glæden ved at efterleve evangeliet, sådan som en ægte discipel bør gøre? Hvis vi ikke forstår og villigt fortæller andre om Jesu Kristi evangeliums gengivelse gennem profeten Joseph Smith, hvem skal så gøre det? Vi kan ikke udelukkende lægge byrden med at bringe evangeliet ud til alle mennesker på fuldtidsmissionærerne. Familierne bliver ikke styrket, den enkeltes vidnesbyrd styrkes ikke, antallet af dåb øges ikke og mindre aktive bringes ikke tilbage, før vi som medlemmer af Kirken rejser os, som enkeltpersoner og i fællesskab, med beslutsomhed og villighed til at være med til at opbygge Guds rige. Det er vores pligt at hjælpe andre til ved Åndens kraft at kende og forstå evangeliets lære og principper. Enhver skal føle, at genoprettelsens lærdomme er sande og af stor værdi. Og enhver, der tager imod budskabet, skal stræbe efter at efterleve evangeliet ved at indgå og holde hellige pagter og ved at tage del i alle frelsens og ophøjelsens ordinancer. Vi betragter ofte det at blive omvendt til evangeliet som noget, der kun angår undersøgere, men der er medlemmer, som endnu ikke er fuldt omvendt, og som ikke har oplevet »den store forandring i hjertet«, som omtales i skrifterne (se Alma 5:12). Brødre og søstre, sand og fuldstændig omvendelse er nøglen til større fremgang for Kirkens værk. Vi ved, at der er større sandsynlighed for, at både medlemmer og ikkemedlemmer fuldstændigt omvendes til Jesu Kristi evangelium, når de er villige til at »prøve ordet« (Alma 32:27). Det er en indstilling i både sind og hjerte, som omfatter et ønske om at kende sandheden og en villighed til at handle i overensstemmelse med det ønske. For dem, der undersøger Kirken, kan prøven blot være at være villig til at læse Mormons Bog, at bede om den og oprigtigt stræbe efter at finde ud af, om Joseph Smith var Herrens profet. Sand omvendelse sker gennem Åndens kraft. Når Ånden rører hjertet, så forandres hjertet. Når enkeltpersoner, både medlemmer og undersøgere, føler, at Ånden virker på dem, eller når de ser tegn på Herrens kærlighed og barmhjertighed i deres tilværelse, opbygges og styrkes de åndeligt, og deres tro på ham øges. Disse oplevelser med Ånden er en naturlig følge, når et menneske er villig til at prøve ordet. Det er sådan, vi kan føle, at evangeliet er sandt. Et meget tydeligt tegn på vores omvendelse og på, hvad vi føler for evangeliet, er vores villighed til at fortælle andre om det og hjælpe missionærerne med at finde nogle at undervise. Sandsynligheden for en varig omvendelse øges meget, når et ikkemedlem har en ven eller en slægtning, som udstråler glæden ved at være medlem af Kirken. Kirkens medlemmers indflydelse er meget stor. Jeg tror, at det er derfor, at præsident Hinckley bad os om at sørge for, at alle har en ven (se »Nyomvendte og unge mænd«, Stjernen, juli 1997, s. 47). Her ligger en vigtig nøgle til vores fremgang med hensyn til at fremme Herrens værk. Som aktive medlemmer af Kirken, og i særdeleshed som ledere i præstedømmet og hjælpeorganisationerne, må vi gøre mere for at hjælpe med i omvendelses-, fastholdelses- og aktiveringsprocessen. Vi ved, at trofaste medlemmer ønsker at tjene, men af og til glemmer vi, at vores tro og gerninger burde føre til, at vor himmelske Faders børn får en større hengivenhed over for evangeliet. Biskopper, I er nøglen. I fremlægger visioner og indbyder jeres wardsråd til at hjælpe jer med at styrke den åndelige omvendelse hos dem, der undersøger Kirken, såvel som hos alle jeres medlemmer. I må opfordre rådsmedlemmerne til konstant at tænke på, hvad de kan gøre for at støtte jer i at give wardets medlemmer og deres venner, som ikke er medlemmer, en større kundskab om og forståelse af evangeliet. Hvad kan de gøre for at hjælpe dem til at føle, at det er sandt, og støtte dem, mens de stræber efter at efterleve principperne? Spørg jer selv, hvilke specifikke tiltag vi som ledere i præstedømmet og hjælpeorganisationerne kan gøre for at opmuntre en familie eller en enkeltperson til at prøve Guds gode ord? Hvad kan rådet gøre som ledere og lærere for at sikre sig, at enhver, der overværer vores kirkemøder, mærker Ånden og bliver åndeligt opbygget? Vi er først ved at lære at fokusere på de rette emner ved vore rådsmøder, men alt for ofte fokuserer vi stadig kun på almindeligheder. I en stav, hvor de har stor succes med at døbe og fastholde nye medlemmer, indbyder de missionærerne til at mødes med wardsrådet i det område, hvor de underviser. Rådsmedlemmerne søger inspiration til at afgøre, hvilke ledere og wardsmedlemmer som bedst kan hjælpe missionærerne med at støtte bestemte personer og familier og føre dem ind i Kirken. Nogle af jer biskopper føler, at I skal være involveret i alt, hvad jeres rådsmedlemmer foretager sig. Det er en fejltagelse, for hvis I prøver på det, vil I aldrig fuldt ud kunne udnytte de stærke ressourcer, som Gud har givet jer. Ved Hjælpeforeningens årlige møde for to uger siden sagde søster Sheri Dew, at hun tror, at søstrene er »Herrens hemmelige våben«. Jeg tror, at hun har ret. De søstre, som er ledere, har en åndelig følsomhed, som fortæller dem, hvordan vi bedst kan hjælpe og styrke dem, som missionærerne underviser. Det bedste sted at begynde at udnytte vore søstres talenter og visdom fuldt ud er via Kirkens råd. I kan selv bestemme, hvordan I vil benytte jeres wardsråd. Så sent som sidste år sagde præsident Hinckley følgende til Kirkens biskopper: »I er ikke bundet af stramme regler. I har maksimal fleksibilitet. I har ret til svar på jeres bønner, til inspiration og åbenbaring fra Herren« (»Find lammene, vogt fårene«, Liahona, juli 1999, s. 124). I nogle tilfælde vil det måske ikke være nok kun at holde rådsmøde en gang om måneden, hvis man skal fokusere rigtigt på medlemmernes og ikkemedlemmernes åndelige omvendelse. I kan frit holde møder, så tit I finder det nødvendigt. For nylig fortalte en stavspræsident mig en gribende historie, der viser, hvor stor betydning Kirkens råd har, når det gælder om at opbygge Kirken. Han sagde, at både Hjælpeforeningen og præstedømmet havde arbejdet med en familie i deres stav, men uden at komme nogen vegne med forældrene. Primarylederne havde løsningen. Forældrene gav tilladelse til, at deres datter måtte komme i Primary. Deres eneste betingelse var, at hun skulle være så ivrig efter det, at hun tog derhen på egen hånd. Hun måtte ikke blive kørt til kirke. Da hun skulle gennem en skummel del af byen, sørgede wardsrådet for, at nogen kørte ved siden af hende, mens hun cyklede til kirke på sin gamle cykel. Gennem sommerens hede, gennem regn og sne vedblev hun med at komme i kirke. En ung mand, der sammen med sin familie havde til opgave at følge hende en snevejrsmorgen, blev så rørt, da han så den beslutsomme lille pige cykle gennem sneen og kulden, at han besluttede at tage på mission. Han sagde, at den oplevelse var vendepunktet i hans liv. Til jul forærede en familie i wardet denne lille trofaste pige en ny cykel med ti gear. Det rørte hendes forældre så meget, at de også begyndte at komme i Kirken. I maj 1999 blev denne pige døbt. Det, der gjorde hendes dåb så speciel, var, at den blev udført af den nyeste præst i wardet, nemlig hendes nyligt genaktiverede far. Biskopper, hvis I skal udrette det, som Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum beder om, skal jeres wardsråd fange denne vision og arbejde tættere sammen for at udføre Guds store værk, som er at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for alle hans børn. Forestil jer den kraft, vi ville have, hvis ethvert medlem af Kirken ville hjælpe alle medlemmer og undersøgere til at nyde Åndens følgeskab. Lad os alle gøre mere for at sikre os, at Ånden er til stede ved alle vore møder, så vi opnår større åndelig omvendelse. Det kræver især, at wardsrådet hjælper biskoprådet med at forbedre ærbødigheden ved vore nadvermøder og bedre undervisning i Jesu Kristi evangelium ved alle vore kirkemøder. Vi bør alle konstant tænke på, at Frelseren gav sit liv for os. Vi må aldrig glemme, at han blev udsat for afvisning og ydmygelse, led ulidelig smerte og til sidst døden for at frelse dig og mig og hele verden fra synd. Kan nogen af os træde frem for ham en dag og sige, at vi ikke fortalte andre om evangeliet og hjalp andre med at komme til missionærerne, fordi vi havde for travlt eller var for generte ­ eller af nogen anden årsag? Dette er Guds værk. Han ønsker, at vi sammen med ham og hans elskede Søn skal bringe evangeliet ud til alle hans børn. Herren har lovet os, at vores glæde bliver stor, hvis vi bringer blot én sjæl til ham (se L&P 18:15­16). Lad os udøve større tro og arbejde sammen, som medlemmer og missionærer, om at føre flere sjæle til ham. Lad enhver familie i Kirken som en del af deres daglige familiebønner anmode Herren om at gå foran dem og hjælpe dem med at finde nogen, som er beredt til at modtage Jesu Kristi gengivne evangeliums budskab. Nu er det tid til, at Kirkens medlemmer mere modigt henvender sig til andre og hjælper dem til at erkende, at Kirken er sand. Nu er det tid til med vores handlinger at vise, at vi står bag det, som præsident Gordon B. Hinckley beder os om. Lucifer udspyr vulgært, afskyeligt, voldsomt og ækelt smuds, som skal underminere vor himmelske Faders børn og deres åndelighed. Vi ligger i sandhed i krig mod dem, der spotter Gud og skyr sandheden, så lad os holde vore pagter og følge pligtens kald. Lad os samle alle Herrens ressourcer, deriblandt vores eget vidnesbyrds kraft. Lad dem blive hørt af mange flere mennesker. Lad os samle alle Herrens ressourcer, deriblandt vores eget vidnesbyrds kraft. Lad os sige: »Jeg er rede til at bære mit vidnesbyrd . . . når som helst og hvor som helst og i hvilke omstændigheder jeg end måtte befinde mig i.« Det vil også være gavnligt for os ofte at læse profeten Joseph Smiths egen historie og derefter fortælle andre om vores sikre viden om, at Jesu Kristi evangeliums fylde er atter blevet gengivet til jorden. Vi må skride fremad med løftet om, at Ånden vil velsigne os, så vi kan vide, hvad vi skal gøre og sige, når vi hjælper dem, der søger at kende sandheden. Lad os gå fremad med større tro og aldrig glemme, at Herren vil hjælpe os, når vi henvender os til ham i kraftig bøn. Vor himmelske Fader lever og elsker ethvert af sine børn. Herren Jesus Kristus lever. Det vigtigste arbejde, vi kan udføre, er at hjælpe Guds børn med at få en fuld forståelse af Jesu Kristi gengivne evangelium. Jeg ved, at det er sandt, og jeg bærer vidnesbyrd om det, i Jesu Kristi navn. Amen.