Fortæl om evangeliet Ældste Robert C. Oaks De Halvfjerds »Når vi tænker over vigtigheden af budskabet, Åndens hjælp, antallet af missionærer og størrelsen af den mark, der er hvid til høsten, er 300.000 nyomvendte om året ikke nær nok.« Jeg begejstres over at høre profeten stå på denne talerstol og erklære, hvordan han ser Herrens værk rulle fremad for at opfylde jorden som en sten, der er revet løs, ikke ved menneskehånd, sådan som Daniel så det i sit syn (se Dan 2:34­35). Dette værk drives af Herrens Ånd og ved hjælp af præstedømmets myndighed, som gives til mennesket. Men det går fremad på missioneringens hjul ved hjælp af dem, som har givet agt på Herrens kald om at »gå ud i alverden og prædik[e] evangeliet for hele skabningen« (Mark 16:15). Jesu Kristi evangelium, med al dets renhed, skønhed og enkelhed, er blevet gengivet til jorden i de sidste dage ved hjælp af denne uddelings store profet, Joseph Smith. Vi, som har smagt evangeliets søde frugter, kender det som en kilde til tro, håb og fred, en konstant kilde til glæde. Det er i sandhed en sjælden juvel, som skal skattes, og en sjælden juvel, man skal dele med andre. Der er 60.000 fuldtidsmissionærer, der er optaget af denne proces med at dele. Deres indsats resulterede, sammen med stavsmissionærernes og medlemmernes indsats, i omkring 300.000 nyomvendte sidste år. Men det er ikke nok. Når vi tænker over vigtigheden af budskabet, Åndens hjælp, antallet af missionærer og størrelsen af den mark, der er hvid til høsten, er 300.000 nyomvendte om året ikke nær nok. Faktisk udfordrede præsident Hinckley sidste år Kirkens medlemmer til at øge antallet af omvendte betydeligt. Vi er endnu ikke på dette profetisk tilskyndede spor. Dette er, hvad profeter gør: De hjælper os med at nå nye højder. Præsident David O. McKay rådede os: »Ethvert medlem er en missionær«1, præsident Kimball: »Øg jeres indsats«2, og »gør det nu«3, præsident Benson: »Oversvøm jorden med Mormons Bog«4, og nu præsident Hinckley: »Øg antallet af omvendte og behold dem.« Har vi brug for mere specifikke belæringer? Lad mig gennemgå de belæringer i fire trin, som vi har modtaget vedrørende medlemsmissionering: 1. Find bønsomt de venner og naboer, som vil være mest modtagelige for evangeliets budskab. 2. Præsentér disse personer for missionærerne. 3. Involvér jer selv i at undervise i evangeliet, fortrinsvist i jeres hjem. 4. Integrér jeres venner og andre nye medlemmer i Kirken ved at være opmærksomme og hjælpsomme. Ved denne enkle, kompakte proces kan vi øge antallet af omvendte, og hvad endnu vigtigere er, vi kan hjælpe nyomvendte med at opnå fuldt fællesskab. Øget involvering af medlemmer er den eneste måde, hvorpå vi kan øge vores nuværende antal af omvendte. Vi har hørt alt dette masser af gange. Hvorfor klarer vi os ikke bedre med hensyn til at komme med henvisninger? Det er ikke dovenskab, fordi sidste dages hellige er ikke et dovent folk. Jeg tror, at frygt for afvisning eller frygt for at skade et venskab er de mest almindelige hindringer for at fortælle andre om evangeliet. Men er denne frygt begrundet? Når man giver en ven en invitation til at mødes med missionærerne, tilbyder man at dele noget, som er yderst værdifuldt og værdsat. Er det anstødeligt? Søster Oaks og jeg har fundet ud af, at dette ikke er tilfældet. Vi har i virkeligheden fundet ud af, at når vi tilbyder at fortælle om evangeliet, bliver venskaber styrket, selv om vennerne måske ikke modtager evangeliets budskab. Forestil jer, at I bliver inviteret til morgenmad hos en ven. På bordet ser I en stor kande med friskpresset appelsinjuice, hvorfra værten fylder sit glas. Men han tilbyder jer intet. Til sidst spørger I: »Må jeg bede om et glas appelsinjuice?« Han svarer: »Åh, undskyld. Jeg var bange for, at du måske ikke kunne lide appelsinjuice, og jeg ville ikke fornærme dig ved at tilbyde dig noget, du ikke ville have.« Det lyder jo absurd, men det er ikke så forskelligt fra den måde, hvorpå vi tøver med at tilbyde noget, der er langt sødere end appelsinjuice. Jeg har ofte spekuleret på, hvordan jeg skulle fortælle en ven, når jeg møder ham på den anden side af sløret, om hvorfor jeg tøvede. En historie, fortalt af ældste Christoffel Golden fra Sydafrika, kaldte igen min bekymring frem. Han var for nylig i Lusaka i Zambia, hvor han deltog i et møde for nyomvendte. En veltalende, velklædt fremmed med Mormons Bog i hånden kom ind. Han fortalte, at han var kørt forbi kirken mange gange og havde spekuleret på, hvilken kirke der holdt møder der, og hvilke lærdomme de underviste i. Ved afslutningen af mødet rejste denne herre sig op, løftede sit eksemplar af Mormons Bog højt op i luften og spurgte: »Hvorfor har I holdt denne bog skjult fra folket i Lusaka? Hvorfor har I holdt den hemmelig?« Da jeg hørte denne beretning, frygtede jeg, at en ven en dag ville spørge mig: »Hvorfor har du holdt denne Mormons Bog med dens budskab om sandhed og frelse hemmelig?« Mit svar: »Jeg var bange for, at det ville skade vores venskab,« vil ikke være særlig tilfredsstillende hverken for mig eller min ven. Brødre og søstre, jeg beder om, at vi må lægge vores frygt og vores tøven bag os og ikke længere holde denne store skat, som er vores, hemmelig. En sidste tanke vedrørende missionering: Under min korte tid i Sydøstafrika er jeg blevet overvældet af den bemærkelsesværdige tjeneste, som ydes af ældre missionærægtepar. Dagligt yder de betydningsfulde bidrag til at styrke medlemmerne og til at få den sten, der er revet løs uden menneskehånd, til at rulle fremad på dens evige kurs. De udgør i sandhed et mægtigt hold af retfærdighed sammen med de yngre missionærer og de lokale medlemmer. Uanset om de arbejder som ledere, i omvendelsen, i tempeltjenesten, den humanitære bistand, velfærd eller i Kirkens uddannelse, kan bidraget fra disse erfarne sjæle, som bærer vidnesbyrd, slet ikke ansættes højt nok. Og uden undtagelse ser jeg dem få stor personlig tilfredsstillelse af deres tjeneste. Hvis I er pensioneret eller skal pensioneres og spekulerer på, hvilke givende og nyttige ting I kan gøre med resten af jeres liv, så henvend jer til jeres biskop. Lad ham fortælle jer om denne spændende liste over missioneringsmuligheder. Tag i dag jeres ægtefælle i hånden, og prøv om I ikke er enige om, at det bedste for alle involverede, deriblandt jeres børnebørn, ikke ville være for jer at acceptere en opgave til at tjene Herren som missionærer. Dette er hans værk, og han beder os om at slutte os til ham i det. Jeg vidner om, at Gud, vor evige Fader og hans Enbårne Søn, Jesus Kristus, lever. Kristus kom til jorden og opfyldte sin kaldelse som hele menneskehedens Forløser. Jeg vidner om, at hans evangelium er blevet gengivet i dets fylde, og at der er en levende profet, Gordon B. Hinckley, som leder dette værk under ledelse af Faderen og Sønnen. Og det gør jeg i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. I Conference Report, apr. 1959, s. 122. 2. »Livets og Frelsens sande væsen«, Den danske Stjerne, okt. 1978, s. 5. 3. »Altid en omvendelseskirke«, Den danske Stjerne, juni 1978, s. 2. 4. »Oversvømme jorden med Mormons Bog«, Stjernen, jan. 1989, s. 4.