Mary Ellen Smoot
Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde
»Vi har ikke behov for noget nyt program til at anspore os vi skal blot gøre ønsket om at dele evangeliet til en del af programmet og række ud til nye medlemmer og dem, som er mindre aktive.«
Mine kære søstre, tillad mig at indlede med at sige, hvor meget jeg elsker jer. Jeg kan ikke beskrive min taknemlighed for at være en del af dette store søsterfællesskab, som præsident Hinckley har sagt er en verdensomspændende familie af søstre. Vi
er søstre, og jeg bliver konstant inspireret af jeres tro, jeres godhed og jeres ønske om at gøre det, som Herren ønsker, at I skal gøre. Tak for jeres tjeneste, tak for jeres eksempel og for i sandhed at være kvinder med tro, dyd, visioner og barmhjertighed. Overalt, hvor jeg kommer, ser jeg frugterne af Hjælpeforeningen, som viser sig i Kirkens søstre. Vi er alle et redskab i Guds hænder.
Jeg mødte for nyligt en søster i Oregon, som var blevet aktiv igen på grund af en omsorgsfuld besøgslærerinde. Denne besøgslærerinde må bestemt føle ligesom Ammon og hans brødre, da de glædede sig over at have »været redskaber i Guds hånd« (Alma 26:3) ved at bringe kundskab om Kristus til lamanitterne, som havde været »fremmede for Gud« (Alma 26:9). For »sjæle er af stor værdi i Guds øjne« (L&P 18:10).
Vores søstre er redskaber i Guds hånd i mere end 165 lande. Jeg tænker på et ward i Brasilien, som fik nye medlemmer hver uge. Søstrene i Hjælpeforeningen her besluttede sig til at sætte et mål om ikke at lade en eneste uge gå uden at denne uges nye søstre blev besøgt i deres hjem og modtog et eksemplar af Familien: En proklamation til verden og Hjælpeforeningens Erklæring. Indtil nu har de ikke mistet en eneste til uaktivitet.
Jeg beundrer en inspireret præsident for Hjælpeforeningen i Korea, som besluttede sig til at besøge hver eneste mindre aktive søster i sit ward. Hun har til dato besøgt 25 søstre, og på nær tre er de alle kommet tilbage til Kirken.
Sådanne søstre er levende beviser på præsident Hinckleys udtalelse, at »ingen kaldelse i denne Kirke er lille eller uden betydning. Vi påvirker alle i udførelsen af vores opgave andre . . .
. . . Uanset hvad jeres kaldelse er, er den fyldt med de samme muligheder for at gøre det gode, som min er . . . Vores opgave er at gå omkring og gøre godt, som [Mesteren] gjorde« (»Dette er Mesterens værk«, Stjernen, juli 1995, s. 72).
Vi kan i sandhed alle være redskaber i Guds hænder. Men lykkeligvis behøver vi ikke at være det samme redskab. På samme måde som instrumenterne i et orkester er forskellig i størrelse, form og lyd, er vi også forskellig fra hinanden. Vi har forskellige talenter og ønsker, men ligesom valdhornet ikke kan duplikere piccolofløjtens snurrige lyd er det hverken praktisk eller ønskværdigt for os alle at tjene Herren på den samme måde. Søster Eliza R. Snow har sagt, at »der findes ingen søster, der er så isoleret og hendes sfære så snæver, at hun ikke kan gøre meget for at oprette Guds rige på jorden« (Woman's Exponent, 15. sep. 1873, s. 62; fremhævelse tilføjet). Det er derfor vores privilegium og ansvar som Guds døtre og som søstre i Hjælpeforeningen at blive de mest effektive redskaber, vi kan være.
Hjælpeforeningen kan hjælpe os. Profeten Joseph, som organiserede Hjælpeforeningen i 1842, gjorde det klart, at formålet med denne guddommeligt inspirerede organisation var »ikke blot at hjælpe de fattige, men at frelse sjæle« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 289). Hjælpeforeningen har i sine første dage udvirket utrolig meget godt. Hjælpeforeningen leverede den første lastbil med mel til de overlevende ved jordskælvet i 1906 i San Francisco og leverede senere hvede til den amerikanske regering under første og anden verdenskrig. Sidste år gav vore søstre over 140.000 tæpper til mennesker i nød. Vi har kæmpet for moderskabet og familien, ført krig mod analfabetisme og ydet utallige timers tjeneste over hele verden. Men jeg siger til jer her i aften, at det mest afgørende arbejde ligger foran os, når vi går sammen med vore præstedømmeledere og bidrager til at føre Guds rige fremad.
Søstre, der er behov for os her både hos Herren, vores præstedømmeledere, vores familier og hinanden. Herren har behov for, at vi griber fat i vore evige kaldelser og opfylder formålet med vores skabelse. Herren har behov for, at hver eneste af os kommer hjem til Hjælpeforeningen, og for at vi finder måder at tjene andre på i kraft af hans organisation for kvinder, og at vi arbejder sammen som søstre, der hjælper evangeliets rige med at gå fremad. Hjælpeforeningen vil i sandhed hjælpe os med at betjene vores familier og hverandre på en måde, som ingen anden klub eller organisation kan gøre.
Præsident Spencer W. Kimball sagde: »I den verden vi kommer fra, fik trofaste kvinder visse opgaver . . . Selv om vi ikke nu kan huske alle detaljerne, så ændrer det ikke den strålende virkelighed i det, som vi engang sagde ja til. [Vi] skal stå til regnskab for det, som for længe siden blev forventet af [os]« (»Den retfærdige kvindes rolle«, Den danske Stjerne, maj 1980, s. 163).
Hvordan gør vi det så? Hvordan bliver vi midt i livets pres de mest effektive redskaber, som vi kan blive i Herrens hænder? Der er en del, vi kan lære om dette fra Mosiahs sønner og fra Hjælpeforeningens Erklæring.
Nummer 1. Vores egen omvendelse må komme først. Den vigtigste omvendelse for enhver er vores egen. Hvis vi skal bringe evangeliets lys til andres liv, må det skinne klart i vores eget liv. Da Mosiahs sønner blev omvendt, arbejdede de uden ophør for at dele evangeliet med andre, for »de kunne ikke tænke sig, at nogen sjæl skulle omkomme« (Mosiah 28:3). Først når vi er omvendt til Herren Jesus Kristus, er vi i stand til at styrke andre. Og det er først da, at vi begynder at forstå, at vores liv i sandhed har mening, formål og hensigt, og at vores kaldelse som søstre, der er forenet i vores hengivenhed over for Jesus Kristus, er at være et lys for verden.
Nummer 2. Som Mosiahs sønner må vi blive »stærke i kundskaben om sandheden« (Alma 17:2). Disse brødre studerede hele tiden evangeliet. Ved at faste og bede og ransage skrifterne, fik de kundskab om, at Jesus er Kristus, og de lærte at lytte til hans røst.
Vi må på samme måde som søstre i Hjælpeforeningen stræbe efter at øge vores vidnesbyrd om Jesus Kristus gennem bøn og studium af skriften og ved at søge åndelig styrke ved at følge Helligåndens tilskyndelser.
Det er næsten umuligt at være et effektivt redskab i vores egen familie, blandt vores naboer eller på talerstolen, hvis vi ikke kan erkende Helligåndens hvisken. Ammon var i stand til at læse den lamanittiske konges tanker, fordi han levede nær Herren (se Alma 18:16).
Vores evne til at høre Åndens stemme afhænger af vores villighed til at holde befalingerne, for »når du opnår en velsignelse fra Gud, så er det ved lydighed mod denne lov, ifølge hvilket den er forjættet« (L&P 130:21). Hvis vi ønsker at opleve den ubeskrivelige glæde, der kommer ved at efterleve evangeliet og opleve Kristi forsonende barmhjertighed, så er lydighed mod alle, og ikke blot nogle få udvalgte af Guds bud, den eneste måde.
Har vi modtaget de umålelige velsignelser, der kommer ved hver uge at holde familieaften og ved dagligt studium af skriften og bøn? Forstår vi de langtrækkende velsignelser ved at holde vore pagter og kun opfylde vores sind med det, som er »dydigt, elskeligt, hvad der har godt lov«? (13. trosartikel). Når lydighed bliver noget, som vi søger, er det ikke længere en irritation.
Hjælpeforeningen kan hjælpe os med at efterleve de guddommelige love og komme Gud nærmere. Forestil jer den godhed, som vil opfylde jorden, når denne kreds af retskafne kvinder, under ledelse af præstedømmet, forenes for at opfylde retfærdige hensigter. Når vi forenet tjener hinanden og alle vor himmelske Faders børn, kan vi blive redskaber i Guds hænder, ikke blot til at afhjælpe den fysiske lidelse, men hvad vigtigere er, til at hjælpe dem, som har åndelige behov.
Nummer 3. Tjeneste er en nøgle til at være et effektivt redskab. Mosiahs sønner valgte at tjene lamanitterne snarere end at påtage sig ledelsen af deres fars rige. Og i mange tilfælde blødgjorde deres tjeneste lamanitternes hjerte og gjorde dem modtagelige over for evangeliet. Da Lamonis tjenere havde travlt med at fortælle, hvordan Ammon havde jaget røverne væk, befandt Ammon sig i stalden, hvor han tjente kongen ved at fodre hestene (se Alma 18:910).
Vi glæder os ligeledes ved tjeneste og gode gerninger. Tjeneste blødgør og åbner hjerterne, for det er i sandhed evangeliet i funktion. Jeg kender et ward i Arizona, hvor tre familier i øjeblikket undersøger Kirken alle som et direkte resultat af den barmhjertighedstjeneste, som Hjælpeforeningen har ydet.
Hjælpeforeningen giver os utallige muligheder for at udvikle os og udøve Kristi rene kærlighed i alle aspekter af vores liv. Eksempelvis udgør inspirationsmødet for hjemmet, familien og den enkelte de ideelle omgivelser for at lære samt for at tjene sammen. Tjeneste er Jesu Kristi evangelium i funktion, for tjeneste velsigner både giveren og modtageren. Prøv at se efter, hvordan I kan kanalisere jeres tjeneste gennem Hjælpeforeningens organisation, fordi vi ved, at tjeneste er en af de mest effektive måder, hvorpå vi kan velsigne andre timeligt og åndeligt?
Nummer 4. Kærlighed må være grundlaget for alt, hvad vi gør. Som søstre i Hjælpeforeningen elsker vi Herren, vore familier, livet og det at lære, og vi elsker hinanden. Lamonis far, som var konge for lamanitterne, blev blød om hjertet, da han så, hvor oprigtig Ammon elskede hans søn. Ammons kærlighed førte til sidst til omvendelsen af Lamonis familie (se Alma 20:2627). Vores største og første bekymring med hensyn til omvendelse, fastholdelse og aktivering må være vores egen familie.
Her kan Hjælpeforeningen igen hjælpe os. Søster Elsa Bluhm, som er 102, vidste, at evangeliet er sandt. Hun elskede Herren. Hun mødte en god mand og blev gift med ham. Han var fra Tyskland, og han var ikke medlem af Kirken. Hendes mand havde aldrig lært at bede. Da Elsa knælede ned ved sin seng hver aften, tog hun hans hånd i sin og bad. Efter mange år sluttede han sig til Kirken, og de blev beseglet i templet. Før bror Bluhm døde, blev han et redskab i Guds hænder ved at søge efter sine tyske forfædre.
Denne lykkelige afslutning begyndte med en kvindes vedvarende, kærlige og retskafne eksempel. Elsa indbød Ånden i sit hjem og i sit ægteskab ved at elske ham og ved at elske Herren. Hun var både trofast og fuld af tro, selv når hun følte sig alene. Hun var et redskab i Guds hænder i sit eget hjem.
Når vi selv ser på vores retskafne eksempler, synes de måske små, men deres indflydelse er stor. Vi vil være eksempler »for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed« (1 Tim 4:12). Lad andre føle den fred og den glæde, som I får ved at efterleve evangeliet. Indbyd dine venner, som ikke tilhører vores tro eller er mindre aktive til jeres familieaften. Bring dem med til kirken og vær et ærbødigt eksempel for dem. Lad dem se, at du undgår film og tv-programmer eller internet-steder, som vil jage Ånden væk og dermed gøre os til mindre effektive redskaber.
Præsident Hinckley har gentagne gange bedt os om at blive bedre missionærer, og ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum, har sagt, at hvis Kirkens missionsprogram skal opfylde alt det, som det skal, må vi som søstre gå med i denne indsats.
Vi har ikke behov for noget nyt program til at anspore os vi skal blot gøre ønsket om at dele evangeliet til en del af programmet og række ud til ny medlemmer og dem, som er mindre aktive, i vores allerede eksisterende programmer. Uanset om vi tjener som besøgslærerinde eller planlægger inspirationsmødet for hjemmet, familien og den enkelte eller underviser børn i Primary eller leder de unge, så kan vi finde måder, hvorpå vi kan række ud til dem, der er nye i troen, eller hvis tro har svigtet, eller som endnu ikke har fundet sandheden. Vi kan være redskaber i at hjælpe med at indsamle Herrens får i folden igen.
Jeg ved, at vi kan. Jeg ved, at vi kan gøre det. Vi har bragt varme til tusindvis af mennesker over hele verden med vores håndlavede tæpper. Vi har vist vores villighed til at tjene og give og vise kærlighed. Lad os nu finde måder, hvorpå vi kan give evangeliets gave til dem, som har behov for åndelig varme.
Når I kommer hjem i aften, så brug et øjeblik på at nedskrive de indtryk, som kommer til jeres hjerte i aften. Vil I tænke på specifikke måder, hvorpå I kan være redskaber i Guds hænder. Vil I overveje de velsignelser, som afventer jeres lydighed i dette liv og i hele evigheden? Og vil I indsætte jeres eget navn i dette skriftsted og af hele jeres sjæl vide, at Gud elsker jer? ». . . vedbliv . . . i sagtmodighedens ånd at prædike for Zion og bekende mig for verden, og jeg vil bære (dig) som på ørnevinger, og (du) skal samle herlighed og ære for (dig) selv og for mit navn« (L&P 124:18). Jeg ved, at evangeliet er sandt. Jeg ved, at dette er Herrens værk. Jeg ved, at Jesus er Kristus, og at vi har en sand profet på jorden i dag. Værket er vidunderligt. Om dette bærer jeg ydmygt vidnesbyrd i vor Herre og Frelser Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
