Ældste David B. Haight
De Tolv Apostles Kvorum
»Efterhånden som synet på mine øjne svækkes lidt, synes jeg, at mit udsyn styrkes mine visioner af vejen forude, mine visioner af det, der ligger forude.«
Da præsident Gordon B. Hinckley bekendtgjorde, at jeg skulle være sidste taler, er jeg sikker på, at han spekulerede på, om jeg kunne finde hen til talerstolen. Han ved, at jeg lige er fyldt 94 år. Så nu er jeg i mit 95. år, og han spekulerede nok.
Han ved også, at mit syn ikke er så godt, men efterhånden som synet på mine øjne svækkes lidt, synes jeg, at mit udsyn styrkes mine visioner af vejen forude, mine visioner af det, der ligger forude. Og med alle jer her denne formiddag er jeg sikker på, at I sammen med mig vil sige, at det er en vidunderlig tid at være i live, og det er en vidunderlig tid at være medlem af denne Kirke, og hvor er det vidunderligt at have den frihed, vi har, frihed til at forsamles og til at dyrke vores religion.
Da Ruby og jeg knælede ved alteret i templet i Salt Lake City den 4. september 1930, holdt vi hinanden i hånden og så på hinanden og anede ikke, hvad der lå foran os. Vi var to unge. Jeg kom fra landet i det sydlige Idaho, og Ruby kom fra Sanpete County i Utah. Vore fædre var døde, men vi havde to vidunderlige mødre, som var enker, og de var sammen med os i templet. Da vi knælede og indgik pagter og aflagde løfter, vidste jeg, at det virkelig gjaldt.
Efter at vi nu har været gift i 70 år, kan jeg sige til jer alle, at det kun bliver bedre, det bliver bedre år efter år, i kraft af det dyrebare, omsorgen og erkendelsen af nogle af de evige velsignelser, som ligger forude for os. Og derfor vil jeg sige til jer alle, og Ruby ville tilslutte sig, hvis hun kunne stå her, at livet kan være vidunderligt og meget meningsfyldt, men vi er nødt til at leve ganske enkelt. Vi må efterleve evangeliets principper. For det er evangeliet i vores liv, som udgør forskellen på vores rejse gennem livet.
Jeg har flyttet med vores familie over hele landet. Vore børn er vokset op og har gået i skole, hvor de var de eneste medlemmer af Kirken i deres årgang. Det har vi gjort mange gange, men det styrkede deres udvikling og deres forståelse og bidrog til at udvikle deres eget vidnesbyrd, når de så, hvordan verden fungerede, men også ved at se evangeliets velsignelser i vores tilværelse.
Sidste søndag overværede Ruby og jeg et nadvermøde i et ward her i det centrale Salt Lake City. Mødet var meget interessant, fordi der i det ward er en del velstand så vel som mennesker, der bor i udslusningshjem. Lige før vidnesbyrdsmødet kom en ung kvinde op til biskoppen på forhøjningen med et lille barn i sine arme, og hun ønskede, at barnet skulle modtage en velsignelse. Biskoppen trådte ned og tog det lille barn, og det blev velsignet.
Senere under vidnesbyrdsmødet kom en lille 7-årig dreng med hans 5-årige søster i hånden op til talerstolen. Han placerede en lille skammel, som hans 5-årige søster kunne stå på, og han hjalp hende, da hun bar sit vidnesbyrd. Når hun tøvede lidt, lænede han sig mod hende og hviskede i hendes øre, denne dejlige, lille 7-årige bror.
Da hun var færdig , stillede han sig op på skammelen, og hun stod og så på ham, og han bar sit vidnesbyrd. Hun havde det smukkeste udtryk i ansigtet, da hun betragtede ham. Han var hendes storebror, men man kunne hos disse to små børn se kærligheden og sammenholdet i familien. Han trådte ned fra skammelen, tog hende i hånden, og de gik tilbage til deres pladser.
Mod slutningen af vidnesbyrdmødet, da der var nogle minutter til mig, bad jeg den unge kvinde, som havde bragt sit barn op til biskoppen for at blive velsignet, om hun ville komme op og stå ved min side, hvilket hun gjorde. I mellemtiden havde jeg under vidnesbyrdmødet spurgt biskoppen ved at hviske i hans øre: »Hvor er hendes mand?«
Biskoppen svarede: »Han er i fængsel.«
Jeg spurgte: »Hvad hedder hun?« og han fortalte mig hendes navn.
Hun kom op og stod ved min side og bar på det lille barn. Mens vi stod på talerstolen, så jeg ned på dette lille, dyrebare barn, kun nogle få dage gammel, og denne mor, moderen til den lille datter, som havde bragt hende her for at modtage en velsignelse fra præstedømmet. Da jeg så på moderen og så på det dyrebare, lille barn, spekulerede jeg på, hvad hun mon ville blive, eller hvad hun kunne blive. Jeg talte til forsamlingen og til denne unge mor om proklamationen, som Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum for fem år siden udstedte om familien, og om vores ansvar over for vore børn, og om børnenes ansvar over for deres forældre, og om forældrenes ansvar over for hinanden. Denne forbløffende udtalelse sammenfatter skrifternes vejledning, som vi har modtaget, og som har vejledt Guds børn lige fra Adam og Eva og fortsat vil vejlede os indtil den endelige afslutning.
Da vi talte om det, og mens jeg så på det smukke, lille barn, tænkte jeg på sidste sommer. Ruby og jeg var oppe i Idaho på et kort besøg, og vi mødte nogle mennesker fra Mountain Home i Idaho, familien Goodrich. Søster Goodrich var kommet for at møde os og havde taget sin datter Chelsea med. I den samtale, vi havde, sagde søster Goodrich, at Chelsea havde lært proklamationen om familien udenad.
Til Chelsea, som nu er 15 år, sagde jeg: »Chelsea, er det rigtigt?«
Hun svarede: »Ja.«
Jeg spurgte: »Hvor lang tid tog det dig at gøre det?«
Hun sagde: »Da vi var små, begyndte min mor en skik i vores hjem for at hjælpe os med at lære udenad. Vi lærte afsnit fra skriften og nadvermødesange udenad og andre ting, som kunne være nyttige for os. Så vi lærte at lære udenad, og det blev let for os.«
Jeg sagde så: »Du kan altså gengive den fuldstændig?«
Hun svarede:: »Ja, jeg kan gengive det hele?«
Jeg sagde: »Du lærte det, da du var 12 år; nu er du 15. Snart begynder du at gå ud med drenge. Fortæl mig om det. Hvad har det betydet for dig?«
Chelsea sagde: »Når jeg tænker på udtalelserne i proklamationen, og efterhånden som jeg forstår mere af vores ansvar som familie og vores ansvar for den måde, vi lever på, og den måde, vi bør opføre os på, bliver proklamationen en ny retningslinie for mig. Når jeg er sammen med andre, og når jeg begynder at gå ud, kan jeg tænke på de vendinger og sætninger i proklamationen om familien. Det vil give mig en målestok, som vil vejlede mig. Det vil give mig den styrke, som jeg behøver.«
For kort tid siden talte præsident Hinckley til de studerende på Brigham Young University. Han udtalte, at livet er en stor kæde af generationer, led efter led, indtil tiden er forbi. Da han talte til de studerende, opmuntrede han dem til ikke at være et svagt led, men til at være et stærkt led i deres familie.
Vi har denne formiddag hørt mange instruktioner her til konferencen om slægtshistorie og familier, årsagen til sammenkædning og det ansvar, som vi har for at udføre tempelordinancer for titusinder af personer, som kunne være en del af vores egen familie, der venter på den anden side for at modtage de ordinancer, der skal udføres på denne side af sløret, således at de kan fortsætte med det, der skal gøres på den anden side. Dette forstår vi alle udmærket.
Så jeg vil gerne sige til jer alle her i dag, at jeg håber, at I kan udvikle et stærkt ønske i jeres familie og også hos jer personligt om ikke at blive et svagt led i jeres og jeres forfædres kæde. Jeg opmuntrer jer også til at være et stærkt led for jeres efterkommere. Vær ikke det svage led. Ville det ikke være helt forfærdeligt? Prøv at tænke på den lange kæde og på alt det arbejde, der skal udføres for at frelse sjæle, og de dyrebare ordinancer, der skal udføres, ville det ikke være trist, hvis I var den, som var det svage led, der var årsag til, at jeres efterkommere ikke kunne være en del af denne stærke kæde.
Da de hellige forberedte sig til at forlade Nauvoo og det ufærdige tempel i Nauvoo, var det kun muligt for nogle få at modtage begavelsen. Præsident Brigham Young var som præsident for De Tolvs Kvorum seniorapostlen på den tid. Han skrev i sin dagbog om ængstelsen blandt folk, da de forsøgte at gøre deres vogne klar til at begynde rejsen mod vest til et nyt område, som de intet kendte til. De fulgte deres ledere og klargjorde de få ejendele, som de kunne medbringe på vognene.
Midt i alle disse forberedelser fik nogle af dem en mulighed for at modtage deres begavelse, og disse mennesker var ivrige efter at modtage den. Brigham Young holdt op med at udføre alt det almindelige og rutinemæssige, som han skulle. Han satte det til side, så han kunne blive i templet og lede arbejdet med begavelsen, der var så nødvendigt. I sin kommentar om oplevelsen sagde han, at han var ivrig efter at gøre det, som de hellige var ivrige efter at få gjort. Ordet iver er interessant, som det står i denne beretning. Han skriver om den iver, de havde, og håbede, at de betydningsfulde begavelsesordinancer kunne nås, før folket rejste på rejsen mod vest.
Jeg efterlader jer nu med min kærlighed og mit vidnesbyrd og med den viden, som jeg har, at dette værk er sandt. Jeg ved, at Gud lever. Jeg ved, at han elsker os. Han elsker os, ligesom vi elsker vore børn og vore efterkommere. Vi har nu 65 oldebørn, og der er selvfølgelig flere på vej. Vi elsker dem alle, og vi håber, at kæden og leddene i vores familie vil være stærke, og at vore børn vil blive velsignet. Vi er stolte af dem alle og beder til, at de vil vokse op med den store kundskab og stærke følelse, som jeg har om Gud, at han lever, at han er vor Fader, og at hele dette værk foregår under hans vejledning og under hans Søn, som er vor Frelser, Jesus Kristus. Dette er Jesu Kristi Kirke gengivet til jorden i disse sidste dage. Jeg ved, at det er sandt.
Jeg ved, at vi har en levende profet på jorden i dag, og I kan se de vidunderlige ting, der nu sker i Kirken med 100 templer, der fungerer. Nogle af jer her vil leve og se den dag, hvor der er 200 fungerende templer og derpå 300 fungerende templer, og derefter hvad antallet til sidst vil blive. Ja, vi lever her og nu i en tid, hvor der sker vidunderlige ting. Når vi taler om en levende profet, som modtager åbenbaringer fra det høje i ledelsen af dette værk, så vidner jeg for jer, at vi, der arbejder og er sammen med ham, kan vidne for jer om, at han er Guds profet her på jorden, som leder os i at gøre det, der er ret og korrekt.
Må jeres led være stærke. Må I personligt finde den store glæde og lykke, som vi kan opnå ved at efterleve evangeliets principper. Jeg efterlader jer med min kærlighed og dette vidnesbyrd, at Kirken er sand. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
