Læren om fællesskab Ældste M. Russell Ballard De Tolv Apostles Kvorum »Hvis vi vitterlig er vor Herre Jesu Kristi disciple, hjælper vi kærligt og forstående vore naboer til enhver tid.« Det kan meget vel have været en smuk, frisk efterårsdag som i dag. Frelseren sad og underviste sine disciple, da en mand, der kun kendes som »en lovkyndig«, rejste sig og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Jesus kendte mandens hjerte og forstod, at spørgsmålet var et slet skjult forsøg på at få ham til at sige noget, som var i strid med Moseloven. Frelseren besvarede spørgsmålet med to andre spørgsmål: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Det kan ikke undre nogen, at den lovkyndige straks kunne citere loven: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« »Du har svaret rigtigt,« sagde Frelseren. »Gør det, så skal du leve.« Men den lovkyndige var ikke tilfreds. Han vidste, at der herskede strenge regler blandt jøderne angående omgang med folk, som ikke tilhørte deres tro, så han pressede Herren for flere oplysninger, i håb om at kunne lokke ham på glatis: »Hvem er så min næste?« spurgte han. Så var det atter tid til at undervise. Jesus gjorde brug af en af sin elskede og mest effektive undervisningsteknikker, nemlig en lignelse. Måske en af de mest populære og kendteste lignelser i den kristne verden. I kender lignelsen om en mand fra Jerusalem, som på vej til Jeriko faldt i hænderne på røvere og blev efterladt halvdød. En præst gik forbi i den modsatte side af vejen. Og heller ikke en levit stoppede op for at hjælpe. Så sagde Jesus: »Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.« Så stillede Jesus den lovkyndige endnu et spørgsmål: »Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Så gav Jesus sin sidste formaning til den lovkyndige – og til alle, der har læst lignelsen om den barmhjertige samaritaner: »Gå du hen og gør ligeså!« (se Luk 10:25-37). Hver gang jeg læser den lignelse, gør dens kraft og dens enkelhed indtryk på mig. Men har I nogensinde tænkt over, hvorfor Frelseren valgte at gøre en samaritaner til helten i denne historie? Der herskede et vist fjendskab mellem jøderne og samaritanere på Kristi tid. Under normale forhold undgik de to grupper enhver kontakt med hinanden. Det ville stadig have været en god, belærende lignelse, hvis manden, som faldt i hænderne på røvere, var blevet reddet af en medjøde. Han valgte bevidst at benytte sig af jøder og samaritanere for at vise, at vi alle er hinandens næste, og at vi bør elske, ære, respektere og tjene hinanden trods vore store forskelligheder – såsom religion, politisk ståsted og kulturelle forskelle. Den belæring er den dag i dag en del af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges lære. Da Joseph Smith opregnede den genoprettede Kirkes vigtigste læresætninger, sagde han, at skønt vi »kræver ret til at dyrke den almægtige Gud i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud«, så »indrømmer [vi også] alle mennesker den samme ret, lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil« (11. trosartikel). Heldigvis er der mange af vore medlemmer, som forstår denne lære og efterlever den i deres hverdag. For nylig læste jeg en artikel om et tragisk dødsfald i en by her i Utah. En sørgende ung enke blev citeret for følgende: »Vi er ganske overvældet af al den støtte. Vi er ikke mormoner, men det lokale ward har overøst os med måltider, hjælp og trøst. De har vist stor kærlighed, og det er vi taknemlige for« (Citeret i Dick Harmon: »Former Ute's Death Leaves Wife Coping, Wondering«,Daily Herald[Provo, Utah], 11. august 2001, s. A3). Sådan skal det være. Hvis vi vitterlig er vor Herre Jesu Kristi disciple, hjælper vi kærligt og forstående vore naboer til enhver tid, især i krisesituationer. For nylig bragteChurch Newsen beretning om to kvinder, som er nære veninder, en »jødisk læge fra New York og en hjemmegående [sidste dages hellig] mor til syv børn fra Utah, som begge sidder langt hjemmefra i Dallas [i Texas].« Vores medlem sagde: »Hvis vores venskab var blevet kørt gennem computeren hos et venskabsbureau, så tvivler jeg på, at vi var sluppet igennem første sorteringsrunde . . . . . . En kvinde med en travl lægepraksis ville jo næppe have lyst til at drøfte farven på servietterne til skolens forældremøder. Det er nu underligt med fordomme. De kan skære rødderne over på noget, som kunne blomstre op og trives, hvis det bare får chancen. Jeg er for evigt taknemmelig for, at denne fordom er borte«(Shauna Erickson, »Unlikely Friends Sharing a Lifetime,«Church News,18. aug. 2001, s. 10). Opfattelser og fordomme kan være meget farlige og uretfærdige. Der er nogle af vore medlemmer, som måske ikke formår at hjælpe med et smil på læben, et varmt håndtryk og kærlig omsorg for alle deres naboer. Og der er måske også nogle tilflyttere, som ikke deler vores tro og som har forudfattede negative forudfattede meninger om Kirken og dens medlemmer. Men gode naboer bør gøre deres yderste for at forstå hinanden og vise venlighed uden hensyn til religion, nationalitet, race eller kultur. Af og til hører jeg om medlemmer, der har såret folk fra andre trossamfund ved at ignorere dem og holde dem udenfor. Det kan især finde sted i områder, hvor vores medlemmer er i overtal. Jeg har hørt om snæversynede forældre, som fortæller deres børn, at de ikke må lege med et bestemt barn i kvarteret, udelukkende fordi hans eller hendes familie ikke tilhører vores kirke. En sådan adfærd er ikke i overensstemmelse med vor Herre Jesu Kristi lære. Jeg fatter ikke, hvordan noget medlem af denne kirke kan tillade den slags. Jeg har været medlem af denne kirke hele mit liv. Jeg har været fuldtidsmissionær, biskop to gange, missionspræsident, halvfjerdser og nu apostel. Men jeg har aldrig forkyndt – eller hørt læren – om udstødelse forkyndt. Jeg har aldrig hørt denne kirkes medlemmer blive opfordret til andet end at være kærlige, venlige, tolerante og godgørende mod vore venner og naboer, som tilhører andre trossamfund. Herren forventer meget af os. Forældre, vil I ikke nok undervise jeres børn i, og selv efterleve, læren om fællesskab med andre og ikke udstødelse på grund af religiøse, politiske eller kulturelle forskelle. Skønt det er sandt, at vi erklærer over for verden, at Jesu Kristi evangeliums fylde er blevet gengivet til jorden gennem profeten Joseph Smith, og vi opfordrer vore medlemmer til at fortælle andre om deres tro og vidnesbyrd, så har det aldrig været denne kirkes politik, at de, som vælger ikke at lytte til eller tage imod vores budskab, skal undgås eller ignoreres. Faktisk tværtimod. Præsident Gordon B. Hinckley har gentagne gange mindet os om dette særlige ansvar som vor Herre Jesu Kristi efterfølgere. Jeg citerer blot et: »Vi er hver især noget særligt. Vi er alle forskellige. Der skal vises respekt for disse forskelle . . . . . . Vi skal gøre en større indsats for at skabe gensidig respekt, mildhed og tolerance for hinanden, uanset hvilke lærdomme eller filosofier vi bekender os til. Vi kan være uenige om disse ting. Men derfor kan vi godt vise respekt og høflighed« (Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 661, 665). Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ved vi godt, at nogle betragter os som lidt sære (se 1 Pet 2:9). Vores lære og tro betyder meget for os. Vi efterlever og elsker dem. Jeg er slet ikke ude på at antyde, at vi ikke skal gøre det. Tværtimod er vores særegenhed og Jesu Kristi gengivne evangeliums enestående budskab uundværlige elementer, hvis vi ønsker at tale tydeligt til verdens folk. Jeg foreslår heller ikke, at vi skal indgå forhold, som kan bringe os selv eller vores familie åndeligt i fare. Men vi må forstå, at ikke alle vil tage imod budskabet om genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium. De fleste af vore naboer, som ikke deler vores tro, er gode, hæderlige mennesker – mindst lige så gode og hæderlige, som vi stræber efter at være. De elsker deres familier, ligesom vi gør. De vil gerne gøre verden bedre, ligesom vi gerne vil. De er venlige, kærlige, gavmilde og trofaste, ligesom vi stræber efter at være. For næsten 25 år siden erklærede Det Første Præsidentskab: »Vort budskab . . . er et budskab om særlig kærlighed til og omsorg for mænds og kvinders evige velfærd, uanset religiøs overbevisning, race eller nationalitet, for vi ved, at vi virkelig er brødre og søstre, fordi vi er den samme Evige Faders sønner og døtre« (Udtalelse fra Det Første Præsidentskab, 15. februar 1978). Det er vores lære – læren om fællesskab. Det er det, vi tror på. Det er det, vi er blevet belært om. Af alle denne verdens mennesker bør vi være de kærligste, venligste og mest tolerante netop på grund af den lære. Må jeg foreslå tre enkle ting, som vi kan gøre for at undgå, at nogen i vores kvarter føler sig udenfor? For det første: Lær dine naboer at kende. Lær deres familie, beskæftigelse og synspunkter at kende. Hyg jer sammen med dem, hvis de har lyst til det. Og gør det uden at være påtrængende og uden skumle bagtanker. Venskab bør aldrig været et middel til at nå et mål, det kan og bør være et mål i sig selv. Jeg har modtaget et brev fra en kvinde, som for nylig er flyttet til Utah, og jeg vil citere lidt af det: »Jeg må fortælle dig, ældste Ballard, at når jeg hilser på mine naboer eller vinker til dem, så reagerer de ikke på min hilsen. Hvis jeg møder dem på gaden under mine morgen- eller aftenture, så gengælder de ikke mit smil. Andre farvede fortæller, at de har samme negative oplevelse, når de viser imødekommenhed.« Hvis der er medlemmer af Kirken blandt hendes naboer, så bør de da vide, at den slags ikke må foregå. Lad os udvikle værdifulde forhold, som bygger på gensidig tillid og forståelse, med folk med forskellig baggrund og tro. For det andet tror jeg, at det ville være klogt, om vi udryddede et par vendinger fra vores ordforråd: »ikke-medlem« og »ikke-mormon«. Sådanne vendinger kan være stødende og nedladende. Personligt betragter jeg mig ikke som »ikke-katolik« eller »ikke-jøde«. Jeg er kristen. Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det er sådan jeg vil identificeres – for den eller det, jeg er, og ikke for det, jeg ikke er. Lad os vise det samme hensyn mod dem, som bor i blandt os. Hvis der er brug for en fællesbetegnelse, så er »naboer« i det fleste tilfælde fyldestgørende. Og for det tredje, hvis vore naboer bliver irriterede eller bekymrede på grund af uenighed med Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige eller nogle af de love, som vi af moralske årsager støtter, så lad være med at foreslå – selv ikke i spøg – at de bare kan flytte et andet sted hen. Jeg kan ikke begribe, at noget medlem af Kirken kan komme på den tanke! Vore pionerforfædre blev jaget fra sted til sted af uoplyste og intolerante naboer. De oplevede utrolige vanskeligheder og forfølgelse, fordi de tænkte, handlede og troede anderledes end andre. Hvis vores historie ikke har lært os andet, så burde den have lært os at respektere alle menneskers ret til at leve i fred med hinanden. Nu vil jeg gerne henvende mig til dem, som ikke tilhører vores tro. Hvis I har bekymringer, så lad os tale om dem. Vi vil gerne hjælpe. Men I må forstå, at vore lærdomme er givet af Herren, så til tider må vi altså være uenige med jer, men det kan vi godt gøre uden at være ubehagelige. Vi må og skal samarbejde i en atmosfære af høflighed, respekt og anstændighed i vores samfund. Her i Utah har en gruppe samvittighedsfulde borgere dannet Alliance for Unity (Enhedsalliancen). Dette skridt har både denne kirkes og andre kirker og organisationers opbakning. Et af dens formål er »at stræbe efter at skabe et samfund, hvor modstridende synspunkter anerkendes og respekteres«. Der har muligvis ikke været noget tidspunkt, hvor det har været vigtigere for naboer over hele verden at stå sammen til det fælles bedste. Få timer før Frelseren påbegyndte forsoningens smertefulde, fysiske og åndelige proces, var han sammen med sine apostle for at nyde påskemåltidet – hans sidste måltid eller nadver – og give dem de sidste belæringer, som han gav dem i dette liv. Blandt disse belæringer er den gribende, livsændrende erklæring: »Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:34-35). Det er det, som Jesus forkyndte for sine disciple – deriblandt »en lovkyndig« – ved hjælp af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Og det er det, han forkynder for os i dag gennem sine levende profeter og apostle. Elsk hverandre. Vær venlig mod hinanden trods grundlæggende forskelle. Udvis respekt og høflighed mod hinanden. Jeg ved og bærer vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, vores Frelser og Forløser. Og jeg ved, at han forventer, at vi alle følger hans opfordring om at være en bedre næste. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.