Taknemmelighed Ældste Steven E. Snow De Halvfjerds »Taknemmelighed kan øges ved hele tiden at tænke over vore velsignelser og takke for dem i vore daglige bønner.« Mens vi voksede op i det sydlige Utah, søgte nogle af os arbejde ved de mange benzinstationer, som lå langs den gamle hovedvej 91, der gik gennem centrum af St. George. Min lillebror, Paul, som dengang var 18 år gammel, arbejdede på Tom's Service, en benzinstation omkring tre blokke fra vores hjem. En sommerdag kørte en bil med en New York-nummerplade ind på stationen og bad om en opfyldning. (For jer brødre, som er under 30, kom der faktisk dengang nogen ud og fyldte bilen op med benzin, vaskede ruderne og kontrollerede olien). Mens Paul vaskede forruden, spurgte chaufføren ham om, hvor langt der var til Grand Canyon. Paul svarede, at der var 270 km. »Jeg har glædet mig hele livet til at se Grand Canyon,« udbrød manden. »Hvordan er det der?« »Jeg ved det ikke,« svarede Paul, »jeg har aldrig været der.« »Vil du fortælle mig,« svarede manden, »at du bor 21/2 times kørsel fra et af verdens syv vidundere, og du har aldrig været der!« »Det er rigtigt,« sagde Paul. Efter et øjeblik svarede manden: »Jeg forstår det nok godt. Min hustru og jeg har boet på Manhattan i mere end 20 år, og vi har aldrig været ude ved Frihedsgudinden.« »Der har jeg været,« sagde Paul. Er det ikke ironisk, brødre, at vi ofte rejser mange kilometer for at se naturens undere eller menneskets skaberværker, men dog ignorerer skønheden i vores egen baghave? Det er den menneskelige natur, tænker jeg, at søge til andre steder for at finde lykken. Søgen efter karrieremål, velstand og materielle belønninger kan formørke vores perspektiv og ofte føre til manglende påskønnelse for de rige velsignelser i vores nuværende situation. Det er risikabelt at dvæle ved, hvorfor vi ikke har fået mere. Det er på den anden side gavnligt og ydmygende at dvæle ved, hvorfor vi har fået så meget. Et gammelt ordsprog siger: »Den største rigdom er at være tilfreds med lidt.« I sit brev til filipperne skrev Paulus: »Ikke sådan at forstå, at jeg har manglet noget; for jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har« (Fil 4:11). Alma belærte sin søn, Helaman, og gav ham råd, som alle fædre burde belære deres børn om: »Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger, og han vil vejlede dig til det gode; ja, når du lægger dig om aftenen, da læg dig for Herren, så han kan våge over dig, medens du sover; og når du står op om morgenen, da lad dit hjerte være fuldt af taksigelse til Gud; og dersom du gør det, skal du blive ophøjet på den yderste dag« (Alma 37:37). Alma siger: »Lad dit hjerte være fuldt af taksigelse til Gud.« Herren ønsker, at vi siger tak. I Thessalonikerbrevet læser vi: »Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus« (1 Thess 5:18). Som bærer af præstedømmet skal vi hele tiden stræbe efter at øge vores taknemmelighed. Taknemmelighed kan øges ved hele tiden at tænke over vore velsignelser og takke for dem i vore daglige bønner. Præsident David O. McKay har sagt: »Den unge mand, som lukker sin dør bag sig, som trækker gardinerne for og der i stilhed beder Gud om hjælp, bør først udgyde sin sjæl i taknemmelighed for sundhed, venner, kære, for evangeliet, for tilkendegivelsen af Guds eksistens. Han bør først tælle sine mange velsignelser og nævne dem en for en« (i Conference Report, apr. 1961, s. 7-8). Et konstant udtryk for taknemmelighed bør medtages i alle vore bønner. Ofte bedes bønner om bestemte velsignelser, som vi i vores ufuldkomne forståelse mener, vi har brug for. Mens Herren virkelig besvarer bønner i henhold til sin vilje, må han i sandhed være glad, når vi beder ydmyge bønner i taknemmelighed. Brødre, næste gang vi beder, så lad os, i stedet for at præsentere Herren for begæring efter begæring om handling på vore vegne, give ham opmærksom tak for alt det, han har velsignet os med. Præsident Joseph F. Smith har belært os om, at »taknemmelighedsfølelsen er altid glædelig og tilfredsstillende, fordi den følges af en hjælpsomhedsfølelse mod andre; den avler kærlighed og venskab og skaber guddommelig indflydelse. Taknemmelighed er blevet kaldt hjertets hukommelse« (Evangeliske lærdomme, s.220-221). I oktober 1879 blev en gruppe på 237 sidste dages hellige fra flere små samfund i det sydvestlige Utah kaldet til at bane en ny rute og kolonisere det, der i dag kendes som San Juan County i det sydøstlige Utah. Rejsen skulle have taget seks uger, men i stedet for tog den næsten seks måneder. Deres kampe og heltemod er veldokumenteret, især deres tilsyneladende umulige opgave med at krydse Coloradofloden ved et sted, der hedder Hole-in-the-Rock. De, som har været der, undrer sig over, at vogne og forspand kunne sænkes ned gennem denne smalle sprække i de røde klippevægge og nå Coloradofloden langt nede. Da man havde krydset Colorado, var der dog stadig mange alvorlige prøver til dem på vejen til San Juan County. Trætte og udmattede stod de i april 1880 over for deres sidste hindring, Comb Ridge. Dette er et højdedrag med fast sandsten, som danner en stejl mur, som er omkring 300 meter høj. 120 år senere klatrede vores familie op ad Comb Ridge på en lys forårsdag. Højdedraget var stejlt og lumsk. Det var svært at forestille sig, at vogne, forspand, mænd, kvinder og børn kunne klare en sådan stigning. Men under vore fødder var spor efter vognhjul, efterladt som et bevis på deres kamp for så længe siden. Hvad følte de efter at have udholdt så meget? Var de bitre efter de mange måneders arbejde og afsavn? Kritiserede de deres ledere for at have sendt dem på sådan en besværlig rejse, for at have bedt dem om at opgive så meget? Vore spørgsmål blev besvaret, da vi nåede toppen af Comb Ridge. Der, mejslet i den røde sandsten for så længe siden, var ordene: »Vi takker dig, o Gud.« Brødre, jeg beder til, at vi kan bevare vores hjerte fyldt af tak og påskønnelse for det, vi har, og ikke dvæle ved det, som ikke er vores. Som bærer af præstedømmet, lad os da indtage en taknemmelig holdning i alt det vi gør. Det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.