»Noget svært«

Præsident James E. Faust
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

»Må vi alle være trofaste med hensyn til at gøre de daglige, almindelige ting, som viser vores værdighed, for de leder os til og kvalificerer os til det, der er svært.«

President James E. Faust

Mine elskede brødre i Guds præstedømme over hele verden, jeg er glad for at blive regnet blandt jer. I aften vil jeg gerne udfordre Kirkens præstedømme til i højere grad at forpligte sig til at gøre det, som opbygger tro, karakterstyrke og åndelighed. Dette er de sædvanlige præstedømmeforpligtelser, som vi bør udføre dagligt, ugentligt, månedligt – år efter år. Kirkens værk afhænger af det grundlæggende, som f.eks. at betale tiende, at varetage familie- og præstedømmeforpligtelser, at drage omsorg for de fattige og nødlidende, at bede dagligt, studere i skrifterne og holde familieaften, at virke som hjemmelærer, at deltage i kvorumsaktiviteter og at komme i templet. Hvis Kirkens præsident bad os om det, ville vi være klar til, i stand til og villige til at gøre »noget svært«, som f.eks. at arbejde på templet i Nauvoo, men mange er ikke helt så ivrige efter at udføre disse grundlæggende gerninger.

Vi kender alle Det Gamle Testamentes beretning om Na'aman, aramæerkongens hærfører, som var spedalsk. En lille tjenestepige fra Israel fortalte Na'amans hustru, at der er var en profet i Israel, som kunne helbrede ham. Na'aman kom med sin vogn og heste til Elisa, som sendte en budbringer ud til Na'aman med denne besked: »Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så bliver din krop rask, og du bliver ren.«¹

I drenge ved, hvordan det er, når I viser jeres mor hænderne – så får I besked på at gå hen og vaske dem! Men Na'aman var ikke en dreng. Han var aramæerkongens hærfører, og han blev fornærmet over Elisas pålæg om, at han skulle vaske sig i Jordanfloden. Så han »drog bort i vrede.«²En af Na'amans tjenere, som var et klogt hoved, bebrejdede ham det og sagde: »Hvis profeten havde sagt noget svært til dig, ville du så ikke have gjort det? Så meget mere nu, da han blot har sagt: Bad dig, og bliv ren!«³Na'aman omvendte sig da, og fulgte profetens råd. Spedalskheden forsvandt, og »hans krop blev så rask som en lille drengs, og han blev ren.«⁴»Noget svært« var i dette tilfælde noget uhyre enkelt og let at gøre.

Omvendt findes der i Kirkens nutidige historie eksempler på mænd, som var meget begunstigede af Herren. En af disse, Hyrum Smith, forblev så fuldstændig trofast og hengiven, at han satte livet til, hvorimod en af de andre, Oliver Cowdery, skønt han havde været vidne til »noget svært« i genoprettelsens historie, blev forblændet af sin personlige ærgerrighed, og mistede sin ophøjede plads i riget.

Oliver Cowdery var sammen med profeten Joseph Smith om mange af genoprettelsens betydningsfulde begivenheder, som f.eks. dengang de blev døbt med Johannes Døbers myndighed, fik overdraget Det Aronske Præstedømme, fik de vidunderlige tilkendegivelser i templet i Kirtland og da han personligt nedskrev »hele Mormons Bog (undtagen nogle få sider), sådan som ordene lød fra profeten Joseph Smiths mund.«⁵Med undtagelse af profeten Joseph Smith var ingen mere beæret af englebetjening end Oliver Cowdery.

Men da profeten Joseph kom ud for prøvelser, blev Oliver kritisk over for ham og blev fremmed for ham. Trods profetens forsøg på at række ham en hånd i fællesskabet, blev han fjendtlig over for profeten og over for Kirken og blev udelukket den 12. april 1838.

Nogle få år efter profetens død omvendte Oliver sig og udtrykte ønske om at vendte tilbage til Kirken. Som svar skrev Brigham Young til ham den 22. november 1847 og opfordrede ham til at »vende tilbage til vor Faders hus, hvorfra du er vandret bort . . . og forny dit vidnesbyrd om sandheden af Mormons Bog.«⁶Oliver stod frem for højpræsternes kvorum og sagde: »Brødre, i en årrække har jeg været adskilt fra jer. Jeg ønsker nu at komme tilbage. Jeg ønsker at komme tilbage med ydmyghed og være midt iblandt jer. Jeg tragter ikke efter nogen stilling. Jeg ønsker kun at blive én af jer – jeg er ude af Kirken. Jeg er ikke medlem af Kirken. Jeg vil gerne være medlem af Kirken igen. Jeg vil gerne komme ind ad døren. Jeg kender døren. Jeg er ikke kommet her for at stræbe efter forrang. Jeg kommer ydmygt og forlader mig på rådets beslutning – for jeg ved, at deres beslutning er rigtig og bør adlydes.«⁷

Han bar også sit vidnesbyrd med disse ord: »Venner og brødre, mit navn er Cowdery, Oliver Cowdery. I begyndelsen af denne kirkes historie var jeg en af jer . . . jeg rørte guldpladerne, hvorfra [Mormons Bog] blev oversat. Jeg så også udtyderne. Den bog er sand. Sidney Rigdon har ikke skrevet den. Mr. Spaulding har ikke skrevet den. Jeg nedskrev den selv, sådan som den lød fra profetens mund.«⁸Skønt Oliver kom tilbage, mistede han sin ophøjede plads i Kirken.

Som modsætning hertil har præsident Heber J. Grant sagt om Hyrum Smith: »Der er intet bedre eksempel på en storebrors kærlighed end den, der kom til udtryk i Hyrum Smiths kærlighed til profeten Joseph Smith . . . De var så forende, hengivne og så kærlige, som jordiske mennesker han blive . . . Der var aldrig en antydning af jalousi i Hyrums Smiths hjerte. Ingen dødelig kunne have været mere loyal og mere trofast i liv eller i død end Hyrum Smith var over for den levende Guds profet.«⁹

Han imødekom hvert eneste behov og anmodning fra sin lillebror Joseph, som ledte Kirken og modtog de åbenbaringer, vi har i dag. Hyrum var standhaftig dag efter dag, måned efter måned, år efter år.

Efter broderen Alvins død byggede Hyrum den hvide bjælkehytte færdig til sine forældre. Efter at Joseph havde modtaget guldpladerne, skaffede Hyrum den trækasse, som de blev opbevaret i og lå beskyttet i. Da pladerne var blevet oversat, betroede Joseph Hyrum trykkerens eksemplar af manuskriptet. Hyrum, som ofte fik følgeskab af Oliver Cowdery, bragte dagligt siderne til og fra sætteren.¹⁰

Hyrum arbejdede som landmand og arbejdsmand for at underholde sin familie, men efter at Kirken var blevet organiseret i 1830, tog han imod kaldet til at præsidere over grenen i Colesville. Han tog sin hustru og familie og rejse af sted for at bo hos familien Newel Knight og tilbragte megen af sin tid med at »forkynde evangeliet, hvor som helst han kunne finde nogen, der ville lytte.«¹¹Som den gode missionær han var, forkyndte han ikke alene i nærheden af sit hjem, men rejste også til østkysten og sydpå i USA. I 1831 tog han sammen med John Murdock til Missouri og tilbage igen og forkyndte hele vejen.¹²

Da synet om opførelsen af templet i Kirtland blev modtaget, tog Hyrum straks sin le, ryddede ukrudtet fra tempelgrunden og begyndte at grave ud til fundamentet. I 1834 da Zions hær blev organiseret, hjalp Hyrum Lyman Wight med at hverve medlemmer til hæren og føre en gruppe hellige fra Michigan til Missouri.

Hyrum, der således var blevet prøvet i det små, blev Kirkens assisterende præsident i december 1834. Han virkede under sin lillebror, profeten Josephs, ledelse. Han var altid en kilde til styrke og trøst for sin bror, både hvad tjeneste i Kirken angår og i Liberty Fængsel. Da der opstod forfølgelser og Joseph flygtede fra pøbelen i Nauvoo i 1844, tog Hyrum med ham. Mens de stod på flodbredden og overvejede, om de skulle tage tilbage, vendte Joseph sig om mod Hyrum og sagde: »Du er den ældste, hvad skal vi gøre?«

»Lad os tage tilbage og overgive os og få det overstået,«¹³svarede Hyrum.

De vendte tilbage til Nauvoo og blev ført til Carthage, hvor de døde som martyrer få minutter efter hinanden. Hyrum havde været så trofast mod sit hverv, at han endog havde sat livet til. I alle henseender var han en af Frelserens disciple. Men den daglige stræben var det, der virkelig gjorde ham betydningsfuld. Omvendt var Oliver Cowdery betydningsfuld, da han rørte pladerne og blev betjent af engle, men da han blev bedt om trofast at udholde de daglige prøvelser og udfordringer, vaklede Oliver og faldt fra Kirken.

Vi viser ikke vores kærlighed til Frelseren ved kun at gøre »noget svært«. Hvis profeten bad jer personligt om at tage på mission til et eksotisk sted, ville I da tage af sted? I ville sandsynligvis gøre jeres yderste for at komme af sted. Men hvad med at betale tiende? Hvad med at virke som hjemmelærer? Vi viser vores kærlighed til Frelseren ved at gøre de mange små gerninger – hvor vi viser tro, hengivenhed og venlighed over for andre – som skaber vores karakterstyrke. Dette kom på bedste måde til udtryk i den tidligere generalautoritet dr. George R. Hill III's liv. Ældste Hill døde for nogle få måneder siden.

Ældste Hill var en verdensberømt autoritet inden for kul og en velkendt videnskabsmand. Han havde modtaget mange diplomer og æresbevisninger for sine videnskabelige resultater. Han var dekan på College of Mines and Mineral Resources og Envirotech Professor of Engineering på University of Utah. Men som person var ældste Hill ydmyg, tilbageholden og fuldstændig hengiven. Han tjente som biskop for tre forskellige ward og som regionalrepræsentant, inden han blev kaldet til generalautoritet. Efter sin afløsning som generalautoritet blev han rådgiver i et biskopråd. De sidste kaldelser han havde, mens hans helbred blev stadig dårligere, var som leder af stavens konservesfabrik og som medlem af wardskoret. Han bestred disse sidste kaldelser med samme hengivenhed, som han havde bestridt de andre. Han gjorde, hvad han blev bedt om at gøre – det behøvede ikke at være »noget svært«.

Som en af mine venner engang sagde: »Når vi ofrer vore talenter eller vore jordiske eller akademiske æresbevisninger eller vores stadig mere begrænsede tid på alteret til Gud, binder denne offergerning vores hjerte til ham, og vi føler en større kærlighed til ham.«

»Når vi tjener i riget – det være sig ved at give en . . . lektion eller ved at fylde mad på dåser på Velfærdspladsen – bliver det af mindre værdi for os, hvis vi kun ser det som en forpligtelse . . . Men hvis forestiller os, at vi lægger vore talenter eller vores tid, som f.eks. ved at tage til et ubelejligt kirkemøde, på alteret til Gud, så bliver vores offer personligt og hengivent over for ham.«¹⁴

En beretning, som vores kære medarbejder, ældste Henry B. Eyring, har fortalt, illustrerer også dette princip om at forpligte sig. Denne beretning er om hans far, den store videnskabsmand Henry Eyring, som tjente i højrådet i Bonneville Stav. Han havde ansvaret for velfærdsfarmen, som omfattede en løgmark, der skulle luges. På det tidspunkt var han næsten 80 år og havde smertefuld knoglekræft. Han pålagde sig selv at stå for lugningen, skønt smerterne var så store, at han måtte trække sig fremad på maven ved hjælp af albuerne. Det gjorde for ondt til, at han kunne ligge på knæ. Men alligevel smilede han, lo og talte muntert med de andre, som var der den dag for at luge denne løgmark. Jeg citerer nu, hvad ældste Eyring har sagt om denne hændelse:

»Efter at arbejdet var gjort færdig, og løgene var blevet luget rene for ukrudt, sagde en eller anden til ham: ðHenry, dog! Du har da vel ikke lugetalt detukrudt, har du? Alt ukrudtet blev sprøjtet for to dage siden og ville være visnet under alle omstændigheder.Ð

Far skraldgrinede. Han syntes bare, at det var urkomisk. Han syntes, at det var ironisk. Han havde arbejdet hele dagen i den forkerte mark. Ukrudtet var blevet sprøjtet og ville være visnet under alle omstændigheder.

. . . Jeg spurgte ham: ðFar, hvordan kunne du se det morsomme i det?Ð . . .

Men han sagde også noget, som jeg aldrig glemmer . . . Han sagde: ðHal, jeg var der ikke på grund af ukrudtet.Ð«¹⁵

Det små kan rumme store muligheder. Fjernsynet, som er en stor velsignelse for mennesket, blev opfundet af en teenager, mens han pløjede lige furer i sin fars mark med en tallerkenharve. Han så for sig, hvordan han kunne overføre lige linier fra et dissektorrør og gengive dem på et andet.¹⁶Ofte kan vi ikke se mulighederne ved at udføre tilsyneladende små handlinger. Denne 14-årige dreng var i færd med at udføre sit daglige arbejde, da han fik denne fantastiske idé. Som Nephi engang sagde: »Og således ser vi, at Herren ved ringe midler kan udvirke store ting.«¹⁷

I unge mænd er en udvalgt slægt, som har mange forjættelser i vente i fremtiden. Fremtiden kan kræve, at I skal konkurrere med unge mænd på verdensmarkedet. I har brug for særlig uddannelse. I bliver måske ikke udvalgt til at få en uddannelse på grund af en eller anden usædvanlig præstation eller noget svært, men fordi I har fået jeres ørnegrad, jeres Pligt mod Gud-belønning, fordi I har bestået seminar, eller fordi I har været på mission.

I lignelsen om talenterne fik den, der havde forøget sine talenter, følgende at vide: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!«¹⁸Må vi alle være trofaste med hensyn til at gøre de daglige, almindelige ting, som viser vores værdighed, for de leder os til og kvalificerer os til det, der er svært. Jeg bærer vidnesbyrd om dette løfte, i Jesu Kristi navn. Amen.

NOTER

1. 2 Kong 5:10.
2. 2 Kong 5:12.
3. 2 Kong 5:13.
4. 2 Kong 5:14.
5. Reuben Miller, dagbog, 1848-1849, Family and Church History Department Archives, 21. okt. 1848; tegnsætning og stavning moderniseret.
6. Brev fra Brigham Young til Oliver Cowdery, 22. nov. 1847, som citeret af Susan Easton Black iWho's Who in the Doctrine & Covenants, s. 76.
7. Miller, dagbog, nov. 1848.
8. Miller, dagbog, 21. okt. 1848.
9. Heber J. Grant: »Hyrum Smith and His Distinguished Posterity,«Improvement Era,aug. 1918, s. 854-855.
10. Ronald K. Esplin, »Hyrum Smith, The Mildness of a Lamb, the Integrity of Job,«Ensign, feb. 2000, s. 32.
11. »Newel Knight's Journal,« fra »Scraps of Biography« iClassic Experiences and Adventures, s. 65.
12. Se L&P 52:8-10.
13. SeHyrum Smith – Patriarch, som citeret iEnsign, feb. 2000, s. 36.
14. James S. Jardine, »Consecration and Learning,«On Becoming a Disciple Scholar, 80.
15. Se Henry B. Eyring, »Waiting Upon the Lord,«Brigham Young University 1990-91 Devotional and Fireside Speeches,s. 22.
16. En beretning om Philo Farnsworth, »Dr. X's Instant Images,«U.S. News & World Report,17. aug. 1998, s. 44.
17. 1 Nephi 16:29.
18. Matt 25:23.