Fortæl om evangeliet Ældste Dallin H. Oaks De Tolv Apostles Kvorum »De mest effektive missionærer, medlemmer som fuldtidsmissionærer, handler altid i kærlighed . . . Mangler vi denne kærlighed til andre, bør vi bede om at få den.« Tak, præsident Hinckley, for dit storslåede budskab. Vi er dybt taknemmelige for jeres energiske og inspirerede lederskab i disse svære tider. Vi går under dette lederskab frem i Herrens værk, som der er så stort behov for i denne urolige verden. Det er et grundlæggende princip i den kristne tro at forkynde Jesu Kristi evangeliums gode tidender. Tre af evangeliets skribenter fortæller om denne vejledning fra Frelseren. I Markus står der: »Gå ud i al verden og prædik evangeliet for al skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes« (Mark 16:15-16). Matthæus citerer Frelserens befaling: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« (Matt 28:19). Lukas siger: »Således står der skrevet . . . [der] skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag« (Luk 24:46-47). Vor tids profeter har udfordret os alle til at fortælle om evangeliet og anvende Frelserens vejledning i vor tid. Præsident Gordon B. Hinckley har givet trompetstødet i vor tid. I en tale til missionærer og lokale ledere, som blev sendt via satellit til hele verden, bad han om »en tilførsel af entusiasme« i missioneringen »på alle niveauer i Kirken« (»Find lammene, vogt fårene«,Liahona, juli 1999, s. 118). Selv om missionærerne fortsat skal gøre deres bedste for at finde mennesker at undervise, sagde han, at »en bedre måde . . . er gennem Kirkens medlemmer« (s. 119). Han har bedt os hver især om at gøre vores yderste for at hjælpe missionærerne med at finde nogen at undervise. Han bad også alle stavspræsidenter og biskopper om at »påtage sig det fulde ansvar for opgaven med at finde og gøre sig til ven med undersøgere« i deres enheder (s. 121). Præsident Hinckley nedkaldte også Herrens velsignelser på os hver især »i opfyldelsen af denne kolossale udfordring, der er vores« (s. 121). Selv om det er to et halvt år siden, at vores præsident gav os denne opfordring, har de fleste af os ikke handlet effektivt for at tage denne udfordring op. Når jeg har studeret præsident Hinckleys ord under bøn og overvejet, hvordan vi kan fortælle om evangeliet, er jeg kommet til den konklusion, at der er tre ting, som vi skal gøre for at tage profetens udfordring op. For det første skal vi have et oprigtigtønskeom at fortælle om evangeliet. For det andet har vi brug forguddommelig hjælp. For det tredje skal vivide, hvad vi skal gøre. I. ØNSKE Ligesom med så mange andre ting begynder det at fortælle om evangeliet med etønske.Hvis vi skal blive mere effektive redskaber i Herrens hænder til at fortælle om hans evangelium, skal vi oprigtigtønskeat gøre det. Jeg mener, at vi får dette ønske ved to trin. For det første skal vi have et fast vidnesbyrd om sandheden af Jesu Kristi genoprettede evangelium og dets betydning. Dette omfatter et fast vidnesbyrd om Guds plan med sine børn, Jesu Kristi forsonings afgørende rolle samt Jesu Kristi Kirkes rolle i udførelsen af denne plan på jorden. For det andet skal vi nære kærlighed til Gud og alle hans børn. I den nutidige åbenbaring får vi at vide, at »kærlighed . . . med øjet alene henvendt på Guds ære gør [os] skikket til dette værk« (L&P 4:5). De første apostle i denne uddeling fik at vide, at deres kærlighed skulle »blive overvættes rig til alle mennesker« (L&P 112:11). Vores vidnesbyrd om sandheden og det genoprettede evangeliums betydning giver os en forståelse af værdien af det, som vi har modtaget. Gennem vores kærlighed til Gud og vore medmennesker får vi et ønske om at dele denne store gave med alle. Størrelsen af det ønske vi har om at fortælle om evangeliet er en indikator for, i hvor høj grad vi personligt har omvendt os. Mormons Bog indeholder nogle vidunderlige eksempler på effekten af vidnesbyrd og kærlighed. Da Mosiahs sønner, som havde været »de allerværste syndere«, fik deres vidnesbyrd, »ønskede [de], at frelse skulle forkyndes for hver skabning, thi de kunne ikke tænke sig, at nogen sjæl skulle omkomme« (Mosiah 28:3-4). I en senere beretning råbte deres fælle, Alma: »O, gid jeg var en engel . . . så jeg kunne gå ud og tale som Guds basun med en røst, der kunne få jorden til at skælve« og erklære »forløsningsplanen til hver eneste sjæl . . . at der ikke mere skulle være nogen sorg på hele jorden« (Alma 29:1-2). Jeg foretrækker at omtale missionering som at fortælle om evangeliet. Ordetfortællebekræfter, at vi har noget yderst værdifuldt og ønsker at give det til andre til deres gavn og velsignelse. De mest effektive missionærer, medlemmer som fuldtidsmissionærer, handler altid i kærlighed. Det lærte jeg som ung. Jeg havde fået til opgave at besøge et mindre aktivt medlem, som var succesrig og mange år ældre end jeg. Når jeg ser tilbage på vore handlinger, forstår jeg, at jeg havde meget lidt kærlighed og omsorg for den mand, jeg besøgte. Jeg handlede af pligt med ønsket om at kunne udføre mit hjemmelærerarbejde 100 procent. En aften i slutningen af måneden ringede jeg for at spørge, om min kammerat og jeg kunne komme over og besøge ham. Hans irettesættende svar gav mig en uforglemmelig lærestreg. »Nej, jeg ønsker ikke, at I kommer i aften,« sagde han. »Jeg er træt. Jeg har allerede taget nattøj på. Jeg læser, og jeg ønsker ikke at blive forstyrret, så I kan få 100 procent på jeres hjemmelærerrapport i denne måned.« Dette svar gør stadig ondt, for jeg vidste, at han havde mærket mine egoistiske motiver. Jeg håber ikke, at der er nogen, som vi opfordrer til at høre budskabet om det genoprettede evangelium, som føler, at vi handler af nogen anden grund end kærlighed til dem og et uselvisk ønske om at fortælle om noget, som vi ved er dyrebart. Mangler vi denne kærlighed til andre, bør vi bede om at få den. Profeten Mormons skrivelser om »Kristi rene kærlighed« lærer os at »[bede] til Faderen af jeres ganske hjerte, at I må være fyldt med denne kærlighed, som han har skænket alle dem, som er hans Søns, Jesu Kristi sande efterfølgere« (Moroni 7:47-48). II. GUDDOMMELIG HJÆLP/DET RETTE TIDSPUNKT Vi har også brug for guddommelig hjælp for at hjælpe os med at fortælle om evangeliet. På samme måde som vores ønske skal være sandt og rodfæstet i et vidnesbyrd og i kærlighed, skal vore handlinger ledes af Herren. Det er hans værk, ikke vores, og det skal gøres på hans måde og til hans tid, ikke vores. Ellers kan vores arbejde munde ud i frustration og fejl. Vi har alle familiemedlemmer eller venner, som har brug for evangeliet, men som ikke er interesserede nu. For at være effektive skal vores arbejde med dem ledes af Herren, så vi kan handle på den måde og på det tidspunkt, hvor de er mest modtagelige. Vi skal bede om Herrens hjælp og vejledning, så vi kan være redskaber i hans hænder for en, som er parat nu – en som han ønsker, vi skal hjælpe i dag. Dernæst skal vi være rede til at høre og rette os efter hans Ånds tilskyndelser om, hvordan vi skal gribe det an. Disse tilskyndelser vil komme. Vi ved fra utallige personlige vidnesbyrd, at Herren på sin egen måde og i sin egen tid forbereder mennesker til at tage imod hans evangelium. Sådanne mennesker søger, og når vi søger at finde dem, vil Herren besvare deres bønner ved at besvare vores. Han vil tilskynde og vejlede dem, som ønsker det, og som oprigtigt søger vejledning om, hvor, hvornår og hvem de skal fortælle om hans evangelium. Således giver Gud os i overensstemmelse med vore ønsker (se Alma 29:4; L&P 6:8). Herren har i nutidig åbenbaring fortalt os, at »der findes endnu mange på jorden blandt alle sekter, partier og religionssamfund, som er forblindede . . . og som holdes borte fra sandheden blot derved, at de ikke ved, hvor de kan finde den« (L&P 123:12). Når vi står som »Guds vidner til alle tider, i alle ting« (Mosiah 18:9), vil Herren åbne udveje for, at vi kan vidne og på passende vis tale med dem, som søger. Dette vil komme, når vi søger vejledning, og når vi handler med oprigtig Kristuslignende kærlighed til andre. Han elsker alle sine børn. Han ønsker, at alle har hans sandheds fylde og hans velsignelser i overflod. Han ved, hvornår de er parate, og han ønsker, at vi skal høre og handle efter hans vejledning om at fortælle om evangeliet. Når vi gør det, vil de, som er parate, være modtagelige for budskabet om ham, som sagde: »Mine får hører min røst . . . og de følger mig« (Joh 10:27). III. HVORDAN MAN GØR Når vi nærer et oprigtigt ønske om at fortælle andre om evangeliet, og når vi har søgt guddommelig hjælp i vores arbejde, hvad skal vi så gøre? Hvordan skal vi bære os ad? Vi begynder ved begyndelsen. Vi skal ikke vente på yderligere opfordringer fra himlen. Åbenbaring kommer som oftest, når vi har travlt med noget. Herren har givet os denne instruks omhvemoghvordan: »Og lad jeres prædiken være . . . hver mand advare sin næste i mildhed og sagtmodighed« (L&P 38:41). »Næste« betyder selvfølgelig ikke kun dem, som bor ved siden af os og andre venner og bekendte. Da Frelseren blev spurgt: »Hvem er så min næste?« fortalte han om en samaritaner, som så en »næste« på vejen til Jeriko (se Luk 10:25-37). Således omfatter vores næste også dem, som vi møder i hverdagen. Vi bør ligesom Alma bede Herren om at give os »magt og visdom til at bringe« vore medmennesker tilbage til Herren (Alma 31:35). Vi bør bede for deres sjæls vel (se Alma 6:6). Vi skal sørge for at handle i kærlighed og ikke for personlig anerkendelse eller vinding. Advarslen mod dem, som bruger deres stilling i Kirken til at tilfredsstille deres hovmod eller forfængelige ærgerrighed (se L&P 121:37), gælder bestemt vores indsats for at fortælle om evangeliet. Nødvendigheden af at handle i kærlighed er også en advarsel mod manipulering, bevidst som ubevidst. Folk, som ikke har samme tro som os, kan blive stødt, når de hører os omtale noget som værende et »missioneringsredskab.« Et »redskab« er noget, der bruges til at manipulere en død ting med. Omtaler vi noget som værende et »missioneringsredskab«, kan vi viderebringe den opfattelse, at vi ønsker at manipulere nogen. Denne opfattelse er en komplet modsætning til den uselviske ånd i vores missionering. Præsident Hinckley siger i sit storslåede budskab, at »muligheder for at fortælle om evangeliet findes overalt« (Liahona, juli 1999, s. 119). Han nævner mange ting, som vi kan gøre. Vi bør leve, så at det, som han kaldte »den umådelige kraft, som eksemplet fra et medlem af Kirken kan være« (s. 119), vil påvirke vore omgivelser. »Den mest effektive pjece, som vi nogensinde vil bære rundt på, vil være det gode i vores egen tilværelse og vores eksempel« (s. 121). Vi skal være oprigtigt venlige over for alle. Præsident Hinckley mindede os om, at vi kan »efterlade noget kirkemateriale« (s. 119) hos dem, vi kommer i kontakt med. Vi kan åbne vores hjem for at »fortsætte denne missionsindsats« (s. 119). Missionærerne vil måske bede »medlemmer om henvisninger« (s. 121), og når de gør det, bør vi handle. Præsident Hinckley har ganske enkelt sagt, at alle medlemmer af Kirken kan »[arbejde konstant] . . . på opgaven med at finde og opmuntre undersøgere« (s. 121). Der er andre ting, som vi kan gøre, især når vi handler efter profeten Mormons storslåede udtalelse: »Jeg frygter ikke for, hvad menneskene kan gøre; thi fuldkommen kærlighed driver al frygt ud« (Moroni 8:16; se også 1 Joh 4:18). Vi kan invitere venner med til kirkens møder eller til aktiviteter i kirken. Vi kan omtale vores kirke og dens lærdommes virkning positivt og spørge folk, om de kunne tænke sig at vide mere. Og endnu lettere: Vi kan have en lille æske af de flotte kort på os og give dem til folk – endda flygtige bekendtskaber – som vi kommer i kontakt med i vores hverdag. Disse kort er en ideel måde at opfordre folk til at lære om de sandheder, som vi har at fortælle om. De giver noget dyrebart på en beskeden måde, men gaven afhænger af modtagerens potentielle valg og initiativ. Vi har erfaring for, at en stor del af dem, som ringer efter en af de gaver, som vi har tilbudt, vælger at få den leveret af nogen, som kan fortælle dem mere. Kirken har lige bekendtgjort en anden måde at fortælle om evangeliet på i hele verden på internettet. Dette nye initiativ er lige så spændende som produktionen af pjecer i det 19. århundrede og vores brug af radio, tv og film i det 20. århundrede. Kirken har oprettet en ny internetside, som vi kan henvise interesserede til, så de kan finde oplysninger om Kirken og dens lærdomme, og hvordan de kan finde en af vore kirkebygninger. Adressen erwww.mormon.org.Denne nye kildes værdi og brug vil for missionærerne vise sig, efterhånden som man får større erfaring dermed. Det vil hjælpe Kirkens medlemmer med at besvare venners spørgsmål direkte eller ved at henvise dem til hjemmesiden. Det vil også gøre det muligt for os at sende elektroniske lykønskninger til venner, bl.a. evangeliske budskaber og invitationer. IV. KONKLUSION Vi er blevet bedt om at øge vores indsats og vores effektivitet med at fortælle om evangeliet for at opfylde Herrens mål med dette store værk. Indtil vi gør dette, vil der stadig ikke blive gjort nok brug af disse vidunderlige fuldtidsmissionærer – vore sønner og døtre og vore ædle fæller i Herrens værk – i deres store opgave med at undervise i Jesu Kristi genoprettede evangelium. Vi har talt om et kærligt ønske, himmelsk vejledning og måder, hvorpå vi kan arbejde med den guddommelige befaling at fortælle vores næste om evangeliet. Jesu Kristi evangelium er det klareste lys og det eneste håb for denne formørkede verden. Som Nephi belærer om: »Derfor må vi stræbe fremad med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og kærlighed til Gud og alle mennesker« (2 Nephi 31:20). Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus, vor Frelser, og om hans ønske, om at vi helhjertet tager del i dette hans værk. I Jesu Kristi navn. Amen.