Ældste L. Tom Perry
De Tolv Apostles Kvorum
»Det, som vi har brug for, er en hær af hjemvendte missionærer, som atter melder sig til tjeneste.«
Jeg vil gerne rette min tale til en særlig gruppe her i eftermiddag. I de sidste mange år er hundredtusindvis af jer vendt hjem fra fuldtidsmission. I har alle givet agt på det samme kald, som Frelseren gav sine disciple:
»Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,
og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28:19-20).
I har haft det privilegium at rejse til mange dele af verden for at udbrede Frelserens budskab: Opfordringen til at komme til ham og nyde frugterne af hans evangelium. I har haft privilegiet at leve i forskellige kulturer og lære andre sprog. Det var også en tid, hvor I opbyggede jeres personlige vidnesbyrd om Jesu Kristi mission.
Jeg har altid haft den ære at tale med hjemvendte missionærer i årenes løb, og mange af jer længes efter at rejse tilbage og besøge de mennesker, som I havde privilegiet at tjene. I er ivrige efter at fortælle om oplevelser fra jeres mission. I jeres bryllupsinvitationer og i jeres curriculum vitae tilføjer I en linie, som viser, at I har været på mission. Nu hvor I ikke længere har missionærskilt på, synes I ivrige efter at identificere jer som en, der har tjent Herren som missionær. Derudover har I dyrebare minder, fordi I har fået øjnene op for glæden ved at tjene i evangeliet.
Jeg har også erfaret gennem talrige samtaler med jer, at tilpasningen i forbindelse med at forlade jeres mission og vende tilbage til den verden, som I er rejst fra, til tider kan være svær. Det er måske svært at holde liv i missioneringens ånd, når I ikke længere er fuldtidsmissionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Må jeg foreslå nogle få ting?
Et af de tydeligste minder, som jeg har, fra jeg var missionær, er, hvor tæt jeg kom til Herren ved at bede regelmæssigt. I min tid lå missionshjemmet på State Street i Salt Lake City. Det var et stort hus, som var lavet om til missionærskole. Det havde store sovesale, med så mange som ti senge i ét rum. Vi ankom søndag aften.
Ugen før jeg skulle ud i missionsmarken var spændende. Der var mange fester og afskedsarrangementer. Jeg er bange for, at jeg ikke var tilstrækkeligt udhvilet og parat til den undervisning, som jeg skulle have i missionshjemmet. Jeg blev træt hen ad aftenen den første dag i missionshjemmet. Mens jeg ventede på, at de andre missionærer skulle gøre sig klar til at gå i seng, lagde jeg mig på min seng og faldt straks i søvn. Men jeg vågnede med fornemmelsen af, at jeg var omringet. Da jeg kom over min døsighed, hørte jeg, at der blev bedt. Jeg åbnede mine øjne og så til min store overraskelse alle ældsterne på min sovesal knæle omkring min seng og slutte dagen af med en bøn. Jeg lukkede hurtigt øjnene og lod som om, jeg sov. Jeg var for flov til at stå op og bede sammen med dem. Selv om min første oplevelse med bøn som missionær var pinlig, var det begyndelsen på to vidunderlige år, hvor jeg ofte bad Herren om vejledning.
På hele min mission bad jeg sammen med min kammerat hver morgen, når vi begyndte en ny dag. Dette gentog vi hver aften, inden vi gik i seng. Vi bad, inden vi studerede, vi bad, inden vi forlod vores lejlighed for at gå ud og banke på døre, og så bad vi selvfølgelig særlige bønner, når vi havde brug for særlig vejledning i vores missionering. Vore hyppige bønner til vor himmelske Fader gav os styrke og mod til at fortsætte det arbejde, som vi var kaldet til at udføre. Vi fik svar, nogle gange på forbløffende direkte og positive måder. Helligåndens vejledning syntes at øges, jo flere gange vi bad Herren om vejledning dagen igennem.
Når jeg ser tilbage på mit liv efter min mission, kan jeg se, at der har været perioder, hvor jeg har kunnet bibeholde den samme nærhed til Herren, som jeg havde på min mission. Der har også været perioder, hvor verden syntes at snige sig ind, og hvor jeg har været mindre konsekvent og trofast med mine bønner.
Ville dette ikke være et godt tidspunkt at se lidt på os selv og se, om vi stadig har det samme forhold til vor himmelske Fader, som vi havde på vores mission? Hvis verden har ledt os bort fra at bede, har vi mistet en stor åndelig kraft. Måske er tiden inde til, at vi vækker vores missionærånd til live igen gennem hyppig, mere konsekvent og kraftig bøn.
Det næste dyrebare minde, som jeg har fra min mission, er dagligt studium af skriften. Den disciplin man får ved at følge en studieplan for at lære om evangeliet, var en vidunderlig og udbytterig oplevelse. Kendskabet til skrifternes lærdomme foldede sig ud på herlig vis som følge af personligt studium. Jeg kan huske, at jeg som missionær forundredes over, hvor fuldkomment Herren har lagt en plan for sine børn her på jorden, og hvordan han i alle jordens uddelinger har inspireret sine profeter til at nedskrive sin færd med dem. Hans ord er altid positive og direkte og åbenbarer de velsignelser, som kommer af at følge hans lov og hans vej.
Vi studerede også en time eller mere sammen med vores kammerat hver dag. Det var som om, at det mangedoblede vores forståelse med to par øjne, som granskede rigets lærdomme. Vi læste sammen og talte derefter om vores forståelse.
Vi fik større indsigt, når vi dagligt studerede alene og sammen med vores kammerat. Denne praksis bragte os tættere sammen som kammerater og gav os større indsigt i rigets lærdomme.
Når vi forlader vores mission, har vi ikke længere en kammerat til at hjælpe os med at holde fast i vore studievaner, men det betyder ikke, at vi skal holde op. Hvor ville det være fantastisk at studere skrifterne sammen med vores familie hver dag, når vi kommer hjem. Kan vi ikke invitere bofæller og venner til at studere sammen med os, hvis vi rejser hjemmefra? Holder man det at studere regelmæssigt sammen ved lige, vil det hjælpe os med at have rigets lærdomme præsent i vores sind og hindre de verdslige problemers indtrængen. Når vi bliver gift, har vi selvfølgelig en evig partner, som vi kan studere sammen med og drøfte evangeliets lærdomme med. Skrifterne er der altid til at give os en større forståelse af formålet med livet og med, hvad vi skal gøre for at gøre livet mere tilfredsstillende og udbytterigt. Vil I ikke nok holde fast i at studere skrifterne alene og sammen med en kammerat.
Kan I huske den glæde, som det giver at undervise nogen i evangeliet, nogen som hele deres liv ikke har haft disse lærdomme, og den begejstring man føler, når man underviser i Herrens lov og de velsignelser, som vi får ved at følge ham? Vil I nogensinde glemme glæden over den første, som I fik døbt på jeres mission?
Da jeg var missionær, var der ikke dåbsbassin i kirkebygningerne. Den første, jeg fik døbt, blev døbt i Sciotofloden i Ohio. Det var en kølig efterårsdag, og vandet føltes endnu koldere end luften. Jeg husker stadig chokket, da jeg gik ud i den kolde flod, mens jeg opmuntrede min undersøger til at følge mig. Men kulden i luften og vandet føltes ikke, da jeg udførte dåbsordinancen. Jeg glemmer aldrig synet, da jeg så den døbte komme op af vandet og dennes strålende ansigt.
Muligheder for at undervise i evangeliet og døbe er ikke forbeholdt dem, som har et missionærskilt på. Jeg undrer mig over, hvorfor vi tillader gløden ved missioneringen at mindskes, når vi vender tilbage til vore aktiviteter i verden.
Der har aldrig været noget tidspunkt i menneskehedens historie, hvor vi har været bedre i stand til at undervise vor himmelske Faders børn i evangeliet her på jorden. Og de synes at have mere brug for det i dag end nogensinde før. Vi ser troen mindskes. Vi ser tiltagende kærlighed til verdslighed og de moralske værdiers forfald, som begge vil medføre forøget hjertesorg og fortvivlelse. Det, som vi har brug for, er en hær af hjemvendte missionærer, som atter melder sig til tjeneste. Selv om de ikke bærer et missionærskilt, kan de være i besiddelse af den samme beslutsomhed og målbevidsthed i at bringe evangeliets lys til en verden, som kæmper for at finde vej.
Jeg opfordrer jer hjemvendte missionærer til at genindvie jer selv for at blive fyldt med ønsket om at missionere og få missioneringens ånd. Jeg opfordrer jer til at se ud, være og handle som vor himmelske Faders tjenere. Jeg beder til, at I atter må beslutte jer for at forkynde evangeliet, så I kan tage mere aktivt del i dette store værk, som Herren har kaldet os alle til at udføre. Jeg lover jer, at der venter jer store velsignelser, hvis I fortsætter med den iver, som I engang havde som fuldtidsmissionærer.
For nogle år siden havde jeg en oplevelse, da min søn, Lee, ringede. Han fortalte mig, at min første missionærkammerat var på besøg i nærheden af ham og ønskede at tale med mig i et par minutter. Lee og jeg tog begge over til min første kammerats datter, som han var på besøg hos. Det var en helt særlig oplevelse for os at være sammen igen efter ikke at have set hinanden i mange år. Da vi var missionærer, fik vi mulighed for at påbegynde missioneringen i en ny by i Ohio. Vi fik lov til at arbejde sammen i ti måneder på grund af denne opgave. Han var min træner, min første kammerat. Han kom fra en familie, som havde lært ham værdien af hårdt arbejde. Det var svært for mig at følge med ham, men da vi tjente sammen, fik vi et stærkt kammeratskab.
Vores kammeratskab sluttede ikke med den ti måneder lange opgave. Anden Verdenskrig rasede, og da jeg kom hjem, gik der kun kort tid, inden jeg blev indkaldt til militærtjeneste. Den første søndag i træningslejren var jeg til et af Kirkens nadvermøder. Jeg så en nakke, som virkede meget bekendt. Det var min første missionærkammerat. Vi tilbragte størstedelen af de næste to et halvt år sammen. Selv om vi levede under meget svære forhold under vores militærtjeneste, prøvede vi at videreføre vore vaner fra vores mission. Vi bad sammen, så ofte vi kunne. Når forholdene tillod det, studerede vi skrifterne sammen. Jeg kan huske mange studiestunder sammen med min kammerat ved lyset fra en Colemanlanterne i mit telt, der var flået af granatsplinter. Vores studium af skrifterne blev ofte afbrudt af en luftalarm. Vi slukkede hurtigt vores lanterne, knælede ned sammen og afsluttede vores studietid med bøn.
Vi blev begge indsat som gruppeledere, og så fik vi atter mulighed for at tjene og undervise i Herrens og Frelserens herlige evangelium sammen. Vi havde mere succes i militæret, end vi havde haft som fuldtidsmissionærer. Hvorfor? Fordi vi var erfarne hjemvendte missionærer.
Mit besøg hos min første missionærkammerat var den sidste mulighed, jeg fik for at være sammen med ham. Han led af en uhelbredelig sygdom og døde nogle få måneder efter. Det var en vidunderlig oplevelse sammen at mindes vores mission og dernæst fortælle om vores liv efter vores mission. Vi mindedes vores tjeneste i biskopråd, i højråd og stavspræsidentskaber, og pralede selvfølgelig af vore børn og vore børnebørn. Mens vi sad og var så begejstrede over at være sammen igen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på beretningen i Alma, kapitel 17.
»Og da Alma tog fra Gideons land sydpå, langt bort til Mantis land, da traf han til sin store forbavselse på Mosiahs sønner, der var på vej til Zarahemlas land.
Og disse Mosiahs sønner var sammen med Alma dengang, da engelen først åbenbarede sig for ham; derfor frydede Alma sig meget over at se sine brødre; og hvad der gjorde hans glæde endnu større var, at de stadig var hans brødre i Herren; ja, de var blevet stærke i kundskaben om sandheden, thi det var mænd med sund forstand, og de havde ransaget skrifterne med flid for at kunne få kundskab om Guds ord.
Men det er ikke alt; de havde hengivet sig til megen bøn og faste, og derfor havde de profetiens og åbenbarelsens ånd, og når de lærte fra sig, lærte de med magt og myndighed fra Gud« (Alma 17:1-3).
Jeg ville ønske, at I alle kunne få en oplevelse nogenlunde som den, jeg havde med min første missionærkammerat, og at I vil standse op og tænke på en tid med tjeneste, hvor I gav gavmildt af jeres tid og talenter for at opbygge vor himmelske Faders rige. Hvis I prøver at få det til at ske, så lover jeg jer, at det vil blive en af de mest fantastiske oplevelser i jeres liv. I udgør en stor hær af hjemvendte missionærer. Gå fremad med ny iver og beslutsomhed og lad evangeliets lys skinne for denne oprørte verden gennem jeres eksempel. Det er Herrens værk, vi er engageret i. Gud lever. Jesus er Kristus. Vi tilhører hans kirke. Dette er mit vidnesbyrd til jer i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
