Ældste Wayne S. Peterson
De Halvfjerds
»Ved de fleste møder med mennesker, kanvi afgøre, hvilken slags oplevelse vi vil have, alt efter hvordan vi reagerer.«
Da jeg for mange år siden var på ferie sammen med min familie, oplevede jeg noget, som lærte mig meget. En lørdag besluttede min hustru og jeg at tage børnene med ud at køre en tur og gå på indkøb. Børnene faldt i søvn, mens vi kørte, og da vi ikke ville vække dem, tilbød jeg at blive i bilen, mens min hustru løb ind i forretningen.
Mens jeg ventede, så jeg på en bil, som stod parkeret foran mig. Den var fuld af børn, og de så på mig. Jeg fik øjenkontakt med en lille dreng på seks, syv år. Da vore blikke mødtes, rakte han straks tunge ad mig.
Min første reaktion var at række tunge ad ham. Jeg tænkte:Hvad har gjort for at fortjene dette?Inden jeg reagerede, kom jeg heldigvis i tanke om et princip, som ældste Marvin J. Ashton havde belært om ved generalkonferencen ugen før (se Conference Report, okt. 1970, s. 36-38; ellerImprovement Era,dec. 1970, s. 59-60). Han lærte os, hvor vigtigt det er at handle i stedet for at reagere på begivenhederne omkring os. Så jeg vinkede til den lille dreng. Han rakte tunge ad mig igen. Jeg smilede og vinkede igen. Denne gang vinkede han igen.
Snart vinkede også hans lillebror og søster ivrigt. Jeg vinkede igen, indtil jeg blev træt i armen. Så støttede jeg den på rattet og fortsatte med at vinke på alle de kreative måder, jeg kunne finde på og håbede hele tiden, at deres forældre snart ville komme, eller at min hustru snart ville komme tilbage.
Så kom forældrene langt om længe, og da de kørte væk, blev mine nye venner ved med at vinke, lige så længe jeg kunne se dem.
Det var ikke nogen særlig stor oplevelse, men den viste, at ved de fleste møder med mennesker, kan viafgøre, hvilken slags oplevelse vi vil have, alt efter hvordan vi reagerer. Jeg var taknemmelig for, at jeg valgte at handle venligt og ikke reagere på mine små venners barnlige opførsel. Derved undgik jeg de negative følelser, som jeg ville have følt, hvis jeg havde fulgt mit naturlige instinkt.
Frelseren sagde i sine belæringer til nephiterne: »Altså, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem« (3 Nephi 14:12).
Forestil jer den virkning, det ville have i verden, hvis alle praktiserede Den Gyldne Regel. Men for nogle synes den at gå imod menneskets natur. Kong Benjamin sagde, at »det naturlige menneske er en fjende af Gud«, og vil forblive således, indtil det »underkaster sig den Helligånds ledelse, aflægger det naturlige menneske« og lærer at være »underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig [og] fuld af kærlighed« (Mosiah 3:19).
I vor tids travle verden synes der at være en større tendens til, at folk er aggressive over for hinanden. Nogle bliver hurtigt stødt og reagerer vredt på reelle eller imaginære fornærmelser, og vi har alle oplevet eller hørt om trafikanters raseri på vejene eller eksempler på grov og hensynsløs opførsel.
Dette smitter desværre af på vores egne hjem og skaber gnidninger og spændinger blandt familiemedlemmerne.
Det kan synes naturligt at reagere på en situation ved at give igen af samme skuffe. Men det behøver ikke at være sådan. Viktor Frankl mindedes sine grusomme krigsoplevelser og sagde: »Vi, der sad i koncentrationslejre, kan huske de mennesker, der gik rundt i barakkerne og trøstede andre og gav deres sidste bid brød væk. Der har måske ikke været mange af dem, men de er tilstrækkeligt bevis på, at alt kan tages fra mennesket, bortset fra menneskets sidste frihed, nemlig muligheden forat vælge sin egen indstilling under de givne omstændigheder, at vælge sin egen kurs« (Man's Search for Meaning, s. 86; fremhævelse tilføjet).
Det er en ædel opførsel og høje forventninger, men Jesus forventer intet mindre af os. »Elsk jeres fjender,« sagde han, og »bed for dem, der forfølger jer« (Matt 5:44).
En af mine yndlingssalmer underbygger denne lære:
Dølg din harme, o min broder,
køl dit hede, iltre sind;
lad ej sjælens guddomsstråler kvæles
af din vredes ild.
(»Dølg din harme«, SDH sange, nr. 75).
Vore beslutninger og vores opførsel er det, der i sidste ende danner vores karakter. Charles A. Hall har meget rammende beskrevet denne proces i disse linier: »Vi sår vore tanker, og vi høster vore handlinger. Vi sår vore handlinger, og vi høster vores vaner. Vi sår vore vaner, og vi høster vores karakter. Vi sår vores karakter, og vi høster vores skæbne« (citeret iThe Home Book of Quotations,red. Burton Stevenson, s. 845).
Det er i hjemmet, at vores adfærd kommer mest til syne. Det er det sted, hvor vore handlinger har størst virkning, på godt og ondt. Nogle gange føler vi os så meget »hjemme«, at vi ikke længere varer vor mund. Vi glemmer den basale høflighed. Hvis vi ikke er på vagt, kan vi få for vane at kritisere hinanden, miste selvbeherskelsen eller blive egoistiske. Vores ægtefælle og børn er måske hurtige til at tilgive os, fordi de elsker os, men de bærer ofte i det stille rundt på usynlige sår og stille smerte.
Der er for mange hjem, hvor børnene er bange for deres forældre, eller hvor hustruen er bange for sin mand. Vore ledere har mindet os om, at »fædre [skal] lede deres familier i kærlighed og retskaffenhed«, og har advaret om, »personer, som . . . misbruger deres ægtefælle eller deres børn . . . en dag skal stå til ansvar over for Gud« (»Familien: En proklamation til verden«,Stjernen, jun. 1996, s. 10). Modstanderen ved, at hvis han kan fremkalde en atmosfære med splid, konflikter og frygt i hjemmet, bedrøves Ånden, og de bånd, som bør binde familien sammen, svækkes.
Den opstandne Herre erklærede: »Thi sandelig, sandelig siger jeg jer, at den, der har en trættekær ånd, er ikke af mig, men af djævelen, som er faderen til splid og uenighed, som opægger menneskenes hjerter til at trættes i vrede med hinanden« (3 Nephi 11:29).
Når vi føler vrede eller splid i vores hjem, bør vi straks indse, hvilken magt der har taget kontrol med vores liv, og hvad Satan prøver at opnå. Salomo gav os denne vise formel: »Et mildt svar afvender vrede, et sårende ord vækker harme« (Ordsp 15:1).
Vores hjem bør være et ideelt tilflugtssted, hvor hvert familiemedlem kan føle sig tryg, sikker, elsket og beskyttet mod hård kritik og splid, som vi så ofte møder i verden.
Kristus er et perfekt eksempel på at bevare kontrollen med sine følelser i alle tilfælde. Da han blev bragt for Kaifas og Pilatus, slog, piskede, hånede og spyttede hans bødler på ham (se Matt 26; Luk 23). Den store ironi er, at de nedværdigede deres Skaber, som led for dem pga. af hans kærlighed til dem.
Under denne mishandling holdt Jesus fatningen og nægtede at handle uvenligt. Selv på korset under hans ubeskrivelige smerte, lød hans bøn: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).
Han forventer det samme af os. Til dem, som fulgte ham, sagde han: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:35).
Må vi bevise, at vi er hans disciple ved at styrke vores hjem på god og kærlig vis. Må vi huske, at »et mildt svar afvender vrede,« og gennem vores forhold og dem, vi møder, stræbe efter at opbygge en karakter, som Frelseren vil kunne godtage.
Jesus Kristus er det fuldkomne eksempel. Han er vor Frelser og vor Forløser. Jeg bærer vidnesbyrd om ham! Vi ledes af en levende profet i dag. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
