Er vi ikke alle mødre? Sheri L. Dew Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab »Moderskabet er mere end at få børn . . . Det er kernen i, hvem vi er som kvinder.« I sommer tilbragte fire af mine niecer i teenagealderen og jeg en anspændt søndag aften sammen, da vi begyndte at gå fra et hotel i centrum i en by, som vi besøgte, og hen til en kirkebygning i nærheden, hvor jeg skulle tale. Jeg havde gået denne tur mange gange, men denne aften fandt vi os pludselig omringet af en enorm flok fulde paradetilskuere. Der var ikke plads til fire teenagepiger eller deres tante, vil jeg tilføje. Men da gaderne var lukket for trafik, havde vi ikke noget andet valg end at fortsætte. Jeg råbte gennem larmen til pigerne: »Hold jer tæt til mig.« Da vi manøvrerede gennem menneskemængden, var mine niecers sikkerhed det eneste, som jeg kunne tænke på. Vi var taknemmelige, da vi endelig nåede hen til kirkebygningen. Men i én foruroligende stund forstod jeg nu bedre, hvad mødre, som sætter deres egen sikkerhed på spil for at beskytte et barn, må føle. Mine søskende havde betroet mig deres døtre, som jeg elsker, og jeg ville have gjort hvad som helst for at føre dem i sikkerhed. Vor himmelske Fader har også betroet os kvinder sine børn, og han har bedt os om at elske dem og hjælpe dem med at føre dem sikkert uden om farerne i det jordiske liv, og hjem igen. Elskeogføre– disse ord sammenfatter ikke kun Faderens og Sønnens altomfattende arbejde, men hele kernen i vores arbejde, for vores opgave er at hjælpe Herren med hans værk. Hvordan kan vi så som sidste dages hellige kvinder bedst hjælpe Herren med hans arbejde? Profeterne har gentagne gange besvaret dette spørgsmål, ligesom det Første Præsidentskab gjorde for flere årtier siden, da de kaldte moderskabet »den højeste, helligste tjeneste . . . som menneskeheden kan påtage sig.«1 Har I nogen sinde tænkt over, hvorfor profeterne har belært om doktrinen moderskab – og deteren doktrin – gentagne gange? Det har jeg. Jeg har tænkt længe og meget over Guds døtres arbejde. Og jeg har tumlet med, hvad denne doktrin om moderskab betyder for osalle. Dette spørgsmål har fået mig til at knæle ned, søge i skrifterne og komme i templet – og alle disse ting belærer om en forædlende doktrin om vores allervigtigste rolle som kvinder. Det er en doktrin, som vi må forstå, hvis vi håber på at være »trofaste og urokkelige«2i spørgsmål, som omgiver vores køn. For Satan har erklæret krig mod moderskabet. Han ved, at de, der gynger vuggen, kan få hele hans rige til at gynge. Og han ved, at uden retskafne mødre, som elsker og leder den næste generation, vil Guds rige falde. Når vi forstår moderskabets storhed, bliver det meget tydeligt, hvorfor profeterne har beskyttet kvindens allerhelligste rolle så meget. Når vi sidestiller moderskabet med det at få børn, på Herrens sprog, får ordetmormange betydninger. Af alle de ord, som de kunne have valgt til at definere hendes rolle og væsen, kaldte både vor himmelske Fader og Adam Eva for »moder til alle levende«3– og det gjorde de,indenhun nogen sinde havde fået et barn. Ligesom med Eva begyndte vores moderskab, inden vi blev født. På samme måde som værdige mænd blev forudordineret til at have præstedømmet på jorden,4blev retskafne kvinder begavet med moderskabets privilegium.5Moderskabet er mere end at få børn, men det er det sandelig også. Det er kernen i, hvem vi er som kvinder.Det definerer selve vores identitet, vores guddommelige vækst og de enestående karaktertræk, som vor Fader har givet os. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt, at »Gud har lagt noget guddommeligt i kvinder.«6Det er moderskabets gave og gaver. Ældste Matthew Cowley lærte os, at »mænd må have noget [i det jordiske liv] til at gøre dem til frelsere, men ikke mødre, ikke kvinder. [De] er født med en naturlig ret, en naturlig myndighed til at være frelsere af menneskesjæle . . . og den fornyende kraft i Guds børns tilværelse.«7 Moderskabet er ikke det, der var tilbage, da vor Fader havde velsignet sin sønner med ordination til præstedømmet. Det var den mest ædle gave, han kunne give sine døtre, et helligt, betroet hverv som gav kvinder en rolle uden sidestykke med at hjælpe hans børn med at bestå deres anden prøvestand. Som præsident J. Reuben Clark jun. sagde, er moderskabet »lige så guddommelig en kaldelse og lige så eviggyldigt vigtigt som selve præstedømmet.«8 Men moderskabet er ikke desto mindre følelsesmæssigt et meget vigtigt emne, for det fremkalder nogle af vore største glæder og sorger. Sådan har det været lige fra begyndelsen. Eva var glad efter faldet, da hun forstod, at hun ellers aldrig havde »fået afkom«.9Og forestil jer så hendes smerte over Kain og Abel. Nogle mødre oplever smerte på grund af de børn, de har født. Andre føler smerte, fordi de ikke får børn her. Ældste John A. Widtsoe udtalte sig meget tydeligt om dette: »Kvinder, som ikke direkte udøver moderskabets gave, og som ikke selv er skyld deri, kan gøre det som stedfortrædere.«10 Af årsager, som kun Herren kender, må nogle kvinder vente med at få børn. Denne udskydelse er ikke let for nogen retskaffen kvinde. Men Herrens tid for os hver især tilsidesætter ikke vores natur. Derfor må nogle af os ganske enkelt finde andre måder at være mor på. Der er mennesker alle vegne omkring os, som har behov for at blive elsket og ledet. Eva var et godt eksempel. Ud over at få børn blev hun mor til hele menneskeheden, da hun tog den modigste beslutning, som nogen kvinde nogen sinde har truffet, og gav sammen med Adam os mulighed for at udvikle os. Hun var et eksempel på kvindelighed, som man bør respektere, og kvinder bør følge, og var en model for de karaktertræk, som vi som kvinder er begavet med: Heltemodig tro, en skarp evne til at føle Ånden, afsky for det onde og fuldkommen uselviskhed. Ligesom Frelseren, »som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset,«11udholdt Eva faldet for den glædes skyld at påbegynde menneskeslægten. Hun elskede os nok til at hjælpe med at lede os. Som vor himmelske Faders døtre og som Evas døtre, er vi alle mødre, og vi har altid været mødre. Og vi har hver især ansvar for at elske og hjælpe med at lede den opvoksende generation. Hvordan vil vore unge piger lære at leve som Guds døtre, medmindre de ser, hvordan Guds døtre ser ud, hvordan vi klæder os, hvad de ser og læser, hvordan vi bruger vores tid og bruger vores sind, hvordan vi klarer fristelser og usikkerhed, hvor vi finder sand glæde, og hvorfor ærbarhed og kvindelighed er kendetegnene på retskafne kvinder? Hvordan vil vore unge mænd lære at værdsætte Guds kvinder, hvis vi ikke viser dem fordelen ved vore dyder? Vi har alle et stort ansvar for at være et eksempel på retskaffen kvindelighed, for vore unge vil ikke se det andre steder. Hver eneste søster i Hjælpeforeningen, som er den mest betydningsfulde gruppe kvinder på denne side af sløret, har ansvaret for at hjælpe vore unge piger med at få en overgang til Hjælpeforeningen fuld af glæde. Det betyder, at vores venskab med dem skal begynde, længe før de fylder atten. Vi kan hver især være mødre – det begynder selvfølgelig med børnene i vores egen familie, men rækker langt længere. Vi kan hver især vise i ord og gerning, at kvindernes arbejde i Herrens rige er storslået og helligt. Jeg gentager: Vi er alle mødre i Israel, og det er vores kaldelse at elske og hjælpe med at lede den næste generation gennem farerne på det jordiske livs vej. Få af os vil nå vores potentiale uden hjælp fra både den mor, som har født os, og de mødre, som bærer over med os. Jeg blev for nylig henrykt over at se en af mine ungdomsledere for første gang i mange år. Som teenager fuldstændig uden selvtillid tyede jeg altid hen til denne kvinde, fordi hun lagde armen om mig og sagde: »Du er bare den bedste pige!« Hun elskede mig; derfor lod jeg hende vejlede mig. Hvor mange unge mænd og piger er desperate efterjereskærlighed og vejledning? Forstår vi fuldt ud, at vores indflydelse som mødre i Israel er uerstattelig og evig? Da jeg voksede op, var det ikke ualmindeligt, at min mor vækkede mig midt om natten og sagde: »Sheri, tag din pude og gå nedenunder.« Jeg vidste, hvad det betød. Det betød, at en tornado var på vej, og jeg blev straks bange. Men så sagde mor: »Sheri, det skal nok gå.« Hendes ord beroligede mig altid. Selv i dag, flere årtier efter, ringer jeg til min mor, når alt ser helt overvældende og frygtindgydende ud, og venter på, at hun skal sige: »Det skal nok gå.« De forfærdelige begivenheder i USA for nylig har vist, at vi lever i en usikker verden. Der har aldrig været større behov for retskafne mødre – mødre som velsigner deres børn med en følelse af sikkerhed, tryghed og tillid til fremtiden, mødre som lærer deres børn, hvor de kan finde fred og sandheden, og Jesu Kristi magt er altid stærkere end modstanderens magt. Hver gang vi opbygger tro eller styrker det ædle i en ung mand eller kvinde, hver gang I elsker eller leder nogen bare et lille skridt hen ad vejen, lever vi op til vores begavelse og kaldelse som mødre og undervejs opbygger vi Guds rige. Ingen kvinde, som forstår evangeliet, vil da aldrig nogensinde mene, at der er noget andet arbejde, som er vigtigere, eller ville nogensinde sige: »Jeg erkunmor,« for mødre helbreder menneskenes sjæl. Se jer omkring. Hvem har behov for jer og jeres indflydelse? Hvis vi virkelig ønsker at gøre en forskel, vil det ske som mødre for de børn, vi har født, og dem, som vi er villige til at være mødre for. Hvis vi holder os tæt til de unge – dvs. hvis vielskerdem – vil de i de fleste tilfælde holde os tæt til os – dvs. de vil lade oslededem. Som mødre i Israel er vi Herrens hemmelige våben. Vores indflydelse kommer fra en guddommelig gave, som har været der fra begyndelsen. Jeg tænker på, om vi i forudtilværelsen, da vores Fader beskrev vores rolle, ikke har måbet over, at han ville velsigne os med det hellige hverv, som er så centralt i hans plan, og at han ville give os gaver, som er så afgørende for at kunne elske og lede hans børn. Jeg tænker over, om vi råbte af glæde12, i det mindste pga. den ædle stilling, han gav os i sit rige. Verden kan ikke fortælle jer det, men det kan Ånden. Vi kan simpelthen ikke svigte Herren. Og hvis den dag kommer, hvor vi er de eneste kvinder på jorden, som ser det ædle og guddommelige i moderskabet, så lad os. Formorer det ord, som vil definere en retskaffen kvinde, som er fuldkommengjort i den højeste grad af det celestiale rige, en kvinde som har kvalificeret sig til at få evigt afkom – efterkommere, visdom, glæde og indflydelse. Jeg ved, og ved det fuldstændigt, at disse doktriner om vores guddommelige rolle er sande, og at de vil bringe fred og give alle kvinder et formål, når de forstår dem. Min kære søstre, som jeg elsker mere, end jeg kan udtrykke, vil I modtage udfordringen at være mødre i disse farefulde tider, selv om det vil prøve jeres udholdenhed og mod og tro til det sidste? Vil I være trofaste og urokkelige som mødre i Israel og Guds døtre? Vor Fader og hans enbårne Søn har givet os en hellig forvaltning og en hellig krone i deres rige. Lad os glæde os derover. Og må vi være værdige til deres tillid. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. »The Message of the First Presidency to the Church,«Improvement Era,nov. 1942, s. 761. 2. Mosiah 5:15. 3. Moses 4:26. 4. Se Alma 13:2-4, 7-8. 5. Se Spencer W. Kimball, »Den retfærdige kvindes rolle,«Den danske Stjerne, maj 1980, s. 162-166. 6. Teachingsof Gordon B. Hinckley, s. 387. 7. Matthew Cowley Speaks, s. 109. 8. »Our Wives and Our Mothers in the Eternal Plan,«Relief Society Magazine,dec. 1946, s. 801. 9. Moses 5:11. 10. Priesthood and Church Government,saml. John A. Widtsoe, s. 85. 11. Hebr 12:2. 12. Se Job 38:7.