Bøn Ældste Henry B. Eyring De Tolv Apostles Kvorum »Med . . . tro vil vi kunne bede om det, vi ønsker, og værdsætte det, vi får. Kun med den tro kan vi bede med den iver, som Gud kræver.« Verdens synes at være i oprør. Der er krige og rygter om krige. Hele kontinenters økonomi vakler. Flere steder i verden slår høsten fejl på grund af tørke. Og de nødlidende har oversvømmet himlen med deres bøn- ner. Både offentligt og i det skjulte trygler de Gud om hjælp, trøst og vejledning. I har sikkert, ligesom jeg, i den sidste tid lagt mærke til, at bønnerne ikke blot er blevet talrigere, men også mere inderlige. Jeg sidder ofte på forhøjningen i nærheden af den, som er blevet bedt om at bede ved et møde. Jeg har på det sidste lyttet med undren. De ord, som siges er tydeligvis inspireret af Gud, velvalgte og kloge. Og tonen er som hos et kærligt barn, der beder om hjælp, ikke som de ville gøre fra jordiske forældre, men fra en mægtig himmelsk Fader, som kender vore behov, før vi beder til ham. Lige så længe mennesket har eksisteret, har man tyet til inderlig bøn, når verden synes helt af lave. I tider med tragedier og farer søger folk Gud i bøn. Selv oldtidens kong David var klar over, hvad der skete. I husker hans ord fra Salmernes Bog: »Herren bliver en borg for undertrykte, en borg i trange tider; de, der kender dit navn, stoler på dig, for du svigter ikke dem, der søger dig, Herre.«1 Den store øgning i inderlige bønner, samt offentlighedens accept af det, har været bemærkelsesværdigt for mig og andre. I de sidste par dage har flere mere end én gang med alvor og bekymring i stemmen sagt til mig: »Jeg håber, at den forandring varer ved.« Den bekymring er berettiget. Vore egne personlige erfaringer og Guds optegnelse om sin omgang med sine børn viser os det. Afhængigheden af Gud glemmes hurtigt, når bønnerne er besvaret. Og når problemerne forsvinder, gør bønnerne det samme. Mormons Bog gentager den triste historie igen og igen. I Helamans Bog lyder det: »O, hvor kunne I glemme jeres Gud på jeres befrielsesdag?«2Og senere i samme bog, efter at Gud havde besvaret bønner i sin nådige godhed, beskrives det samme frygtelige mønster igen: »Og således kan vi se, hvor falske og ustadige menneskenes børn er; ja, vi kan se, at Herren i sin store, uendelige godhed velsigner og begunstiger dem, som sætter deres lid til ham. Ja, og vi kan se, at på samme tid, som han velsigner sit folk ved at formere deres markers afgrøde, deres flokke og hjorde, deres guld og sølv og allehånde kostbare ting og kunstgenstande og bevarer deres liv og udfrier dem af deres fjenders hånd og blødgør fjenders hjerter, så de ikke vil erklære krig mod dem, ja, og endelig gør alt for folkets velfærd og lykke, se, da på samme tid forhærder de deres hjerter og glemmer Herren, deres Gud, og træder den Hellige under fode – og dette på grund af deres medgang og store held. Og således ser vi, at medmindre Herren revser sit folk med mange lidelser, ja, medmindre han hjemsøger dem med død og rædsel, med hungersnød og alle slags plager, vil de ikke erindre ham.«3 Og fra de næste ord i det samme skriftsted lærer vi, hvorfor vi så let glemmer kilden til vore velsignelser og hører op med at føle behov for at bede med tro: »O, hvor tåbelige og forfængelige, hvor onde og djævelske er ikke menneskenes børn, ja, hvor hurtige til at gøre ondt og hvor langsomme til at gøre godt, ja, hvor hurtige til at lytte til den ondes ord og sætte deres hu til verdens tomme ting! Ja, hvor hurtige til at blive opblæst af stolthed, ja, hvor hurtige til at rose sig og til at begå alle slags synder, og hvor langsomme er de ikke til at ihukomme Herren, deres Gud, og til at give agt på hans råd, ja, hvor langsomme til at vandre på visdommens veje. De ønsker ikke, at Herren, deres Gud, som har skabt dem, skal herske og regere over dem; til trods for hans store godhed og barmhjertighed mod dem, lader de hånt om hans råd, og de vil ikke have, at han skal være deres vejleder.«4 Af disse tre korte skriftsteder kan vi se, at der er mindst tre årsager til det triste skred væk fra ydmyg bøn. For det første, skønt Gud opfordrer os til at bede, så forklejner og forhåner vores sjæls fjende bøn. Advarslen fra 2 Nephi er sand: »Og nu, mine elskede brødre, jeg mærker, at I stadig grubler i hjertet, og det bedrøver mig, at jeg skal tale angående disse ting. Thi dersom I vil give agt på Ånden, som lærer mennesket at bede, da vil I vide, at I bør bede, thi den onde ånd lærer ikke mennesket at bede, men lærer, at det ikke skal bede.«5 For det andet glemmes Gud af forfængelighed. En smule velstand og fred, ja, blot den mindste fremgang, kan få os til at føle os selvtilstrækkelige. Vi kan hurtigt komme til at føle, at vi har styr på vores liv, at forandringen til det bedre var vores eget værk, og at det ikke skyldes den Gud, som kommunikerer med os gennem Åndens stille, sagte røst. Stolthed skaber en støj inden i os, som gør det vanskeligt at høre Åndens stille røst. Og i vores forfængelighed holder vi snart op med overhovedet at lytte efter den. Vi kan hurtigt få den tanke, at vi slet ikke har brug for den. Den tredje grund er dybt rodfæstet i os. Vi er åndelige børn af en kærlig himmelsk Fader, som anbragte os på jorden for at se, om vi ville vælge – frivilligt vælge – at holde hans bud og komme til hans elskede Søn. De tvinger os ikke. Det kan de ikke, for det ville gribe forstyrren- de ind i planen for vores lykke. Og derfor har vi et Gudgivent ønske om at være ansvarlige for vore egne beslutninger. Det ønske om at træffe vore egne valg er en del af udviklingen frem mod evigt liv. Men det kan, hvis vi udelukkende betragter livet med vore dødelige øjne, gøre afhængighed af Gud vanskelig eller sågar umulig, når vi føler sådan et stærkt ønske om at være uafhængig. Denne sande lære kan lyde hård: »Thi det naturlige menneskene er en fjende af Gud og har været det siden Adams fald og vil vedblive at være det i al evighed, medmindre det underkaster sig den Helligånds ledelse, aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig gennem forsoningen ved den Herre Jesus Kristus og bliver som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underkaste sig alt det, Herren finder tjenligt at pålægge det, ligesom et barn underkaster sig sin far.«6 De, der underkaster sig som et barn, gør det, fordi de ved, at Faderen kun har sine børns lykke for øje, og at kun han kender vejen dertil. Det er det vidnesbyrd, vi skal have, for at kunne blive ved med at bede som et underdanigt barn, i gode tider såvel som i krisetider. Med den tro vil vi kunne bede om det, vi ønsker, og værdsætte det, vi får. Kun med den tro kan vi bede med den iver, som Gud kræver. Da Gud befalede os at bede, anvendte han vendinger som »bede uden ophør« og »bed altid« og »kraftig bøn«. Disse befalinger fordrer ikke, at vi bruger mange ord. Faktisk har Frelseren fortalt os, at vi ikke skal bruge mange ord, når vi beder. Den flittige bøn, som Gud fordrer, kræver ikke blomstrende vendinger eller mange timers ensomhed. Det beskriver Alma tydeligt i Mormons Bog: »Ja, og når I ikke råber til Herren, lad da hjertet være fyldt og opløftet i bøn til ham bestandig for jeres velfærd og ligeledes for deres velfærd, som er omkring jer.«7 Vores hjerte kan kun søge nærmere Gud, når det er fyldt af kærlighed til ham og tillid til hans godhed. Skønt Joseph Smith blot var en dreng, var han et eksempel på, hvordan vi kan lære at bede af et hjerte fyldt med kærlighed til Gud og derefter bede uden ophør gennem et liv fyldt med trængsler og velsignelser. Joseph gik ud til lunden for at bede i tro på, at en kærlig Gud ville besvare hans bøn og fjerne hans forvirring. Han havde opnået den vished ved at læse Guds ord og få et vidnesbyrd om, at det var sandt. Han sagde, at han havde læst i Jakobs Brev: ». . . han [skal] bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«8Troen på, at han kunne spørge Gud i bøn fik han ved at overveje et skriftsted, som forsikrede ham om Guds kærlige væsen. Han bad, sådan som vi også skal gøre, med tro på en kærlig Gud. Han bad i den hensigt ikke alene at lytte, men også at adlyde. Han bad ikke kun om at få sandheden at vide. Han var rede til at handle ud fra det, som Gud fortalte ham. Hans nedskrevne beretning gør det klart, at han bad med fast forsæt og var fast besluttet på at følge det svar, som han fik. Han skrev: »Aldrig har et skriftsted gjort stærkere indtryk på noget menneskes hjerte, end dette dengang gjorde på mig. Det syntes med stor kraft at trænge ind i hvert af mit hjertes følelser. Jeg overvejede det atter og atter, da jeg bestemt vidste, at dersom noget menneske trængte til visdom fra Gud, var det mig; thi jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og medmindre jeg kunne få mere visdom, end jeg da havde, ville jeg aldrig få det at vide; thi de forskellige sekters religionslærere udlagde det samme skriftsted på så forskellig måde, at alt håb om at afgøre spørgsmålet ved at henvise til Bibelen tilintetgjordes.«9 Faderen og hans elskede Søn viste sig for ham som svar på bønnen. Og, som han havde ønsket, fik han at vide, hvad han skulle gøre. Han adlød som et barn. Han fik at vide, at han ikke skulle slutte sig til nogen af kirkerne. Han gjorde, som han fik besked på. Og takket være hans trofasthed blev hans bønner i de kommende dage og måneder besvaret med en strøm af lys og sandhed. Jesu Kristi evangeliums fylde og Guds riges nøgler blev gengivet til jorden. Hans ydmyge afhængighed af Gud førte til evangeliets genoprettelse med myndighed og hellige ordinancer. Takket være den gengivelse har vi mulighed for at vælge den dyrebareste uafhængighed, nemlig frihed fra syndens trældom gennem Jesu Kristi forsonings rensende kraft. Joseph Smiths mission var enestående, men hans ydmyge bøn kan være et forbillede for os. Han begyndte, sådan som vi også skal gøre det, med tro på en kærlig Gud, som kan og vil kommunikere med os og hjælpe os. Den tro var rodfæstet i indtryk, som kom til ham, mens han granskede Guds tjeneres ord i skrifterne. Vi kan og skal ofte og flittigt søge Guds ord. Hvis vi bliver skødesløse i vores studium af Guds tjeneres ord, bliver vi også skødesløse i vore bønner. Vi holder måske ikke op med at bede, men vore bønner bliver gentagelse, mere rutineprægede, uden oprigtighed. Vores hjerte kan ikke søge en Gud, som vi ikke kender, og skrifterne og de levende profeters ord hjælper os med at lære ham at kende. Jo bedre vi kender ham, desto højere elsker vi ham. Vi skal også tjene ham for at elske ham. Det gjorde Joseph Smith, som til sidst gav sit eget liv i hans tjeneste. Joseph bad i den hensigt at adlyde. Den lydighed omfatter altid, at vi tjener andre. Ved at tjene i Guds værk får vi mulighed for at føle en smule af, hvad han føler, og lære ham bedre at kende. »Thi hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham og langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?«10Når vores kærlighed til ham vokser, vokser også vores ønske om at nærme os Faderen i bøn. Denne konferences ord og musik vil lede jer til at gøre det, som vil styrke jer mod faren for at glide bort fra den inderlige bøn. Det, som I hører, vil tilskynde jer til at søge skrifterne. Følg de tilskyndelser. Ved denne konference vil I blive mindet om, at I lovede at tjene, da I trådte ned i dåbens vande. Vælg at adlyde. Hvis I gransker skrifterne og begynder at gøre det, som I har indgået pagt med Gud om at gøre, kan jeg love jer, at I i højere grad vil føle kærlighed til Gud og i højere grad føle hans kærlighed til jer. Og så vil jeres bønner komme fra hjertet, fulde af tak og bønfaldelse. I vil opleve en større afhængighed af Gud. I finder mod og beslutsomhed til at handle i hans tjeneste, uden frygt og med fred i hjertet. I vil altid bede. Og så vil I ikke glemme ham, uanset hvad fremtiden måtte bringe. Jeg bærer jer mit vidnesbyrd, at Gud Faderen lever. Han elsker os. Han hører vore bønner og besvarer os på en måde, som tjener os bedst. Når vi lærer ham bedre at kende ved hjælp af hans ord og i hans tjeneste, vil vi elske ham endnu mere. Jeg ved, at det er sandt. Jesu Kristi evangeliums fylde og Jesu Kristi sande kirke er blevet gengivet gennem profeten Joseph Smith. Præstedømmets nøgler findes kun i denne kirke. Jeg ved, så sikkert som jeg lever, at præsident Gordon B. Hinckley besidder og benytter disse nøgler på jorden. Jesus Kristus lever – det ved jeg – og han leder sin kirke i dag. Han vil undervise jer ved hjælp af sine tjenere ved denne konference. I Jesu Kristi hellige navn. Amen. NOTER 1. Sl 9:10-11. 2. Helaman 7:20. 3. Helaman 12:1-3. 4. Helaman 12:4-6. 5. 2 Nephi 32:8. 6. Mosiah 3:19. 7. Alma 34:27. 8. Jakobs Brev 1:5; se JS – H 1:11. 9. JS – H 1:12. 10. Mosiah 5:13.