Forsoningen: Vores største håb Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab »Vores frelse afhænger af, at vi tror på og accepterer forsoningen. Sådan en accept kræver en fortsat anstrengelse for at forstå den i højere grad.« Mine elskede brødre og søstre og venner. Ydmygt står jeg op på denne talerstol her til morgen, fordi jeg ønsker at tale om den største begivenhed i hele historien. Denne enestående begivenhed var vor Herre og Frelser, Jesu Kristi forsoning. Dette var den mest altoverskyggende gerning, som nogen sinde har fundet sted, og alligevel er den også vanskeligst at forstå. Min årsag til at ønske at lære alt, hvad jeg kan om forsoningen, er delvist selvisk: Vores frelse afhænger af, at vi tror på og accepterer forsoningen.1Sådan en accept kræver en fortsat anstrengelse for at forstå den i højere grad. Forsoningen fremmer vores udvikling og indlæring i livet ved at gøre det muligt for vores natur at blive fuldkommengjort.2Vi har alle syndet og må omvende os for fuldt ud at betalevoresdel af gælden. Når vi oprigtigt omvender os vil Frelserens strålende forsoning betalerestenaf denne gæld.3 Paulus kom med en enkel forklaring på behovet for forsoningen: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.«4Jesus Kristus blev udpeget og forudordineret til at være vores Forløser, før verden blev dannet. På grund af sit guddommelige forhold som Søn, sit syndfrie liv, udgydelsen af sit blod i Getsemane have, sin smertefulde død på korset og den efterfølgende legemlige opstandelse fra graven, blev han ophavsmanden til vores frelse og udvirkede en fuldkommen forsoning for hele menneskeheden.5 At forstå det, som vi kan fra Kristi forsoning og opstandelse hjælper os med at opnå viden om ham og hans mission.6Enhver øget forståelse af hans forsonende offer bringer os nærmere til ham. Bogstavelig talt betyder forsoningen at »være et« med ham. Forsoningens natur og dens virkning er så uendelig, så ufattelig og enestående, at den går langt over det, som det jordiske menneske ved og forstår. Jeg er utrolig taknemlig for princippet om frelsende nåde. Mange mennesker tror, at de blot behøver at sige, at Jesus er Kristus, og at de så bliver frelst af nåde alene. Vi kan ikke blive frelst ved nåde alene, for »vi ved, at trods alt, hvad vi formår at gøre, så er det dog af nåde, at vi er frelst.«7 For nogle år siden fortalte præsident Gordon B. Hinckley »hvad der kan omtales som en lignelse«. »For mange år siden lå der en lille landsbyskole med kun et klasseværelse oppe i Virginias bjerge, hvor drengene var så uregerlige, at ingen lærer kunne styre dem. Så ansøgte en ung, uerfaren lærer en dag om stillingen. Han fik at vide, at alle de lærere, som de havde sendt derop, havde fået en omgang, men læreren accepterede risikoen. Den første dag i skolen bad læreren drengene om at fastlægge deres egne regler og straffen for at bryde reglerne. Klassen kom frem til 10 regler, som blev skrevet op på tavlen. Så spurgte læreren: ðHvad skal vi gøre ved den, der bryder disse regler?Ð ðHan skal have ti slag på ryggen, uden jakke på,Ð lød det fra klassen. Et par dage senere opdagede ðStore TomÐ, at hans madpakke var blevet stjålet. Man fandt tyven – en lille, sulten fyr på omkring ti år. Da lille Jim kom op for at få sine slag, bønfaldt han om, at måtte beholde sin overfrakke på. ðTag frakken afÐ, sagde læreren. ðDu var selv med til at aftale reglerne!Ð Han tog sin frakke af. Han havde ikke nogen skjorte på. Man kunne se hans lille, benede, forkrøblede krop. Da læreren stod tøvende med spanskrøret i hånden, sprang ðStore TomÐ op og tilbød at tage drengens prygl for ham. ðNuvel, der findes en lov, som siger, at en elev godt kan træde i en andens sted. Er vi enige om det?Ð spurgte læreren. Efter fem slag på Toms ryg knækkede spanskrøret. Klassen hulkede. Lille Jim havde lagt armene om Toms hals. ðJeg er ked af, at jeg stjal din madpakke, Tom, men jeg var så sulten. Jeg vil elske dig, til jeg dør, fordi du tog mine prygl for mig! Ja, jeg vil altid elske dig!Ы8 Præsident Hinckley citerede derpå Esajas: »Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar . . . . . . Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt«.9 Ingen kender den fulde vægt af det, som vor Frelser bar, men ved Helligåndens kraft kan vi vide noget om denne guddommelige gave, som han gav os.10Med ordene fra vores nadversalme: Lad mig aldrig glemme, at du døde smertefuldt for mig, da på korsets træ på Golgata voldeligt man døde dig.11 Han led så megen smerte, »en ubeskrivelig sorg« og »overvældende tortur«12for vores skyld. Hans dybe lidelse i Getsemane have, hvor han påtog sig alle andre menneskers synder, hvad der fik ham til at »skælve . . . af smerte og blød(e) fra hver pore og l(ide) både på legeme og sjæl«.13»I sin angst bad han endnu mere indtrængende«14og sagde »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje«.15Han blev forrådt af Judas Iskariot og fornægtet af Peter. Han blev hånet af ypperstepræsterne og officererne. Han fik tøjet revet af, blev slået og spyttet på og pisket i retssalen.16 Han blev ført til Golgata, hvor nagler blev slået ind gennem hans hænder og fødder. Han hang i smerte i mange timer på et trækors, der bar den titel, som var skrevet af Pilatus: »JESUS FRA NAZARET, JøDERNES KONGE«.17Der faldt mørke og »ved den niende time råbte Jesus med høj røst: ðElí, Elí! lemá sabaktáni?Ð – det betyder: ðMin Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?Ы18Der var ingen, som kunne hjælpe ham. Han trådte vinpersen alene.19»Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden«.20»En af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud«.21»Og jorden skælvede« og »da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: ðSandelig, han var Guds sønЫ.22Med salmens ord: »Ved dette offer løste han os fri af syndens bånd«.23Jeg spekulerer på, hvor meget han led for mig. Kun guddommen kunne gøre det, som han gjorde. Som Faderens enbårne Søn i kødet arvede Jesus guddommelige egenskaber. Han er det eneste menneske, som nogen sinde er eller vil blive født, der kunne udføre denne afgørende og guddommelige gerning. Som det eneste syndfri menneske, der nogensinde har levet på jorden, var han ikke underlagt den åndelige død. Da han også var en guddom, besad han også magt over den fysiske død. Han gjorde således det for os, som vi ikke kan gøre for os selv. Han brød dødens kolde greb. Han gjorde det også muligt for os at opnå den største og afklarede trøst fra Helligåndens gave.24 Forsoningen og opstandelsen tilvejebragte mange ting. Forsoningen renser os fra synd på betingelse af, at vi omvender os. Omvendelse er den betingelse, hvorpå nåden udvises.25Når vi har gjort alt, hvad vi kan for at betale den sidste hvid og rette det, som vi har gjort forkert, aktiveres Frelserens nåde i vores liv ved forsoningen, som renser og som kan fuldkommengøre os.26Kristi opstandelse overvandt døden og gav os en vished om liv efter døden. Han sagde: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.«27Opstandelsen er betingelsesløs og vil gælde for alle, som nogen sinde har levet og nogen sinde vil leve.28Det er en betingelsesløs gave. Præsident John Taylor beskrev dette fint, da han sagde: »Gravene vil blive åbnet, og de døde vil høre Guds Søns stemme, og de vil komme frem, de, som har gjort godt i de retfærdiges opstandelse, og de, som har handlet ondt, i de uretfærdiges opstandelse.«29 Med henvisning til vores jordiske handlinger og forsoningen, bidrog præsident J. Reuben Clark jun. med denne værdifulde indsigt, da han sagde: »Jeg føler, at [Frelseren] vil give os den straf, der er den mindste, som vores overtrædelse retfærdiggør. Jeg tror, at han i udøvelsen af sin retfærdighed vil bruge hele sin uendelige kærlighed, velsignelse, nåde og forståelse, som han besidder . . . Op på den anden side tror jeg, at når det kommer til at give belønning for god opførsel, så vil han give os alt det, som det er muligt at give, set i lyset af den overtrædelse, som vi har begået.«30 Esajas skrev, at hvis vi ville vende tilbage til Herren, ville han være »rig på tilgivelse«.31 Vi har fået befaling om at huske disse enestående begivenheder i form af formidling, korsfæstelse og forsoning ved at nyde nadveren hver uge. Vi nyder i ånden fra nadverbønnerne brødet og vandet til minde om det legeme og det blod, som blev ofret for os, og skal erindre ham og holde hans bud, så vi altid kan have hans Ånd hos os. Vor Frelser påtog sig al synd, smerte, svaghed og sygdom hos alle, som nogen sinde har levet eller vil komme til at leve.32Ingen har nogen sinde lidt i den grad, som han led. Han kender til vores jordiske prøvelser udfra sin egen førstehåndserfaring. Det er lidt som om, hvis vi forsøgte at bestige Mount Everest og kun nåede nogle få skridt op. Men han kravlede alle de ca. 8,6 kilometer op til bjergets top. Han led mere end noget andet menneske kunne. Forsoningen gavner ikke blot synderen, men gavner også dem, som synden er begået mod – det vil sige ofrene. Ved at tilgive dem, som synder mod os (se JSO, Matt 6:13) bringer forsoningen et mål af fred og trøst til dem, som er blevet uskyldige ofre ved andres synder. Denne grundlæggende kilde til sjælens helbredelse er Jesu Kristi forsoning. Dette er sandt uanset om det er en smerte fra en personlig tragedie eller en frygtelig national katastrofe, som vi netop har oplevet i New York, Washington D.C. og i nærheden af Pittsburgh. En søster, som havde gennemgået en smertefuld skilsmisse skrev om sin oplevelse med at trække på forsoningen. Hun sagde: »Vores skilsmisse . . . fjernede ikke min forpligtelse til at tilgive. Jeg ønskede virkelig at gøre det, men det var som jeg var blevet befalet at gøre noget, som jeg overhovedet ikke var i stand til.« Hendes biskop gav hende et klogt råd: »Bevar et sted i dit hjerte til tilgivelse, og når den kommer, så byd den indenfor her.« Der gik mange måneder, men denne kamp for at tilgive fortsatte. Hun mindedes: »Under disse lange og bønsomme øjeblikke . . . trak jeg på den livgivende kilde til trøst, som kom fra min kærlige himmelske Fader. Jeg fornemmede, at han ikke stod og stirrede vredt på mig for ikke at have tilgivet endnu, men at han snarere sørgede med mig, mens jeg græd . . . Når det hele skal analyseres, så er det, som skete i mit hjerte, for mig et forbløffende og mirakuløst bevis på Kristi forsoning. Jeg havde altid set på forsoningen som et middel til at få omvendelsen til at fungere for synderen. Jeg havde ikke forstået, at den også gør det muligt for den, som der er blevet syndet imod, at modtage tilgivelsens søde fred i sit hjerte.«33 De, som er blevet skadet, bør gøre alt, hvad de kan for at arbejde sig gennem deres prøvelser, og Frelseren vil »hjælpe sit folk i forhold til deres skrøbeligheder.«34Han vil hjælpe os med at bære vore byrder. Nogle smerter er så sårende og dybe, at de ikke kan blive helbredt uden hjælp fra en højere magt og med håb om en fuldkommen retfærdighed og genoprettelse i det næste liv. Eftersom Frelseren har lidt alt, hvad vi nogen sinde kan føle eller opleve,35kan han hjælpe den svage med at blive stærkere. Han har personligt oplevet det hele. Han forstår vores smerte og vil vandre med os selv i vores mørkeste timer. Vi længes efter den allerstørste velsignelse i forsoningen – at blive ét med ham, at være i hans guddommelige nærhed, at hver især bliver kaldet ved navn, når han byder os velkommen hjem med et strålende smil og kalder os til sig med åbne arme for at omslutte os med sin grænseløse kærlighed.36Hvor strålende og enestående vil denne oplevelse ikke være, hvis vi kan føle os værdige nok til at være i hans nærhed. Den betingelsesløse gave, som hans store sonoffer er for hver af os, er den eneste måde, hvorpå vi kan blive ophøjet til at stå for ham og se ham ansigt til ansigt. Dette overvældende budskab om forsoningen er den fuldkomne kærlighed, som Frelseren nærer til hver eneste af os. Det er en kærlighed, som er fuld af barmhjertighed, nåde, lighed, langmodighed og frem for alt andet tilgivelse. Satans onde indflydelse ønsker at ødelægge ethvert håb, som vi har om at overvinde vores fejltagelser. Han ønsker, at vi føler os fortabte, og føler, at der intet håb er. Som kontrast hertil rækker Jesus hånden ud til os for at løfte os op. Ved vores omvendelse og forsoningens gave kan vi forberede os til at blive værdige til at stå i hans nærhed. Om dette bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. Se Mosiah 4:6-7. 2. Se Moroni 10:32. 3. Se 2 Nephi 25:23. 4. 1 Kor 15:22. 5. Se Bible Dictionary, »Atonement,« s. 617. 6. Se Jakobs Bog 4:12. 7. 2 Nephi 25:23; fremhævelse tilføjet. 8. »Pres. Hinckley: Christmas a Result of Redeeming Christ,«Church News,10. dec. 1994, s. 4. 9. Es 53:4-5. 10. Se 1 Kor 12:3. 11. »Et grønklædt højdedrag«,Salmer og sange, nr. 115. 12. John Taylor:The Mediation and Atonement, s. 150. 13. L&P 19:18. 14. Luk 22:44. 15. Matt 26:42. 16. Se Matt 26:47-75; 27:28-31. 17. Joh 19:19. 18. Matt 27:46. 19. Se L&P 133:50. 20. Matt 27:50. 21. Joh 19:34. 22. Matt 27:51, 54. 23. »Ydmygt, Herre, beder vi dig«,Salmer og sange, nr. 102. 24. Se Joh 15:26. 25. Se Alma 42:22-25. 26. Se 2 Nephi 25:23; Alma 34:15-16; 42:22-24; Moroni 10:32-33. 27. Joh 11:25. 28. Se ApG 24:15. 29. The Gospel Kingdom,red. G. Homer Durham, s. 118. Se også Joh 5:28-29. 30. »As Ye Sow . . .«, Brigham Young University Speeches of the Year (3. maj 1955), s. 7. 31. Es 55:7. 32. Se Alma 7:11-12. 33. »My Journey to Forgiving,« (navn tilbageholdt),Ensign, feb. 1997, s. 42-43. 34. Alma 7:12. 35. Se Alma 7:11. 36. Se Alma 26:15; Mormon 5:11; 6:17; Moses 7:63.