Vore profeters tro Ældste David B. Haight De Tolv Apostles Kvorum »Det, vi behøver, er tro som Brigham Young og tro som Gordon B. Hinckley og tro som dem, der er vore profeter og ledere.« Jeg håber, at I har oplevet lidt brænden i jeres hjerte ligesom jeg, da jeg hævede min arm for at opretholde præsident Hinckley som præsident for Kirken og som profet, seer og åbenbarer og alle de øvrige ledere, som er præsenteret for jer. Hvor er det en vidunderlig og storslået mulighed for os alle at kunne opretholde vores levende profet på jorden i dag – men ikke blot sidde og hæve jeres arm på en skødesløs måde, men at mærke i jeres hjerte og sind, at I ikke blot opretholder ham, men går ind for det, han har gjort, og det, han har gjort for os ved at repræsentere os over for verden. Vi er taknemmelige for den vidunderlige og inspirerede måde, hvorpå han har kommunikeret og talt til verden, især i de seneste dage og uger. For nogle år siden, da Arturo Toscanini var musikalsk leder af New Yorks Filharmoniske Orkester i New York City, havde han en radioudsendelse lørdag eftermiddag. Og en dag modtog han i sin post en lille, krøllet seddel på noget brunligt papir, hvorpå der stod: »Kære hr. Toscanini, jeg er en ensom fårehyrde i Wyomings bjerge. Jeg har to dyrebare ejendele: En gammel violin og en batteridrevet radio. Og batterierne er ved at miste deres kraft og er begyndt at løbe ned på min radio, og min violin er så falsk, at jeg ikke kan spille på den længere. Vil du slå kammertonen an næste lørdag i dit program?« Den næste uge annoncerede Arturo Toscanini i programmet: »Til en nyfunden ven i Wyomings bjer- ge vil New Yorks Filharmoniske Orkester nu alle og enstemmigt slå et rent A an.« Og de slog kammertonen an. Så var den ensomme, lille mand i stand til at stemme A-strengen, og derefter E-strengen og derpå D og G ud fra kammertonen. Er det ikke interessant at reflektere over vores egen tilværelse og de mange mennesker, som kan høre mig nu – de, hvis violin eller tilværelse måske trænger lidt til at stemmes – at vi kan komme til Kirkens generalkonference og høre de vidunderlige budskaber, som lyder? De af os, som har mulighed for at tale her, beder inderligt om, at vi har energi og styrke og vitalitet – ligesom jeg gør, nu hvor jeg går ind i mit livs tusmørke – til at stå her og bære vidnesbyrd om sandheden af dette værk – for jeg er et vidne derom. Jeg er så heldig – som mange af jer, og som mange af jer ville ønske – at jeg er vokset op i et mormonhjem og er et produkt af Kirken, og jeg har haft mulighed for at rejse ud og leve i verden og har mødt mennesker mange forskellige steder, både ledere i samfundet og erhvervslivet og meget andet, hvor jeg kunne være sammen med mennesker og kunne fortælle dem om de følelser, man har i sit hjerte. Ofte har præsident Hinckley sagt til os ved nogle af vore møder, og jeg tror også, han har sagt det offentligt, at han bag sit skrivebord har et billede af Brigham Young. Nogle gange, når præsident Hinckley har haft en travl dag og skulle træffe mange vanskelige beslutninger, vender han sin stol og ser op på Brighams billede bag sig og spørger enten højt eller i sit sind: »Bror Brigham, hvad ville du have gjort?« eller »Hvilket råd kan du give mig?« Tænk over det, der er sket de sidste par år. I kender alle udmærket den inspiration og vejledning, der er kommet til præsident Hinckley i forbindelse med Kirkens vækst – bygning af templer og ombygningen af det gamle Hotel Utah til den storslåede bygning, der nu bærer Joseph Smiths navn – Joseph Smith-bygningen – Konferencecentret, hvor vi er i dag – der er sikkert intet som det i hele verden. Og for os, som nu i en række år har arbejdet sammen med, ved siden af og lyttet til og været sammen med præsident Hinckley, så er det en vidunderlig oplevelse og velsignelse for os, at vi har set og mærket og været en del af den inspirerede vækst, hvor værket er gået fremad. Når vi ser på Brigham Young og tænker på den inspiration og vejledning, som kom til denne helt usædvanlige mand, så mindes vi, hvordan han var i stand til at udfylde det tragiske tomrum efter profeten Joseph Smiths død, hvor han trådte til og var i stand til med inspiration og åbenbaring at vejlede og lede afviklingen af Nauvoo og planlægningen af rejsen mod vest. Vi husker det fortsatte arbejde der dengang på templet i Nauvoo og den måde, hvorpå man organiserede sig til at gå fremad med vogntog, der krydsede prærien og kom til Salt Lake-dalen til det, der blev det Zion, hvor de kunne tilbede, undervise, forkynde og bygge kirker og alt det, der var nødvendig for, at denne civilisation og denne kultur, som vi har, kunne ekspandere og vokse her. Tænk på den inspiration, der kom til profeten Brigham Young vedrørende disse mennesker. Man skulle ikke blot opbygge en stor by i Salt Lake City, men flytte pionererne ud til andre bebyggelser. Han var så forudseende at sende folk ud og lede efter dale og områder uden for Salt Lake City, hvor pionererne, som kom væltende ind i denne dal, kunne tage hen og bosætte sig, bygge huse og opbygge byer og samfund og udvikle deres personlighed, karakter og de talenter, som var deres. Så i stedet for at have en stor by i Salt Lake City blev der under hans ledelse dannet omkring 360 små samfund i Wyoming, Nevada, Arizona, det sydlige Idaho og Utah. Når pionererne rejste ud og opbyggede disse små samfund, udviklede de deres talenter og evner ved at tjene i skolebestyrelser og byråd eller blev samfundsstøtter i en lille by. De blev fastboende i det område, og de begyndte at bygge skoler og udvikle disse byer. Vi ser, hvad der er sket i disse områder, som Brigham Young forestillede sig, og som han hjalp til med at sætte i værk. Tænk bare på, hvordan det har udviklet sig – udviklingen af en bosættelse som fx i Las Vegas i Nevada, således at man kunne rejse ned til San Bernardino i Californien. Disse mennesker kunne komme med skib til San Pedro i Californien, rejse til San Bernardino for at blive udrustet og få hjælp med det nødvendige udstyr for at komme til denne dal og derfra til de fjernere byer, ned til Sanpete County eller op til Idaho eller et andet sted. Jeg er blevet et produkt af det, for da min mors familie kom her til Salt Lake City, blev de sendt ud til Tooele for at slå sig ned. Så blev de senere sendt op til Idaho, hvor der var behov for at bygge en savmølle og kornmølle. Min fars familie havde slået sig ned i Farmington i Utah som del af denne kolonisering, som jeg omtalte – en kolonisering, som gjorde folk stærkere og gav dem muligheder. I stedet for at forsvinde i en stor by blev de bedt om at flytte til en mindre by, hvor de kunne udvikle deres evner, og hvor der var flere skoler og behov for flere skolelærere, og hvor mennesker med talenter kunne udvikle disse talenter. Og efter alt dette blev min familie bedt om at forlade Farmington og Tooele, sælge deres grønne marker og rejse til det sydlige Idaho, hvor der på den tid ikke var andet end lidt krat. I en sådan lille landsby blev min mor og far forelsket i hinanden. Da de var 20 og klar til at gifte sig, hvor skulle de så giftes? I templet i Logan i Utah. Hvordan kom de dertil? Med hestevogn. Hvor lang tid tog det? Tja, fem eller seks eller syv dage. Motorveje og gode veje? Selvfølgelig ikke. De fulgte veje banet af vogne hen over planterne, gennem buskene og over klipperne. Hvor ønskede de at blive gift? Hvor ønskede de at blive beseglet? Kun et sted – templet. De tog af sted i hestevogn. Det blev en del af min arv. Og således voksede folk op i disse små byer. Så besluttede Kirken at åbne nogle akademier, og de åbnede omkring 30 af dem i disse fjerntliggende områder. Et af disse små akademier blev åbnet i vores by, og byen blev et sted, hvor mange fra de omkringliggende områder flyttede hen for at få en højere uddannelse. Den højere uddannelse var selvfølgelig kun gymnasiet, men skolen blev omtalt som et akademi. Jeg henviser til den inspiration, som kom til profeten Brigham Young for mange år siden vedrørende bosættelsen og udviklingen af dette område mellem bjergene, som nu omgiver Salt Lake City. Og tænk på, hvem vi er i dag, og hvordan dette er vokset og de velsignelser, som vi har i vores tilværelse ved at have præsident Hinckley som vores profet, seer og åbenbarer og leder og til at se for sig, hvad der sker, og hvad der vil ske fremover, hvis vi blot har tro til fortsat at gøre det, der er blevet begyndt. Tænk på, hvad der er på vej, og hvad der gøres. Præsident Hinckley taler ofte til os om at udvikle mere tro hos vore medlemmer. Den tro er et resultat af, at vi efterlever evangeliets principper, lever, som vi bør og opdrager vore børn, som vi bør, og ser dem vokse og udvikle deres karakter og personlighed på en måde, så de bliver et eksempel på det, vi tror på, og det, vi håber på at gøre og opnå. I husker alle manden, som havde en månesyg søn. Han kom til Frelseren og spurgte, om Frelseren ville velsigne drengen ved at uddrive den onde ånd af sønnen. Og manden sagde til Frelseren: »Og jeg har bragt ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.« Frelseren velsignede så den lille dreng. Den onde ånd forlod ham omgående, og Frelserens disciple kom til ham og spurgte: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Hvorfor var vi ikke i stand til at gøre det? (Se Matt 17:14-21). Frelseren har også sagt: »I lidettroende« (Matt 16:8). Hvis I nu blot havde tro som et lille – jeg prøver at tænke på navnet på det lille træ. [Præsident Hinckley siger: »Sennep.«] Sennep! Tak, præsident. (Jeg sørger for, at præsidenten er i nærheden, så han kan hjælpe mig). Hvis I nu blot havde tro som et sennepsfrø. Der er måske ikke mange af jer, der har set et sennepsfrø. For nogle år siden var vi i Jerusalem med en chauffør, og han sagde: »Åh, der er der et sennepstræ.« Og jeg sagde: »Lad os kigge på det.« Vi gik ud af bilen for at se på det sennepstræ, og der var en lille bælg på. Det lykkedes mig at åbne bælgen, som var ligesom dem på et johannesbrødtræ, og jeg så de bittesmå frø, ikke meget større end et peberkorn. Forestil jer den sammenhæng, som Frelseren belærte folket om. Hvis I blot havde tro som det lillebitte sennepsfrø – og jeg havde et i min hånd, og jeg kunne næsten ikke se det – hvis I havde så meget tro, ville I kunne sige til det bjerg: »Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig«, hvis I havde så meget tro (se Matt 17:20). »I lidettroende,« sagde han til os. Det, vi behøver, er tro som Brigham Young og tro som Gordon B. Hinckley og tro som dem, der er vore profeter og ledere. Gud lever. Jeg ved, at han er virkelig, at han er vor Fader, og jeg ved, at han elsker os. Det ved jeg. Og jeg ved, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Jeg har oplevet den påvirkning. Jeg er et vidne om den. Jeg ved, at profeten Joseph Smith og alle de historiske beretninger, som vi har om, hvad han gjorde som redskab for genoprettelsen, er sande, og at profeterne i tidens løb siden og herunder præsident Hinckley er kaldet af Gud. Værket er sandt. Jeg efterlader jer min kærlighed, jeg vidner derom og bærer mit vidnesbyrd, som brænder i mit hjerte. Hver dag i mit liv håber jeg at kunne fortælle nogen og hjælpe nogen med at forstå, at dette værk er sandt. I Jesu Kristi navn. Amen.