Et trin ad gangen Ældste Joseph B. Wirthlin De Tolv Apostles Kvorum #187;Vi behøver ikke at være fuldkomne i dag. Vi behøver ikke at være bedre end nogen anden. Alt det, vi behøver at gøre, er at være det bedste vi kan.« Mine elskede brødre og søstre. Det er et stort privilegium for mig at stå her i dag og bære mit vidnesbyrd om sandheden af evangeliet, som er blevet gengivet. Vi har netop lyttet til ældste David B. Haight – 95 år gammel. Jeg håber blot, at min hukommelse er halvt så god som hans i den alder – hvis jeg lever så længe. Jeg glæder mig, når de hellige samles. Om det er familier i ydmyge hjem eller tusindvis i store haller, så glæder himlen sig, når de, som elsker og ærer Jesu Kristi navn, samles for at tilbede hans navn. Vi har alle forskellige erfaringer i livet. Mens nogle er fyldt med glæde i dag, har andre det, som om deres hjerte skulle briste af sorg. Nogle føler som om verden er deres østers, andre har det som om, at de selv var en østers, revet op af havet, brudt op og berøvet alt det, der er dyrebart for dem. Uanset jeres situation, uanset jeres følelsesmæssige eller åndelige tilstand, så vil jeg gerne tilbyde jer vejledning, som kan være nyttig, uanset hvor I befinder jer i jeres ophold her i dette jordiske liv. Vi har i sandhed meget at være taknemmelige for. Og jeg tror, at hvis vi overvejer de velsignelser, vi har, vil vi glemme nogle af vore bekymringer. Sindsro og glæde vil i sandhed komme til jer, hvis I erkender de velsignelser, vi har som kirke under ledelse af vores vidunderlige præsident, præsident Gordon B. Hinckley. Det vil hjælpe os en hel del. For nylig læste jeg om Erik Weihenmayer, en 33-årig mand, som drømte om at bestige Mount Everest – en bedrift, som udfordrer mange af verdens mest erfarne bjergbestigere. Faktisk når næsten 90% af dem, der forsøger det, aldrig toppen. Temperaturerne går ned til mere end 30 graders frost. Ud over den ekstreme kulde, vinden der blæser mere end 160 km i timen, dødsensfarlige gletscherspalter og laviner, skal bjergbestigeren overvinde udfordringerne ved højderne, mangel på ilt og måske dårlig mad og vand. Siden 1953 er mindst 165 bjergbestigere døde i forsøget på at nå den 8,8 km høje tinde. På trods af farerne er der hundredvis hvert år, der melder sig til opstigning, deriblandt Erik. Men der er en vigtig forskel mellem Erik og alle de andre bjergbestigere, som har forsøgt at bestige bjerget tidligere: Erik er totalt blind. Da Erik var 13 år gammel mistede hans sit syn som resultat af en arvelig sygdom i nethinden. Selv om han ikke længere kunne gøre meget af det, han ønskede, var han fast besluttet på ikke at spilde sit liv med at føle sig deprimeret og nytteløs. Han begyndte derpå at udvide sine grænser. I en alder af 16 år opdagede han bjergbestigning. Ved at føle klippernes overflade, fandt han steder, hvor han kunne sætte sine hænder og fødder, hvilket gav ham mulighed for at klatre. 16 år senere begyndte han sin bestigning af Mount Everest. Historien om hans bjergbestigning var, som I nok kan forestille jer, fyldt med mange oprivende og livstruende udfordringer. Men Erik nåede til sidst sydtoppen og tog sin plads blandt dem, som var gået før ham, som en af de få, der har stået på det højeste bjerg på jordens overflade. Da Erik blev spurgt om, hvordan han klarede det, sagde han: »Jeg blev ved med at tænke, hold dine tanker fokuseret på det. Lad ikke al den tvivl og frygt og frustration få overmagt. Og allervigtigst,« sagde han, »tag hver dag trin for trin.«1 Ja, Erik besejrede Everest ved ganske enkelt at sætte en fod foran den anden. Og det fortsatte han med at gøre, indtil han nåede toppen. Ligesom Erik, møder vi hindringer, som holder os tilbage. Vi kommer endog med undskyldninger for, hvorfor vi ikke kan gøre det, vi ønsker at gøre. Måske kunne vi, når vi er fristet til at retfærdiggøre vores egen mangel på indsats, huske Erik, som på trods af sit manglende syn, nåede det, som mange mente var umuligt, simpelthen ved at sætte en fod foran den anden. Et gammelt ordsprog fortæller, at en rejse på tusind mil begynder med et enkelt skridt. Nogle gange gør vi processen mere kompliceret, end nødvendigt er. Vi vil aldrig kunne foretage en rejse på tusind mil ved at bekymre os over, hvor lang tid det vil tage, eller hvor svært det vil blive. Vi foretager rejsen ved at tage hver dag trin for trin og så gentage det igen og igen, indtil man når bestemmelsesstedet. De samme principper er gældende med hensyn til, hvordan I og jeg stiger op til højere åndelighed. Vor himmelske Fader ved, at vi skal begynde vores opstigen derfra, hvor vi er. »Når man kravler op ad en stige,« lærte profeten Joseph Smith os, »skal man begynde nederst, og gå opad trin for trin, indtil man når toppen. Sådan er det også med evangeliets principper – man skal begynde med det første, og fortsætte indtil man lærer alle ophøjelsens principper. Men det vil vare længe, efter at man er gået gennem sløret, før man har lært dem.«2 Vor himmelske Fader elsker os hver især og forstår, at denne proces med at gå opad kræver forberedelse, tid og forpligtelse. Han forstår, at vi af og til begår fejl, at vi vil snuble, at vi vil blive modløse, og måske endda ønske at give op og sige til os selv, at det ikke er kampen værd. Vi ved, at det er indsatsen værd, for belønningen, som er evigt liv, er »den største af alle Guds gaver.«3Og for at kvalificere os skal vi tage et skridt af gangen og fortsætte for at opnå de åndelige højder, vi stræber efter. Et evigt princip er åbenbaret i hellig skrift: »Det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til. Og atter, det er nødvendigt, at han er flittig, så han derved kan vinde belønningen.«4 Vi behøver ikke at være hurtige, vi skal blot være vedholdende og gå i den rigtige retning. Vi skal gøre vores bedste, et skridt ad gangen. I mine yngre år elskede jeg at løbe. Selv om det kan være svært for jer at tro det, så gjorde jeg det. Og jeg vandt faktisk et par løb. Jeg er ikke så hurtig længere. Jeg er faktisk ikke sikker på, hvor godt jeg ville klare mig, selv om de eneste konkurrenter var medlemmer af De Tolvs Kvorum. Mine evner til at løbe er ikke så gode nu. Mens jeg ser frem til det tidspunkt i fremtiden, hvor jeg med et opstandent legeme igen kan sprinte over en mark og føle vinden blæse gennem mit hår, dvæler jeg ikke ved det faktum, at jeg ikke kan gøre det nu. Det ville være uklogt. I stedet tager jeg de skridt, jeg kan klare. Med alderens begrænsninger kan jeg dog stadig tage et skridt ad gangen. Alt, hvad min himmelske Fader kræver af mig, er at jeg gør det, jeg kan. Og det er alt, hvad han kræver af jer, uanset jeres handicap, begrænsninger eller usikkerheder. John Wooden var måske den største college-basketballtræner i spillets historie. Han havde fire sæsoner, hvor hans hold ikke tabte. Hans hold vandt ti nationale mesterskaber. På et tidspunkt vandt han 88 kampe i træk.5 Noget af det første, som træner Wooden indprentede sine spillere var noget, som hans far havde lært ham, da han var dreng og voksede op på gården. »Lad være med at bekymre dig om at være bedre en nogen anden,« sagde hans far. »Lær af andre, ja. Men forsøg ikke blot at være bedre, end de er. Det har du ingen kontrol over. Forsøg i stedet og forsøg hårdt på at være det bedste, som du kan være. Det har du kontrol over.«6 Lad mig fortælle om et tænkt eksempel på en kær søster i et hvilket som helst ward, en søster, som har perfekte børn, der aldrig forstyrrer i kirken. Hun er den, som arbejder med 20. generation i sin slægtshistorie, har et ulasteligt hjem, har lært Markusevangeliet udenad og strikker uldtrøjer til forældreløse børn i Rumænien. Det er naturligvis ikke af respektløshed for nogle af disse værdige mål. Når I nu føler jer fristet til at slå ud med armene og give op på grund af denne kære søster, så husk, at I ikke konkurrerer mere med hende mere end jeg konkurrerer med medlemmerne af De Tolvs Kvorum i at vinde et 50 meter løb. Det eneste, I skal bekymre jer om, er at stræbe efter at være det bedste, I kan være. Og hvordan gør I så det? I holder øjnene fæstet på de mål, som betyder mest i livet, og I går hen mod dem et skridt ad gangen. Jeg ved, at mange føler, at stien er vanskelig og vejen er mørk. Men ligesom Erik, den modige bjergbestiger, er vi ikke efterladt uden en vejleder. Vi har skrifterne, som åbenbarer Guds ord til menneskeheden i alle tidsaldre. Når vi mætter os med Guds ord, åbner vi vores sind for evige sandheder og vores hjerte for Helligåndens blide hvisken. I sandhed er Guds ord i skrifterne og fra nutidige profeter som en »lygte for [vores] fod, et lys på [vores] sti.«7 Når vi læser om de storslåede sjæle, som er gået før os, lærer vi, at de også havde tider med modløshed og sorg. Vi lærer, at de holdt ud på trods af vanskeligheder, på trods af modstand, af og til endog på trods af deres egne svagheder. Vi lærer, at de også fortsat gik fremad et skridt ad gangen. Vi kan være ligesom de retfærdige sjæle, Lehi talte om dem, som »fik fat på enden af jernstangen, og de trængte sig frem gennem den tætte tåge og holdt fast ved jernstangen, lige til de kom hen og kunne nyde af træets frugt.«8 Vi har også en levende profet, præsident Gordon B. Hinckley. Han sørger for råd og profetisk vejledning til os i vore dage. Ved hans råd og vore bønner kan vi nå himlene og personligt samtale med den Uendelige. Ved tro kan selve himlen flyttes til vores bedste. Døre vil blive åbnet og svar modtaget. Tænk på Joseph Smith, der som ung mand var omgivet af forvirrende og modsigende stemmer og længtes efter at vide, hvilken af alle kirkerne der var rigtig og sand. Han følte sig også blind – omgivet af mørke på hans tid. Efter at have læst i Jakobs Brev i Det Nye Testamente troede han på den gamle apostel, som sagde: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«9Joseph troede på disse ord, og en forårsmorgen i 1820 gik han ud i en lund med træer for at opløfte sin sjæl i bøn og bede sin himmelske Fader om visdom. Svaret på hans bøn fyldte ham med lys og vejledning. Vor himmelske Fader og hans elskede Søn viste sig for ham. Deres vejledning fejede det tykke mørke bort, som havde grebet ham og truet med at ødelægge ham. Den fejede for evigt hans forvirring bort. Fra dette øjeblik til hans martyrdød næsten et kvart århundrede senere forpligtede Joseph Smith sig til den sti, som Faderen og Sønnen havde vist ham. Tænk over, hvor smertefulde hans dage var. Overvej den lidelse og forfølgelse, han måtte udholde. Dog fortsatte han, skridt efter skridt, gav aldrig op, tvivlede aldrig på, at hvis han blot gjorde det, han kunne, ville hans himmelske Fader klare resten. Mine brødre og søstre, vores tid her er så dyrebar og så kort. Hvor forstår jeg dog profeten Jakob, da han sagde: »Vort liv svandt hen som en drøm.«10 Alt for hurtigt er vores tid til ende. Mens vi kan – mens vi har tid til at gøre vores arbejde færdigt – så lad os vandre i den rigtige retning, et skridt ad gangen. Det er let nok. Vi behøver ikke at være fuldkomne i dag. Vi behøver ikke at være bedre end nogen anden. Alt det, vi behøver at gøre, er at være det bedste vi kan. Selv om I føler jer trætte, selv om I af og til ikke kan se vejen frem, så vid, at jeres himmelske Fader aldrig vil svigte sine retfærdige disciple. Han vil ikke efterlade jer uden trøst. Han vil være ved jeres side, ja, vejlede jer hvert skridt på vejen. Lyt til disse smukke ord, som er skrevet af Joseph Fielding Smith, da han beskrev dette liv: Synes vejen dig lang? Er den stenet og hård? Gror der tidsler og torne iblandt? Skærer sten dig til blods, når du kæmper dig frem, træt af dagen, når heden dig fandt? Er dit hjerte og sind fyldt af sorger og nød? Mens du slider med byrder og pligt? Synes åget for tungt, som blev lagt på din ryg? Er der ingen, som hjælper med sligt? I dit hjerte fat mod på den vej, du har valgt. Der er en, som vil hjælpe dig frem; så se op og vær glad og hold fast ved hans hånd, han vil lede dig opad og hjem. I et land, smukt og rent, hvor alt ondt ende vil, der dit liv vil bli' fri for al skam, ingen tårer og sved, ingen sorg findes der, tag hans hånd og gå ind der med ham.11 At vi må have mod til at begynde at stige op ad vores eget Mount Everest, at vi må gå fremad i livets rejse skridt for skridt, indtil vi når det bedste, som er i os. Vor himmelske Fader lever og kender og elsker os hver især. Jesus er Kristus, Guds Søn, alles Frelser og Forsoner, og ja, Fredsfyrsten. Joseph Smith er gengivelsens profet, og præsident Gordon B. Hinckley er vores profet, seer og åbenbarer på jorden i dag. Jeg bærer dette vidnesbyrd, og det er mit vidnesbyrd til jer, at I vil være lykkelige og tilfredse, hvis I blot gør jeres bedste. Dette er min bøn, i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. »Everest Grueling for Blind Man,«Deseret News,5. juni 2001, s. A12; se også Karl Taro Greenfeld, »Blind to Failure,«Time,18. juni 2001. 2. The Teachings of Joseph Smith,ed. Larry E. Dahl and Donald Q. Cannon, 1997, s. 519. 3. L&P 14:7. 4. Mosiah 4:27. 5. http://www.coachwooden.com/ bio.shtml 6. http://www.coachwooden.com/ bodysuccess.shtml 7. Sl 119:105. 8. 1 Nephi 8:24. 9. Jak 1:5. 10. Jakobs Bog 7:26. 11. »Synes vejen dig lang?«,Sange, nr. 73.