Ældste L. Tom Perry
De Tolv Apostles Kvorum
Vi er blevet givet præstedømmets store kraft. Den velsigner
os individuelt og giver vores familie velsignelser.
Den 5. trosartikel lyder: »Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved
profeti og håndspålæggelse af sådanne, som har myndighed
dertil for at prædike evangeliet og tjene i dets forordninger.«
1
En af vore vigtigste præstedømmekaldelser, en, der kræver
vores konstante opmærksomhed, er i vores familie og i vores hjem. Brødre,
som fædre og patriarker i vores familie skal vi »i henhold til den
guddommelige plan . . . lede [vores] familie i kærlighed og
retskaffenhed og . . . sørge for livets fornødenheder
samt beskytte [vores] familie.«
Ȯgtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg
for hinanden og for deres børn . . . Forældre har en
hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed,
til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære
dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at
være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor. Ægtemænd
og hustruer – mødre og fædre – vil over for Gud blive
holdt ansvarlige for udførelsen af disse pligter.«2
Vi lever i en verden, der råber på retskaffent lederskab baseret
på pålidelige principper.
I vores kirke er vi på vores egen enestående måde blevet
belært om korrekte ledelsesprincipper, ledet af præstedømmets
myndighed. Jeg tror, at ganske få af os fatter præstedømmets
muligheder og den velsignelse, som det er. Jo mere vi lærer om at bære
præstedømmet og forstår, hvordan det virker, des mere værdsætter
vi de velsignelser, som Herren har givet os.
John Taylor erklærede engang:
»Jeg vil . . . ganske kort svare, at [præstedømmet]
er Guds styre, uanset om det er på jorden eller i himlene, for det er
ved den kraft, den frihed eller det princip, at alt opretholdes [og] styres
på jorden og i himlene, og [det er] ved den kraft, at alt opretholdes
og fastholdes. Det styrer alt – det leder alt – det opretholder alt
– og vedrører alt det, der er forbundet med Gud og sandhed.
Det er Guds kraft, betroet til intelligenser i himlene og til mænd på
jorden . . . Når vi ankommer til Guds celestiale rige, finder
vi, at der hersker den mest fuldkomne orden og harmoni, fordi der er det fuldkomne
mønster, den mest fuldkomne form for styre gennemført, og når
eller hvor disse principper er blevet udviklet på jorden, i samme forhold
som de er blevet udbredt og efterfulgt, præcis i det forhold har de skabt
velsignelser og frelse til menneskeheden. Og når Guds styre bliver indført
mere omfattende, og når Jesu bøn, som han lærte sine disciple,
besvares, og når Guds rige kommer på jorden, og hans vilje sker
her som i himlen, da, og ikke før, vil universel kærlighed, fred,
harmoni og enighed være fremherskende.«3
Herren gav os en vision af, hvad præstedømmet kan være,
da han vejledte sine apostle, som skulle fortsætte værket efter
Herrens død. Han sagde til dem: »Det er ikke jer, der har udvalgt
mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære
frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad
som helst I beder om i mit navn.«4
En af velsignelserne ved at modtage præstedømmet er at få
mulighed for at tilhøre et kvorum. Et kvorum i præstedømmet
består af en specifik gruppe mænd, der bærer det samme embede
i præstedømmet, organiseret for mere effektivt at fremme af Guds
rige.
Præsident Stephen L Richards gav os engang en trefoldig definition af
et præstedømmekvorum. Han sagde, at et præstedømmekvorum
er tre ting: »1. en klasse; 2. et broderskab; og 3. en tjenesteenhed.«5
For mange år siden blev jeg belært om, hvordan et kvorum fungerer
på disse tre områder, da jeg overværede et møde i højpræsternes
gruppe i en lille by i det sydlige Wyoming. Lektionen den uge handlede om retfærdiggørelse
og helliggørelse. Det var tydeligt, da undervisningen begyndte, at læreren
var velforberedt til at undervise sine brødre. Svaret på et spørgsmål
ændrede hele undervisningens forløb. Som svar på spørgsmålet
kommenterede en bror: »Jeg har med stor interesse lyttet til undervisningen.
Tanken har strejfet mig, at undervisningen hurtigt vil gå tabt, hvis vi
ikke finder en måde, hvorpå vi praktisk kan anvende det i vores
hverdag.« Derpå fortsatte han med at foreslå en handlingsplan.
Aftenen før var en lokal beboer gået bort. Hans hustru var medlem
af Kirken, men det havde han ikke været. Denne højpræst havde
besøgt enken og kondoleret. Da han forlod hjemmet, kastede han et blik
ud over den afdøde brors smukke gård. Han havde lagt en stor del
af sit liv og sin arbejdskraft i at bygge den op. Høet var parat til
at blive skåret; kornet var snart klar til at blive høstet. Hvordan
kunne denne stakkels søster klare de uventede opgaver, som nu ramte hende?
Hun havde brug for tid til at få alt organiseret i sin nye situation.
Derpå foreslog han gruppen, at de anvendte det princip, som de netop
var blevet undervist i – ved at arbejde sammen med enken og holde driften
af gården gående, indtil enken og hendes familie kunne finde en
mere permanent løsning. Resten af mødet blev brugt til at organisere
projektet med at hjælpe hende.
Da vi forlod lokalet, var der en god følelse blandt brødrene.
Jeg hørte en af dem bemærke, da han gik ud af døren: »Dette
projekt er lige, hvad vi som gruppe har brug for til at arbejde sammen igen.«
Der var blevet undervist, broderskabet var blevet styrket, et tjenesteprojekt
var blevet organiseret til at hjælpe nogen i nød.
Disse principper, som vi i en kvorumsorganisation undervises i, gælder
ikke kun for et kvorum, men de samme principper gælder for præstedømmets
ledelse i hjemmet. Vi er af Gud blevet befalet, »at opdrage [vore] børn
i lys og sandhed.«6 Hvis fædre ikke opdrager
deres børn i lys og sandhed, er Herren utilfreds med dem. Dette er budskabet:
»Men sandelig siger jeg dig, min tjener . . . at du ikke desto
mindre er under denne fordømmelse.
Du har ikke lært dine børn lys og sandhed efter befalingerne,
og den onde har endnu magt over dig, og dette er årsagen til din sorg.
Og nu giver jeg dig den befaling, at om du vil hjælpes, må du sætte
dit eget hus i orden, thi der findes meget, som ikke er rigtigt i dit hus.«7
Kirken må fastholde sin familiebaserede orientering. Vi er nødt
til at undervise i begrebet med at bygge flere på hinanden følgende
generationer af medlemmer, som er gift i tem-plet og trofaste. Vi er nødt
til at undervise i grundlæggende lærdomme og forstå sammenhængen
mellem personlig åndelig vækst og familiens. Vi er nødt til
at gøre målet tydeligt: At invitere medlemmer til at komme til
Kristus og holde ud indtil enden.
Blandt de første instruktioner givet til manden og kvinden var: »Derfor
skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de skal
blive ét kød.«8
Gud skabte ægteskabet som en del af sin guddommelige plan for at tilve-jebringege
sin grundlæggende organisatoriske enhed – familien. Et af de første
principper, som han belærte Adam og Eva om, var at udvikle et arbejdsfællesskab.
Skriften siger:
»Og Adam og Eva, hans hustru, påkaldte Herrens navn, og i retning
af Edens Have hørte de Herrens røst, som talte til dem, og de
så ham ikke, thi de var udelukket fra hans åsyn.
Og han gav dem befalinger, at de skulle tilbede Herren, deres Gud, og ofre
de førstefødte af deres hjord som et offer til Herren. Og Adam
var lydig mod Herrens befalinger.«9
Derpå instruerede Herren vore første jordiske forældre om
at undervise deres børn i lydighed mod hans love, »og Adam og Eva
velsignede Guds navn, og de kundgjorde alt for deres sønner og døtre.«10
Præsident Spencer W. Kimball belærte os om familiens evige natur:
»Opskriften er enkel; ingredienserne få, selv om de hver især
kan forøges meget.
Der må for det første være en passende holdning over for
ægteskabet. Det omfatter også at udvælge en ægtefælle,
som når så langt op mod fuldkommenhed i alle anliggender, som har
betydning for de enkelte. Og derpå må de to komme til alteret i
templet med den forståelse, at de må arbejde hårdt på
at leve med succes sammen.
For det andet må der være stor uselviskhed, selvforglemmelse, og
man må indrette hele familielivet og alt, hvad der har med det at gøre,
efter familiens bedste og undertvinge selvet.
For det tredje må der være fortsat bejlen og udtryk for hengivenhed,
venlighed og hensyn for at holde kærligheden i live og voksende.
For det fjerde må der være fuldkommen efterlevelse af Herrens befalinger,
således som de er defineret i Jesu Kristi evangelium.«11
Hjemmet bør være et anker, en tryg havn, et tilflugtssted, et
lykkeligt sted, hvor familien kan bo sammen, et sted, hvor børn er elsket.
I hjemmet bør forældre lære deres børn livets store
lektier. Hjemmet bør være midtpunktet for en persons jordiske oplevelser,
hvor kærlighed og gensidig respekt er blandet på passende vis.
For det andet overgås betydningen af at være jordisk forælder
kun af at være en evig partner. Fædre og mødre skal overveje
deres roller i dette store ansvar. Mine børn lærte mig en stor
lektie for mange år siden. Vi flyttede fra Californien til New York, hvor
jeg havde fået en stilling i et nyt firma. Vi begyndte processen med at
finde et nyt hjem ved at se på byerne nærmest New York. Langsomt
kom vi længere væk fra byen for at finde et hjem i et nabolag, som
svarede til vore behov. Vi fandt et smukt hus ret langt fra New York City. Det
var i ét plan omgivet af smukke skove i Connecticut. Den endelig prøve
før købet af huset bestod i, at jeg tog toget ind til New York
City for at afprøve køreplanen og se, hvor lang tid turen tog.
Jeg tog turen og vendte ret nedtrykt tilbage. Turen var halvanden time hver
vej. Jeg kom ind på vores motelværelse, hvor familien ventede på
mig, og præsenterede mine børn for et valg.
»I kan enten få dette hus eller en far,« sagde jeg. Til min
overraskelse svarede de: »Vi tager huset. Du er alligevel aldrig hjemme.«
Jeg var sønderknust. Det, mine børn fortalte mig, var sandt. Jeg
måtte omvende mig hurtigt. Mine børn havde brug for en far, som
var mere hjemme. Til sidst nåede vi et kompromis og købte et hus
nærmere byen og meget kortere til arbejde. Jeg ændrede på
mine arbejdsvaner, så jeg kunne tilbringe mere tid med min familie.
I alle tidsaldre har Herren befalet sit folk at undervise deres børn
i sandhed og retfærdighed. Vi opfordrer jer til at samle jeres familie
omkring jer til familiebøn, studium af evangeliet, til at arbejde sammen
i familien og til familieaktiviteter. Vi opfordrer jer indtrængende til
at rådføre jer med medlemmerne af jeres familie og opmuntre dem
til at tage del i vigtige beslutninger som fx planlægning af familieaktiviteter.
Præsident Brigham Young sagde: »Præstedømmet . . .
er en regeringsorden og et regeringssystem, som er fuldkomment, og er det eneste,
der kan fri menneskeslægten fra alt ondt, som nu plager dens medlemmer,
og sikre dem glæde og lykke herefter.«12
Vi har fået præstedømmets store kraft. Den velsigner os
individuelt og giver vores familie velsignelser; den velsigner de kvorummer,
som vi tilhører; den velsigner de menigheder, hvor vi er kaldet til at
tjene; og den velsigner tilmed den verden, som vi lever i. Vi er nødt
til at lære, hvordan vi i retfærdighed følger de lærdomme,
som Herren har givet os som bærere af hans hellige præstedømme.
Vi har fået dette råd:
»Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det
embede, hvortil han er blevet kaldet.
Den, der er lad, skal ikke agtes værdig til at stå i sit kald,
og den, der ikke lærer, hvad der er hans pligt og ikke viser sig Gud velbehagelig,
skal ikke agtes værdig til at beholde sin plads.«13
Må Herren velsigne os som medlemmer af hans kirke, så vi må
forstå, hvilken velsignelse det er at have præstedømmet på
jorden og kunne bruge det til gavn for vores familie og hele menneskeheden.
Må vi nå en forståelse af vores forhold til Gud vor evige
Fader og det præstedømme, som han har givet os. Det er min ydmyge
bøn i Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER
1. 5. trosartikel.
2. »Familien: En proklamation til verden,« Stjernen,
okt. 1998, s. 24.
3. »On Priesthood«, Improvement Era, juni 1935,
s. 372.
4. Joh 15:16.
5. Conference Report, okt. 1938, s. 118.
6. L&P 93:40.
7. L&P 93:41-43.
8 . Moses 3:24.
9. Moses 5:4-5.
10. Moses 5:12.
11. Marriage and Divorce, 1976, s. 17-18.
12. Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe,
1954, s. 130.
13. L&P 107:99-100.
Previous
