The Christus statueThe Church of Jesus Christ of Latter-day Saints Search | Feedback | Site Map | Help | Country Sites |
Home Sprog Hovedmenu
Generalkonference
oktober 1999
Velkommen til konference
 NextArrow icon acting as a button to Next Page  

Velkommen til konference

Præsident Gordon B. Hinckley

Kirken bliver stadig større. Den påvirker flere og flere til det gode. Den breder sig ud over jorden på en vidunderlig måde.

Præsident Gordon B. Hinckley

Mine elskede brødre og søstre Vi byder jer velkommen til denne verdenskonference for Kirken. Vi er taknemmelige for jeres tilstedeværelse og for jeres indsats for at være her. Vi er taknemmelige for fællesskabet med vore brødre og søstre, der er forsamlet i tusinder af sale over hele verden.

Kirken bliver stadig større. Den påvirker flere og flere til det gode. Den breder sig ud over jorden på en vidunderlig måde.

Jeg vil benytte lejligheden denne formiddag til kort at fortælle om de fremskridt, vi når mod målet med 100 igangværende templer i år 2000.

Siden 1. januar i år har vi indviet templer i Anchorage i Alaska; Colonia Juárez i Mexico; Madrid i Spanien; Bogotá i Colombia; Guayaquil i Ecuador; Spokane i Washington; Columbus i Ohio og Bismarck i North Dakota ­ otte i alt. Fra nu af og til nytår vil vi indvie templer i Columbia i South Carolina; Detroit i Michigan; Halifax i Nova Scotia; Regina i Saskatchewan; Billings i Montana; Edmonton i Alberta og Raleigh i North Carolina ­ yderligere syv. Ved udgangen af 1999 forventer vi, at der vil være 68 templer i gang.

Det har været vidunderligt at deltage i disse indvielser. Det mest tilfredsstillende har været de lokale medlemmers begejstring. Tempeltjenestens ånd hviler over dem. De er så taknemmelige over at have et Herrens hus tættere på deres hjem. Nogle af dem har tidligere rejst meget langt. Mange gør det stadig. Når vi har været samlet til disse hellige møder, hvor vi har indviet disse hellige bygninger, har vi set mange med tårer i deres øjne.

Drenge og piger har i stort antal deltaget i disse indvielser. De er blevet mindet om, at disse templer ikke kun er noget for deres forældre, men også for dem. Når de fylder 12 år, kan de træde ind i Herrens hus og virke som stedfortrædere ved dåb for dem, der er på den anden side af dødens slør. Hvor er det en storslået og uselvisk tjeneste. Hvor er det vidunderligt for vore unge at være involveret i denne fuldstændigt uselviske handling til fordel for andre, som ikke er i stand til at hjælpe sig selv.

Hånd i hånd med denne forøgede tempelaktivitet er en vækst i vores slægtshistoriske indsats. Computeren med dens forskellige evner fremskynder dette arbejde, og mennesker benytter sig af de nye teknikker, der tilbydes dem. Hvordan kan man undgå at forstå, at Herren står bag alt dette? I forhold til at computernes muligheder øges, vokser antallet af templer for at tilpasse sig den stigende slægtshistoriske indsats.

Hundredtusinder af ikke-medlemmer har overværet åbent hus-arrangementer i forbindelse med disse nye templer. De har gjort det ærbødigt og med respekt. I mange tilfælde er templerne helt klart den flotteste bygning i de byer, hvor de er placeret. Mange forundres over deres skønhed. Men blandt meget andet er det billeder af Frelseren, som de ser i disse hellige bygninger, der gør størst indtryk på dem. De vil ikke længere betragte os som et ikke-kristent samfund. De lærer, at den centrale figur i al vores tilbedelse er Herren Jesus Kristus.

Bygningen af så mange templer har været og er et kolossalt projekt. Man kan slet ikke forestille sig, hvad det indebærer, medmindre man er direkte involveret i processen. Hver eneste af disse bygninger ­ stor eller lille ­ opføres på den bedste måde, vi kender til, og med anvendelse af de bedste materialer. Prisen er langt større end for en kirkebygning. Det er, fordi de er bygget efter en langt højere standard. Jeg påskønner de mange hengivne mænd og kvinder, som arbejder på dette kolossale projekt.

Hver eneste ordinance, der kan udføres i templet i Salt Lake City, Kirkens største, kan også udføres i hvert eneste andet tempel, herunder også de mindre bygninger. Faktisk er de ikke så små. De er rummelige, og de er smukke. De repræsenterer det højeste i vores tilbedelse og det højeste i de velsignelser, der tilbydes.

Vi planlægger at foretage det første spadestik til templet i Nauvoo senere på måneden. Mange mennesker er begejstrede, og mange bidrager til dette historiske foretagende.

Vi fortsætter med indvielserne næste år. Det vil være et hektisk år. Vi forventer indvielse af måske helt op til 42 templer. Hvis de nuværende planer lykkes, vil vi, når vi afslutter år 2000, ikke blot have de 100, som vi har stræbt efter, men endnu flere.

Vi vil ikke standse her. Vi bygger måske ikke i samme tempo, men vi vil blive ved, lige så længe som Herren ønsker, at det sker.

Brødre og søstre, det er en storslået tid i dette værk. Gud, vor evige Fader, velsigner sit værk og sit rige og sit folk. Kirkens ressourcer, herunder faciliteterne til tempeltjeneste, vokser.

I betragtning af, at vi ikke bygger et tempel, før der er tilstrækkeligt med medlemmer i området, før der er tilstrækkeligt med tiendebetalere, og før der er tilstrækkeligt med tro, bliver selve opførelsen af disse hellige bygninger en indikation af den voksende tro og lydighed over for evangeliets principper.

Må vi nyde Herrens velsignelser, mens vi går fremad med dette store værk, som ikke blot påvirker de levende, men også den store skare af døde fra alle slægtled. Om dette beder jeg ydmygt i Jesu Kristi navn. Amen.

 
 NextArrow icon acting as a button to Next Page  
© 2008 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved.   Rights and use information.  Privacy policy