»Derfor er jeg kommet til verden« Ældste Alexander B. Morrison De Halvfjerds Symbolet på Jesus og hans plads i vores hjerte må være et liv givet fuldt ud i hans tjeneste, til at elske og vise omsorg. Da Jesus blev stillet for Pilatus efter en mørk og hadfyldt nat med forhånelser og mishandling, indså den hovmodige romerske statholder hurtigt, at dette var ikke noget almindeligt menneske. Jesus udviste ikke krybende underdanighed eller falsk brovten, der var karakteristisk for dem, der bønfaldt om deres liv foran repræsentanten for det romerske imperium. Han stod roligt foran den stolte romer, uknækket, majestætisk og med en mild og dog kongelig værdighed. »Så er du altså konge?« spurgte Pilatus (Joh 18:37). Jesus, kongernes konge, hvis Fader, hvis han var blevet spurgt, kunne have givet ham »mere end tolv legioner engle« (Matt 26:53); hvis herlighed og majestæt overgik alt, hvad Pilatus ­ eller ethvert andet jordisk menneske ­ overhovedet kunne fatte, han svarede blot: »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden« (Joh 18:37). Pilatus, som var en svag og ubeslutsom mand, uden integritet og ikke specielt principfast, svarede kynisk igen: »Hvad er sandhed?« (Joh 18:38). Selvom om Pilatus ikke fandt skyld hos Jesus og helt sikkert vidste, at han ikke var en politisk urostifter eller en trussel mod Roms magt og myndighed, så gav han efter for folkemængdens blodtørst og udleverede Kristus til hans bødler. » . . . derfor er jeg kommet til verden.« Hvad var grunden? Hvorfor indvilgede Jesus, Herren den Almægtige Gud, som sidder ved Faderens højre hånd, Skaberen af utallige verdener, lovgiver og dommer, i at komme til jorden for at blive født i en stald, leve det meste af sit liv i ubemærkethed, trave rundt på Judæas støvede veje for at forkynde et budskab, som mange voldsomt var imod, og for endelig at blive forrådt af en af sine nærmeste hjælpere og dø mellem to forbrydere på Golgatas dystre høj? Nephi, som glædede sig »i Jesus, thi han har forløst min sjæl fra helvede« (2 Nephi 33:6) forstod Kristi motivation: »Han gør ikke noget, medmindre det er til gavn for verden; thi således elsker han verden, at han endog nedlægger sit eget liv for at drage alle mennesker til sig« (2 Nephi 26:24). Det var kærligheden til alle Guds børn, der fik Jesus, der var enestående i sin syndfri fuldkommenhed, til at tilbyde sig selv som løsesum for andres synder. Med ordene fra en elsket salme: »Guds Søn for os på korset led og gav os liv og salighed« (Salmer og sange, nr. 108). Dette var altså den fuldendende grund, som førte Jesus til jorden for »for os at tåle sorg og død.« Han kom som »et lam uden plet og lyde« (1 Pet 1:19) for at sone for vore synder, så han ved at blive løftet op på korset kunne drage alle mennesker til sig (se 3 Nephi 27:14). Sagt med Paulus' jublende vending: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22). Symbolet på hans triumf over døden er den tomme grav. Han, som Gud »oprejste . . . på den tredje dag« (ApG 10:40), løste »den timelige døds bånd, for at alle kan blive oprejst« (Alma 11:42; fremhævelse tilføjet) og vandt »sejr over graven« (Mormon 7:5). I ham er »dødens brod . . . opslugt« (Mosiah 16:8). Og dog kom Jesus for at bringe ikke blot udødelighed, men også evigt liv til vor Faders børn. Selv om Kristi forsoning giver en universel opstandelse til alle, uanset om de fortjener det eller ej, så er det evige livs gave ­ liv hos Faderen og Sønnen i deres fuldkomne nærhed ­ reserveret til de trofaste, til dem, som viser deres kærlighed til Kristus ved deres villighed til at følge hans bud og til at indgå og holde hellige pagter. »Den, der har mine bud og holder dem,« minder Jesus os om, »han er den, der elsker mig« (Joh 14:21). Som profeterne gennem tiderne har erklæret, så er det kun, når vi indgår og holder hellige pagter ­ de hellige, celestiale aftaler mellem Gud og mennesker ­ at vi kan »få del i guddommelig natur« og »slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden« (2 Pet 1:4). Jesus kom til jorden, først og fremmest som den forsonende Frelser, som døde, for at alle må finde »fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende« (L&P 59:23). Alligevel kom han også af en anden grund ­ for at være eksemplet for alle på menneskets guddommelige muligheder, standarden, som alle kan måle deres liv med. Han, som proklamerede sin guddommelighed over for den samaritanske kvinde ved Jakobs brønd (se Joh 4) udfordrer os til at blive: »Som jeg er« (3 Nephi 27:27), at blive »fuldkomne, ligesom jeg eller jeres Fader, som er i himlen, er fuldkommen« (3 Nephi 12:48). Fra dybden af den ubeskrivelige fuldkommenhed kalder han på os om at tage os af de syge, de fattige, de hjemsøgte; at bede for og vise barmhjertighed over for alle Guds børn, for Gud gør ikke forskel på nogen (se ApG 10:34). Hos ham spiller race, køn eller sprog ingen rolle. Som Nephi forklarede det: » . . . og han nægter ikke nogen at komme til sig, sort eller hvid, træl eller fri, mand eller kvinde, og han ihukommer folkene, thi alle er lige for Gud« (2 Nephi 26:33). Til dem blandt os, som overvejer, hvem der er vores næste, fortalte han om den barmhjertige samaritaner; om hyrden, der forlod de nioghalvfems for at lede efter den ene, der var faret vild; og om manden, som holdt »et stort festmåltid«, hvortil »de fattige, vanføre, blinde og lamme« blev indbudt (Luk 14:16, 21). Jesus, Mesterlæreren, underviste gentagne gange i evige sandheder, der blev hentet frem fra hverdagsoplevelser. En af disse lektier handler om behovet for at være gavmild, når vi giver ­ at give med ønsket om at give og i en inderlig hensigt om at velsigne dem, der er mindre heldigt stillet end os selv. Lukas skriver, at da Jesus sad i templet, betragtede han dem, som lagde deres bidrag i tempelblokken. Nogle kom med deres gaver i hengivenhed og af et oprigtigt hjerte, mens andre, selv om de gav store beløb i guld og sølv, gjorde det demonstrativt og primært for at blive set af andre. Blandt de mange givere var der en fattig enke, som i tempelblokken lagde alt, hvad hun havde, to små bronzemønter. Tilsammen var de nogle få øre værd. Idet Jesus kommenterede forskellen på det, hun gav, og de langt større bidrag fra andre, erklærede han: »Denne fattige enke har givet mere end alle de andre.« De rige havde givet af deres overflod, »men hun har givet af sin fattigdom, alt det, hun havde at leve af« (Luk 21:1­4). Jesus ved, at det ikke er beløbet, vi giver, der betyder noget. I den himmelske aritmetik fastlægges værdi ikke af kvantitet, men af kvalitet. Det er hensigten i det villige sind, der er acceptabelt for Gud (se 2 Kor 8:12). Jesus elskede især børn. I både den gamle og den nye verden kaldte han dem hen til sig (se Luk 18:16; 3 Nephi 17:21­24). Nephiternes optegnelse bærer vidnesbyrd om Kristi inderlige kærlighed over for de små: »Han tog deres små børn, det ene efter det andet, og velsignede dem og bad til Faderen for dem. Og da han havde gjort dette, græd han« (3 Nephi 17:21­22). Jesus vidste, at små børn er rene og uden synd. »Hvis I ikke vender om og bliver som børn,« sagde han, »kommer I slet ikke ind i Himmeriget« (Matt 18:3). Kong Benjamin, den store nephitiske profet, forklarede, hvad det vil sige at blive som et lille barn: » . . . underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underkaste sig alt det, Herren finder tjenligt at pålægge det« (Mosiah 3:19). I en verden, hvor vi hver dag konfronteres med så meget afstumpet ligegyldighed over for de mindre heldigt stillede, talte Jesus om behovet for at give mad til den sultne, noget at drikke til den tørstige, husly til den fremmede, tøj til den nøgne og for at besøge de syge og dem i fængsel. I en af de vanskeligste prøver på at være Kristi discipel befaler han os alle: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer« (Matt 5:44), gør godt imod dem, der hader jer, og bed for dem, som ondskabsfuldt udnytter jer og forfølger jer. Han mindede os om, at når vi udfører barmhjertige gerninger over for andre, selv over for dem, som af nogle anses for at være den »mindste«, »har I gjort [det] mod mig« (se Matt 25:35­45). Han underviste os ikke blot i vores forpligtelse til at hjælpe hinanden timeligt, men også i de stærke, evige og åndelige virkninger af at gøre det. I virkeligheden er alle hans befalinger i den sidste ende åndelige og ikke kun timelige. Derfor rådes vi i skrifterne til, for »at have forladelse for [vores] synder fra dag til dag, at [vi] kan vandre uden skyld for Gud . . . skal [vi] dele af [vores] gods med de fattige, hvert menneske efter sin evne« (Mosiah 4:26). I den sidste ende viser vi da vores hengivenhed over for Kristus og udtrykker bedst vores ønske om at være hans disciple ved den måde, hvorpå vi lever og tjener ham. Symbolet på Jesus og hans plads i vores hjerte må være et liv givet fuldt ud i hans tjeneste, til at elske og vise omsorg; til en uforbeholden forpligtelse over for Kristus og hans sag; til en åndelig genfødsel, der fører til en »stor forandring« i vores hjerte og bereder os til at modtage »hans billede . . . i [vores] bevidsthed« (Alma 5:13­14). At påtage sig hans navn vil sige at være villig til at gøre alt, hvad han kræver af os. Nogen har sagt, at prisen for at leve et kristent liv er den samme i dag, som den altid har været; det er ganske enkelt at give alt, hvad vi har, uden at holde noget tilbage, »at aflægge alle [vore] synder for at kende [ham]« (Alma 22:18). Når vi ikke lever op til denne standard, på grund af sjusk, ligegyldighed eller ugudelighed; når vi er onde, misundelige, egoistiske, sanselige eller overfladiske, korsfæster vi i en betydning Kristus påny. Og når vi konsekvent forsøger at gøre vores allerbedste, når vi sørger for og tjener andre, når vi overvinder egoisme med kærlighed, når vi sætter andres velfærd over vores eget, når vi bærer hinandens byrder og vil »sørge med dem, som sørger«, når vi vil »trøste dem, der har trøst behov, og stå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder« (Mosiah 18:8­9), så ærer vi ham og trækker på hans kræfter og bliver mere og mere som ham, idet vi »bliver klarere og klarere«, hvis vi holder ud, »indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24). Hverken stemme eller tunge kan forkynde fylden af Kristi ubeskrivelige eksempel. Med Johannes den elskedes ord: »Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives« (Joh 21:25). Jeg slutter, hvor jeg begyndte ­ med Kristi majestætiske ord til Pilatus: » . . . derfor er jeg kommet til verden.« Vi bør alle være taknemmelige for, at han kom for to tusind år siden for at sone for vore synder og være eksemplet for os. Vi forkynder denne største sandhed frimodigt for hele verden. Jeg vidner for jer, at han vil vende tilbage som Kongernes Konge og Herrernes Herre, med lægedom og frihed for enhver (se »O, kom, du Konge, kom«, Salmer og sange, nr. 21). I Jesu Kristi navn. Amen.