Udsæt ikke din omvendelse Ældste Henry B. Eyring De Tolv Apostles Kvorum Nephi havde ret. Gud giver ikke menneskenes børn nogen befalinger, uden at han bereder en udvej for dem, så de kan adlyde. Hvor vanskelige vore omstændigheder end måtte være, så kan vi omvende os. Vi har alle stået over for tidsfrister. Frygten kan gribe os, når det går op for os, at der måske ikke er tilstrækkelig tid til at gøre det, vi har lovet at gøre, færdigt. Så opstår tanken: »Hvorfor begyndte jeg ikke noget før?« Herren vidste, at vi ville blive fristet til at udsætte den vigtigste forberedelse, vi overhovedet kan træffe i dette liv. Han har mere end én gang advaret os mod at udsætte vores omvendelse. Han underviste i lignelsen om de ti brudepiger, hvoraf de fem ikke fyldte deres lamper op til brudgommens komme. Han fortalte også lignelsen om de tjenere, der var troløse, fordi de troede, at deres Herre ville udsætte sit komme. Følgerne af udsættelserne var tragiske. For de fem uforberedte brudepiger var dette følgen: »Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke« (Matt 25:11­12). For de vantro tjenere, der udsatte deres forberedelse, var dette følgen: »Så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med hyklerne. Dér skal være gråd og tænderskæren« (Matt 24:50­51). Fristelsen til at udsætte omvendelse kommer ikke kun ved verdens ende, som det antydes af disse skriftsteder. Den fristelse synes at have været nærmest uophørlig siden tidernes morgen og fortsætter gennem hele vores liv. Da vi var unge, tænkte vi måske: »Der vil være tid nok til at bekymre sig om åndelige ting, lige inden jeg skal på mission eller giftes. Åndelige ting er for ældre mennesker.« I ægteskabets første år synes udfordringerne ved livet, arbejdet, regningerne, ja, det at finde et øjebliks hvile og afslappelse at bebyrde os så meget, at det igen synes rimeligt at udsætte forpligtelserne over for Gud og familien. Det er let at tænke: Måske vil der blive mere tid til det, når jeg bliver midaldrende. Men tiden går ikke langsommere i årene, der ligger forude. Der er så meget, der skal gøres, og tiden synes at svinde. Der synes ikke at gå ti år mellem 55-års, 65-års og 75-års-fødselsdagene. Med alderen får vi fysiske og følelsesmæssige udfordringer. Vi synes ikke at kunne få så meget gjort på en time, som vi kunne, da vi var unge. Og det er sværere at være tålmodig over for andre, og de synes at blive mere krævende. Da er det fristende endnu engang at ønske sig fritaget for at leve op til de standarder, der kræves af de pagter, vi indgik tidligere, men som nu er blevet forsømt så længe. Vi falder ikke alle i passivitetens fælde. Men tilstrækkelig mange mennesker gør det, således at vi alle har mindst én person, som vi elsker, og ofte flere . . . et barn, en forælder, en ven . . . en eller anden, som vi føler et ansvar for, som vi er dybt bekymrer for. De er blevet undervist i evangeliet. De har indgået pagter. Og alligevel fortsætter de i ulydighed eller ligegyldighed på trods af den tomhed, vi ved, at det giver dem. Valget om at omvende sig eller at forblive syndens fange er deres eget. Og dog kan en viden om, hvordan passivitetens og modstandens fælde blev dannet i deres sind og hjerte hjælpe os til bedre at høre svaret på vores inderlige bøn: »Kære himmelske Fader, hvad kan jeg gøre for at hjælpe?« Denne fristelse til at udsætte vores omvendelse kommer fra vores fjende, Lucifer. Han ved, at vi aldrig kan blive virkelig lykkelige, medmindre vi har et håb i dette liv om evigt liv, og dernæst virkeliggørelse af det i det næste. Det er den største af alle Guds gaver. Det er at leve sammen i en familie for evigt med vor himmelske Fader og med Jesus Kristus og få evigt afkom. Satan ønsker, at vi skal være ulykkelige, ligesom han er. Og han ved, at vi kun kan opnå denne sande lykke, hvis vi er vasket rene ved tro på Herren Jesus Kristus ved dyb og vedvarende omvendelse og ved at indgå og holde hellige pagter, der kun gives ved Guds bemyndigede tjenere. Skrifterne bekræfter faren: »Derfor, dersom I har prøvet på at gøre ondt i jeres prøvelses dage, da bliver I fundet urene for Guds domstol, og intet urent kan bo hos Gud, og derfor vil I blive forkastet for evigt« (1 Nephi 10:21). Og således frister Satan med udsættelse gennem vor prøvelses dage. Ethvert valg om at udsætte vores omvendelse giver ham en mulighed for at stjæle lykke fra et af vor himmelske Faders åndelige børn. Vi er alle blevet fristet til at udsætte vores omvendelse. Vi ved af egen erfaring, at præsident Kimball havde ret, da han skrev: »En af de mest alvorlige menneskelige svagheder gennem tiden er opsættelse«, og han definerede det som: »Manglende vilje til at acceptere et ansvar nu« (The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, s. 48, fremhævelse i originalen). Så Satan arbejder både med vores ønske om at tro, at vi ikke har grund til omvendelse og med vores ønske om at udskyde alt ubehageligt til senere. Han har fristet dig og mig og dem, vi elsker, med tanker som disse: »Gud er så kærlig, så han vil da bestemt ikke holde mig personlig ansvarlig for de fejltagelser, som blot er den naturlige følge af at være et menneske?« Og så, hvis det mislykkes, er der denne tanke, som næsten med sikkerhed kommer: »Nå ja, jeg har måske et ansvar for at omvende mig, men dette er et dårligt tidspunkt at begynde. Hvis jeg venter, vil det være bedre senere.« Der er nogle sandheder, som afslører de løgne, der skal få os til at udsætte vores omvendelse. Lad os begynde med det bedrag, der virker så smukt, nemlig at vi slet ikke behøver at omvende os. Sandheden er, at vi alle har behov for omvendelse. Hvis vi er i stand til at drage fornuftslutninger og er over otte år, har vi alle behov for den renselse, der finder sted ved at anvende den fulde virkning af Jesu Kristi forsoning. Når det står klart for os, kan vi ikke narres til at udsætte vores omvendelse ved det snu spørgsmål: »Har jeg overskredet stregen til en alvorlig synd, eller kan jeg udsætte blot det at tænke på at omvende mig?« Det spørgsmål, der har virkelig betydning, er dette: »Hvordan kan jeg lære at fornemme blot begyndelsen til synd og således omvende mig tidligt?« En anden sandhed om vores ansvarlighed er at vide, at vi ikke er hjælpeløse ofre for vore omstændigheder. Verden prøver at fortælle os, at det modsatte er sandt: Vore forældres ufuldkommenheder eller vores mangelfulde genetiske arv fremstilles for os, som om det fritager os for personligt ansvar. Men hvor vanskelige omstændighederne end måtte være, fritager de os ikke for ansvaret for vore handlinger eller vore undladelser. Nephi havde ret. Gud giver ikke menneskenes børn nogen befalinger, uden at han bereder en udvej for dem, så de kan adlyde. Hvor vanskelige vore omstændigheder end måtte være, så kan vi omvende os. På samme måde kan verden være villig til at se igennem fingre med vores dårlige opførsel, fordi andre omkring os opfører sig dårligt. Det er ikke sandt, at andres opførsel fritager os for ansvaret for vores egen. Guds standarder for vores opførsel forandres ikke, uanset om andre vælger at efterleve dem eller ej. Det bliver særlig vanskeligt, når andre sårer os, og vi føler os retfærdiggjort i vores vrede. Det er en løgn, at vores vrede retfærdiggør vores lyst til at såre eller ignorere vore modstandere. Vi må tilgive for at blive tilgivet. Hvis vi venter på, at de skal omvende sig, før vi tilgiver dem og omvender os, lader vi dem vælge en udsættelse på vores vegne, som kan koste os lykke her og hinsides. Endelig er vi personligt ansvarlige, fordi Herren har givet os tilstrækkelig med advarsler. Ved fødslen modtager vi Kristi Ånd, der vil vidne om, hvad der rigtig og forkert og lade os kende forbindelsen mellem synd og ulykke. Fra tidernes morgen har han sendt profeter ud for at tale imod synd og opfordre til tro og omvendelse. Han har gengivet fylden af Jesu Kristi evangelium ved profeten Joseph Smith. Gordon B. Hinckley er hans levende profet, og han besidder alle præstedømmets nøgler, der giver alle, der lever nu, mulighed for at omvende sig og at vælge at opnå evigt liv. Vi bliver gjort ansvarlige i dag, når Helligånden bekræfter, at disse ord er sande. Selv det, at vi accepterer vores personlige ansvar, kan måske ikke overvinde fristelsen til at tro, at det ikke er tid til at omvende sig nu. »Nu« kan synes så svært, og »senere« så meget lettere. Sandheden er, at i dag er altid en bedre dag at omvende sig end en hvilken som helst i morgen. For det første har synd sin svækkende virkning på os. Netop den tro, som vi har brug for for at kunne omvende os, bliver svækket af udsættelse. Valget om at fortsætte i synd mindsker vores tro samt vores ret til at gøre krav på Helligånden som vores ledsager og talsmand. Og for det andet selv om vi skulle opnå tilgivelse på et senere tidspunkt, kan Herren ikke genskabe den gode påvirkning, som vores omvendelse i dag kunne have haft på dem, vi elsker og skal tjene. Dette er især bittert for forældrene til små børn. I de spæde år gives der muligheder for at forme og opmuntre ånder, muligheder, der måske aldrig gives igen. Men selv den bedstefar, der måske har forpasset sådanne muligheder med sine egne børn, kan måske ved at vælge at omvende sig i dag gøre det for sine børnebørn, som han engang kunne have gjort for deres forældre. Når man accepterer ansvaret og føler nødvendigheden af at omvende sig, kan dette spørgsmål dukke op: »Hvor begynder jeg?« Ethvert menneskes liv er forskellig fra alle andres. Men for alle gælder det, at omvendelse med sikkerhed vil omfatte at skulle gennem portalen af ydmyg bøn. Vor himmelske Fader kan til fulde lade os føle skylden for vore synder. Han kender dybden af vores anger. Han kan derpå anvise, hvad vi skal gøre for at kvalificere os til at få tilgivelse. Ved alvorlige synder må vi bekende til en dommer i Israel og acceptere hans vejledning. Bøn alene vil i et sådant tilfælde ikke være tilstrækkeligt. Men for os alle gælder det, at hvor alvorlige vore synder end er, så åbner bøn døren til omvendelse og tilgivelse. Uden inderlig bøn, er omvendelse og renselse ikke muligt. Når døren åbnes med bøn, er der mulighed for fred. Et af de spørgsmål, vi må stille vor himmelske Fader i personlig bøn, er: »Hvad har jeg gjort eller ikke gjort i dag, som mishager dig? Hvis jeg blot ved det, vil jeg omvende mig af hele mit hjerte, uden tøven.« En sådan ydmyg bøn vil blive besvaret. Og svarene vil med sikkerhed omfatte visheden om, at det at bede i dag var bedre end at vente med at bede til i morgen. Jeg bærer vidnesbyrd om, at de ord, der blev udtalt for længe siden af en Guds tjener, er sande: »Mine brødre, eftersom de hellige skrifter vidner om disse ting, og I har fået så mange vidnesbyrd, ønsker jeg, at I skal komme ud og bære omvendelsens frugter. Ja, jeg ville ønske, I ville komme og ikke forhærde jeres hjerter længere; thi se, nu er tiden og frelsens dag for jer; og dersom I vil omvende jer og ikke forhærde hjertet, skal den store forløsningsplan snart blive iværksat for jer. Dette er tiden, da menneskene skulle berede sig til at møde Gud; ja dette livs dag er den dag, da menneskene skal udføre deres arbejde. Og som jeg sagde jer før, eftersom I har haft så mange vidnesbyrd, så beder jeg jer om ikke at opsætte jeres omvendelsesdag til enden; thi dersom vi ikke benytter vor tid i dette liv, da kommer der efter denne livets dag, som er os givet til at berede os til evigheden, en mørk nat, hvori intet arbejde kan udrettes. I kan ikke sige, når I kommer til dette frygtelige tidspunkt: Jeg vil angre og omvende mig til min Gud. Nej, I kan ikke sige det, thi den samme ånd, som er i besiddelse af jeres legeme, når I går ud af dette liv, den samme ånd vil have magt til at tage jeres legeme i besiddelse i den evige verden« (Alma 34:30­34). Der er endnu en fristelse, som vi skal modstå. Det er den, at vi giver efter for den fortvivlende tanke, at det er for svært og for sent at omvende sig. Jeg kendte engang en mand, der kunne have tænkt således og have givet op. Da han blev 12 år, blev han ordineret til diakon. Nogle af hans venner fristede ham til at begynde at ryge. Han begyndte at have det dårligt med at komme i kirken. Han forlod sin lille by uden at gøre high school færdig for at begynde på et liv som vejarbejder rundt omkring i USA. Han kørte rundt med de tunge køretøjer. Han blev gift. De fik børn. Ægteskabet endte i en bitter skilsmisse. Hustruen fik børnene. Han mistede et øje i en ulykke. Han boede alene på pensionater. Han mistede alt, hvad han ejede, bortset fra det, han kunne have i en kuffert. En aften, mens han gjorde klar til at flytte endnu engang, besluttede han at rydde op i sin kuffert. Under mange års ragelse fandt han en bog. Han anede ikke, hvordan den var havnet der. Det var Mormons Bog. Han læste den, og Ånden vidnede for ham, at den var sand. Da vidste han, at han for alle de mange år siden havde vendt ryggen til Jesu Kristi sande kirke og den lykke, som kunne have været hans. Senere, da han var over 70 år gammel, blev han min distriktsmissionærkammerat. Engang da jeg bar vidnesbyrd om kraften i Frelserens forsoning, bad jeg de mennesker, som vi underviste, om at se på ham. Han var blevet vasket ren og havde fået et nyt hjerte, og jeg vidste, at de ville kunne se det i hans ansigt. Jeg fortalte de mennesker, at det, de så, var et bevis på, at Jesu Kristi forsoning kunne bortvaske alle syndens nedbrydende virkninger. Det var den eneste gang, han nogen sinde irettesatte mig. Han sagde til mig i mørket uden for den campingvogn, hvor vi havde undervist, at jeg skulle have fortalt dem, at skønt Gud havde fornyet hans hjerte, havde han ikke været i stand til at give ham hans hustru og hans børn tilbage og det, som han kunne have gjort for dem. Men han havde ikke set tilbage med sorg og fortrydelse på det, der kunne have været. Han så fremad, opløftet af tro på det, der kunne ske. En dag fortalte ham mig, at han i en drøm, som han havde haft natten før, havde fået synet tilbage på sin blinde øje. Han forstod, at drømmen var et glimt af en dag ude i fremtiden, hvor han ville vandre rundt blandt kærlige mennesker i lyset af en herlig opstandelse. Glædestårer trillede ned at denne store, sværlemmede mands furede ansigt. Han talte sagte til mig med et strålende smil på læben. Jeg husker ikke, hvad han sagde, at han så, men hans ansigt strålede med glædelig forventning, mens han beskrev synet. Med Herrens hjælp og miraklet ved den bog på bunden af en kuffert, havde det ikke været for sent og vejen havde heller ikke været for svær for ham. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud Faderen lever. Det ved jeg. Og han elsker os. Hans enbårne Søn lever. Fordi han opstod, vil vi også leve på ny. Vi vil se dem, vi har elsket, og som har elsket os. Ved tro og lydighed kan vores familie være knyttet sammen for evigt. De i vores familie, der elsker os, på begge sider af sløret, ville sige, når vi overvejer, om vi skal ydmyge os i vores hjerte og omvende os: »Udsæt ikke din omvendelse.« Dette er Frelserens opfordring og bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.