»Se, her er manden« Biskop Richard C. Edgley Førsterådgiver i Det Præsiderende Biskopråd En virkelig mand er stærk nok til at modstå Satans snigløb og ydmyg nok til at underkaste sig Frelserens forløsende kraft. For nogle få måneder siden fik jeg et brev fra en ven af familien, som vi ikke havde set i mange år. Hendes brev udtrykte håbløshed og en bøn om hjælp. Efter som enlig mor at have kæmpet for at opdrage sine børn, var hun nu blevet gift igen. Hendes mand, som ikke var medlem, var et barsk friluftsmenneske, der prøvede at vise sin mandighed ved at drikke, bruge et beskidt sprog, tale hårdt og ved tvivlsom opførsel. Det, som bekymrede hende meget, var, at hendes mands eksempel lærte hendes søn, at dette bestemt var mandige karaktertræk. Hendes bøn til mig lød: Er der nogen måde, selv om vi er adskilt af stor afstand, hvorpå jeg kan tale med hendes søn, som vi vil kalde Ben, om kendetegnene ved virkelig mandighed? Som svar på denne bøn vil jeg i aften forsøge at svare. Således henvender jeg min tale til en ven langt borte og til alle »Ben'er« i Kirken, som prøver at få de fornødne kvalifikationer som en mand. Så Ben, lad os tale sammen. Vi søger alle at blive accepteret og anerkendt, når vi går ind i de voksnes verden. Hvis vi lever længe nok, bliver vi på den ene eller anden måde voksne. Men virkelig mandighed kommer kun, hvis vi har fortjent den. Satan er kendt som den store bedrager. Hans religion, hans filosofi og hans værk er baseret på bedrag og løgne. Hans mål er at forpurre Herrens værk ved at vildlede os og til sidst gøre os »ulykkelige, ligesom han selv er« (2 Nephi 2:27). Han ønsker, at vi skal tro, at han er en mand, og at hans fremgangsmåder giver os mandighed. Som kontrast underkastede Jesus sig frivilligt Faderens vilje. Som følge deraf blev han forrådt, anklaget, slået og dømt. Hans offer var ikke noget påbudt. Det var resultatet af mod, pligt og kærlighed, og det førte ham til den bitre kalk, som gjorde, at han blødte fra hver pore. Efter at Pilatus at havde været vidne til Jesu enorme lidelse og ydmygelse og endda havde talt for hans løsladelse, bøjede han sig til sidst for jødernes krav. Da han overlod ham til at blive korsfæstet, gjorde han det med de enkle, men karakteriserende ord: »Se, her er manden!« (Joh 19:5). Ja, Jesus er manden. Han besidder alle den virkelige, ideelle mands karakteregenskaber. Hans metoder, ikke Satans metoder, fører til mandighed. Alle, som tror noget andet, er allerede ved at vikle sig ind i Satans bedrags evige lænker (se 2 Nephi 28:19). Ben, alle unge mænd må vælge mellem godt og ondt og mellem Guds metoder og Satans metoder. Når en ung mand begynder at ryge for at bevise, at han er en mand, hvis mand bliver han så? Når en ung mand begynder at drikke, tage narkotika, hengive sig til umoralsk levned, er højrøstet eller uregerlig, hvis mand bliver han så? Det siges, at mangen en dreng begynder at ryge som teenager for at bevise, at han er en mand, og han prøver at holde op som 30-årig af samme grund. Der er intet mandigt ved at bøje sig for Satan. Der er intet mandigt ved at blive overvundet af hans principper. Så Ben, lad mig på denne baggrund give dig mine kriterier for virkelig mandighed. På grund af min begrænsede tid vil jeg nøjes med at nævne to kriterier af, hvad der kunne være mange: (1) En virkelig mand er stærk nok til at modstå Satans snigløb. (2) En virkelig mand er ydmyg nok til at underkaste sig Frelserens forløsende kraft. Jeg antager, at det er naturligt for os at sætte lighedstegn mellem styrke, mandschauvenisme og måske endda højrøstet og aggressiv adfærd og mandighed. Men kendetegnene for virkelig mandighed er ikke nødvendigvis fysiske. Lad mig prøve at forklare det. Apostlen Paulus advarede: »For os står kampen ikke mod kød og blod, [som ikke er det virkelige kriterium for mandighed], men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter« (Ef 6:12). Virkeligt mod indebærer at stå imod den onde, endda når vi står alene og ofte føler andres foragt og hån. Det er mod. Det er styrke. Det er mandighed, og det kan være hårdt. Jeg kender en ung mand, der var henrykt over at blive valgt til et elitehold indenfor basketball, som skulle spille i en turnering i en anden stat. Den første aften på hotellet besluttede de andre på værelset sig til at se pornografiske film. Denne dreng forlod værelset og gik alene rundt i byen til langt ud på natten, indtil filmene var forbi. Jeg er sikker på, at det var generende, ensomt og udfordrende. Men det er mod, det er mandighed i ordets rette forstand. Og jeg siger: »Se, her er manden!« ­ en 18-årig dreng blev til en mand. Jeg kender hundredvis af unge mænd, der har udholdt hån og forlegenhed for at sige nej til narkotika, alkohol og sex, så de kunne vende sig bort og tjene hinanden, være et retskaffent eksempel eller forsvare retskafne principper. Alle unge mænd skal møde Satans ondskab. Det er umuligt at undslippe denne kamp. Men det er altid muligt at vinde. Ja, en virkelig mand er stærk nok til at modstå Satans ondskab. Ben, nogle byrder, som vi er kaldet til at bære, er så tunge, at vi kun kan overvinde dem gennem ydmyghed, underdanighed og anger. Det lyder som en selvmodsigelse, gør det ikke ­ at få styrke og kraft gennem ydmyghed, underdanighed og anger. Men det er en af livets store paradokser ­ vi kan få kraft ud over vores naturlige evne ved at underkaste vores vilje til Faderens. Vi bliver alle ofre for fristeren i en eller anden grad. Nogle gange bliver vi endda viklet ind i alvorlig overtrædelse ­ overtrædelse, som har evige konsekvenser. De, der har begået alvorlige overtrædelser, må følge den nøje planlagte sti for omvendelse, som Frelseren har tilvejebragt, og som ofte ledes af en biskop eller stavspræsident. Dette bliver den virkelige prøve på mandighed, og ikke alle er mand nok til at klare denne udfordring. For nogle måneder siden fik jeg til opgave at interviewe en ung mand på 21 år for at afgøre, om hans omvendelse var tilstrækkelig til, at han kunne tage på mission. Mit hjerte gjorde ondt, da jeg læste om de alvorlige problemer og overtrædelser i hans fortid. Jeg tænkte over, om det ville være muligt, at nogen med en sådan baggrund nogen sinde kunne forberede sig til at tjene værdigt på en mission. På det aftalte tidspunkt for mit interview så jeg en flot, ung mand komme hen imod mig. Han var ulasteligt soigneret og havde et vidunderligt udtryk i ansigtet. Han lignede en hjemvendt missionær, og jeg spekulerede på, hvem han var. Da han kom nærmere, rakte han hånden frem og præsenterede sig til min overraskelse som den unge mand, jeg skulle interviewe. Under interviewet spurgte jeg ganske enkelt: »Hvorfor mødes jeg med dig i aften?« Så fremlagde han de frastødende detaljer fra sin fortid. Efter igen at have gennemgået og tilstået sin overtrædelse, begyndte han at tale med mig om forsoningen og de år i smertefuld omvendelse, som havde ført ham til dette interview. Han udtrykte sin kærlighed til Frelseren og forklarede dernæst, at Kristi forsoning var nok til at frelse selv en dreng som ham. Ved interviewets slutning lagde jeg min hånd på hans skulder og sagde: »Når jeg kommer tilbage til Kirkens hovedsæde, vil min anbefaling lyde, at du får lov til at tage på mission.« Og så sagde jeg: »Jeg vil blot bede dig om én ting ­ kun én. Hvis du får privilegiet at tjene, vil jeg have, at du bliver den bedste missionær i hele Kirken. Det er alt.« Omkring fire måneder senere talte jeg ved et missionærmøde på missionærskolen i Provo, Utah. Efter mødet stod jeg foran forhøjningen og hilste på missionærer, da jeg lagde mærke til et bekendt ansigt, som kom hen imod mig. Min første tanke var, at jeg ville blive flov, fordi jeg burde kende denne unge mand. Jeg kunne ikke huske, hvor jeg havde mødt ham, og jeg vidste, hvad hans første spørgsmål ville være. Og rigtig nok, han rakte hånden frem os spurgte: »Kan du huske mig?« Jeg svarede undskyldende og noget flovt: »Det er jeg ked af. Jeg ved, at jeg burde genkende dig, men jeg kan bare ikke huske hvorfra.« Så sagde han: »Nå, lad mig fortælle dig, hvem jeg er. Jeg er den bedste missionær på missionærskolen.« Jeg kunne ikke lade være med at knibe en tåre, som langsomt trillede ned ad min kind, mens jeg tænkte: »Der er manden. Han har udholdt sit Getsemane. Han betalte den smertefulde pris ved at omvende sig. Han har ydmyget sig og underkastet sig Frelserens forløsende kraft. Han har klaret udfordringerne. Han har udviklet de virkelige karaktertræk for mandighed.« Og jeg siger: »Se, en mand,« en mand, der er ydmyg nok til at underkaste sig Frelserens forløsende kraft. Ben, man kan beskrive en mand i centimeter, kilo, hudfarve og fysik. Men man måler en mand ved karakter, barmhjertighed, hæderlighed, omsorgsfuldhed og principfasthed. For at sige det enkelt, så ligger målet for en mand i hans hjerte og sjæl, ikke i hans fysiske kendetegn (se 1 Sam 16:7). Men de kan ses ved opførsel og adfærd. Mandighedens egenskaber viser sig så ofte tydeligt i det, som vi kalder ansigtsudtryk. Da Alma spurgte: »Er hans billede [hvilket vil sige Frelserens ­ den virkelige mand] prentet i jeres bevidsthed?« talte han, min ven, om mandighedens virkelige kendetegn (se Alma 5:14). Ja, Ben, Satan har sin mand, og Gud har sin mand, og Satan har sine kendetegn for mandighed, og Gud har sine. Satan vil gerne fremstille sine kendetegn som det virkelige mål for mandighed og Guds kriterier som svage og kujonagtige. Men man må forstå, at Satans kriterier næsten altid vil være de letteste og mest kujonagtige. Satans metoder kræver ikke noget mod, ingen karakter, ingen personlig styrke, og det beviser slet ingen mandighed. En rigtig mand har ikke brug for Satan til at lede sig ned ad den lette sti med hans evige kæder til undergang. En rigtig mand er stærk nok til at modstå Satans ondskab og ydmyg nok til at underkaste sig Frelserens forløsende magt. Moses formanede i et øjeblik af både motivation og irettesættelse israelitterne: »Kom over til mig, I, der er på Herrens side!« (2 Mos 32:26). Det, som han i virkeligheden sagde, var: »Hvis mand er i egentlig?« Vor himmelske Fader kaldes »Hellighedens Mand« (Moses 6:57, 7:35). Det er en titel, som vi med ærbødighed forbeholder den Højeste. Det er ikke en titel, som vi påtager os, Ben. Men enhver præstedømmebærer bør ganske enkelt søge at blive kendt som en mand af Gud. Det, min kære ven, er mandighed. I Jesu Kristi navn. Amen.