Om såsæd og jord Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab Vi ønsker især, at I unge mænd får et stærkt vidnesbyrd med solide rødder, for kun da vil jeres vidnesbyrd være et ufejlbarligt kompas for jer. Mine kære brødre, ansvaret for at tale til denne enorme hær af præstedømmebærere har hvilet tungt på mig. Jeg beder om Herrens velsignelser og jeres bønner til at gøre det. Jeg er taknemmelig for, at jeg som barn lærte, hvordan man sår frø. Ved hjælp af livets mirakel såede vi frø og fremavlede herlige ærter, korn, gulerødder, roer, løg og kartofler i vores egen have. Jeg husker tydeligt en meget betydningsfuld oplevelse, hvor min morfar viste os, hvordan man sår lucerne ved håndkraft. Han havde pløjet og harvet jorden for at forberede såbedet. Så tog han en håndfuld frø, og idet han svingede armen langt ud, spredte han dem kunstfærdigt, mens han gik hen over marken i geometriske mønstre. Selv om fuglene spiste nogle af lucernefrøene, voksede planterne, og afgrøden var stor og rigelig i mange år. Denne oplevelse hjalp mig senere som missionær med at forstå Frelserens lignelse om sædemanden, som i virkeligheden er en lignelse om forskellige slags jord. Frelseren belærte om, at noget af sæden faldt »på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord . . . men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold.«1 I denne lignelse er frøene ens, men de lander på fire forskellige slags jord. Frelseren forklarede ligeledes lignelsens betydning. Den sæd, der faldt på vejen, symboliserer dem, der hører Guds ord, men ikke forstår det og falder i Satans kløer. Den anden sæd, som faldt på klippegrund, beskriver dem, der glæder sig over at høre ordet og trives, så længe at alt går godt. Men når der kommer prøvelser, og når de føler pres fra deres omgangskreds på grund af deres tro, bliver de stødt og holder ikke ud. Den tredie sæd, som faldt mellem tidsler, symboliserer dem, der hører ordet, men verdslighed og rigdomme betyder mere for dem, og de falder bort fra sandheden. Men den sidste sæd, som faldt i god jord, symboliserer dem, der hører ordet, forstår det, efterlever det og høster store, evige belønninger.2 Mormons Bog giver adskillige eksempler på sæd, der faldt på vejen. Et af dem findes i beretningen om zoramiterne. Alma skriver, at »Guds ord var blevet prædiket blandt« zoramiterne. »Men de var kommet i stor vildfarelse, thi de ville ikke iagttage Guds bud og anordninger . . . «3 Alma ledte en mission for at få dem tilbage. I sin undervisning sammenlignede Alma ordet med et sædekorn, og drøftede det med dem: »Hvis I giver plads til, at et sædekorn kan sås i jeres hjerter, og det er ægte eller godt, og I ikke kaster det ud ved jeres vantro og derved sætter jer op imod Herrens ånd, da vil det begynde at svulme i brystet, og når I mærker denne svulmen, vil I begynde at sige til jer selv: Det må sandelig være en god sæd, eller ordet er godt, thi det begynder at fylde min sjæl, ja, det begynder at oplyse min forstand.«4 Beretningen afslører, at mange af de fattige blandt zoramiterne blev omvendt og sluttede sig til Ammons retskafne folk i Jershons land, efter at Alma og hans hjælpere atter såede sæden. Noget sæd faldt på klippegrund i Kirkens første tid, da profeten Joseph Smith kaldte flere omvendte til at tage på mission. En af dem var Simonds Ryder, som blev ordineret til ældste den 6. juni 1831 af Joseph Smith. Da han havde læst den åbenbaring, som vedrørte ham, og så, at hans navn var stavet »Rider« i stedet for »Ryder«, blev han fornærmet, da han åbenbart ikke var klar over, at Joseph Smith ofte dikterede åbenbaringer til sine skrivere. Hans desillusionering over, at hans navn var stavet forkert, førte ikke blot til hans frafald, men til sidst til hans skændselsgerning ved at hjælpe med at dyppe profeten Joseph i tjære og rulle ham i fjer.5 Lige som den sæd, der faldt på klippegrund, tog Simonds Ryder glad imod ordet i første omgang, men blev hurtigt stødt over en bagatel og mistede sin plads i Guds rige. Nogle gange kvæler tidsler såbedet, hvilket var tilfældet med den rige, unge mand, der spurgte Frelseren om, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv. Han sagde, at han siden sin barndom havde holdt alle de ti bud og spurgte: »Hvad mangler jeg så?« Da Jesus var klar over den unge mands hengivenhed til sin rigdom, belærte han ham om evangeliets højere lov: »Sælg, [alt] hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Matthæus skriver, at da »den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende«.6 Sæden var blevet sået i denne unge mand, men på grund af hans rigdom var den faldet blandt tidslerne og var blevet kvalt. Når vi i dag rejser verden over, ser vi, at megen sæd er faldet i god jord. Vi møder vidunderlige, solide medlemmer af Kirken, som er trofaste og pligttro. Nogle af os, der som missionærer har sået sæd, har måske følt, at denne sæd faldt på hård jord. Det er ikke altid muligt at kende følgerne af en enkelt kontakt. William R. Wagstaff, der tjente i North Central States Mission fra 1928­1930, var i årevis skuffet over, at han ikke havde døbt flere mennesker. I sommeren 1929 besøgte han og hans kammerat en familie på en farm omkring 290 km vest for Winnipeg. »Bror Wagstaff huskede, at han gav moderen Mormons Bog og talte med hende om evangeliet under adskillige besøg den pågældende og den næste sommer. Han mindedes, at under hvert besøg ›tog hun sit forklæde af, og vi satte os og talte om evangeliet. Hun læste og havde en masse spørgsmål.‹ Men ved slutningen af hans mission var hun stadig ikke blevet døbt, og han mistede kontakten med hende. Bror Wagstaff tog hjem, giftede sig og fik familie. Så i oktober 1969 var han og hans hustru med til en sammenkomst for tidligere missionærer . . . En kvinde kom hen til ham og spurgte: ›Er du ikke ældste Wagstaff?‹ . . . Hun præsenterede sig som den kvinde, han havde undervist på farmen uden for Winnipeg. Hun havde et slidt eksemplar af Mormons Bog i hånden ­ den, som han havde givet hende for 40 år siden. ›Hun viste mig bogen‹, fortalte han. ›Jeg slog op på forsiden, og der stod mit navn og min adresse.‹ Så fortalte hun bror Wagstaff, at omkring 60 af hendes familiemedlemmer var medlem af Kirken, deriblandt en grenspræsident.«7 Ældste Wagstaff såede sæden under sin mission, men rejste hjem, mens den stadig var i jorden. 40 år senere fandt han ud af, hvor rig den høst, som havde fundet sted, havde været, og at »hvad et menneske sår, skal det også høste.«8 Hver enkelt af os bør nære vores tros sæd, så at den bliver ved med at få rodfæste. Præsident Hinckley har indtrængende anmodet os om at hjælpe nye medlemmer med at forberede deres sjæl, så troens sæd, der er blevet sået af missionærerne, kan vokse og udvikle sig. Men samtidig synes jorden at blive hårdere, og mange er mindre modtagelige for åndelige ting. Den moderne teknologis mirakler har givet effektivitet i vores tilværelse på måder, som man ikke havde drømt om for en generation siden. Og alligevel er denne nye teknologi blevet til en syndflod af nye udfordringer for vores moral og vore værdier. Nogle har det med at sætte større lid til teknologi end til teologi. Jeg vil skynde mig at tilføje, at videnskabelig viden, kommunikationens vidundere og den moderne lægekunsts undere er kommet fra Herren for at fremme hans værk i hele verden. For at nævne ét eksempel er der over 7 millioner, som hver dag bruger Kirkens internetside, FamilySearch. Men Satan er selvfølgelig opmærksom på denne store udvikling inden for teknologien og benytter sig ligeledes af den til sine formål, som er at ødelægge og forurene. Han glæder sig over pornografien på Internettet og det snavs, der findes i mange af vore film og fjernsynsudsendelser. Han har endda inkorporeret nogle af sine egne sataniske budskaber i noget af vores moderne musik. For at troens sæd kan spire i vores liv må vi undgå Satans greb. Vi har også brug for at forberede vores eget såbed af tro. For at gøre dette skal vi pløje jorden gennem daglig, ydmyg bøn og bede om styrke og tilgivelse. Vi skal harve jorden ved at overvinde vores stolthed. Vi skal forberede såbedet ved gøre vores bedste for at holde befalingerne. Vi skal være ærlige over for Herren med vores tiende og vore offerydelser. Vi skal være værdige og kunne fremkalde præstedømmets store kraft til at velsigne os selv, vores familie og andre, som vi har ansvar for. Der findes ikke noget bedre sted at nære vores tros åndelig sæd end inden for vore templers indviede helligdomme og i vores hjem. I unge mænd i Det Aronske Præstedømme bør stræbe meget flittigt efter at tilegne jer færdigheder og så megen uddannelse som muligt. I diakoner og lærere behøver ikke at beslutte jer for jeres endelige karriere, men I bør lægge fundamentet i jeres forberedelse til at klare livets udfordringer og engang forsørge jeres fremtidige hustru og familie. I en vis forstand ærer unge mænd, der ikke tidligt bliver klar over deres talenter og muligheder, som de har fået af Gud, ikke fuldt ud deres præstedømme. Jeg ved, at i nogle dele af verden er dette en meget svær udfordring, men mulighederne for jer unge mænd vil vokse, hvis I indgående vil lære grundlæggende færdigheder. Det ville også gavne jer unge mænd, hvis I lærte et fremmedsprog. Hvis I ikke forbereder jer i ungdommen, vil det være for sent at begynde at forberede sig, når I er voksne. I min kontakt med nogle få af vore unge har jeg undret mig over, hvorfor sæden er faldet på hård grund. Det ser ofte ud til, at der ikke er blevet gjort nok for at forberede jorden til at optage troens sæd, som min morfar gjorde med sin lucernemark. Jeg tror, at mange kvikke, dyrebare og tapre ånder er blevet gemt til denne udfordrende tid. Jeg tænker på en kvik lille dreng, der hed Timmy. Timmy havde kun to cent i sin lomme, da han gik hen til bonden og pegede på en tomat, der skinnende hang på en plante. »Jeg vil gi' dig to cent for den,« tilbød drengen. »Den slags er fem cent værd,« sagde bonden til ham. »Så denne her?« spurgte Timmy og pegede på en mindre tomat, der var grøn og var et mindre fristende eksemplar. Bonden nikkede i enighed. »Okay,« sagde Timmy og afsluttede handelen ved at lægge sine to cent i bondens hånd. »Jeg henter den om cirka en uge.«9 I unge mænd kunne lære noget af Timmy, der investerede to cent i en tomat, som senere ville blive fem cent værd. Hvis I er villige til at investere nu, vil I unge mænd have mulighed for at nå lige så meget som nogen anden generation, der nogen sinde har levet. Men for mange falder troens sæd blandt tidsler, og sæden giver ikke udbytte.10 I, mine brødre, som bærer Guds hellige præstedømme, spekulerer måske over, hvorfor vi er ivrige efter, at troens sæd næres i jer. Vi ønsker især, at I unge mænd får et stærkt vidnesbyrd med solide rødder, for kun da vil jeres vidnesbyrd være et ufejlbarligt kompas for jer, som vil gøre det muligt for jer at stå imod de stærke vinde af modstand, der blæser. Vi tror på, at verdens frelse er blevet lagt på denne Kirkes præstedømme. Dette ansvar hviler utvetydigt på os. Vi kan ikke skulke fra det. Som præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Hvis verden skal frelses, skal vi gøre det. Der er ingen vej udenom. Intet andet folk i verdenshistorien har fået denne form for befaling, som vi har fået. Vi har ansvar for alle, som lever på jorden nu, og det indebærer missionering. Og vi vil få ansvaret for alle, som endnu vil leve på jorden.«11 Brødre, da vi er i besiddelse af disse dyrebare beføjelser, tror jeg, at vi skal stå til ansvar for vores indsats for at opfylde dette enorme ansvar. Vi kan ikke skamme os over læren, fordi den ikke er populær eller social acceptabel. Vi må ikke komme med undskyldninger for det, der er åbenbaret gennem vore profeter i vor tid. Det er Herrens ord til verden. Der er altid en pris, som vi må betale, hvis vi skal få et vidnesbyrd om dette hellige værk. Vores tro vil altid blive prøvet.12 Alma sagde, at når vi mærker troens sæd vokse, vil den fylde vores sjæl, oplyse vores forstand og blive behagelig for os. Må Gud velsigne jer med at få den oplevelse, som disse ord beskriver. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Matt 13:4­8. 2. Se Matt 13:19­23. 3. Alma 31: 8­9. 4. Alma 32:28. 5. Se Milton V. Backman, jun.: The Heavens Resound, a History of the Latter-day Saints in Ohio 1830­1838, s. 93­94; og Donald O. Cannon og Lyndon W. Cook, eds.: The Far West Record: Minutes of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 1830­1844, s. 286. 6. Matt 19:20­22. 7. Julie A. Dockstader: »Missionary Moments: A Log of Rejoicing«, Church News, 4. maj 1991, s. 16. 8. Gal 6:7. 9. I Jacob M. Braude: Braude's Treasury of Wit and Humor, s. 175. 10. Se Matt 13:22. 11. Seminar for missionspræsidenter, den 25. juni 1999; citeret i »›Church Is Really Doing Well‹«, Church News, den 3. juli 1999, s. 3. 12. Se L&P 105:19.