Et jubelår Ældste L. Tom Perry De Tolv Apostles Kvorum Lad os prioritere familiebøn, familiestudium og familieaftener højere og holde op med de aktiviteter, som fylder vores tilværelse med verdslighed og ugudelighed. Jeg er sikker på, at jeg altid vil huske, at jeg var den første taler ved denne historiske generalkonferences sidste møde. Det er ikke kun denne konferences sidste møde, men det er det sidste møde i dette årti. Det er det sidste møde med dato fra 1900-tallet. Dette møde bør kunne fortjene en særlig notits i dagbogen. Især historiske begivenheder fanger vores opmærksomhed, idet vi mindes fortiden og ser frem til fremtiden. I dette års sidste uger vil fjernsyn og radio sende højdepunkter fra de største begivenheder i det 20. århundrede. Fremtidsforskere vil prøve at henlede vores opmærksomhed på det 21. århundredes muligheder. Som troende, der har modtaget Herrens og Frelserens evangelium, vil dette også være en særlig tid til at huske hans velsignelser til sine troende børn og løfterne om endnu større velsignelser i fremtiden. Herren har gennem alle tidsaldre mindet sine børn om deres pligt over for ham. Jeg har altid været interesseret i den måde, hvorpå Herren belærte og tog sig af Israel i de 40 år, hvor de vandrede om i ørkenen. I 3 Mosebog, som omhandler levitternes pligter og lærdomme, gives der instruktioner til jubelåret og højtideligholdelsen deraf. Jeg tror, at der er et budskab til os i den måde, hvorpå Israel fejrede dette særlige år. Vi læser i 25. kapitel i 3 Mosebog: »Herren talte til Moses på Sinajs bjerg og sagde: Tal til israelitterne og sig til dem: Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, skal landet holde sabbatshvile for Herren. Seks år skal du tilså din mark, og seks år skal du beskære din vingård og høste afgrøden; men i det syvende år skal landet holde fuldstændig hvile, en sabbat for Herren; da må du ikke tilså din mark eller beskære din vingård. Så skal du tælle syv sabbatår frem, syv gange syv år; de syv sabbatår bliver i alt niogfyrre år. På den tiende dag i den syvende måned skal du lade hornet lyde; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde overalt i jeres land. I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie« (3 Mos 25:1­4, 8­10). De love, som havde med jubelåret at gøre, omfattede tre punkter. For det første skulle folket lade jorden hvile, så den kunne blive fornyet og mere produktiv i kommende år. I vores travle, mangesidede tilværelse i dag er jubelåret et fremragende tidspunkt til at vurdere vores retning og afgøre, om vores prioriteter er i orden. Har vi sat muligheden for evige velsignelser før verdslige ambitioner? Er der dele af vores liv, som vi kunne holde os fra i et stykke tid for at forny vores sjæl, så vi kan blive mere produktive, især i de henseender, der betyder mest for Herren? For et århundrede siden bevægede vi os ind i den store industrielle revolution. Menneskenes opfindsomhed udviklede alle slags nye opfindelser for at gøre vores tilværelse lettere. Tænk bare på den sidste gang, I lavede forbedringer i en del af jeres hjem og se, hvor mange ekstra elektriske stikkontakter I installerede i hvert rum. Tænk så på, hvor I har lagt forlængerledninger med fire til seks ekstra stik for at give strøm til nye elektriske apparater. Trods alle de nye arbejdsbesparende apparater, vil jeg gætte på, at jeres tilværelse er mere, og ikke mindre, kompliceret end nogen sinde før. Nu hvor vi går ind i det 21. århundrede, befinder vi os midt i en informationsrevolution ­ den såkaldte informationstidsalder ­ med alle dens nye udfordringer og muligheder. Vi bliver nu oversvømmet med information. For manges vedkommende berøver fjernsynet dem for værdifuld tid sammen med familien. Internettet er en ny informationskilde, som giver gevaldige muligheder såvel som en anden mulighed ­ at blive afhængig. Med den nye informationstidsalders velsignelser følger der desværre også udfordringer, hvor onde kræfter har et nyt medie til videregivelse og nye måder at trænge ind i vores sind på. Verdslige påvirkninger kommer ind i vores hjem i nye former og afskygninger for at udfordre vores beslutning om at bruge vores tid klogt og til Herrens formål. Vi kunne måske lære af det fordums Israels lov og bede om en »pause«. Lad os lave en liste over de grundlæggende aktiviteter, der tillægger den evige mand og kvinde større værdi, og lad os i vores jubelår beslutte os til, at vi vil holde op med de aktiviteter, som har lille værdi, og som endda måske kan sætte vores evige ve og vel på spil. Lad os prioritere familiebøn, familiestudium og familieaftener højere og holde op med de aktiviteter, som fylder vores tilværelse med verdslighed og ugudelighed. Siden september 1995 har vi søgt at lægge vægt på arbejdet med fremhævelse af lederoplæring, som opfordrer os til atter at placere hjemmet og familien som den vigtigste del i Kirkens grundlæggende organisatoriske enhed, og motivere hvert familiemedlem til at give tiden sammen med familien førsteprioritet. Kunne vores jubelår blive en tid, hvor vi gennemgår ting, som vi har udført, og fralægger os det, der hindrer vores evige fremgang? Kunne vi dernæst atter vie vores liv til det, som vil give os evig glæde? Den anden lov, som er forbundet med jubelåret, var tilbagegivelse af ejendom til de oprindelige ejere eller deres arvinger. Hvis vi havde den praksis i dag, kunne jeg den 1. januar tage til Perry i Utah og bede dem, som bor på den jord, som min oldefar ejede, om at rejse, så min familie atter kunne overtage den. Hvor er det en interessant ordning, der er beregnet til at sikre land til hver kommende generation, så at de kan glæde sig over deres arv. Der eksisterer selvfølgelig ikke sådanne skikke for ejendomsret i dag ­ så menneskene i Perry i Utah behøver ikke at bekymre sig ­ men skikken med at bevare andre former for arv, ligesom vores arv, bør fremmes. Har vi til vore børn bevaret de storslåede historier om, hvordan evangeliet blev bragt til og modtaget af de første af vore familiemedlemmer? Deres studium og antagelse af evangeliet har givet os den store mulighed for at opnå evige velsignelser. Min bedstefar forlod som 17-årig sit hjem i Danmark for at skabe sig en ny tilværelse i Amerika. Langt om længe kom han frem til Mendon i Utah, hvor hans onkel boede. Han blev ansat af sin onkel til at hjælpe med i hans landbrug. Efter et stykke tid gik han til sin onkel og sagde: »I mormoner er nogle sjove nogle. Jeg har arbejdet sammen med jer i mange måneder, og ikke én gang har I prøvet at fortælle mig noget om jeres religion eller inviteret mig med i kirke.« Hans onkel spurgte ham, om han gerne ville vide noget om det, og han svarede bekræftende. Så fortalte hans onkel ham om profeten Joseph Smith og om Mormons Bogs fremkomst. Han gav ham en Mormons Bog, som han kunne læse i. Efter at have læst lidt i bogen, gav min bedstefar sin onkel bogen tilbage og sagde: »Jeg kan ikke se noget i den bog, som har ret stor betydning for mig.« Næste dag var han ude at pløje på marken, og hans tanker vendte tilbage til den historie, som hans onkel havde fortalt ham om Mormons Bogs fremkomst. Han tænkte, at ingen ung mand med begrænset uddannelse kunne have skrevet sådan en bog. Måske skulle han se i den igen. Han spurgte sin onkel, om han kunne låne bogen igen. Denne gang kunne han ikke lægge den fra sig. Ånden brændte i ham som vidne om, at denne bog var sand. Han bad om at blive døbt og forblev aktiv hele sit liv. De oplevelser med omvendelse, som vore familiemedlemmer, der hele deres liv udviste stor forpligtelse og tro, giver os så meget af det, som vi i dag nyder i form af evangeliets frugter. Viden om denne tro og forpligtelse må helt sikkert gå i arv fra generation til generation for at øge vores ønske om at leve med den samme overbevisning, som de udviste i deres liv. Deres vidnesbyrd øger bestemt vores overbevisning og styrker vores vidnesbyrd. Helaman havde en særlig måde at viderebringe sin arv til sine sønner på ­ han navngav sine sønner efter sine ædle forfædre for at hjælpe dem med at huske dem og deres gerninger. I skrifterne står der: »Se, mine sønner, jeg ønsker, at I skal huske at holde Guds bud, og at I skal forkynde disse ord for folket; se, jeg har givet jer vore første forældres navne, som kom ud fra Jerusalems land; og dette har jeg gjort, for at I, når I tænker på jeres navne, at I da kan erindre dem, og at I, når I erindrer dem, da kan erindre deres gerninger, og at I, når I erindrer deres gerninger, da kan vide, hvorfor det er sagt og ligeledes skrevet, at de var gode« (Helaman 5:6). Til sidst fik alle israelitter, som var blevet slaver af forskellige årsager, deres frihed i jubelåret. Slaveri er selvfølgelig blevet afskaffet for længe siden i de fleste dele af verden. Men hvis vi ikke tager os i agt, kan enhver af os blive fanget, og derefter gjort til slaver af den onde. Vi har hver især fået vores handlefrihed. Det er en velsignelse, som mennesket har fået skænket helt fra begyndelsen af. Herren sagde til Adam: »Og det er givet dem at kende godt fra ondt, derfor har de deres frihed til at handle for sig selv, og jeg har givet dig en anden lov og befaling« (Moses 6:56). Da det er nødvendigt, at der er modsætning i alle ting (2 Nephi 2:11), følger der med handlefriheden behov for at vælge godt frem for ondt. Desuden åbner handlefriheden mulighed for synd, som så igen skaber nødvendigheden af omvendelse. Præsident Kimball har sagt: »Synd er stærkt vanedannende og kan somme tider føre mennesker til det punkt, hvorfra der ingen vej er tilbage. Uden omvendelse kan der ikke blive tale om tilgivelse, og uden tilgivelse står alle evighedens velsignelser på spil. Efterhånden som overtræderen kommer dybere og dybere ned i synden, og syndes omfang bliver større, samtidig med at viljen til at forandre kursen bliver svagere, bliver det hele i højere grad mere håbløst, og den pågældende glider længere og længere ned, indtil han enten ikke længere ønsker at komme op igen, eller han har mistet evnen til at gøre det« (se Tilgivelsens mirakel, s. 109). Dernæst rådede han os: »Skift vanerne ud med andre vaner, skift miljø. Forandring kommer ved at erstatte gamle vaner med nye. Man danner sin karakter og fremtid ved hjælp af sine tanker og handlinger. Man kan forandre sig ved at skifte miljø. Giv slip på ringere ting, og stræb efter højere. Omgiv jer med de bedste bøger, den bedste musik, kunst og de bedste mennesker« (The Teachings of Spencer W. Kimball, s. 172). Nu hvor vi nærmer os et nyt århundrede, er tiden bestemt inde til at gennemgå, hvordan vore vaner hidtil har været. Kunne dette være en tid, hvor vi styrker de vaner, som fører til vores eget bedste og til forbedring? Kunne det være en tid, hvor vi tilsidesætter de vaner og aktiviteter, som fanger og trælbinder os i modstanderens fælder og hindrer vores evige udvikling? Harry Emerson Fosdick skrev engang: »Nogle kristne bærer deres religion på ryggen. Det er en pakke med overbevisninger og skikke, som de må bære. Nogle gange bliver den tung, og de vil gerne lægge den fra sig, men det ville betyde, at de skulle bryde med gamle traditioner, så de tager den på igen. Men rigtige kristne bærer ikke deres religion, deres religion bærer dem. Det er ikke tyngde, det er vinger. Den løfter dem op, den bringer dem over svære steder, den får universet til at synes venligt, livet formålsfuldt, håbet virkeligt og ofre umagen værd. Den sætter dem fri fra frygt, ørkesløshed, modløshed og synd ­ det, som gør menneskenes sjæl til slaver. Man kan kende en rigtig kristen, når man ser ham, ved hans livsmod« (Twelve Tests of Character, 1923, s. 87­88). Jeg håber, at det er helt tydeligt, når verden ser på os, at vi er kendt for vores livsmod ­ at vi efterlever, tror og praktiserer virkelige kristne idealer og lærdomme. Må Gud velsigne os, så vi kan se frem til et nyt århundrede med tro, vidnesbyrd, tillid og fast beslutning om at forberede os bedre til det evige liv, som vi alle søger at opnå. Må det nye år begynde med trompeters lyd og glædesråb, idet vi prøver at få mest muligt ud af dette kommende jubelår; dette er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.