Søster Mary Ellen Smoot
Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde
Kvinder i hele verden vil drages til Kirken, når vi fuldkommengør vores tilværelse og efterlever de fundamentale sandheder for at oplyse vejen, så andre kan følge dem.
Mine kære søstre i Hjælpeforeningen. Jeg står ydmyg foran jer i dag med taknemmelighed i mit hjerte, som ikke kender nogen grænser. Jeg vidner for jer om, at i de sidste måneder har Herrens Ånd hvilet over organisationerne i denne Kirke. Under samarbejdet med mine meget dygtige rådgivere, vores pligttro rådgivere i præstedømmet, bestyrelsesmedlemmer og vores støttende medarbejdere har vi mærket hans vejledning og bedt inderligt om vejledning til at føre dette værk frem. Vi har flittigt undersøgt og evalueret, hvordan vi kan opløfte vore søstre, hvorend I tjener, for at forsøge at afgøre, hvordan vi hver især kan få øjnene på for visionen om Hjælpeforeningens store potentiel.
Jeg beder til, at Helligånden vil velsigne jer med en større forståelse af, hvem I er, hvorfor I er her og de enestående gaver, som I har at bidrage med til Hjælpeforeningen. Jeg håber, at I, når I tænker over den vejledning, som I får i aften af Det Første Præsidentskab og Hjælpeforeningens hovedbestyrelse, vil få et vidnesbyrd om, at det virkelig er vejledning, der kommer fra Herren. Dette er et stort øjeblik, et af de mest betydningsfulde for fremtiden.
I Zakarias 2:1415 står der: »Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren.
På den dag skal mange folkeslag slutte sig til Herren og være mit folk, og jeg tager bolig hos dig. Så vil du forstå, at Hærskarers Herre har sendt mig til dig.«
Vi mødes som søstre i en verdensomspændende Kirke med glæde over de velsignelser, som evangeliet bringer. Det er virkelig en tid til at opløfte vores hjerte! Vi glæder os først og fremmest over vores viden om, at vor himmelske Fader elsker hver enkelt af os. Vi glæder os over vore vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans sonoffer. Vi glæder os over evangeliets genoprettelse og det store værk, som profeten Joseph Smith har udført. Vi glæder os over, at vi lever i en tid, hvor en levende profet, præsident Gordon B. Hinckley, frimodigt fører Herrens store værk fremad. Vi glæder os over det antal templer, der bliver bygget, computerteknologiens gennembrud så vi kan søge efter vore forfædre samt begejstringen for at tjene. Vi glæder os over antallet af missionærer, der bliver sendt ud til alle jordens lande for at indsamle de retskafne af hjertet. Vi glæder os over hver især blandt os, der lever, og den mulighed, som vi hver især har for at være en del af Guds store plan for at opnå lykke. Vi glæder os over Hjælpeforeningen, og vi ved, at kvinder i hele verden vil drages til Kirken, når vi fuldkommengør vores tilværelse og efterlever de fundamentale sandheder for at oplyse vejen, så andre kan følge dem.
Med Wordsworths ord mindes vi:
»Vor fødsel er kun en søvn og en glemsel,
den sjæl, som løfter sig med os, vort livs stjerne,
har sin oprindelse andetsteds
og kommer fra det fjerne;
ikke i det fuldstændig glemte,
og ikke i yderste nøgenhed,
men som voksende skyer af herlighed kommer vi
fra Gud, som er vort hjem«
(Ode: Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood)
I det sidste to et halvt år af vores tjeneste i Hjælpeforeningens hovedbestyrelse er vi blevet opmærksomme på folk i verden, der er interesserede i Hjælpeforeningen.
I et forsøg på at reagere på uretfærdighederne uden for Kirken og for at minde os selv om de store velsignelser ved at være kvinde forelægger vi som Hjælpeforeningens hovedbestyrelse følgende:
Vi er Guds elskede og åndelige døtre,
og vores tilværelse har betydning, formål og retning.
Som et verdensomspændende søsterfællesskab er vi forenede i vores hengivenhed
over for Jesus Kristus, vores Frelser og store eksempel.
Vi er troens, dydens, visionernes og barmhjertighedens kvinder, som -
øger vores vidnesbyrd om Jesus Kristus ved hjælp af tro og studium af skriften.
søger åndelig styrke ved at følge Helligåndens tilskyndelser.
indvier os selv til at styrke ægteskabet, familien og hjemmene.
finder storhed i moderskabet og glæde i kvindelighed.
glæder os over tjeneste og gode gerninger.
elsker livet og at lære.
står for sandhed og ret.
støtter præstedømmet som Guds myndighed på jorden.
glæder os over templets velsignelser, forstår vores guddommelige skæbne og stræber efter ophøjelse.
Vi glæder os som præsidentskab over denne erklæring, der er godkendt af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, som klart fremsætter principper for holdning og handling, der vil føre os hver især ind i vor himmelske Faders nærvær. Når vi hver især anvender disse lærdomme, vil vi, som fader Lehi håbede, nå hen til livets træ. I 1 Nephi 8:12 kan vi læse: »Og da jeg spiste af frugten, fyldte den min sjæl med . . . glæde; derfor begyndte jeg at ønske, at min familie også skulle nyde deraf, for jeg vidste, at den var mere attråværdig end al anden frugt.«
Vi har lige som fader Lehi et håb om, at vi på vores rejse på livets vej rent personligt vil nyde af den frugt, der findes i Jesu Kristi evangelium og opleve den glæde, der vil fylde vores sjæl med større tro, håb og kærlighed. Lad os sammen se på nogle af disse egenskaber, og hvordan de kan påvirke vores tilværelse.
Som et verdensomspændende søsterfællesskab er vi forenede i vores hengivenhed over for Jesus Kristus, vores Frelser og eksempel.
Vi erklærer for verden, at det ikke er ved et tilfælde, at vi har taget imod Jesu Kristi evangelium evangeliet er sandt! Når man tænker over denne storslåede plan, sætter den dette liv i perspektiv.
Vi ved, at vi har eksisteret og altid vil eksistere. Vi ved, at vi er blevet sendt til jorden for at få erfaring og udvikle os. De beslutninger, som vi tager, er af afgørende betydning, hvis vi skal opnå evigt liv og ophøjelse. Vi ved, at denne prøvestand er vigtig, og denne forståelse giver vores liv betydning, et formål og vejledning. Vi ønsker alle sammen i sidste ende at vende hjem igen til vores kærlige himmelske Fader.
Vi accepterer Frelseren som vor himmelske Faders Enbårne Søn. Vi ved, at vi gennem ham vil blive forløst og opstå. Det er derfor, at »vi taler om Kristus, vi glæder os i Kristus, [og] vi prædiker om Kristus« (2 Nephi 25:26).
Vi har tro, dyd, visioner og barmhjertighed.
Når vi besøger forskellige dele af verden, ser vi mange søstre i Hjælpeforeningen, der holder fast i jernstangen. Vi har tro, når livets storme kommer, og vi vælger at holde os rene, når der opstår fristelser.
Vi ser en kilde af barmhjertighed springe frem i hvert hjerte, når en søster søger at få »Kristi rene kærlighed« (Moroni 10:47).
Vi vier os selv til at styrke ægteskabet, familien og hjemmene og til at finde storhed i moderskabet og glæde i kvindelighed.
Vi forstår, at hjemmet er den grundlæggende enhed, der er skabt af Gud, så at vi kan tjene og lære. Denne forståelse resulterer i forpligtelsen til at give den tid, som vi tilbringer sammen med familien, den højeste prioritet, og se ind i sig selv for at finde ud af, hvordan vi kan være en bedre partner. Af disse overvejelser følger handlinger bestående af venlighed og kærlighed og tilgivelse over for vores ægtefælle. Vi ser søstre, som virkelig ønsker, at deres børn skal få del i evangeliets frugt ved at tage på mission og gifte sig i templet, og derfor bruger de tid på at afholde meningsfulde familieaftener og studere og bede som familie og komme regelmæssigt i templet. Erklæringen vil være en fortsat påmindelse om at fokusere på vores allervigtigste ansvar.
Men ikke alle kvinder har født dem, som de er som en mor for.
Præsident Joseph F. Smith blev forældreløs i den tidlige alder af 13 år. Han blev senere sendt på mission til Hawaiiøerne. På øen Molokai pådrog han sig en alvorlig feberlidelse og var alvorligt syg i tre måneder. En vidunderlig hawaiiansk søster plejede ham lige så kærligt, som var han hendes egen søn.
Mange år senere besøgte præsident Smith øerne som Kirkens præsident. Charles Nibley beskrev oplevelsen:
»Det var et smukt syn at se den dybe kærlighed og endog tårefyldte hengivenhed, som disse mennesker nærede for ham. Midt i det hele lagde jeg mærke til, at en fattig, gammel, blind kvinde, som kom vaklende under byrden af cirka 90 år, blev ført ind. Hun havde nogle få udsøgte bananer i hånden. Det var alt, hvad hun havde hendes gave. Hun kaldte: ›Iosepa, Iosepa‹. Straks, da han så hende, løb han hen til hende, tog hende i sine arme, omfavnede og kyssede hende . . . og . . . klappede hende på hovedet, idet han sagde: ›Mama, Mama, min elskede gamle Mama‹.
Og med tårerne løbende ned ad kinderne vendte han sig mod mig og sagde: ›Charlie, hun passede mig, da jeg var dreng, syg og uden nogen til at tage sig af mig. Hun tog mig til sig og var som en moder for mig‹« (Se Kirkens præsidenters lærdomme, Joseph F. Smith, s. 192).
Vi kan alle række vore arme ud i kærlighed til andre og skænke gaver i form af barmhjertighed og omsorg, som kun kan komme fra en kvindes hjerte.
Vi glæder os over tjeneste og gode gerninger.
For flere uger siden ramte en tornado Salt Lake City, og efterlod sig hærgen og ødelæggelse. Næste morgen havde stavens hjælpeforeningspræsidentinde, hvis hjem havde lidt betydelig skade, en rapport klar, som gav hendes præstedømmeledere oplysninger om kommende besøg og vurderinger.
At lære andre at læse er endnu en måde at hjælpe andre og til at ændre deres liv for bestandigt. En studievejleder fik øjnene op for dette. Hun inviterede to venner, og sammen gik de til undervisning for at lære, hvordan man underviser i engelsk som fremmedsprog. De underviser nu en vidunderlig familie fra Kosovo på 13 familiemedlemmer i engelsk. At kunne læse har været en velsignelse både for lærerne og eleverne.
Vi står for sandhed og ret.
Vi taler åbent for at standse den flodbølge af snavs og korruption, som plager vores samfund. Søstre, der kender forskel på rigtigt og forkert, står fast på Herrens side, træffer valg, som adskiller dem fra resten af verden, når de omhyggeligt våger over deres families brug af fjernsynsprogrammer, og som klæder sig anstændigt og afholder sig fra at se film, som forherliger vold og umoralsk opførsel.
Vi støtter præstedømmet som Guds myndighed på jorden.
Vi ser søstre i denne storslåede Kirke, som anerkender det genoprettede præstedømmes velsignelser. Vi glæder os, når hvert barn bliver velsignet og døbt, og når vi tager nadveren og indsættes til kaldelser i Kirken, og over at se sin mand give en faders velsignelse. Vi er taknemmelige for præstedømmets velsignelser, som oplyser vores vej og giver os vejledning og håb. Vi glæder os over og støtter værdige præstedømmebærere.
Vi glæder os over templets velsignelser, forstår vores guddommelige skæbne og stræber efter ophøjelse.
Vi ser søstre, der glæder sig over templets velsignelser. Søstre, der søger at indgå og holde deres pagter, udfører arbejde for deres afdø- de slægtninge og derigennem oplever, at deres egne byrder bliver lettet, og deres kraft til at modstå fristelser styrkes. Guds døtre, som forstår deres guddommelige skæbne, ser deres muligheder og fokuserer på at overvinde deres svagheder.
Vi bærer vidnesbyrd om, at vi hver især har en afgørende rolle, ja endda en hellig mission at udføre som døtre i Zion. Det er en ny tid, hvor en ny æra gryer. Det er vores tid, og det er vores skæbne at glæde os, idet vi opfylder jorden med større venlighed og mildhed, større kærlighed og medfølelse og større sympati og indlevelse, end der nogen sinde før er set. Det er tid til at give os selv over til Mesteren og lade ham føre os til frugtbare marker, hvor vi kan berige en verden, der er fuld af mørke og elendighed. Hver enkelt af os, uanset hvem vi er, må rejse sig og få mest muligt ud af de muligheder, der viser sig. Vi må følge det råd, som Herren og hans tjenere giver os, og gøre vores hjem til bedehuse og sikre tilflugtssteder. Vi kan og må øge vores tro ved at øge vores lydighed og offer. Der vil ske et mirakel i denne personlige proces. Hjælpeforeningen vil begynde at vokse og nå ud til de mange millioner i nød. Den vil fortsat blive en organisation, som bringer hjælp og glæde. Dette vil ske med én søster ad gangen. Vi vil forene os i vores retskaffenhed og virkelig nyde frugten af livets træ sammen. Vores arbejdes frugt kan helbrede verden og kan, søstre, derigennem også helbrede os!
Det er min ydmyge bøn, at hver enkelt af os, vil gå fra dette møde med en beslutning om at vie vores liv til Kristus. Jeg lover jer, at når I gør det, vil I få al mulig grund til at glæde jer, for Herren »tager bolig hos dig« (Zak 2:14). Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
